Skip to content
Facebook

Sådan spilles slutspillet i Basketligaen

Foto: Joe Leow Productions

Grundspillet i Basketligaen er nu slut.

I torsdags blev det definitivt afgjort, hvem der skal spille Playoff A og Playoff B, når slutspillet indledes efter landsholdspausen.

BC Copenhagen sluttede grundspillet af med stil og sikrede sig den sidste Playoff A plads med en overbevisende sejr mod Bears Academy.

Dermed splittes ligaen nu op i to, og i hvert slutspil skal holdene mødes to gange (hjemme og ude).

De fire bedst placerede hold i Playoff A kvalificerer sig efterfølgende til semifinalerne, hvorimod de to bedst placerede hold i Playoff B kvalificerer sig til Playoff B-finalen.

Playoff A

De første fem hold i Playoff A var der ikke meget at rafle om – som forventet.

Svendborg Rabbits sluttede på førstepladsen med 17 sejre og tre nederlag med Team FOG Næstved lige i hælene. Næstved sluttede grundspillet med lige så mange sejre, men dog dårligere indbyrdes.

Ligaens tredjeplads efter 22 grundspilskampe blev Horsens IC, der i sidste runde tog en stor skalp mod toppen med en sejr mod ligaens andenplads, Team FOG Næstved, og dette gjorde blot toppen i Basketligaen endnu tættere.

De sidste tre hold i Playoff A er Bakken Bears, Randers Cimbria og førnævnte BC Copenhagen.

De første kampe i Playoff A – og så vidt også Playoff B- skal spilles efter landsholdspausen.

Når Playoff A er færdigspillet, mødes gruppespillets nummer et og fire i den ene semifinaleserie og nummer to og tre i den anden serie.

Playoff B

Dette års Playoff B består af BK Amager, BMS Herlev, Holbæk-Stenhus, Værløse Blue Hawks og Bears Academy.

BK Amager var det eneste hold fra Playoff B, der i sidste spillerunde stadig var inde i kampen om den sidste plads i Playoff A, og således er det også Amagerkanerne, der starter B-slutspillet med det bedste udgangspunkt.

Amager skal dog passe på, for både Holbæk-Stenhus, BMS Herlev og Værløse Blue Hawks er lige bag dem i tabellen. Amager fører an med 12 point.

De øvrige tre mandskaber har ti point, mens Bears Academy skal levere et godt Playoff B for at blande sig i toppen og kæmpe med om Playoff B-titlen, da de blot har hentet seks point i løbet af sæsonen.

Som skrevet tidligere er det første- og andenpladsen, der skal ud i en kamp om Playoff B-titlen. Derfor har vi os et rigtigt spændende slutspil i vente.

Slutspillet skydes igang den 3. marts med intet mindre end fire kampe.

Flere artikler