Skip to content

Bakken Bears melder klar til Champions League-kvalifikation

Foto: Kim Haugaard

I 2025/26 vender Bakken Bears tilbage til FIBA’s turneringer, hvor man enten kommer til at spille Champions League eller FIBA Europe Cup.

Bakken Bears er det klart mest succesfulde danske hold på den europæiske basketscene. Tre kvalifikationer til hovedturneringen i Champions League, tre semifinaler i FIBA Europe Cup, og ikke mindst den første europæiske titel til et dansk hold, da man vandt European North Basketball League (ENBL) i april 2024.

Der er naturligvis en europæisk rangorden, hvor Champions League er den største turnering i FIBA-regi, dernæst FIBA Europe Cup, og så ENBL. Bakken deltog i de første otte udgaver af Champions League-kvalifikationen, hvor det lykkedes at kvalificere sig tre gange.

I 2024/25 valgte man dog ikke at deltage i Champions League, da man ville forsvare sin ENBL-titel. Men nu er Bakken tilbage i FIBA’s turneringer, og derfor kommer 2025/26 enten til at byde på Champions League eller FIBA Europe Cup.

Skulle det ikke lykkes at kvalificere sig til Champions League, vil man nemlig i stedet ryge over i FIBA Europe Cup-turneringen, hvor man har store traditioner og har nået semifinalen hele tre gange.

– Det er et naturligt træk at deltage på så højt niveau som muligt, og selvom vi har været glade for at være en del af ENBL, kan vi mærke, vi har savnet FIBA’s turneringer – det gælder både spillere, stab og resten af klubben. Vi håber også, det vil gavne os rekrutteringsmæssigt at være med i kvalifikationen til FIBAs største turnering, siger Bakken-direktør, Michael Piloz, i en pressemeddelelse.

Kvalifikationen til Basketball Champions League afvikles i slutningen af september. Der er lodtrækning til turneringen den 2. juli.

Flere artikler