Årets unge spiller i Basketligaen Kåret
Spillerne i ligaen har stemt og bestemt, at Magnus Møllgaard fra Bakken Bears og Bears Academy er årets unge spiller i Basketligaen 2020/21.
20-årige Magnus har haft en fantastisk sæson både på Bakken Bears og Bears Academy holdet, hvor han i sine indtil videre 39 kampe i denne sæson har scoret 6,6 point suppleret af 1,9 rebounds og 1,6 assists pr. kamp. Magnus debuterede i Basketligaen i 2018/19 sæsonen og trods sin unge alder er det allerede blevet til 83 kampe i landets bedste række.
Magnus fik overrakt prisen på hjemmebanen i Vejlby Risskov Idrætscenter umiddelbart inden tip-off i den 1. DM-finale mellem Bakken Bears og Horsens IC. Prisen som er præsenteret af Festina, blev overrakt af Basketligaens forretningsfører, Geof Kotila.
Årets top 5 stemt ind af kollegaerne i Basketligaen i kategorien “Årets unge spiller” blev:
1. Magnus Møllgaard Bakken Bears og EBAA
2. Bakary Dibba, Copenhagen Basketball
3. Mads Bro Hansen, Bakken Bears og Bears Academy
4. Bakir Serdarevic, Horsens IC
5. Mads Andersen, Copenhagen Basketball
Et stort tillykke skal lyde til Magnus for præstationerne i løbet af sæsonen – samt al muligt held og lykke med at sikre DM-guldet til Bakken Bears.
Du kan se alle tidligere kåringer i Basketligaen her.
(Billede: Per Bille)
Chris Nielsen: “Jeg har altid elsket at konkurrere”
At opretholde et højt sportsligt niveau i en alder af 35 er ikke nemt. Det er en endnu større udfordring, når du er en af de bedste der har spillet sporten i hele landet.
Men fortæl ikke det til Chris Nielsen, der disse dage leverer på banen, som var han 25. Igennem 15 kampe for Randers Cimbria scorer stjernen 18,8 point i snit, leverer sideløbende 6,0 assists og rammer over 45% af sine tre-pointskud på hele 7,5 forsøg per kamp.
”Jeg har ikke været ude af form i mit liv,” fortæller han blankt til Basketligaen. ”Jeg tror ikke på længere pauser, når sæsonen er færdig og jeg elsker al sport. Jeg er i form alle 12 måneder i året.”
Konditionen er derved en direkte nødvendighed, især når man disse dage spiller over 33 minutter per kamp. Men Fader Tid er dog ubesejret, og heller ikke her finder man en undtagelse.
”Jeg kan sagtens mærke kroppen meget mere. Jeg er på et punkt i mit liv, hvor jeg ikke bliver bedre, men skal være klar til kampene.”
Han attribuerer trænere Jimmy Moore og Peter Hoffman, der begge havde lange karrierer, til at hjælpe ham med at holde kroppen i gang. Men LeBron James-gener er der nu ikke tale om.
”Jeg synes det vil være synd at sammenligne mine gener med LeBron, medmindre vi snakker høje tindinger.”
Én ting er kondition, noget andet er talent. Det er stort set underordnet hvor meget man holder sig aktiv, hvis man ikke kan bakke det op på banen med solid spilforståelse og visse evner. I den afdeling står Chris Nielsen stærkt, trods hans bedste forsøg på at underspille det.
”Nu er det ikke fordi jeg føler jeg er et specielt talent,” siger han beskedent, inden han begynder sin historie om hvordan han forelskede sig i spillet. En historie der starter – som hos så mange andre danskere – på fodboldbanen.
”Jeg vil nok sige det sådan, at basketball var det første jeg lærte at elske med hele kroppen. Det startede da jeg var på førsteholdet i Randers Freja, hvor vi var til DM af et par omgange. Jeg var på det jyske hold, og det hele kørte meget godt. Desværre var jeg højre bak, og min bedste ven på det tidspunkt, Kim Koldstrup, var et kæmpe talent og havde en teknik langt foran vores alder. Han styrede angrebet, og førte os til der hvor vi var som hold. Jeg synes ikke helt, at jeg havde samme kærlighed til fodbold som tidligere, da jeg ville også være den der var omkring bolden og være med til at skabe.
I mellemtiden så jeg op til min storebror og hans venner, der var begyndt at spille basket. Så jeg kom med til en enkelt træning med de store drenge. Jeg udviklede mig ret sent, så jeg var en meget lille skid blandt de store drenge. Vi kom til træning og jeg husker tydeligt at jeg var heldig at ramme nogle skud og stjal bolden fra de store. Jeg kunne nu endelig være omkring bolden hele tiden. Det var helt fantastisk. Så træneren, Erik Kolding, kaldte mig et naturtalent. Så hvis jeg må være så fræk, så indså jeg at jeg havde talent ved min første træning.”
Noget der fulgte med talentet, og det generelt høje konditionsniveau, var en høj arbejdsmoral og en indstilling som konkurrencemenneske.
”Jeg fik lov til at komme i hallen fem timer om dagen, så længe mine lektier var lavet – hvilket de sjældent var – og når man bruger så mange timer, og elsker noget så højt, så skulle man også gerne blive god.”
Chris Nielsen påpeger derudover, at han i den grad har lagt de 10.000 timer i sin udvikling, hvilket har forberedt ham på at gå op imod de bedste spillere i Danmark.
”Jeg har altid elsket at konkurrere og jeg har altid udfordret folk, der var både ældre og bedre end jeg selv var. Jeg udfordrede altid ham, der havde min plads. Jeg vidste jeg skulle slå ham, for at få den plads og den respekt på holdet, som der skulle til. Som 10-årig spurgte jeg altid de voksne om de ville spille.”
I udviklingsårene fandt sig hyppigt med bolden i hænderne, hvilket accelererede hans udvikling.
”I en klub som Randers Cimbria, der bestemt ikke havde det bedste ry de år, var det helt naturligt for mig at have bolden meget i hænderne. Jeg skulle finde ud af hvordan jeg scorede på folk, der var i 30’erne og i topform. Spillere der var bedre, hurtigere og stærkere end jeg selv. De sidste år, inden jeg kom på eliteholdet, nåede jeg dog at blive trænet og få lært en masse af de folk, som har gjort den største forskel i mit liv. Stine, Hr Kasumovich, Frank, M. Collins osv.”
Gennem karrieren har Chris Nielsen altid haft et særligt talent for at komme til ringen, samt skyde udefra bag tre-pointlinjen. I en tid hvor basketball i højere og højere grad filtrerer ineffektive skud ud af spillet, har Randers-guarden altid været foran analytisk.
”Jeg vil ikke sige det er en tilfældighed, for der er jo blevet lagt titusindvis af timer i det her. Men det er jo bare blevet en del af min identitet, som spiller, med en tanke på, at hvis jeg kunne skyde godt udefra, skyde fra driblingen af, gå begge veje om forsvaret, og afslutte med begge hænder omkring kurven, kunne det jo kreere en masse åbninger for mig, og ikke mindst hele holdet. Statistikkerne kommer som tiden går, men det at konsekvent spille på højt niveau, og være en af dem der løfter holdet til hvor det er, er jo noget helt andet end bare at være rollespiller på et vindene hold. Med det kommer det analytiske, tusindvis af timers hvor man studerer film fra kampe og lærer at finde de ting i selve kampen.
Gennem en karriere, der i professionelt regi startede i 2002, må der vel også være et højdepunkt, eller to, den 35-årige selv vender tilbage til.
”I en alder af 16 eller 17 spiller vi sidste kamp i slutspillet mod Bakken Bears. De var længder bedre end os i alle kampe. Men i fjerde periode, mod en ung Jens Jensen, formår jeg at score 24 point. Selvom vi tabte kampen, viste det mig, at jeg var på vej i den rigtige retning. Min selvtillid var tårnhøj og jeg var allerede bedre til året efter.”
”I lidt nyere tid var første pokalfinale med Bakken Bears. Min far var død kort forinden og jeg havde en svær mental tid hos Bakken. Mange af mine venner og familie var kommet for at se den. Vi vinder kampen og jeg blev MVP, hvilket resulterede i at jeg måtte flæbe ved mors skulder et kvarters tid. Jeg viser ikke tit, når jeg er ked af det, men der var det altså en for stor forløsning.”
Interview med Jonathan Klussmann
”Jeg skulle huske at sige fra min far, at jeg kun er 17”
Det er godt han siger det, for efter en times samtale med Jonathan Klussmann er det nemt at glemme det. For trods hans beskedne alder er BK Amager-spilleren fuldstændig på bolden, når vi snakker om spillet og sæsonen han lige har afsluttet. Intet spørgsmål går hen over hovedet på ham, og han er ligeså villig til at snakke om holdkammeraterne som han er om sin egen udvikling.
”Der er noget fedt i at være et ungt hold, hvor man kan udvikle sig sammen. For det er målet og det mener jeg vi har gjort. Nu skal vi bare levere på et højere niveau.”
Jonathan Klussmann refererer til den unge trup i BK Amager. Her er fire spillere født efter 2002, samt en håndfuld spillere fra de sene 1990’ere. Der er ingen tvivl om, at BK Amager er i en udviklingsfase med et øje for fremtiden.
Derfor er det heldigt, at den 17-årige tilbyder en modenhed man normalt ikke finder i den aldersgruppe.
”Det er menneskerne omkring mig, der har gjort mig til hvem jeg er i dag og hvem jeg bliver. Mange venner er ældre end mig. Ældre søskende. Modenheden kommer af at være associeret med folk, der er ældre.”
Især har Jonathan Klussmann knyttet sig til amerikanske Robert Aiken Fields, der er 14 år ældre end ham selv.
”Rob har været god som værende den mest erfarne. Han påpeger ting, som vi ikke engang har tænkt over før, fordi han har spillet så meget længere. Så jeg lytter rigtigt meget til hvad han siger og forsøger at tage det med mig.”
Når der er så stor aldersforskel, skal man dog lige justere sig til det personlige aspekt, påpeger den 17-årige dog.
”Jeg er vant til at være én af de yngste på holdet, og der skal man lige finde sin plads. Fra da jeg var 15 har jeg altid været én af de yngste, og det er ikke alle, der gider høre jokes fra en 15-årig. Så man skal lige finde hinanden i et omklædningsrum.”
For Jonathan Klussmann er der mange stemmer. Hans talent er ret åbenlyst og det betyder en del råd fra mange forskellige steder. Normalt kan det være forstyrrende, men han ser det som en god mulighed for at blive bedre.
”Basketmæssigt lytter jeg meget til råd fra andre. Jeg prøver også moves af, som jeg ser andre lave og forsøger at tilpasse mig til nye situationer. Faktisk har jeg gjort det hele livet. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn til ting, men fokuserer bare på at blive så god som muligt. Bare gør arbejdet. Om det er fysisk eller psykisk, så bare gør arbejdet. Undgå brok og lyt til vejledning, men vær samtidig heller ikke bange for at lad ens egen mening skinne igennem.”
Det unge talent vandt her ved sæsonens udgang prisen som Årets Unge Spiller, en pris der bliver stemt om af spillere og trænere i Basketligaen. Det gjorde han på baggrund af 17.3 point i snit, hvilket inkluderede 6.9 straffekastforsøg per kamp, som han ramte 84.1 procent af.
Han rangerede som nummer otte på scoringslisten i hele ligaen og havde i en periode på over syv kampe fra december til februar et snit på 21.7 point.
Den offensive eksplosion kom dog ikke som en overraskelse.
”Jeg klassificerer mig en scorende point guard og jeg har været god til at score siden jeg var lille. Jeg kan godt lide at være aggressiv og komme ind mod kurven. For mig handler det nu om at forbedre holdspillet og justere mit spil. Man kan aldrig få præcist det man vil have på banen, så derfor må man blive kreativ og finde andre måder at gøre tingene på.”
Point guarden skræmmes heller ikke af ved at angribe store centere, når han angriber ringen.
”Når afslutningerne bliver sværere, skal der tages beslutninger. Dem jeg spiller imod, har som regel spillet dobbelt så lang tid som mig, men min far har trænet mig og lært mig, at forsvaret skal reagere på bolden, og når jeg har bolden, skal de reagere på mig. Jeg har stor tendens til at tage udfordringen op. Så jeg angriber hænderne hvis forsvarsspilleren udfordrer mig. Enten rammer han mig og får en fejl, eller også kommer jeg til kurven. Jeg tager hvad der er mit og aggressivitet er stort for mig. Det betyder ikke kun at skyde, selvom det er sjovt, men også bare at have bolden i hænderne og tage beslutninger.”
Det næste led i Jonathan Klussmanns udvikling er netop at blive bedre som beslutningstager.
”Jeg har altid spillet point guard og jeg føler mig som en point guard, der skal skabe for andre. Men jeg tror det kommer med tiden at finde balancen i den rolle, da jeg lige nu er en scorende guard.”
Forsvaret kommer også med tiden, siger han.
”Den defensive udvikling kommer hen ad vejen. Styrketræning er en stor del af mit arbejde. Jeg holder mig i gang fysisk hele tiden. Jeg er for ung til ikke at blive bedre, så det handler om at lægge timerne i det. Hvis min mand slår mig på en drive, så tager jeg det som en udfordring. Sådan er jeg også til træning.”
BK Amager sluttede den forkortede sæson med to sejre og sytten nederlag. Men Jonathan Klussmann sætter det i perspektiv og henviser til klubbens unge spillere.
”Fokuspunktet er at udvikle sig. Vi presser hinanden og vi man måler sig jo med hinanden, især jævnaldrende. Hvis man er over nogen i niveau, handler det om at forblive bedre. Og hvis man er under nogen, så handler det om at lukke afstanden. Så det handler om, hvem kan udvikle sig mest? For mange er det her første år i ligaen, og det giver bare så meget med den erfaring. Man skal vende sig til fysikken, vores skudprocenter var ret lave i starten og det hele kommer med tiden, når vi bliver bedre både enkeltvis og sammen. Jeg tror på man udvikler sig bedst ved at få minutter og ved spille på det niveau man er på. Det betyder vi skal vise vores værd. Så længe vi har den udvikling vi har lige nu, så kommer det på et tidspunkt.”