Skip to content

Jeffrey Fawme om finale: “Det vil være en stor skalp for Randers Cimbria at kunne tage hjem med en pokaltitel”

Facebook
Foto: Thorfoto

14.

Så mange gange har Bakken Bears vundet pokalturneringen.

To.

Så mange gange har Randers Cimbria tidligere været i en pokalfinale. Dog har de deres første pokaltitel til gode.

Kigger man på det historisk er det to vidt forskellige mandskaber, der søndag mødes i Forum Horsens til årets Andelskassen Pokalfinale. Kampen kan ses på SPORT LIVE og JFM Play fra 15:30.

Bakken Bears og Randers Cimbria har begge spillet sig hele vejen til finalen og er blot 40 minutters god basket fra at slutte på toppen, og der er meget på spil: 15. pokaltitel for Bakken og den første for Randers Cimbria.

I sidste sæson blev pokalturneringen rundet af med et Final Four-stævne, og der vandt Randers bronzemedaljer, men nu er guldet en enkelt sejr væk.

Randers er én sejr fra klubhistorie

Basketligaen har haft fat i begge cheftrænere, der søndag skal coache sit hold gennem finalen.

Anders Sommer fortalte, at Bakken gerne tager favoritværdigheden på sig, men Randers´ cheftræner Jeffrey Fawme, der i sin første sæson i spidsen for Randers kan skrive klubhistorie i form af en titel, vil ikke gå ind i en spekulation om, hvem der er favorit.

“Det (favoritværdigheden, red.) går jeg ikke så højt op i. Vi prøver at holde fokus på gameplan. Men det vil være en stor skalp for Randers Cimbria som klub og organisation at kunne tage hjem med en pokaltitel”

“Bakken er et hold med kvalitet, størrelse og rutine på flere positioner, og med bærende kræfter der har spillet sammen længe. De er knap så dybe som de har været tidligere, hvilket har gjort dem mere sårbare end tidligere,” siger Fawme.

Indbyrdes kampe har været ´inden for rækkevidde´ for Randers

Sidstnævnte i citatet har været synligt i Basketligaen, hvor Bakken Bears har tabt fire kampe og i skrivende stund ligger nummer tre. Randers har tabt seks, så det er ikke meget, der adskiller de to hold i tabellen.

Forskellen mellem holdene er i virkeligheden de to holds indbyrdes kampe, der begge er endt med sejr til Bakken Bears.

Altså har Randers endnu ikke knækket koden til at slå søndagens finalemodstander, men Randers-chefen hæfter sig ved en væsentlig ting, mens han også fortæller, hvad der kan blive en af nøglerne for Randers.

“Begge opgør har været kampe som har været inden for rækkevidde. Vi skal over lange træk spille med den defensive energi, der har båret os frem i de store kampe,”

Om det lykkedes for Randers at få skovlen under Bakken bliver vi klogere på søndag eftermiddag. Følg med på SPORT LIVE fra 15:30.

Flere artikler