Author: Morten Stig Jensen

At opretholde et højt sportsligt niveau i en alder af 35 er ikke nemt. Det er en endnu større udfordring, når du er en af de bedste der har spillet sporten i hele landet.

Men fortæl ikke det til Chris Nielsen, der disse dage leverer på banen, som var han 25. Igennem 15 kampe for Randers Cimbria scorer stjernen 18,8 point i snit, leverer sideløbende 6,0 assists og rammer over 45% af sine tre-pointskud på hele 7,5 forsøg per kamp.

”Jeg har ikke været ude af form i mit liv,” fortæller han blankt til Basketligaen. ”Jeg tror ikke på længere pauser, når sæsonen er færdig og jeg elsker al sport. Jeg er i form alle 12 måneder i året.”

Konditionen er derved en direkte nødvendighed, især når man disse dage spiller over 33 minutter per kamp. Men Fader Tid er dog ubesejret, og heller ikke her finder man en undtagelse.

”Jeg kan sagtens mærke kroppen meget mere. Jeg er på et punkt i mit liv, hvor jeg ikke bliver bedre, men skal være klar til kampene.”

Han attribuerer trænere Jimmy Moore og Peter Hoffman, der begge havde lange karrierer, til at hjælpe ham med at holde kroppen i gang. Men LeBron James-gener er der nu ikke tale om.

”Jeg synes det vil være synd at sammenligne mine gener med LeBron, medmindre vi snakker høje tindinger.”

Én ting er kondition, noget andet er talent. Det er stort set underordnet hvor meget man holder sig aktiv, hvis man ikke kan bakke det op på banen med solid spilforståelse og visse evner. I den afdeling står Chris Nielsen stærkt, trods hans bedste forsøg på at underspille det.

”Nu er det ikke fordi jeg føler jeg er et specielt talent,” siger han beskedent, inden han begynder sin historie om hvordan han forelskede sig i spillet. En historie der starter – som hos så mange andre danskere – på fodboldbanen.

”Jeg vil nok sige det sådan, at basketball var det første jeg lærte at elske med hele kroppen. Det startede da jeg var på førsteholdet i Randers Freja, hvor vi var til DM af et par omgange. Jeg var på det jyske hold, og det hele kørte meget godt. Desværre var jeg højre bak, og min bedste ven på det tidspunkt, Kim Koldstrup, var et kæmpe talent og havde en teknik langt foran vores alder. Han styrede angrebet, og førte os til der hvor vi var som hold. Jeg synes ikke helt, at jeg havde samme kærlighed til fodbold som tidligere, da jeg ville også være den der var omkring bolden og være med til at skabe.

I mellemtiden så jeg op til min storebror og hans venner, der var begyndt at spille basket. Så jeg kom med til en enkelt træning med de store drenge. Jeg udviklede mig ret sent, så jeg var en meget lille skid blandt de store drenge. Vi kom til træning og jeg husker tydeligt at jeg var heldig at ramme nogle skud og stjal bolden fra de store. Jeg kunne nu endelig være omkring bolden hele tiden. Det var helt fantastisk. Så træneren, Erik Kolding, kaldte mig et naturtalent. Så hvis jeg må være så fræk, så indså jeg at jeg havde talent ved min første træning.”

Noget der fulgte med talentet, og det generelt høje konditionsniveau, var en høj arbejdsmoral og en indstilling som konkurrencemenneske.

”Jeg fik lov til at komme i hallen fem timer om dagen, så længe mine lektier var lavet – hvilket de sjældent var – og når man bruger så mange timer, og elsker noget så højt, så skulle man også gerne blive god.”

Chris Nielsen påpeger derudover, at han i den grad har lagt de 10.000 timer i sin udvikling, hvilket har forberedt ham på at gå op imod de bedste spillere i Danmark.

”Jeg har altid elsket at konkurrere og jeg har altid udfordret folk, der var både ældre og bedre end jeg selv var. Jeg udfordrede altid ham, der havde min plads. Jeg vidste jeg skulle slå ham, for at få den plads og den respekt på holdet, som der skulle til. Som 10-årig spurgte jeg altid de voksne om de ville spille.”

I udviklingsårene fandt sig hyppigt med bolden i hænderne, hvilket accelererede hans udvikling.

”I en klub som Randers Cimbria, der bestemt ikke havde det bedste ry de år, var det helt naturligt for mig at have bolden meget i hænderne. Jeg skulle finde ud af hvordan jeg scorede på folk, der var i 30’erne og i topform. Spillere der var bedre, hurtigere og stærkere end jeg selv. De sidste år, inden jeg kom på eliteholdet, nåede jeg dog at blive trænet og få lært en masse af de folk, som har gjort den største forskel i mit liv. Stine, Hr Kasumovich, Frank, M. Collins osv.”

Gennem karrieren har Chris Nielsen altid haft et særligt talent for at komme til ringen, samt skyde udefra bag tre-pointlinjen. I en tid hvor basketball i højere og højere grad filtrerer ineffektive skud ud af spillet, har Randers-guarden altid været foran analytisk.

”Jeg vil ikke sige det er en tilfældighed, for der er jo blevet lagt titusindvis af timer i det her. Men det er jo bare blevet en del af min identitet, som spiller, med en tanke på, at hvis jeg kunne skyde godt udefra, skyde fra driblingen af, gå begge veje om forsvaret, og afslutte med begge hænder omkring kurven, kunne det jo kreere en masse åbninger for mig, og ikke mindst hele holdet. Statistikkerne kommer som tiden går, men det at konsekvent spille på højt niveau, og være en af dem der løfter holdet til hvor det er, er jo noget helt andet end bare at være rollespiller på et vindene hold. Med det kommer det analytiske, tusindvis af timers hvor man studerer film fra kampe og lærer at finde de ting i selve kampen.

Gennem en karriere, der i professionelt regi startede i 2002, må der vel også være et højdepunkt, eller to, den 35-årige selv vender tilbage til.

”I en alder af 16 eller 17 spiller vi sidste kamp i slutspillet mod Bakken Bears. De var længder bedre end os i alle kampe. Men i fjerde periode, mod en ung Jens Jensen, formår jeg at score 24 point. Selvom vi tabte kampen, viste det mig, at jeg var på vej i den rigtige retning. Min selvtillid var tårnhøj og jeg var allerede bedre til året efter.”

”I lidt nyere tid var første pokalfinale med Bakken Bears. Min far var død kort forinden og jeg havde en svær mental tid hos Bakken. Mange af mine venner og familie var kommet for at se den. Vi vinder kampen og jeg blev MVP, hvilket resulterede i at jeg måtte flæbe ved mors skulder et kvarters tid. Jeg viser ikke tit, når jeg er ked af det, men der var det altså en for stor forløsning.”