Sådan spilles slutspillet i Basketligaen

Foto: Joe Leow Productions

Grundspillet i Basketligaen er nu slut.

I torsdags blev det definitivt afgjort, hvem der skal spille Playoff A og Playoff B, når slutspillet indledes efter landsholdspausen.

BC Copenhagen sluttede grundspillet af med stil og sikrede sig den sidste Playoff A plads med en overbevisende sejr mod Bears Academy.

Dermed splittes ligaen nu op i to, og i hvert slutspil skal holdene mødes to gange (hjemme og ude).

De fire bedst placerede hold i Playoff A kvalificerer sig efterfølgende til semifinalerne, hvorimod de to bedst placerede hold i Playoff B kvalificerer sig til Playoff B-finalen.

Playoff A

De første fem hold i Playoff A var der ikke meget at rafle om – som forventet.

Svendborg Rabbits sluttede på førstepladsen med 17 sejre og tre nederlag med Team FOG Næstved lige i hælene. Næstved sluttede grundspillet med lige så mange sejre, men dog dårligere indbyrdes.

Ligaens tredjeplads efter 22 grundspilskampe blev Horsens IC, der i sidste runde tog en stor skalp mod toppen med en sejr mod ligaens andenplads, Team FOG Næstved, og dette gjorde blot toppen i Basketligaen endnu tættere.

De sidste tre hold i Playoff A er Bakken Bears, Randers Cimbria og førnævnte BC Copenhagen.

De første kampe i Playoff A – og så vidt også Playoff B- skal spilles efter landsholdspausen.

Når Playoff A er færdigspillet, mødes gruppespillets nummer et og fire i den ene semifinaleserie og nummer to og tre i den anden serie.

Playoff B

Dette års Playoff B består af BK Amager, BMS Herlev, Holbæk-Stenhus, Værløse Blue Hawks og Bears Academy.

BK Amager var det eneste hold fra Playoff B, der i sidste spillerunde stadig var inde i kampen om den sidste plads i Playoff A, og således er det også Amagerkanerne, der starter B-slutspillet med det bedste udgangspunkt.

Amager skal dog passe på, for både Holbæk-Stenhus, BMS Herlev og Værløse Blue Hawks er lige bag dem i tabellen. Amager fører an med 12 point.

De øvrige tre mandskaber har ti point, mens Bears Academy skal levere et godt Playoff B for at blande sig i toppen og kæmpe med om Playoff B-titlen, da de blot har hentet seks point i løbet af sæsonen.

Som skrevet tidligere er det første- og andenpladsen, der skal ud i en kamp om Playoff B-titlen. Derfor har vi os et rigtigt spændende slutspil i vente.

Slutspillet skydes igang den 3. marts med intet mindre end fire kampe.

Tv-kamp: Bakken Bears tager imod Svendborg foran udsolgt arena i grundspillets sidste kamp

Foto:

Grundspillet i Basketligaen skal spilles færdig torsdag aften, og grundspillet afsluttes med et brag.

Fem kampe – alle med tipoff kl. 19:00 – alle på JFM Play.

Ugens tv-kamp på SPORT LIVE er opgøret i Aarhus mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits, og selvom begge hold er sikre på at skulle spille Playoff A, er der tale om et vigtigt opgør i kampen om topplaceringerne.

Sparekassen Danmark Basketball Center er fuldstændig udsolgt, og vi har en fed kamp i vente.

Inden kampen indtager Svendborg Rabbits ligaens førsteplads med 17 sejre i 19 kampe. Bakken Bears ligger i skrivende stund på fjerdepladsen med 14 sejre i 19 kampe.

SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:30.

Tæt top i Basketligaen

Bakken Bears´ sæson har ikke just været gnidningsfri som de i tidligere sæsoner har været vant til.

Derfor ligger de nede på en uvant fjerdeplads á point med Randers på femteplads, og at forestille sig semifinalerne i Basketligaen uden Bakken Bears er nærmest utænkeligt.

Aftenens kamp mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits er af stor betydning, for vi kan godt forvente os at Playoff A, hvor én sejr kan blive forskellen mellem succes og fiasko.

Playoff A er selvsagt ikke begyndt endnu, så det er endnu ikke trængselstider i forhold til kampen om en semifinaleplads.

Men en sejr torsdag aften kan potentielt sende Bakken op på en delt tredjeplads, mens Svendborg med et nederlag potentielt kan ende med at vige fra førstepladsen, såfremt Næstved samtidig vinder deres kamp mod mod Horsens.

Hvordan top fire ser ud efter aftenens hektiske program er uvist, da ændringer også afhænger af, hvordan andre resultater flasker sig.

Hvem går ind til kampen som favorit?

Aftenens kamp mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits er de to holds anden kamp mod hinanden i denne sæson.

Første møde mellem mandskaberne var i slutningen af november, hvor Svendborg Rabbits forsvarede hjemmebanen og sejrede med 91-80.

Som tidligere skrevet ligger Svendborg Rabbits bedst i tabellen, og det faktum kombineret med det første indbyrdes møde, må gøre Svendborg Rabbits til favoritter.

Dertil er Svendborg også mest formstærke med fire sejre i de seneste fem, hvor Bakken Bears har vundet tre ud af fem. Det er imidlertid vigtigt også at have in mente, at Bakken sideløbende med Basketligaen kæmper for at nå langt i European North Basketball League (ENBL).

Bliver det Bakken eller Svendborg, der slutter grundspillet med en sejr? Det bliver vi klogere på torsdag aften.

Følg med på SPORT LIVE.

Nu skal grundspillet afsluttes: Her er scenarierne, der kan komme i spil i sidste runde

Foto: Joeleowproductions – atomickvision

Fem kampe på samme tid.

Det er, hvad der er på menuen torsdag aften, når sidste runde af Basketligaens grundspil skal afvikles.

Hvem skal spille Playoff A og Playoff B afgøres i aften, og flere hold kender allerede deres skæbne.

Svendborg Rabbits, Bakken Bears, Team FOG Næstved, Horsens IC og Randers Cimbria er alle sikre på at skulle spille Playoff A, hvorimod Holbæk-Stenhus, Bears Academy, BMS Herlev og Værløse Blue Hawks med sikkerhed skal spille Playoff AB

Dermed er vi efterladt med to hold, hvor det ene mandskab ender som den sidste del af Playoff A-slutspillet.

Disse to hold er BC Copenhagen og BK Amager, og førstnævnte har de bedste kort på hånden.

Det bliver altså spændende torsdag aften, og alle kampe kan ses på JFM Play. Ugens tv-kamp på SPORT LIVE er opgøret mellem Bakken Bears og SPORT LIVE.

Hvad skal der til for, at BC Copenhagen spiller sig i Playoff A?

Som billedet i toppen af artiklen illustrerer er vilkårene for BC Copenhagen ganske simple. En sejr er lig med Playoff A-deltagelse.

BC Copenhagen møder Bears Academy hjemme i Nørrebrohallen, og aarhusianerne har med hensyn til Playoff A og B intet at spille for.

Men det er her vigtigt at understrege, at når ligaen splittes op i to slutspil, tager holdene pointene fra grundspillet med over, og Bears Academy kan med et stærkt Playoff B overhale indenom og nappe titlen i B-slutspillet.

Så selvom Academy ikke er i spil til Playoff A, har de stadig noget at spille for mod BC Copenhagen.

Det ændrer til gengæld ikke på, at BC Copenhagen må regnes som favoritter. Københavnerne har vundet seks kampe, tre flere end Bears, og de to holds første indbyrdes opgør endte med en aarhusiansk afklapsning.

Det var tilbage i december, hvor Copenhagen på udebane sejrede med cifrene 59-96.

Dertil går Copenhagen ind til den afgørende grundspilskamp i god form med tre sejre i de seneste fem, hvor det blot er blevet til en enkelt sejr for Bears Academy.

BC Copenhagen må således regnes som storfavoritter mod Bears Academy.

Hvad er BK Amagers muligheder?

Men taber BC Copenhagen er vilkårene ligeledes simple for BK Amager: Vind eller forsvind.

Hvor BC Copenhagen har deres skæbne i egen hænder, har Amagerkanerne nemlig brug for en hjælpende hånd. Deres skæbne afhænger – også – af hjælp andetsteds fra.

BK Amager skal ganske korrekt vinde deres kamp mod BMS Herlev for overhovedet matematisk at kunne spille sig i Playoff A, men samtidig skal BC Copenhagen også tabe til Bears Academy.

BK Amager er også favoritter, når BMS Herlev kommer på besøg i Amagerhallen.

De to hold har mødt hinanden to gange i indeværende sæson, hvor det er blevet til en til hver. I pokalturneringen sejrede BMS Herlev med 103-93, og opgøret i Basketligaen sluttede til Amagers fordel, 79-75.

Så selvom BK Amager har mest at spille for, har sæsonen budt på et par tætte indbyrdes kampe, så BK Amager skal spille op til deres bedst for at have en chance for Playoff A.

Følg på SPORT LIVE og JFM Play torsdag aften 19:00.

Tv-kamp: Udsolgt Arena Næstved danner ramme om kæmpe brag

Udsolgt Arena Næstved. Tjek.

De forsvarende danske mestre mod de forsvarende sølvvindere. Tjek.

Basketligaens anden- mod fjerdeplads. Tjek.

Fredagens opgør i Arena Næstved er en sand lækkerbisken. Bakken Bears tager turen til Sydsjælland, og der er lagt op til et brag af kamp mellem to af årets guldkandidater.

Opgøret er ugens anden tv-kamp på SPORT LIVE. Danmarks basketball kanal er klar med optakt fra 18:45. Opgøret har tipoff kl. 19:15.

Kæmpe brag på SPORT LIVE

Team FOG Næstved har meldt ud, at der er fuldstændig udsolgt til fredagens tv-kamp, og sydsjællænderne må siges at gå ind til kampen som små favoritter. Næstved har hjemmebanefordelen, de har haft den mest overbevisende sæson hidtil, og så har de hævneretten fra de to holds første indbyrdes møde.

Det var tilbage i november, hvor Næstved sejrede på udebane med 96-100 efter en dominerende anden halvleg.

Næstved er småfavorit, men Basketliga-stormagten Bakken Bears skal selvsagt ikke undervurderes.

Næstved, der har siddet på ligaens førsteplads det meste af sæsonen, indtager i skrivende stund ligaens andenplads, mens Bakken Bears er nummer fire i ligaen. To sejre er alt, der adskiller de to mandskaber, så hvis Bakken Bears kan komme fra den fyldte arena i Næstved med en sejr bliver top fem i Basketligaen blot endnu mere tæt.

Mødet med Næstved er Bakkens anden kamp i denne uge, da de tidligere på ugen var i aktion i European North Basketball League. Heldigvis for Bakkens forberedelse til fredagens kamp var ENBL-kampen hjemme i Sparekassen Danmark Basketball i Aarhus, så tiden har ikke skulle gå med rejsedage.

Opgøret i ENBL mod Basket Brno fra Tjekkiet endte med et smalt nederlag efter overtid til Bakken Bears. Nederlaget fik dog ingen konsekvenser for Bakken Bears, der i forvejen var klar over, at de var videre til kvartfinalen i den europæiske turnering.

Modsat Bakken har Næstved ikke været i ilden i over en uge, så det er også nogle friske Næstved-spillere, der indtager halgulvet fredag.

Følg med på SPORT LIVE fra 18:45.

Du kan i videoen herunder høre fra Team FOG Næstveds cheftræner:

Tre spillere fra Basketligaen udtaget til dansk bruttotrup

Foto: fiba.basketball

Danmarks landstræner Allan Foss har onsdag udtaget sin bruttotrup frem mod kampene mod Georgien og Finland senere på måneden i kvalifikationen til EuroBasket 2025, og landstræneren har fundet plads til tre spillere fra Basketligaen i truppen.

Her er der tale om Bakken Bears´ Darko Jukic og Sylvester Berg, mens Horsens IC også er repræsenteret i form af Liam Churchill.

Alle tre spillere var også en del af truppen fra det seneste landsholdsvindue, hvor det blev til to forventede nederlag til basketstormagten Serbien.

Danmark møder Georgien på udebane i Tbilisi den 21. februar, og Finland hjemme i Farum Arena den 24. februar.

Truppen består i alt af 13 spillere. Du kan se den fulde trup her.

Månedens hold i Basketligaen ifølge SPORT LIVE (januar)

Den første måned i 2025 i Basketligaen er veloverstået, og dermed er det blevet tid til at kåre månedens hold for januar i Basketligaen.

SPORT LIVE har sat holdet i deres seneste afsnit af basket-programmet ´Overtime´, og holdets spillere kommer fra fire forskellige hold og ser således ud:

G: Jemarl Baker Jr. – Svendborg Rabbits – 22,3 point, fem rebounds, 3,3 assists og fire treere i snit per kamp
G: Avery Anderson III – Randers Cimbria – 21 point, 4,8 rebounds, 6,5 assists, 1,5 steal
F: Trejon Jacob – Horsens IC – 23 point, 4,5 rebounds, 3,8 assists, 3,5 steals, 4,3 treere i snit per kamp
F: Jacob Polakovich – Bakken Bears – 17 point, 11,8 rebounds, 73% FG
F: Sylvester Berg – Bakken Bears – 12,3 point, fem rebounds, 3,5 assists, 1,5 blocks, 1,8 steals

Månedens træner gik til Svendborg Rabbits´ Mads Andersen.

*De noterede stats er udelukkende fra januar*

Bakken Bears møder tjekkisk mandskab i sidste gruppespilskamp i ENBL

Foto: Basketfotografen

Tirsdag aften skal Bakken Bears spille deres sidste gruppespilskamp i European North Basketball League (ENBL), når tjekkiske Basket Brno gæster Sparekassen Danmark Basketball Center i det nordlige Aarhus.

Kampen sættes igang kl. 18:30 og kan ses på SPORT LIVE og JFM Play.

Bakken Bears er videre til kvartfinalerne

Tirsdag aften afsluttes gruppespillet i ENBL.

Det betyder, at kvartfinalerne i turneringen venter lige rundt om hjørnet, og Bakken Bears er forud for opgøret med Basket Brno sikre på, at avancere til næste runde i ENBL.

Uanset resultatet mod tjekkerne vil Bakken Bears nemlig blive nummer fire i turneringens gruppe B, og dermed er tirsdagens europæiske brag i Smilets By blot en formalitet.

Tilsvarende er Basket Brno klar over, at deres europæiske eventyr slutter tirsdag aften.

Skulle det blive til et dansk nederlag, vil Bakken slutte á point med Bristol Flyers, men da Bakken er bedst indbyrdes, er fjerdepladsen deres.

Hvilke spillere skal Bakken holde øje med?

Basket Brna fra Tjekkiet råder over flere spændende spillere.

Amerikanske Ethan Chargois er holdets største stjerne. Chargois snitter 18,6 point og 10,4 rebounds, og de 18,6 point gør ham til en af de mest scorende spillere i ENBL i denne sæson. Helt præcist er han den sjette mest scorende spiller i ENBL.

Chargois er stærk offensiv trussel, og ham skal Bakken Bears passe på.

Dertil er Chargois den tredjemest reboundende spiller i ENBL.

Læs mere optakt til kampen på Bakken Bears´ hjemmeside.

Se Bakken Bears – Basket Brna på SPORT LIVE kl. 18:30

Bakken Bears er klar til europæisk kvartfinale

Foto: ENBL

Bakken Bears og europæiske kvartfinaler går efterhånden hånd i hånd.

Igen i år skal den danske mastodont spille europæisk kvartfinale, efter Legia Warszawa besejrede Basket Brno og sikrede sig tredjepladsen i gruppe B i European North Basketball League (ENBL).

Sejren til polakkerne betyder, at Bakken Bears er sikker på at blive nummer fire i gruppen og avancere videre fra gruppespillet.

Bakken Bears har endnu en kamp til gode, der skal spilles i starten af februar, men selv hvis de taber det opgør, er de sikker på at gå videre.

Bristol Flyers har ligesom Bakken Bears sejret i fire kampe i ENBL, men da Bakken Bears er bedst indbyrdes med Flyers, er det Bjørnene, der skal spille kvartfinaler til marts.

I ENBL-kvartfinalerne skal Bakken Bears møde enten Newcastle Eagles eller Valmiera Glass ViA. Runden afvikles med en ude- og hjemmekamp.

Randers Cimbria vinder klubbens første titel nogensinde efter højdramatisk pokalfinale

Foto: Matthias Storgaard Rasmussen

Referat skrevet af Fullcourt.dk

Randers Cimbria har vundet klubbens første titel nogensinde.

Det er en realitet, efter kronjyderne søndag eftermiddag besejrede Bakken Bears på dramatisk vis i årets pokalfinale med cifrene 76-75.

Efter en meget jævnbyrdig finale, hvor føringen skiftede hænder et utal af gange, skulle det afgøres i kampens døende sekunder, og der trak Randers Cimbria det længste strå.

Dermed har Randers langt om længe fået hul på bylden og kan nu fejre klubbens første titel. To gange tidligere har de stået i en pokalfinale, men begge gange måtte de vende tomhændet hjem.

Randers bedst efter de første 20 minutter – men Bakken var lige i hælene


I pausen af søndagens pokalfinale var det tæt. 43-42 i Randers´ favør for at være præcis.

Første halvleg var forløbet ganske interessant med Randers som det bedste mandskab, men randrusianerne kunne det til trods ikke gå ud i omklædningsrummet med en komfortabel føring.

Det var tæt i første periode, hvor begge hold lykkedes med at få lukket ned, når modstanderen fik slået et hul. Men i anden periode begyndt Randers at trække fra.

Halvvejs inde i anden periode kom Randers foran med ti point. En god Bakken-slutspurt betød dog, at føringen var neutraliseret efter de første 20 minutter.

Randers må i pausen have følt, at de var på rette spor, alt imens Anders Sommer må have givet sine spillere en opsang, for Bakken spillede ikke op til deres bedste.

Dramatisk afslutning

Anden halvleg blev sat igang, og kampen var som vendt på hovedet. Bakken Bears startede halvlegen med et 13-2 run, og på det tidspunkt lignede de sig selv igen.

En klassisk Bakken Bears. Nu blev der spillet basket på deres præmisser. Det varede imidlertid ikke længe, for lidt efter lidt blev føringen indhentet.

Inden fjerde periode havde Bakken dog en solid føring på seks point, 60-54, men Randers fortsatte det lovende spil i fjerde periode, og det betød, at de fremmødte fans i Forum Horsens havde en dramatisk afslutning i vente.

Fjerde periode var en sand neglebider, og med et minut igen var Bears foran med 74-75 efter et ramt straffekast af Terrence Hargrove Jr. Randers´ Avery Anderson III svarede stærkt med to point.

20 sekunder var tilbage, og bolden var i hænderne på aarhusianerne – men det endte ikke med flere Bakken-scoringer.

Hargrove Jr. missede en treer, og trods en Urald King-offensiv rebound blev der ikke ændret på stillingen, idet King trådte uden for banen.

Buzzeren lød to sekunder senere, og Randers kunne bryde ud i stor jubel.

Kampens topscorer var Bakkens Urald King, der gjorde sit i forsøget på at hente titlen hjem til Aarhus. King sluttede med 22 point, 13 rebounds og seks assists.

Den helt store oplevelse på Randers-holdet var stjernespilleren Avery Anderson III med 19 point, syv rebounds og tre assists.

Hæderen som ´årets pokalfighter´ gik til Randers´ Bakary Camara, der noterede sig for 16 point, to rebonds, tre assists og tre steals.

Det er andet år i streg, at Bakken Bears må nøjes med andenpladsen i pokalturneringen. Sidste år var det Team FOG Næstved, der nappede sejren i turneringen foran Bjørnene.

Jeffrey Fawme om finale: “Det vil være en stor skalp for Randers Cimbria at kunne tage hjem med en pokaltitel”

Foto: Thorfoto

14.

Så mange gange har Bakken Bears vundet pokalturneringen.

To.

Så mange gange har Randers Cimbria tidligere været i en pokalfinale. Dog har de deres første pokaltitel til gode.

Kigger man på det historisk er det to vidt forskellige mandskaber, der søndag mødes i Forum Horsens til årets Andelskassen Pokalfinale. Kampen kan ses på SPORT LIVE og JFM Play fra 15:30.

Bakken Bears og Randers Cimbria har begge spillet sig hele vejen til finalen og er blot 40 minutters god basket fra at slutte på toppen, og der er meget på spil: 15. pokaltitel for Bakken og den første for Randers Cimbria.

I sidste sæson blev pokalturneringen rundet af med et Final Four-stævne, og der vandt Randers bronzemedaljer, men nu er guldet en enkelt sejr væk.

Randers er én sejr fra klubhistorie

Basketligaen har haft fat i begge cheftrænere, der søndag skal coache sit hold gennem finalen.

Anders Sommer fortalte, at Bakken gerne tager favoritværdigheden på sig, men Randers´ cheftræner Jeffrey Fawme, der i sin første sæson i spidsen for Randers kan skrive klubhistorie i form af en titel, vil ikke gå ind i en spekulation om, hvem der er favorit.

“Det (favoritværdigheden, red.) går jeg ikke så højt op i. Vi prøver at holde fokus på gameplan. Men det vil være en stor skalp for Randers Cimbria som klub og organisation at kunne tage hjem med en pokaltitel”

“Bakken er et hold med kvalitet, størrelse og rutine på flere positioner, og med bærende kræfter der har spillet sammen længe. De er knap så dybe som de har været tidligere, hvilket har gjort dem mere sårbare end tidligere,” siger Fawme.

Indbyrdes kampe har været ´inden for rækkevidde´ for Randers

Sidstnævnte i citatet har været synligt i Basketligaen, hvor Bakken Bears har tabt fire kampe og i skrivende stund ligger nummer tre. Randers har tabt seks, så det er ikke meget, der adskiller de to hold i tabellen.

Forskellen mellem holdene er i virkeligheden de to holds indbyrdes kampe, der begge er endt med sejr til Bakken Bears.

Altså har Randers endnu ikke knækket koden til at slå søndagens finalemodstander, men Randers-chefen hæfter sig ved en væsentlig ting, mens han også fortæller, hvad der kan blive en af nøglerne for Randers.

“Begge opgør har været kampe som har været inden for rækkevidde. Vi skal over lange træk spille med den defensive energi, der har båret os frem i de store kampe,”

Om det lykkedes for Randers at få skovlen under Bakken bliver vi klogere på søndag eftermiddag. Følg med på SPORT LIVE fra 15:30.