I sidste sæson imponerede Værløse Blue Hawks, da de spillede sig i Playoff A for første gang i den nye ligastruktur.
Trods flere markante afgange kan de igen i år spille sig med i den sjove halvdel af ligaen, men skal det ske, skal der nogle point på kontoen. Indtil videre er det blevet til en enkelt sejr i seks kampe, hvilket ikke giver dem noget ideelt udgangspunkt.
Fredag aften skal Værløse igen i aktion, når de skal en tur til Amagerhallen, og mødet med BK Amager er noget nær en must win-kamp i forhold til top seks.
Det er det desuden også for BK Amager, der ligeledes har tabt fem kampe og vundet én hidtil, og BK Amager ligner samtidig et hold, der også kan blande sig i midten af tabellen. I skrivende stund ligger BMS Herlev bedst i top seks-kampen med tre sejre i syv kampe.
Fredagens brag er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kanalen er klar med optakt fra 18:30. Opgøret sættes igang kl. 19:00.
Konkurrencedygtige amagerkanere
BK Amager har hjemmebanefordelen i ugens tv-kamp, og Amagerkanerne har gang på gang i denne sæson vist, at de er konkurrencedygtige, så Værløse står foran en svær opgave.
BK Amager slog BC Copenhagen sikkert i sæsonåbneren, men siden er det blevet til lutter nederlag. Manglen på sejre i de seneste fem kampe viser imidlertid ikke det fulde billede. BK Amager har nemlig vist sig flot frem i flere kampe. Blandt andet Horsens IC, Bakken Bears og Team FOG Næstved, tre hold der alle kæmper for medaljer, har haft det svært mod Amager, der blot har manglet evnen til at lukke kampe.
Spillet har været opløftende, men nu skal der efterhånden nogle point på kontoen, så de får fuld valuta for deres hårde arbejdet.
Værløse har fået en svær start
Modsat Amager har Værløse i nogle kampe haft det noget svære mod nogle af ligaens forventede tophold. Mod Randers Cimbria tabte de med hele 41 point, men værd at nævne er, at det var i sæsonåbneren, så siden da er holdet blevet mere sammenspillet.
Desuden har Værløse ligesom Amager haft et meget svært kampprogram, hvor de kun mangler at møde Horsens IC af de fem forventede topklubber.
Værløse har dog ikke formået at skabe lige så meget spænding i nogle af kampene mod topholdene ligesom Amager.
Klubbens nederlag hidtil har været mod Randers Cimbria, BMS Herlev, Svendborg Rabbits, Bakken Bears og Team FOG Næstved.
Ugens tv-kamp kan ses på SPORT LIVE fra kl. 18:30. Kampen kan også ses på JFM Play.