Team FOG Næstved har nu ryggen mod muren i finaleserien mod Bakken Bears.
Mandag led sydsjællænderne endnu et nederlag til Bakken Bears på 81-94. Dermed er Bakken Bears foran med 2-0. i finaleserien, der spilles bedst á syv.
Første halvleg forløb efter planen for Næstved, der holdt Bakken Bears i en kort snor. Efter første halvleg, der var ganske scoringsrig, var Bakken foran med blot ét point, 48-49, men hjemmeholdet formåede ikke at fortsætte med samme intensitet i anden halvleg.
Offensivt gik Næstved ned i kadence i de sidste 20 minutter, men modsat Næstved havde Bakken fortsat succes med at sætte godt med point på tavlen.
Næste kamp i finaleserien er på torsdag i Aarhus. Opgøret kan potentielt blive Bakken Bears´ sidste hjemmekamp i denne sæson.
Mandag aften fortsætter finalerne i Basketligaen mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. Kampen kan ses på SPORT LIVE og JFM Play.
Bakken Bears er foran med 1-0 efter en sejr i torsdags, som du kan læse mere om her.
Årets finaler har altså fået den samme start som sidste års serie, hvor Bakken også lagde fra land med en sejr. Bakken gik senere hen og vandt hele molevitten med en samlet 4-0 sejr.
Bakken Bears har således fået en ideel start på finaleserien, men en sejr til Næstved mandag neutraliserer den gode Bakken-start.
Kamp to i finalerne spilles i Arena Næstved, mens næste opgør er tilbage i Aarhus.
SPORT LIVE er klar med optakt til finalebraget fra 18:45.
´Årets træner´ og ´Årets spiller´-prisen er begge endt i Horsens IC-lejren med henholdsvis Vedran Borovcanin og Gage Davis, der er blevet anerkendt for en flot sæson, men hæderen af Horsens IC-folk slutter ikke her.
Det er nemlig blevet tid til at kåre ´Årets forsvarsspiller´ i Basketligaen, som går til Kur Jongkuch.
Kur Jongkuch er vinder af den prestigefyldte pris med 20% af stemmerne. Nummer to i afstemningen blev Bakken Bears´ Gustav Knudsen med 16%, mens sidste års vinder af prisen, Bakary Camara fra Randers Cimbria, modtog 14% af stemmerne.
Det er spillerne i Basketligaen, der har peget på Kur Jongkuch som årets forsvarsspiller. Jongkuch er den første Horsens IC-spiller til at vinde prisen siden 2014/15-sæsonen, hvor Baye Keita løb med prisen.
Kur Jongkuch snitter 10,2 point, 6,5 rebounds, 0,7 steals og 1,2 blocks per kamp i sæsonen.
Prisen blev overrakt til Kur Jongkuch inden bronzekampen fredag aften mellem Horsens IC og Svendborg Rabbits. Udover æren modtog Jongkuch også et ur af Basketligaens partner Festina.
Du kan se de tidligere vindere af prisen ved at klikke her.
Fredag aften skal det første sæt medaljer i sæsonen i Basketligaen uddeles.
Bronzemedaljerne er på højtkant, og det bliver enten Horsens IC eller Svendborg Rabbits, der kan gå på sommerferie med medaljer om halsen. Kampen, der har tipoff kl. 19:15, kan ses på SPORT LIVE. Allerede fra 19:00 er kanalen klar med optakt til bronzeduellen.
Kampen kan desuden også ses på JFM Play. Find link til opgøret her.
Både HIC og Svendborg sluttede sæson 2022/23 uden medaljer, så der er ingen tvivl om, at begge mandskaber er sultne efter en medalje torsdag aften.
Bronzekampen spilles i Forum Horsens eftersom Horsens IC sluttede over Svendborg Rabbits i tabellen, men Svendborg-spillerne vil trods at spille på udebane få godt med støtte fra lægterne. Svendborg har arrangeret fan-bustur, så sæsonens sidste kamp for HIC og Svendborg vil få en fed kulisse.
Svendborg og Horsens har krydset klinger fire gange i sæsonen med to sejre til hver, så der forventes en tætspillet kamp om bronzemedaljerne.
Det bliver uhyre spændende, når Bakken Bears og Team FOG Næstved igen i år skal spille om Danmarksmesterskabet.
Bakken Bears spillede sig atter i finalerne i Basketligaen, da de gjorde kort proces mod Svendborg Rabbits med en samlet 3-0 semifinaleserie. Bakken Bears kan dermed fuldende en i forvejen flot sæson, der har budt på den første europæiske titel til et dansk hold nogensinde, med klubbens 22. danske mesterskab.
Kaninerne mødte overmagten fra Aarhus og må derfor nøjes med en bronzekamp på fredag mod Horsens IC.
Semifinalerne blev ligeledes endestationen for DeGule fra Horsens, der ikke kunne få styr på Dan Pearsons´ Næstved-spillere. Hvor spændingen udeblev i serien mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits var det en anelse mere tæt i Næstveds serie, der sluttede 3-1.
Næstved åbnede serien med en sejr på udebane i Østjylland, men i kamp to i Næstved svarede Horsens flot tilbage med en sejr. De næste to kampe blev dog vundet af Næstved, og således er holdet fra Sydsjælland i DM-finalerne for anden sæson i træk. Det er desuden blot anden gang nogensinde, at Næstved står i finalerne i Basketligaen.
Team FOG Næstved har endnu sit første Danmarksmesterskab til gode i klubbens historie, men hvis 2024 bliver året, hvor de kommer til at løfte pokalen i Basketligaen, sikrer de sig The Double. Team FOG Næstved har nemlig allerede sikret sig en titel i denne sæson, idet de er den forsvarende pokalmester.
I januar overraskede Næstved i årets pokalfinale mod netop Bakken Bears, hvor de sejrede med 89-86 og blev pokalmester for anden gang nogensinde.
Årets to finalehold har altså begge haft en flot sæson, hvor de har kunnet løfte en pokal og få medaljer om halsen. Begge hold er sikret endnu et sæt sølvtøj, men hvem der skal have medaljerne af fineste karat må tiden vise.
Udover pokalfinalen, som Næstved vandt, har de to stjernespækkede mandskaber mødt hinanden yderligere fire gange, og møderne de to hold imellem har næsten hver gang været garant for stor spænding.
I Basketligaen har Bakken Bears vundet tre af de fire opgør mod Næstved. To af sejrene har været forholdvis komfortable, men i den tredje sejr skulle Bakken ud i overtid, før de kunne trække sejren i land.
I alt har deres indbyrdes opgør i indeværende sæson budt på to Næstved-sejre og tre til Bakken Bears, så alt tyder på at årets finaler i Basketligaen kommer til at blive hamrende spændende.
Du kan følge finalerne i Basketligaen på SPORT LIVE og på JFM Play.
Bakken Bears og Team FOG Næstved skal for andet år i træk kæmpe om Danmarksmesterskabet, og første slag spilles torsdag i Aarhus. Finalerne spilles bedst á syv. Qua førstepladsen i Playoff A vil en eventuel kamp syv spilles i Aarhus.
Torsdag aften kl. 19:15 er der igen basket på SPORT LIVE.
Team FOG Næstved møder Horsens IC i semifinaleseriens kamp fire i Arena Næstved Hal 1, og sydsjællænderne kan med en sejr spille sig i finalerne i Basketligaen for andet år i træk. Stillingen er inden torsdagens kamp 2-1 til Næstved i bedst á fem-serien.
Næstved sikrede sig det gode udgangspunkt i mandags, da de igen trak sig sejrrigt ud af endnu et opgør mod Horsens på udebane. De forsvarende pokalmestre vandt med 80-89 og kan derfor sikre sig finalepladsen med en sejr på hjemmebane.
Denne semifinaleserie har været ganske interessant, da det har været udeholdet, der har vundet alle kampene hidtil. Men med muligheden for at spille sig i finalerne igen er der ingen tvivl om, at Næstved-spillerne vil få god opbakning fra lægterne torsdag aften.
Formår Næstved at vinde kamp fire, skal de således møde Bakken Bears i Basketligaens finaler – akkurat ligesom i sidste sæson.
Bliver det omvendt til en Horsens IC-sejr, skal serien ud i vind eller forsvind-kamp, der skal spilles i Horsens. De Gule fra Horsens sluttede nemlig som toer i Playoff A over Næstved på tredjepladsen.
Taberen af serien ender med at skulle spille bronzekamp mod Svendborg Rabbits og har derfor stadig mulighed for at slutte Basketliga-sæsonen med en medalje om halsen.
39-årige Vedran Borovcanin lagde efter sidste sæson basketskoene på hylden. Borovcanin, der kom til Horsens IC i 2013, tørnede ud for De Gule gennem ti sæsoner med stor succes, men alle gode ting har en ende.
Et karrierestop var dog ikke ensbetydende med et farvel til Horsens IC.
Borovcanin valgte nemlig at skifte basketskoene ud med taktikbrættet og blev ansat som cheftræner for Horsens IC, og bosnierens første sæson i spidsen for Horsens IC må siges at have været en succes.
I grundspillet førte han HIC til en andenplads med 17 sejre og blot tre nederlag. I Playoff A sluttede de ligeledes som toer bag ærkerivalerne Bakken Bears.
Den flotte debutsæson som træner har nu udmøntet sig i, at Vedran Borovcanin er blevet kåret som årets træner i Basketligaen.
Borovcanin fik 40% af stemmerne i afstemningen og var foran af Værløse Blue Hawks´Jonas Sørensen, der fik 33% af stemmerne. Nummer tre i afstemningen blev Næstveds Daniel Pearson med 11%.
Borovcanin fik overrakt prisen som årets træner forud for kamp tre i semifinaleserien mod Team FOG Næstved.
Bakken Bears er snublende tæt på endnu en finaleserie i Basketligaen.
Efter to sejre på henholdsvis 19 og 13 point har Bakken Bears kurs mod finalerne, og mandag kl. 19:15 kan de afgøre det hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center i Aarhus.
Svendborg Rabbits kommer på besøg til seriens kamp tre, og sydfynboerne har endnu deres første sejr til gode i serien. De har tilmed deres første sejr mod Bakken Bears i denne sæson til gode.
Kamp to i serien i torsdags var de to mandskabers ottende indbyrdes opgør, og Bakken Bears har trukket sig sejrrigt ud af samtlige opgør, så oddsene er med den historik imod Svendborg Rabbits.
Men nu er det en do or die-situation, så Svendborg kæmper for deres overlevelse.
Svendborg har ryggen mod muren
Svendborg Rabbits nærmer sig et slutspilsexit.
Om det bliver mandag aften, at de sendes ud af slutspillet, må tiden vise, men under alle omstændigheder ser det svært ud at se Svendborg i en finale.
Semifinaleserierne spilles bedst á fem, og derfor skal Svendborg Rabbits vinde de næste tre. Bakken Bears har altså tre matchbolde.
Og Bakken Bears vil meget gerne afgøre det så hurtigt som muligt.
En sejr mandag aften vil nemlig give Bakken Bears en kamppause, idet den anden semifinaleserie mellem Horsens IC og Team FOG Næstved er helt tæt efter de første to kampe. Bakken Bears har haft en lang sæson med mange kampe i ligaen og Europa, så en kort pause inden en finaleserie er der næppe nogle af Bakken-spiller, der vil brokke sig over.
Mandag aften begynder semifinalerne i Basketligaen.
I den ene semifinaleserie mødes Bakken Bears og Svendborg Rabbits, og serien spilles bedst á fem kampe. Første hold til tre sejre er klar til finalen.
Qua førstepladsen ved slutningen af Playoff A har Bakken Bears hjemmebanefordelen i serien. Det betyder, at seriens første kamp mandag aften spilles i Aarhus, mens en eventuel kamp fem også finder sted i Smilets By.
Bakken Bears, der for nyligt triumferede i European North Basketball League (ENBL), er på jagt efter deres ottende danske mesterskab i træk, og Bjørnebanden er også favorit til at spille sig i endnu en DM-finale.
Men Bakken har haft en lang sæson med mange kampe herhjemme og ude i Europa, og det kan måske mærkes på spillerne, nu hvor de nærmer sig sæsonens afslutning.
Svendborg Rabbits, der i løbet af Playoff A var skadesplaget, havde det svært i Playoff A med blot tre sejre i ti kampe. Statistikken vidner om, at Svendborg havde det rigtig svært mod Basketligaens tophold.
I løbet af sæsonen har Svendborg mødt Bakken Bears seks gange, fire gange i Basketligaen, én gang i pokalturneringen og én gang i ENBL, og alle kampe har haft det samme udfald.
Bakken Bears har vundet rub og stub mod Kaninerne og i snit besejret dem med 33 point (!!!). Bakken Bears har altså været helt og holdent overlegne mod Svendborg Rabbits.
Semifinaleseriens kamp 1 spilles mandag aften og har tipoff kl. 19:15.