Onsdag er der bamsekast i Aarhus, når ubesejrede Næstved kommer forbi

Foto: Sebastian Breum – @Basketfotografen

Onsdag aften er det tid til den første gentagelse af sidste års finaleserie i Basketligaen, når Team FOG Næstved lægger vej forbi Sparekassen Danmark Basketball Center i det nordlige Aarhus.

Kampen er i sig selv meget speciel, da de to klubber meget vel kan ende med igen i år at stå i finalerne i Basketligaen, men til kampen afholder Bakken Bears også deres årlige Teddy Bear Toss.

Begivenheden går ud på, at de mange fremmødte medbringer bamser til kampen. Når Bakken Bears laver deres første trepointsscoring, kaster fansene deres bamser på banen. Disse går til julegavepakker, som Børnenes Kontor Aarhus uddeler

I forbindelse med sidste års bamsekast interviewede vi Bakken Bears´ administrerende direktør Michael Piloz om, hvad der gør denne begivenhed så speciel, og hvordan den så dagens lys i Aarhus. Du kan læse den artikel her.

Du kan se, hvordan bamseregnen så ud nogle år tilbage herunder: (artiklen fortsætter under videoen)

Får Næstved ødelagt deres perfekte record?

Bakken Bears og Team FOG Næstved står overfor hinanden onsdag aften, og Bjørnene kan med en sejr spolere Næstveds hidtil perfekte record.

Sydsjællenderne har vundet otte ud af otte kampe, og dermed står den flotte stime for skud onsdag aften.

De to mandskaber har i 2024 hidtil mødt hinanden otte gange, og seks af gangene er det endt med aarhusianske sejr. Bears sweepede blandt andet Næstved i finalerne med 4-0. Den ene af de to sejre i Næstveds favør var i sidste sæsons pokalfinale.

Med den indbyrdes stime taget i betragtning, kan man sige, at Bakken Bears har favoritværdigheden, men som bekendt er holdene ikke de samme nu som i sidste sæson. Meget er sket, i begge lejre, siden, og det bliver således spændende at se, hvordan klasseforskellen mellem de to hold kommer til at se ud.

Bakken Bears har modsat Næstved allerede tabt i indeværende sæson. Det skete allerede i sæsonåbneren mod Horsens IC, men siden har de danske mestre været suveræne med sejre på samlebånd.

Opgøret mellem de to tophold kan ses på JFM Play. Kampen har tipoff 18:30.

Andreas Mortensen runder flot milepæl for BMS Herlev

Foto: Robert Dines Rasch

Lørdag fik BMS Herlev hård modstand, da de på hjemmebane fik besøg af de forsvarende danske mestre Bakken Bears.

Opgøret forløb dog ikke, som herlevitterne drømte om. For to sæsoner siden tog de på hjemmebanen fusen på de dominerende bjørne og sejrede på sensationel vis.

Det blev imidlertid ikke til en gentagelse denne lørdag, hvor aarhusianerne sejrede overlegent med 65-98.

At tabe til Bakken Bears er i sig selv ikke noget, der skulle slå Herlev ud af kurs, da klasseforskellen som forventet var for stor, men det var ikke alt fra mødet med Bakken, der var negativt.

En af holdets helt store stjerne i form af Andreas Mortensen rundede nemlig en imponerende milepæl i Herlev-trøjen.

Imponerende milepæl

1,001 point.

Så mange har Andreas Mortensen nu scoret i Basketligaen for BMS Herlev.

Mortensen kunne melde sig selv ind i ´Klub 1,000´ som Herlev-spiller, da han med 19 point lige netop sneg sig ind i det fine selskab. Mortensen ramte fire treere og spillede generelt en flot kamp.

Mortensen rundede allerede 1,000 point i Basketligaen i sidste sæson, da han spillede for Svendborg Rabbits, men lørdag passerede han de 1,000 point for barndomsklubben.

Mortensen har i alt spillet 89 kampe i BMS Herlev-trøjen. I denne sæson snitter han imponerende 18,5 point, to rebounds og 1,8 assists per kamp. Mortensen skyder desuden lige knap 40 % bag trepointslinjen.

Tv-kamp: Formstærke mandskaber mødes i Kaninhulen

Foto: Tom Andreasen – MJ Horsens

Seks sejre og et enkelt nederlag.

Det er status for både Horsens IC og Svendborg Rabbits, der ligger på henholdsvis anden- og tredjepladsen i Basketligaen.

Torsdag aften står de overfor hinanden, når De Gule fra Horsens tager turen til Sydfyn og Kaninhulen. Topopgøret i Basketligaen er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kampen kan også ses på JFM Play.

Hold med lignende statistikker

Det er således to formstærke mandskaber, der begge har fået en god start på sæson 2024/25, som mødes i Svendborg.

Og samtidig er der også tale om to klubber, der rent statistisk minder meget om hinanden.

Horsens ICs er statistisk set det 5. bedste offensive hold i Basketligaen med et snit på 86,6 point per kamp. Svendborg snitter 86,4 point per kamp, hvorfor de offensivt har den samme produktion i snit.

Defensivt er Svendborg statistisk set en smule skarpere. Faktisk har Svendborg ifølge statistikkerne den bedste defensiv, hvor de blot lader modstanderne i snit score 74,1 point per kamp. Den næstbedste defensiv råder HIC over med et snit på 79 point per kamp.

Small fører an

Svendborg Rabbits har hidtil slået BMS Herlev, Randers Cimbria, Holbæk-Stenhus, Bears Academy, Værløse Blue Hawks og BC Copenhagen. Nederlaget fik de til Team FOG Næstved efter overtid.

Klubbens største profiler i denne sæson har været Isiah Small, Malik Miller, Parker Bjorklund, Jemarl Baker JR. og Balsa Veljic, mens også unge Gabriel Vogel har været en vigtigt rollespiller.

Small er Kaninernes topscorer med et snit på 19 point per kamp. Small snitter dertil 7,2 rebounds per kamp.

Miller snitter 14 point, 7,9 rebounds, 3,4 assists og 2,4 steals per kamp.

Stærk amerikansk trio hos Horsens

Horsens IC på sin vej til den nuværende andenplads slået mægtige Bakken Bears, BK Amager, BMS Herlev, BC Copenhagen, Holbæk-Stenhus og Bears Academy.

HIC måtte modsat Svendborg se sig besejret af Randers Cimbria, der slog Horsens med 82-90.

I holdets seneste kamp blev de stærkt udfordret af Bears Academy, der dog endte med at tabe med 80-75.

På Horsens IC-holdkortet har Matt Balanc, Marek Nelson og Trejon Jacob været de mest iøjenfaldende skikkelser.

Balanc er topscorer med et snit på 20,3 point per kamp. Det gør ham til den spiller med det 6. højeste pointsnit i Basketligaen. På listen 9. pladsen befinder Svendborgs Isiah Small sig. Balanc snitter også 4,9 rebounds, 2,3 assists og 1,3 steals, mens han rammer lige i underkanten af tre trepointsscoringer per kamp.

Nelson snitter 17 point, 7,1 rebounds, 1,3 assists og 2,4 steals per kamp.

Denne uge i Basketligaen

De næste dage byder på fire kampe i Basketligaen.

Fire kampe på fire dage begynder torsdag aften med to opgør.

Det mest bemærkelsesværdige opgør spilles torsdag aften, hvor der er topopgør i Kaninhulen. Svendborg Rabbits får besøg af Horsens IC, og dette opgør er ugens tv-kamp på SPORT LIVE.

Det andet opgør torsdag er Randers Cimbria mod Holbæk-Stenhus.

Lørdag kommer Bakken Bears på besøg hos BMS Herlev.

Ugens sidste kamp spilles søndag i Vejlby-Risskov Hallen mellem Bears Academy og BK Amager.

Husk at samtlige kampe fra Basketligaen kan ses på JFM Play.

Månedens hold og træner ifølge SPORT LIVE – oktober

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media – @Basketfotografen – @Falleini

Oktober er blevet til november.

Endnu en måned med underholdende basket fra Basketligaen er slut, og i den forbindelse har SPORT LIVE vanen tro kåret månedens hold i Basketligaen.

Det gjorde de i forbindelse med sidste uges tv-kamp, hvor BK Amager slog Værløse Blue Hawks.

Fire amerikanere og én dansker

Månedens hold i Basketligaen for sidste måned består af:

  • Sylvester Berg (Bakken Bears) – 14,5 ppg, 7,5 rpg, 3 apg, 1,5 blkpg
  • Urald King (Bakken Bears) – 22,7 ppg, 8,5 rpg, 1,5 apg
  • Josiah Johnson (Holbæk-Stenhus) – 24,6 ppg, 7,8 rpg, 2 apg, 4 stpg
  • Jagan Mosely (Team FOG Næstved) – 20,2 ppg, 4,4 rpg, 6 apg
  • Caden Ebeling (BK Amager) – 26,6 ppg, 11 rpg, 1,3 apg

Bakken Bears, der gik ubesejret gennem sidste måned, har to spillere på holdet, mens Holbæk, Næstved og Amager hver havde en enkelt.

Bakkens Sylvester Berg er desuden månedens holds eneste dansker.

Månedens træner gik til Team FOG Næstveds David Pavlakovich, der førte Næstved til fem sejre i fem kampe i oktober.

Foto: Falleini

Styrkeprøve: Bakken Bears møder tophold i ENBL

Foto: @Basketfotografen – Sebastian Breum

Onsdag venter sæsonens første helt store styrkeprøve for Bakken Bears i European North Basketball League.

De danske mestre er taget til den polske hovedstad Warszawa, hvor Legia Warsaw venter, og Bakken Bears kan med en sejr sætte sig selv i en rigtig gunstig position i gruppe B i ENBL.

Holdet fra Polen deltog i sidste sæson i FIBA Europe Cup akkurat ligesom Bears, men hvor Bakken røg ud i gruppespillet, røg Warsaw videre fra det indledende gruppespil.

Mødet med polakkerne sættes igang kl. 19:00, og opgøret kan ses på SPORT Live og JFM Play.

Kampen kommenteres af: Peter Jørgensen & Mathias Bak Christensen.

God start på den europæiske sæson

Bakken Bears, de forsvarende mestre i ENBL, har fået en super start på deres titelforsvar i den europæiske turnering.

Tre kampe er blevet til tre sejre, og det placerer Bakken Bears på andenpladsen i ENBl.

Bristol Flyers, Keila Coolbet og Dinamo Bucharest har alle måtte se sig besejret af Bakken Bears, og fælles for alle tre kampe har været, at Bakken har vist lovende takter. Seneste opgør var mod Bucharest, hvor Bakken imponerede med cifrene 83-65.

Amerikanske Urald King er holdets topscorer med 15,7 point, men aarhusianerne råder over fem spillere, der snitter minimum ti point per kamp i ENBL i form af Terrence Hartgrove Jr, Jacob Polakovich, Skyler Bowlin og Sylvester Berg.

Svære kampe i vente

Bakken Bears er fortsat ubesejret i ENBL, men det er Legia Warsaw ikke.

Legia Warsaw har sejret i tre ud af fire kampe. Nederlaget fik de til Inter Bratislava på udebane, hvor Warsaw tabte knebent med 83-89.

Bratislava skal Bakken desuden prøve kræfter med i næste måned, så de danske mestre står foran et par svære kampe. En lille uge inden juleaften skal Bakken igen i ilden i ENBL, og igen er der tale om en stor test for Bjørnene. Den 18. december er modstanderen Bundesliga-holdet Bamberg Baskets.

Bakkens næste kampe i Europa er altså på papiret lidt af en mundfuld, og derfor kan en sejr mod Legia Warsaw gå hen og få stor betydning for, hvor Bears ender i gruppe B.

Warsaw´s tre sejre har de fået mod Bristol Flyers, Dinamo Bucharest og Fyllingen Lions.

SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:45.

Fredagsbasket i Amagerhallen: Værløse kommer forbi

Foto:

I sidste sæson imponerede Værløse Blue Hawks, da de spillede sig i Playoff A for første gang i den nye ligastruktur.

Trods flere markante afgange kan de igen i år spille sig med i den sjove halvdel af ligaen, men skal det ske, skal der nogle point på kontoen. Indtil videre er det blevet til en enkelt sejr i seks kampe, hvilket ikke giver dem noget ideelt udgangspunkt.

Fredag aften skal Værløse igen i aktion, når de skal en tur til Amagerhallen, og mødet med BK Amager er noget nær en must win-kamp i forhold til top seks.

Det er det desuden også for BK Amager, der ligeledes har tabt fem kampe og vundet én hidtil, og BK Amager ligner samtidig et hold, der også kan blande sig i midten af tabellen. I skrivende stund ligger BMS Herlev bedst i top seks-kampen med tre sejre i syv kampe.

Fredagens brag er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kanalen er klar med optakt fra 18:30. Opgøret sættes igang kl. 19:00.

Konkurrencedygtige amagerkanere

BK Amager har hjemmebanefordelen i ugens tv-kamp, og Amagerkanerne har gang på gang i denne sæson vist, at de er konkurrencedygtige, så Værløse står foran en svær opgave.

BK Amager slog BC Copenhagen sikkert i sæsonåbneren, men siden er det blevet til lutter nederlag. Manglen på sejre i de seneste fem kampe viser imidlertid ikke det fulde billede. BK Amager har nemlig vist sig flot frem i flere kampe. Blandt andet Horsens IC, Bakken Bears og Team FOG Næstved, tre hold der alle kæmper for medaljer, har haft det svært mod Amager, der blot har manglet evnen til at lukke kampe.

Spillet har været opløftende, men nu skal der efterhånden nogle point på kontoen, så de får fuld valuta for deres hårde arbejdet.

Værløse har fået en svær start

Modsat Amager har Værløse i nogle kampe haft det noget svære mod nogle af ligaens forventede tophold. Mod Randers Cimbria tabte de med hele 41 point, men værd at nævne er, at det var i sæsonåbneren, så siden da er holdet blevet mere sammenspillet.

Desuden har Værløse ligesom Amager haft et meget svært kampprogram, hvor de kun mangler at møde Horsens IC af de fem forventede topklubber.

Værløse har dog ikke formået at skabe lige så meget spænding i nogle af kampene mod topholdene ligesom Amager.

Klubbens nederlag hidtil har været mod Randers Cimbria, BMS Herlev, Svendborg Rabbits, Bakken Bears og Team FOG Næstved.

Ugens tv-kamp kan ses på SPORT LIVE fra kl. 18:30. Kampen kan også ses på JFM Play.

Nyt europæisk brag: Kan Dinamo Bucharest ødelægge Bakkens stime af sejre i ENBL?

Foto: ENBL

Bakken Bears er kommet godt fra land i European North Basketball.

To kampe har aarhusianerne hidtil spillet, og begge opgør er endt med samme udfald. To sejre ud af to mulige er status for de forsvarende ENBL-mestre, og torsdag aften skal den stime fortsættes, når de hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center får besøg af et hold, der har fået en lidt anden start på den europæiske sæson.

Torsdagens modstander er Dinamo Bucharest, og rumænerne har modsat Bakken tabt begge sine europæiske kampe. Vilkårene for Bukarest må også siges at have været en hård mundfuld fra sæsonens start, da de har mødt Bamberg Baskets og Legia Warszawa i de to kampe. Bamberg Baskets og Legia Warszawa regnes nemlig som to af de stærkeste hold i gruppe B i ENBL.

Mod Bamberg Baskets led de et større nederlag på 78-93. Mod Legia Warszawa så det bedre ud for Dinamo Bucharest, der dog alligevel måtte se sig besejret med 88-91.

I den hjemlige liga har de også haft det svært fra sæsonens start med tre nederlag og to sejre.

Bakken Bears kommer altså til at stå overfor en modstander, der endnu ikke har fået det til at spille.

Mødet med Dinamo Bucharest kan ses på SPORT LIVE fra kl. 18:15. Kampen har tipoff 18:30. Opgørene kommenteres af Peter Jørgensen og Mathias Lyngholt Larsen.

Bakken Bears er inde i en god stime

Bakken Bears startede sæson 2024/25 med et ærgerligt nederlag i Basketligaen ærkerivalerne Horsens IC, men siden er det blevet til lutter sejre for de dominerende bjørne.

Bakkens seneste kamp i ENBL var mod Keila Coolbet fra Estland, og det var en kamp, der blev spillet på Bakkens præmisser. De danske mestre udspillede Keila Coolbet med cifrene 48-82.

I alt er Bakkens nuværende stime af sejre på otte kampe, hvilket vidner om et hold, der lidt efter lidt har fået tanket noget selvtillid og efterhånden er blevet sammenspillet efter de mange udskiftninger i sommerens Free Agency.

I Europa har de mest iøjenfaldende Bakken-spillere været den amerikanske trio Urald King, Jacob Polakovich og Terrence Hargrove Jr. King er holdets topscorer med 18 point per kamp.

Dertil har danske Sylvester Berg trådt i karakter. Berg snitter 11,5 point og 6,5 rebounds per kamp.

Tv-kamp: Horsens IC gæster Holbæk-Stenhus

Foto: MJ Horsens / Stuntdouble Media

Torsdag aften er det igen tid til basketball fra Basketligaen, når Horsens IC kommer på besøg hos Holbæk-Stenhus. Opgøret er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19:00. SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 18:30. Kampen kan desuden også ses på JFM Play, f. eks. Stiften.dk.

HIC er favoritter

Horsens IC har favoritværdigheden, når de torsdag skal forsøge at komme op på hesten igen efter nederlag i sidste spillerunde til Randers Cimbria. De Gule fra Horsens var indtil ubesejrede med fire sejre ud af fire mulige, men kronjyderne leverede en flot indsats på udebane og sejrede med 82-90.

Dermed led Horsens IC deres første nederlag, og torsdag har de muligheden for at viske tavlen ren med sejr mod Holbæk. I sæsonens første fem kampe har HIC besejret BC Copenhagen, BMS Herlev, BK Amager og Bakken Bears.

Holbæk-Stenhus er ikke så overraskende undertippede, når de skal møde HIC, men torsdagens hjemmehold er kommet godt fra land i den nye sæson med sejre mod BC Copenhagen og BK Amager. De spillede dertil nogenlunde lige op med Svendborg Rabbits, mens kampene mod Bears Academy og Bakken Bears var nogle svipsere.

Men ikke desto mindre har det set lovende ud hos Holbæk, der har amerikanske Josiah Johnson i spidsen.

Johnson topper statistikkerne

Torsdagens opgør byder på flere af Basketligaens helt store profiler.

En af dem er hjemmeholdet Josiah Johnson, der er den tredjemest scorende spiller i Basketligaen. Johnson snitter 23,6 point per kamp og er en uhyre vigtig brik i Holbæks spil. Johnson snitter også 8,6 rebounds per kamp.

En anden spiller, som Holbæk meget nødigt vil undvære, er Patrick Renane, der denne sommer kom til klubben. Renane snitter en double-double med 15,8 point og 10,6 rebounds per kamp. I den førnævnte kamp mod Bears Academy leverede han 19 rebounds, hvilket er en ny Holbæk-Stenhus-rekord.

Sidst men ikke mindst har Bernard Edokpayi været meget værdifuld for Holbæk. Edokpayi snitter 15 point per kamp.

Amerikansk trio dominerer i den gule trøje

Hos Horsens er de mest iøjenfaldende spillere den amerikanske trio Matt Balanc, Marek Nelson og Trejon Jacob.

Balanc er holdets topscorer med et snit på 20,5 point per kamp tæt efterfulgt af landsmanden Nelson med 18,4 point og Jacob med 18 point.

Horsens IC kan altså bryste sig af at have nogle af de bedste offensive våben i ligaen.

Horsens er imidlertid også knivskarpe i defensiven, hvor de ifølge statistikkerne er bedst sammen med Svendborg Rabbits.

Det bliver således spændende at se, om HIC-defensiven kan begrænse spillere som Johnson, Renane og Edokpayi.

Fem spillere fra Basketligaen udtaget til dansk bruttotrup

Foto: fiba.basketball – Grafik: Nikolaj Moll

Danmarks Basketball Forbund (DBBF) udtog tirsdag den danske bruttotrup forud for næste måneds to møder med basketballgiganten Serbien.

Det danske herrelandshold møder Serbien hjemme i Danmark den 21. november, mens de tre dage senere møder viceverdensmestrene igen på udebane i Beograd.

Truppens mest markante udtagelser er EuroLeague-stjernerne Iffe Lundberg og Shavon Shields, men landstræner Allan Foss har også fundet plads til fem spillere fra Basketligaen.

De fem udtagede spillere fra Basketligaen er: Tomas Bjarkason (BK Amager), Andreas Holst (Bears Academy/Bakken Bears), Sylvester Berg (Bakken Bears), Darko Jukic (Bakken Bears) og Liam Churchill (Horsens IC).

Derudover er der også flere spillere i truppen, der spillede i Basketligaen i sidste sæson.

“Efter en god start på EM-kvalifikationen med sejr over Georgien og et ærgerligt nederlag i Finland, så venter der os et par fantastiske kampe imod et af verdens bedste hold. Vi må jo nok betegne os som ikke værende favoritter i disse kampe, men det betyder ikke, at vi ikke spiller vores chance, og naturligvis kommer med lige så stor gejst og motivation som i alle andre kampe,”

“Vi kommer til at inkludere både rutine og fremtid i kampene imod Serbien. Andreas Holst, Frederik Drejer og Marcus Møller er fremtidens spillere, som alle har stort potentiale, og hvis vi på den lange bane skal skabe resultater, skal vi investere i den type af spillere.” udtaler Allan Foss til DBBF.

Den fulde danske bruttotrup kan ses herunder:

  • Adam Heede-Andersen – Höttur (Island)
  • Kevin Larsen – HLA Alicante (Spanien)
  • Andreas Holst – Bakken Bears
  • Liam Churchill – Horsens IC
  • Darko Jukic – Bakken Bears
  • Mads Bonde – Gipuzkoa Basket (Spanien)
  • Gustav Knudsen – Spirou Charleroi (Belgien)
  • Marcus Møller – Unicaja Baloncesto (Spanien)
  • Gustav Suhr Jessen – Höttur (Island)
  • Sylvester Berg – Bakken Bears
  • Frederik Drejer – Ratiopharm Ulm (Tyskland)
  • Shavon Shields – Olimpia Milano (Italien)
  • Iffe Lundberg – KK Partizan (Serbien)
  • Tobias Jensen – Ratiopharm Ulm (Tyskland)
  • Jonathan Klussmann – Rasta Vechta 2 (Tyskland)
  • Tomas Atli Bjarkason – BK Amager