Fredag aften er der en lækkerbisken på programmet, når Randers Cimbria og Bakken Bears tørner sammen i Sparekassen Danmark Basketball Center.
Kampen mellem de to jyske mandskaber er ugens – og årets første – tv-kamp på SPORT LIVE. Braget i Smilets By har tipoff kl. 19:00, og SPORT LIVE er klar med optakt fra 18.30.
Pokalfinalen lurer i kulissen
Der er vigtige point på spil, når ligaens fjerde- og femteplads mødes i Aarhus, og opgøret giver også de to mandskaber anledning til at nærstudere hinanden inden årets pokalfinale senere i januar.
Pokalfinalen finder sted i Forum Horsens den 26. Januar, og fredagens topkamp i Basketligaen er de to holds sidste mulighed for at se hinanden inden den store kamp, hvor en titel er på spil.
I de to forskellige lejre fylder den nært forestående pokalfinale uden tvivl meget, men fredagens kamp er også vigtig for begge hold i kampen om en topplacering, så det bliver en spændende kamp at følge.
De to ligger i forvejen lunt i svinget i forhold til at sikre en placering i top seks, men når ligaen splittes op i Playoff A og Playoff B tager holdene pointene med over i mellemspillet, så en sejr kan potentielt komme til at være forskellen mellem en semifinaleplads og at blive sorte per og blive femmer.
Hvordan er styrkeforholdet mellem Randers og Bakken i år?
Når Randers og Bakken træder ind på det aarhusianske halgulv fredag, er det anden gang i sæsonen, at de hold står overfor hinanden.
Første indbyrdes møde var i oktober i Randers, hvor Bjørnene hentede en sejr på 81-93 takket være en fremragende fjerde periode af Bakken.
Nederlaget var Randers’ tredje i blot fem kampe, så Randers var kommet skidt fra land.
Men kronjyderne har siden fået vendt skuden og har blot tabt to kampe og vundet syv styks siden nederlaget mod Bakken. I alt står Randers med ni sejre i sæsonen.
Det samme gør Bakken Bears, der dog har tabt fire kampe kontra Randers’ fem svipsere. Desuden har Aarhus-holdet en kamp i hånden.
Alt i alt kan det godt gå hen og blive en meget jævnbyrdig affære fredag aften.
Første juledag var på vanlig vis reserveret til NBA, men de sidste dage af julemåneden og kalenderåret 2024 kan de danske basketfans reservere til Basketligaen, der slutter året med et brag.
Den 27. december er der ikke bare én, men to rivalopgør på programmet. I denne artikel kigger vi på det første af de to opgør.
I Horsens mødes Bakken Bears og Horsens IC kl. 19:00, og det jyske derby er altid garant for masser af spænding og højdepunkter, og somme tider også drama.
Opgøret er ugens tv-kamp på SPORT LIVE, og de er klar med optakt fra 18.30.
Kamp af stor betydning
Alle kampe er på sin vis værdifulde mellem de to tophold i form af, at håneretten i sig selv er motivation nok, men samtidig har kampene stor betydning i tabellen. I skrivende stund er det blot to point, der adskiller de to titelbejlere i tabellen.
Horsens IC indtager ligaens tredjeplads med 18 point. Hidtil er det blevet til ni sejre og tre nederlag.
Bakken Bears er lige i hælene med 16 point, men i denne forbindelse er det vigtigt at fortælle, at Bears har en kamp i hånden.
En sejr kan altså få stor betydning for topstriden, hvor Næstved ligger i spids med fuldt hus, 26 point ud af 26 mulige.
Jævnbyrdige mandskaber
Fredagens kamp bliver anden gang, rivalerne tørner sammen i denne sæson i Basketligaen, og tredje gang totalt i sæsonen.
I det første møde i Basketligaen mellem de to danske kæmper, tog De Gule fusen på Bjørnene og sejrede med cifrene 90-72.
Tidligere i december stod de igen overfor hinanden, dog i pokalturneringen, og her fik aarhusianerne revanche fra sidst.
Bakken Bears spillede sig således videre til denne sæsons pokalfinale med en sejr efter overtid på 95-92.
Der er dermed lagt op til en utrolig fed kamp, der med indeværende sæsons forløb in mente kan gå begge veje.
Følg med på SPORT LIVE fra 18.30. Kampen kan også ses på JFM Play.
I lørdags blev der spillet to kampe i Basketligaen i Aarhus, hvor det blev til sejre til henholdsvis Bakken Bears mod BK Amager og Værløse Blue Hawks, som slog Bears Academy.
Nu er de 11 hold i Basketligaen gået på en ganske kort, men fortjent juleferie, og dermed vil Basketligaen gerne ønske alle de basket-elskende fans i Danmark en rigtig glædelig jul.
Det er tid til hygge, julemad og alt det, der følger med til jul, men holdene i Basketligaen kan ikke fuldstændig koble af, holde ferie og gå amok med indtagelse af julemad.
Kalenderåret 2024 slutter nemlig af med et brag med intet mindre end seks kampe på programmet i årets sidste dage.
Den 27. december er der to store opgør på plakaten, når det i Horsens er tid til endnu et Jysk Derby. Bakken Bears kommer således forbi ærkerivalerne i Forum Horsens, og endnu en gang er der vigtige point på spil til topstriden.
Også i Herlev er der et rivalopgør i vente, da BMS Herlev får besøg af lokalrivalerne Værløse Blue Hawks, og værterne har på Facebook betegnet opgøret som en ´Rivalisering mellem talentfabrikker´, så kampene den 27. december må siges at være en sen julegave fra Basketligaen.
Den 28. december skal endnu to af ligaens tophold stå overfor hinanden. Randers Cimbria og Team FOG Næstved tørner sammen i Arena Randers, og de to holds sidste kamp i 2024 bliver en gentagelse af forrige uges pokalsemifinale, som Randers Cimbria kom bedst ud af. Næstved er altså ude på at få hævn, når de mødes den 28.
Den 29. december mødes Svendborg Rabbits og Bears Academy, og alt andet end en sejr vil være uhyre skuffende for Kaninerne, der indtager ligaens andenplads.
Årets sidste kampe spilles den 30. december i Aarhus og København. I Aarhus skal Bakken nok engang i spil, denne gang mod BC Copenhagen, og ligesom med Svendborg er Bakken storfavoritter. Sidste kamp i 2024 har BK Amager og Holbæk-Stenhus æren om.
Husk at alle kampe fra Basketligaen kan ses på JFM Play.
Onsdag er SPORT LIVE klar med endnu en basketballkamp.
Tirsdag var det i Basketligaen, hvor Team FOG Næstved slog BC Copenhagen, men onsdag er der tale om et europæisk brag.
Bakken Bears skal nemlig i aktion i European North Basketball League (EBNL), og modstanderen er på papiret formentligt Bakkens sværeste i turneringens gruppe B.
Aarhusianerne gæster Bundesligaholdet Bamberg Baskets, og tyskerne går ind til kampen som favoritterne. I den europæiske turnering er det hidtil blevet til fire sejre og et enkelt nederlag til Inter Bratislava for Bamberg, og med en sejr onsdag aften mod de danske mestre er de klar til næste runde i ENBL.
Der er altså tale om en modstander af en høj kaliber, som Bakken står overfor onsdag aften, og med en dansk sejr bliver der for alvor åbnet op i toppen af gruppe B, hvor Inter Bratislava ligger suverænt i front med seks sejre ud af seks mulige.
Bratislava var på besøg i sidste uge i Aarhus, hvor Bakken Bears tabte med 81-87.
Gruppens andenplads er polske Legia Warsaw indehaver af med fire sejre og to nederlag. Bakken Bears kan dermed lægge sig op på siden af polakkerne, hvis de kommer fra Tyskland med en sejr onsdag.
Skulle det til imidlertid blive til et dansk nederlag bliver det i den grad en spændende afslutning, vi får på gruppespillet i ENBL.
Bamberg Baskets – Bakken Bears har tipoff kl. 20:00 og kan ses på SPORT LIVE.
Randers Cimbria og Bakken Bears skal i næste måned kæmpe om titlen i pokalturneringen.
Den forgangne weekend bød på to underholdende semifinaler i pokalturneringen, og her skulle det afgøres, hvem der fortsat er i live i turneringen.
Håbet om årets pokaltitel er således stadig i live for Bakken Bears og Randers Cimbria, der i semifinalen besejrede henholdsvis Horsens IC og Team FOG Næstved.
Bakken Bears er dermed i pokalfinalen for sjette sæson i træk, mens det bliver Randers Cimbrias anden pokalfinale på tre år.
I 2023 stod Randers i pokalfinalen, og dengang var modstanderen også Bakken Bears. Kronjyderne måtte dog se sig besejret af aarhusianerne.
Første gang Randers spillede sig i en pokalfinale var i 2015, hvor de tabte til Horsens IC. Randrusianerne har således sin første pokaltitel til gode.
Modsat Randers har Bakken masser af erfaring, når det kommer til at stå øverst på sejrsskamlen i pokalen. Bjørnebanden har nemlig vundet turneringen intet mindre end 14 gange.
Denne sæsons pokalfinale skal spilles den 26. januar i Forum Horsens. Billetsalget til finalen åbner tirsdag.
I starten af 2025 skal der findes en vinder af den danske pokalturnering, og vinderen kommer til at hedde enten Bakken Bears, Team FOG Næstved, Randers Cimbria eller Horsens IC.
Det står klart efter weekendens underholdende pokalkampe.
Næstved sikkert videre
De forsvarende pokalmestre Team FOG Næstved sikrede sig videre avancement i pokalen, da de lørdag eftermiddag besejrede BMS Herlev med cifrene 73-102.
Cifrene kunne godt indikere, at Herlevvitterne blev sat på plads, men det undertippede Herlev-mandskab bød Næstved godt op til dans.
Dog måtte de se sig overrumplet i fjerde periode. Undervejs var det tæt, men til sidst gik luften ud af ballonen for Herlev, der tilmed måtte undvære stjernespilleren Leonardo Carlino i anden halvleg på grund af en skade.
Derfor skal Næstved altså spille pokalsemifinale i midten af december, og her bliver modstanderen Randers Cimbria.
Foto: Patrick Dufreche
Randers sendte Svendborg ud af pokalen
Kronjyderne bookede deres billet til semifinalen, da de hjemme i Arena Randers hentede en flot sejr mod Svendborg Rabbits. Opgøret var på papiret det mest profilerede af de fire kvartfinaler, og inden kampstart var det en af de kampe, der kunne gå begge vej.
De sydfynske kaniner gik ind til pokalkvartfinalen i Randers fulde af selvtillid ovenpå midtugesejren mod Bakken Bears.
Svendborg er inde i en god periode, stærkt cementeret af hjemmebanesejren mod de forsvarende danske mestre, men det lod Randers sig ikke skræmme af. Randers slog Svendborg med 84-72.
Foto: Thorfoto
Vejen fightede flot mod Bakken Bears
Sønderjylland er (endnu) ikke på Basketliga-landkortet, men søndag skulle et hold fra Basketligaen en tur mod det sønderjyske. Bakken Bears stod nemlig i pokalkvartfinalen mod turneringens helt store overraskelse, BKV’81 Basketballklubben Vejen.
BKV’81 Basketballklubben Vejen, der drømmer om oprykning til Basketligaen, tog i sidste runde af pokalturneringen fusen på Basketliga-holdet BC Copenhagen. Hovedstadsholdet var ikke overraskende storfavoritter, men Vejen, der til dagligt hører hjemme i 1. division, var for stærke på dagen for BCC.
Således blev Bakkens modstander i kvartfinalen BKV’81 Basketballklubben Vejen, og den sønderjyske underdog fightede igen bravt. I denne omgang var det ikke nok til en sejr til Vejen, men det er næppe forkert at sige, at de igen, igen overraskede.
BKV’81 Basketballklubben Vejen gav aarhusianerne kamp til stregen, men en god anden halvleg sikrede Bears en sejr på 85-70. Dermed er pokaleventyret slut for Vejen, der dog vil husket som dette års solstrålehistorie i pokalturneringen.
Foto: Basketfotografen – Sebastian Breum
Horsens dominerede
Det sidste kvartfinalebrag fandt sted i Horsens, hvor HIC tog imod Værløse Blue Hawks.
De Gule kom stærkt fra land i opgøret og dominerede stort set fra start til slut.
Værløse Blue Hawks er aldrig et mandskab, som en modstander skal undervurdere, men søndag havde de svært med at følge med Horsens IC.
Allerede i pausen var de foran med 20 point, og den føring kom aldrig i fare.
Det betyder, at Horsens IC senere i december skal en tur til Aarhus og møde Bakken Bears i pokalturneringens semifinale.
I Basketligaen er der nemlig to topbrag på programmet.
Kl. 19:00 får Svendborg Rabbits besøg af de forsvarende danske mestre Bakken Bears, og der er vigtige point til topstriden på spil. Dette opgør kan ses på JFM Play.
Aftenens anden kamp er i Arena Næstved, hvor Team FOG Næstved og Horsens IC skal krydse klinger. Næstved er som det eneste hold stadig ubesejret, men den flotte stime kan DeGule spolere.
Næsted-Horsens er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Du kan læse optakt til tv-kampen ved at trykke lige her.
Torsdag er der igen gang i Basketligaen efter en underholdende landsholdspause, der har budt på to store dansk brag.
I alt har fire spillere fra Basketligaen været i aktion for Danmark i det netop afsluttede landsholdsvindue i form af Bakken Bears-spillerne Darko Jukic, Sylvester Berg og Andreas Holst, mens Horsens IC´s Liam Churchill også har været i aktion.
Churchill spillede hjemmekampen i Farum Arena, hvorimod han sad over i Beograd. Det banede vejen for, at landstræner Allan Foss kunne udtage Darko Jukic.
Udover de fire nuværende Basketliga-spillere var der også adskillige spillere, der i sidste sæson spillede i ligaen, udtaget. Adam Heede-Andersen (tidl. Værløse Blue Hawks), Gustav Knudsen (tidl. Bakken Bears) og Frederik Drejer (tidl. Bakken Bears/Bears Academy) var alle også med i truppen.
To brag i BL
Men nu er der igen fokus på Basketligaen indtil næste landsholdspause i februar.
Torsdag er der to kampe på programmet.
Det ene opgør finder sted i Svendborg, hvor Kaninerne tager imod Bakken Bears. Opgøret kan ses på JFM Play.
Det andet opgør spilles i Næstved mellem Team FOG Næstved og Horsens IC og er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kanalen er klar med optakt fra 18:45.
I weekenden skal de danske hold også i aktion, dog i pokalturneringen.
Torsdag aften kommer tre spillere fra Basketligaen til at møde modstand på et niveau, de ikke er vant til.
Bakken Bears´ Sylvester Berg og Andreas Holst og Horsens ICs Liam Churchill er nemlig en del af den endelige trup, der torsdag aften møder Serbien i EM-kvalifikationen.
Serbien er en af de stærkeste basketballnationer i verden og er forsvarende viceverdensmestre. Dertil vandt de bronze til sommerens Olympiske Lege i Paris.
Truppen, de tre danskere møder torsdag, er ikke overraskende ikke den samme, som præsterede flot til sommerens OL, da flere af de bærende kræfter anført af Denver Nuggets´ Nikola Jokic til dagligt spiller i NBA.
Men truppen består af flere EuroLeague-spillere krydret med talent fra den hjemlige liga, ABA League, så det danske landshold vil blive stærkt udfordret.