Månedens Hold: September (kåret af SPORT LIVE)

SPORT LIVE har givet deres bud på Månedens Hold for september i Basketligaen.

Traditionen tro har SPORT LIVE i deres magasin “Overtime” givet et bud på de bedste fem spillere og en træner for den netop overståede måned i Basketligaen.

Valget af faldet på følgende aktører.

G: Ogbemudia Uagboe, Værløse Blue Hawks
1 kamp: 27 pts, 8 reb, 11 ast, FG: 56.3% (32 min)

G: Duke Deen, Bakken Bears
1 kamp: 15 pts, 7 reb, 7 ast, FG: 60% (21 min)

F: Gabriel Vogel, Svendborg Rabbits
1 kamp: 21 pts, 7 reb, 1 ast, FG: 75% (25 min)

F: Caden Ebeling, BK Amager
2 kampe: 22 pts, 15 reb, 2 ast, FG: 39.5% (37 min)

F: Vic Searls, Team FOG Næstved
2 kampe: 18 pts, 5.5 reb, 2.5 ast, FG: 75% (23 min)

Coach: Vedran Borovcanin, Horsens IC (3–0)
PF: 274, PA: 207 (+67)

Højdepunkter: Svendborg Rabbits – Bakken Bears

Denne uges TV-kamp var en gentagelse af sidste sæsons DM-finale. Her vandt Bakken Bears ganske sikkert over Svendborg i en flot kulisse med over 2.200 tilskuere på lægterne.

Du kan se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

Arena Svendborg bliver vært for herrernes pokalfinale

Foto: Svendborg Idrætscenter

Efter 15 års pokalfinaler i Forum Horsens bliver Arena Svendborg vært for herrernes pokalfinale i 2026.

Forum Horsens har været vært for herrernes pokalfinale konstant siden 2011, men i 2026 rykker finalen fra Østjylland til Sydfyn.

Den nyopførte Arena Svendborg, der er til dagligt er hjemmebane for Svendborg Rabbits, bliver nemlig vært for den 52. udgave af herrernes pokalfinale, der afvikles den 24. januar 2026.

Arena Svendborg blev indviet i januar og kan huse 3.900 tilskuere, heraf 3.016 siddepladser.

Det officielle billetsalg åbner lørdag den 4. oktober.

Foto: Tom Andreasen

TV-kamp: Rematch af sidste sæsons DM-finale

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Svendborg Rabbits og Bakken Bears mødes onsdag aften i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE.

Der er lagt op til revanche for Svendborg Rabbits når de onsdag aften tager imod Bakken Bears. Det er nemlig en gentagelse af sidste sæsons DM-finale, hvor Bakken vandt finaleserien med 3–1 og dermed tog deres niende mesterskab i træk.

Og der venter en propfyldt Rise Sparekasse Arena. Det er den første kamp på Sydfyn denne sæson, og Svendborg Kommune har sørget for gratis entré som sponsor på kampen. Dagen før kampen er der trukket over 2.300 billetter inde på Svendborg Rabbits’ billetportal, og derfor ligner det, at vi får en fantastisk kulisse til onsdag aftens TV-kamp.

Helt lige indbyrdes i 2024/25
Svendborg var uden tvivl den største udfordrer til Bakken sidste sæson. Som vinder af både grundspillet og mellemspillet lignede det, at vi måske skulle have en ny danmarksmester, der ikke var Bakken, for første gang i otte år.

Sådan gik det ikke, men til gengæld var matchuppen mellem Svendborg og Bakken helt lige i 2024/25. De to DM-finalister mødte hinanden otte gange sidste sæson, hvilket udmøntede sig i fire sejre til hver.

Nu får vi så første møde denne sæson mellem de to storklubber, hvilket også bliver det første mellem to top-5 klubber denne sæson.

Begge hold har spillet en enkelt kamp i Basketligaen denne sæson. Svendborg Rabbits åbnede sæsonen i lørdags på udebane mod BK Amager og vandt sikkert 106–89. Bakken Bears smadrede BC Copenhagen i sæsonpremieren 18. september med hele 115–64. Til gengæld har de også siden hen spillet tre vigtige kampe i Champions League-kvalifikationen, hvor Bakken på brutal vis missede en CL-billet på en heldig buzzer beater i dobbelt overtime.

Storkamp i vente onsdag: Over 2.300 afsatte billetter

Foto: Tom Andreasen, Svendborg Rabbits

Der venter et propfyldt Rise Sparekasse Arena når Svendborg Rabbits og Bakken Bears mødes til denne uges TV-kamp onsdag aften.

Svendborg Rabbits havde det suverænt højeste tilskuergennemsnit i Basketligaen sidste sæson. Det blev især hjulpet godt på vej af klubbens arbejde med den spritnye arena i Svendborg med plads til 3.600 tilskuere.

Tilskuergennemsnittet lød på 1.384 tilskuere pr. kamp, og kigger vi kun på de ni kampe i den nye arena, så lød gennemsnittet på hele 1.997!

Nu venter så den første kamp i Rise Sparekasse Arena denne sæson. En gentagelse af sidste sæsons DM-finale mod Bakken Bears. Og barren bliver sat højt fra start i Svendborg denne sæson.

Svendborg Kommune er sponsor for kampen og derfor er der fri entré, hvis man blot går ind og henter en billet på Svendborg Rabbits’ billetportal. I skrivende stund er der trukket 2.300 billetter til kampen. Dermed er man allerede langt over sidste sæsons gennemsnit i den nye arena, hvis alle med billet møder op.

Det var en stor succes sidst Svendborg Rabbits havde fri entré til en hjemmekamp. Det var nemlig til åbningskampen i den nye arena mod BC Copenhagen den 13. marts, hvor man smadrede sin egen tilskuerrekord. Hele 3.152 tilskuere overværerede kampen.

Det ligner ikke man kommer helt derop igen denne gang, men direktør Troels Mortensen fortæller, at man håber på at runde de 2.500 tilskuere til kampen på onsdag.

Hvis du ikke skal overvære kampen i Rise Sparekasse Arena på onsdag, så husk at du kan se den direkte på SPORT LIVE og Ekstra Bladet+, hvor der er optakt fra kl. 18.30.

Højdepunkter: Team FOG Næstved – BK Amager

Vi blev forkælet med svimlende mange point til TV-kampen torsdag aften mellem Team FOG Næstved og BK Amager. Du kan se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

TV-kamp: Næstved og Amager åbner deres sæson torsdag aften

Foto: Team FOG Næstved

Team FOG Næstved og BK Amager åbner deres respektive sæsoner torsdag aften i sæsonens anden TV-kamp på SPORT LIVE.

Basketliga-sæsonen anno 2025–26 er i fuld gang, og det er nu tid til sæsonens anden TV-kamp på SPORT LIVE. Team FOG Næstved tager imod BK Amager i et proppet Arena Næstved, når de to åbner deres respektive sæsoner.

Team FOG Næstved har naturligvis meget de skal revanchere ovenpå en dårlig afslutning på sidste sæson, hvor de kun vandt 2 ud af 10 kampe i slutspillet og dermed missede en semifinaleplads. Det er stadig under David Pavlakovichs ledelse, der tager sin anden sæson som Næstved head coach.

Næstved har igen i år skiftet meget ud på udlændingefronten. Otte udlændinge har forlader klubben, otte nye er kommet ind. Eneste genganger fra sidste år er David Jean-Baptiste. Sidste år fik sydsjællænderne en flyvende start på sæsonen med 13 sejre i træk. Så det bliver spændende at se, hvordan de lægger fra land i år – denne gang uden sidste sæsons MVP, Jagan Mosely.

“Den nye Jagan Mosely”
Jagan Mosely forlængede nemlig med Team FOG Næstved to gange, men nu var tiden inde til at tage skridtet videre – og nu er han at finde i fransk basketball.

Hvem skal så overtage rollen som den spilstyrende guard for Næstved-holdet? Spørger man David Pavlakovich, så er svaret David Jean-Baptiste – den eneste amerikaner, der har forlænget og tror på Næstved-projektet. Det fortæller han i et interview med SPORT LIVE.

Den 27-årige guard amerikaner, med haitiansk pas, snittede sidste sæson 16.5 point, 3.7 rebounds og 3.2 assists.

Amager har fastholdt sidste sæsons topscorer
Hos modstanderen BK Amager har man også forlænget ikke bare én, men to amerikanere. Og det er til gengæld nogle rigtig stærke forlængelser.

Caden Ebeling og Isaiah Burnett var de klare stjerner hos BK Amager sidste sæson. Ebeling blev Basketligaens klare topscorer, hvor han både lavede klart flest point (24.3) og klart flest rebounds (13.4), mens Burnett scorede tredjeflest point (20.9).

BK Amager har et af ligaens allermindste spillerbudgetter, og alligevel lykkedes det amagerkanerne at forlænge med de to amerikanske stjerner – på trods af, at de begge har fået en masse tilbud fra det store udland i sommerpausen.

To ambitiøse klubber med klare målsætninger
Det er to ambitiøse klubber, der tørner sammen torsdag aften – med hver deres målsætning. Team FOG Næstved skal spille med i toppen af ligaen, lyder det fra direktør, Andreas Larsen. For gæsterne er det på en lidt lavere skala, men til gengæld meget ambitiøs ift. klubbens smalle budget: Nemlig endelig at sparke døren ind til top-6, som man lige akkurat missede med en enkelt sejr sidste sæson.

Kigger man på styrkeforholdene mellem de to, så er der heller ingen tvivl om, at Næstved er klare favoritter til torsdagens TV-kamp. Næstved har konstant sluttet i top-6 siden 2009, hvor Amager ikke har sluttet i top-6 siden netop 2009.

I 2009 lå Amager og Næstved i Basketligaen, hvor de to klubber sluttede á point i grundspillet i sæsonen 2008–09. Amager som 4’er, Næstved som 5’er, hvorefter de to mødtes i kvartfinaleserien som Næstved vandt 2–0.

Men det er 16 år siden og nu er tiden en anden. Siden Amagers genoprykning til Basketligaen i 2019, har de to klubber mødt hinanden 12 gange. Alle 12 kampe er endt med sejr til Team FOG Næstved.

Der er tip-off i Arena Næstved torsdag kl. 19.15. SPORT LIVE sender kampen med en halv times optakt fra kl. 18.45. Kampen kan også streames på Ekstra Bladet+.

Nu er nedrykning en mulighed for sidstepladsen

Efter Basketligaens udvidelse til 12 hold er det nu en mulighed, at sidstepladsen kan rykke ned i 1. division, hvis forskellige kriterier opfyldes.

Basketligaen vokser på mange parametre: Interesse, tilskuertal, sportsligt niveau og også antallet af hold. For syv år siden bestod Basketligaen blot af otte hold, hvor alle holdene var garanteret en plads i slutspillet. Nu står vi i den positive situation, at Basketligaen anno 2025/26 er ekspanderet til hele 12 hold. Med udvidelsen følger dog et ekstra sportsligt lag, der ikke tidligere har været i spil – nemlig nedrykning.

Det er vedtaget i Basketligaens Hvidbog, at der maksimalt må være 12 hold i Basketligaen. Hvis et hold fra 1. division førhen har ønsket at rykke op i Basketligaen, har det ikke haft indflydelse på de øvrige holds plads i ligaen. Men grundet loftet på de 12 hold, så er situationen nu en anden.

Hvis et hold fra 1. division inden 1. april indgiver et ønske om at deltage i Basketligaen 2026–27 og opfylder kravene, kan tvungen nedrykning komme i spil. Hvis alle 12 hold i Basketligaen har tilmeldt sig den nye sæson, så vil det hold, der slutter sidst i Kvalifikationsspillet rykke ud af Basketligaen og bliver erstattet af oprykkeren fra 1. division.

Læs mere i Basketligaens Hvidbog.

Mesterskabspil og Kvalifikationsspil
Turneringsstrukturen er som den plejer – denne gang bare med et ekstra hold. Alle hold møder hinanden, både hjemme og ude, i grundspillet. Når grundspillet afsluttes inddeles ligaen i to.

Nr. 1 til 6 deltager i Mesterskabsspillet, mens nr. 7 til 12 deltager i Kvalifikationsspillet. Her møder alle holdene igen hinanden to gange, hjemme og ude. Alle point fra grundspillet føres med over i slutspillet.

Top-4 i Mesterskabsspillet går videre til DM-semifinalerne, der afvikles i bedst-af-fem serier. Nr. 1 møder nr. 4. Nr. 2 møder nr. 3. Nr. 1 og 2 har hjemmebanefordel. Derefter mødes vinderne af semifinalerne i en finaleserie, også bedst af fem. Bedst rangerede hold i Mesterskabsspillet får hjemmebanefordel.

De to tabere af semifinalerne mødes i en bronzekampen, der afvikles som én kamp, hvor bedst placerede hold i Mesterskabsspillet har hjemmebane.

I Kvalifikationsspillet mødes de to bedst placerede hold i en finale, hvor bedst placerede hold har hjemmebane.

Og sidst, men ikke mindst, så rykker det dårligst placerede hold i Kvalifikationsspillet ud af Basketligaen, hvis et hold fra 1. division rykker op og alle de øvrige hold i ligaen har tilmeldt sig næste sæson.

Tætpakket åbningsuge: Masser af kampe i vente

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Basketligaen starter for alvor denne uge, og der venter hele ni kampe i en fantastisk spændende åbningsuge.

Bakken Bears og BC Copenhagen åbnede sæsonen i torsdags som en lille forpremiere inden det for alvor går løs i denne uge med hele ni kampe fra Basketligaen.

På tirsdag afvikles de første kampe, og her får du hele overblikket og kampene fra Basketligaen denne uge:

BC Copenhagen – BMS Herlev
Tirsdag d. 23. september kl. 19.00
Valbyhallen

Holbæk-Stenhus – Værløse Blue Hawks
Tirsdag d. 23. september kl. 19.00
Holbæk Sportsby

BK Vejen – Horsens IC
Onsdag d. 24. september kl. 19.00
Vejen Idrætscenter

Randers Cimbria – Bears Academy
Torsdag d. 25. september kl. 18.30
Arena Randers

UGENS TV-KAMP PÅ SPORT LIVE
Team FOG Næstved – BK Amager
Torsdag d. 25. september kl. 19.15
Arena Næstved

BMS Herlev – Randers Cimbria
Lørdag d. 27. september kl. 15.30
Sportsworld Arena, Herlev

BK Amager – Svendborg Rabbits
Lørdag d. 27. september kl. 17.00
Amagerhallen

BK Vejen – Team FOG Næstved
Søndag d. 28. september kl. 15.00
Vejen Idrætscenter

Holbæk-Stenhus – Horsens IC
Søndag d. 28. september kl. 16.00
Holbæk Sportsby

Husk at du kan se samtlige kampe fra Basketligaen på Ekstra Bladet+, og lige nu kan du udnytte et unikt introtilbud! Ekstra Bladet tilbyder nemlig seks måneders abonnement til kun 249 kr. (normalpris 474 kr.). Du kan tilmelde dig via dette link.

Højdepunkter: Bakken Bears – BC Copenhagen

Bakken Bears smadrer BC Copenhagen med 51 point i sæsonpremieren og sæsonens første TV-kamp. Se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.