Onsdag kl. 17:30 fortsætter Bakken Bears deres jagt på endnu et Basketball Champions League-eventyr. Bakken Bears er i kvalifikationsturneringens semifinale efter en overlegen sejr i kvartfinalen mod KB Peja fra Kosovo på hele 103-79 i mandags.
Mod KB Peja var klasseforskellen tydelig, og Bjørnene førte fra start til slut. Det danske mandskabs topscorer var Malik Parsons med 22 point, men pointene var godt fordelt med seks Bakken-spillere med mere end ti point.
Bakken Bears er to sejre fra at kvalificere sig til Basketball Champions League for anden sæson i streg, men næste bump på vejen er Norrköping Dolphins fra Sverige.
Kampen har tipoff kl. 17:30 og kan ses på SPORT LIVE. Derudover kan kampen også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk.
De forsvarende svenske mestre, der har danske Johs Andersen som assistenttræner, var ligesom Bakken Bears i aktion i mandags, hvor de slog Kalev/Cramo fra Estland snævert med 78-82. Dolphins gik ind til kampen som undertippede, men leverede overraskelsen efter en dramatisk afslutning.
God start på sæsonen
Bakken Bears har fået en super start på sæson 2023/24 med to sejre i Basketligaen mod henholdsvis BC Copenhagen og Horsens IC og mandagens sejr mod KB Peja.
Sæsonen i den svenske Basketligan er ligeledes netop begyndt, og Norrköping Dolphins er ligesom Bakken kommet godt fra land i den hjemlige liga, hvor det hidtil er blevet til sejr mod Koping Stars på 80-66. Dolphins har dog blot spillet en enkelt kamp.
Dermed er der lagt op til et spændende møde mellem de to nordiske mesterhold.
Torsdag rullede bolden i Basketligaen igen, da Svendborg Rabbits tog imod Horsens IC til den nye sæsons første TV-kamp. Svendborg Rabbits kom godt fra land i den nye sæson med en snæver sejr på tre point. Læs mere om kampen her.
Opgøret på Sydfyn var dog ikke den eneste kamp torsdag aften.
I Næstved var der nemlig også bold fra Basketligaen, da Værløse Blue Hawks kom på besøg. Her blev det til en sejr til Næstved på 100-82. Læs om den kamp her.
Med de to kampe torsdag aften er der således blevet taget hul på sæson 2023/24 i Basketligaen, og weekenden over er der tre kampe på programmet.
Fredag aften kl. 18:30 åbner de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, deres sæson, når BC Copenhagen tager turen over Storebælt og kommer til Sparekassen Danmark Basketball Center i det nordlige Aarhus.
Lørdag kl. 14:30 mødes BK Amager og Bears Academy i Amagerhallen.
Søndag kl. 15:00 er der tipoff i Randers, hvor Randers Cimbria krydser klinger med det unge Holbæk-Stenhus-mandskab.
Som altid kan alle kampe fra Basketligaen ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk og hsfo.dk.
Kampprogrammet for den nye sæson er nu klar og sæsonen 2023/24 starter torsdag den 14. september 2023 med 2 kampe.
Igen i år er der 11 hold med og der skal afvikles 110 kampe i grundspillet før vi ved hvem der har kvalificeret sig til henholdsvis Playoff A og Playoff B som er indledningen på slutspillet.
1. spillerunde med termin 14-17. september afvikles således:
14. september kl. 19:15 Svendborg Rabbits – Horsens IC
14. september kl. 19:15 Team FOG Næstved – Værløse Blue Hawks
15. september kl. 18:30 Bakken Bears – BC Copenhagen
16. september kl. 14:30 BK Amager – Bears Academy
16. september kl. 15:00 Randers Cimbria – Holbæk-Stenhus
BMS Herlev er oversidder i 1. runde.
22. og sidste runde i grundspillet afvikles torsdag den 15. februar 2024. Vil du se det fulde turneringsprogrammet for hele grundserien kan du klikke her.
Langt de flest af klubberne er så småt ved at komme i omdrejninger og rigtige mange spiller er allerede på plads. Herunder finder du links til hvordan den enkeltes klubs roster ser ud i skrivende stund og kampprogrammet for den enkelte klub.
Mandag aften sluttede sæsonen i Basketligaen, da Bakken Bears på overbevisende vis sikrede sig det danske mesterskab med en samlet finalesejr på 4-0. Årets Finals MVP-pris gik til Bakken-profilen Ryan Evans.
Bakken Bears kunne således fejre klubbens 21. danske mesterskab – og syvende i træk. Team FOG Næstved måtte nøjes med sølvmedaljerne, men dette er uden tvivl en bedrift, der vækker stolthed på de sydsjællandske kanter. Det var første gang nogensinde, at Team FOG Næstved sluttede med sølvmedaljer, så selvom det ikke blev til guld i denne omgang var sæsonen en stor succes for alle i og omkring Næstved.
Sidst men ikke mindst gik bronzemedaljerne til Randers Cimbria, der i bronzekampen slog Horsens IC. Årets Playoff B-titel gik til BC Copenhagen, der slog Værløse Blue Hawks i finalekampen.
En historisk sæson
Sæsonen i den bedste danske basketballrække er altså slut, og hvilken sæson det var.
Bakken Bears viste klassen i slutspillet, men det var ikke gnidningsfrit gennem hele sæsonen for de dominerende Aarhus-bjørne. Undervejs led de flere overraskende nederlag og måtte samtidig tage afsked med flere spillere, der ikke så ud til at være et korrekt match.
I stedet viste sølvvinderne Team FOG Næstved og bronzevinderne Randers Cimbria markant styrke. Sidstnævnte sluttede grundspillet på førstepladsen for første gang nogensinde. Længe sad Næstved solidt på førstepladsen i ligaen og kunne eksempelvis gå til julepause og ind i det nye år på førstepladsen – hvilket også var en første gangs-oplevelse.
Bakken Bears havde desuden formået at kvalificere sig til den prestigefyldte turnering Basketball Champions League og var derigennem repræsentant for dansk basket.
BMS Herlev gik fra i sæson 2021/22 at være et tophold i den nedre halvdel af ligaen til pludseligt at blande sig i topkampen i Basketligaen. Både Bakken Bears og Svendborg Rabbits af de vanlige top seks-hold måtte se sig slået af det purunge BMS Herlev-hold, der havde en gennemsnitsalder på blot 20 år, så BMS Herlev kan i den grad se tilbage på en stor sæson, hvor en spiller som stortalentet Marqus Marion gang på gang stjal overskrifterne med flotte præstationer.
Og så kunne Basketligaen i sæson 2022/23 byde velkommen til Holbæk-Stenhus, der efter stærke præstationer i 1. division var klar til at prøve kræfter med toppen af dansk basket. Akademiholdet fra Holbæk var – ligesom forventet – til tider stærkt udfordret, men Holbæk-drengene kunne gå på sommerferie med to sejre og en masse erfaring rigere.
Denne sæson var på mange måder helt, helt særlig, og ovenstående et blot en kort opsummering på alt det, den forgangne sæson bød på.
For 21. gang i klubbens historie og for syvende sæson i streg er Bakken Bears danske mestre.
Det er en kendsgerning, efter de med en sejr på 66-87 i den fjerde DM-finale lukkede og slukkede finaleserien med en samlet sejr på 4-0.
Bakken Bears fuldender dermed The Double, eftersom de tidligere på sæsonen sikrede sig sejren i pokalturneringen med en finalesejr mod Randers Cimbria.
Årets Finals Most Valuable Player-pris gik til Bakken Bears´ Ryan Evans, der udmærkede sig i de fire finaler mod Team FOG.
Bakken Bears slutter altså en historisk tæt Basketligaen-sæson med endnu et dansk mesterskab til samlingen, mens Team FOG Næstved runder en flot – og tilsvarende historisk – sæson af med et sæt medaljer af den næstfineste karat.
Team FOG Næstved, der blev toer i Playoff A, var en debutant i finaleregi i Basketligaen og kan derfor være stolte af deres præstationer i den nu netop afsluttede sæson.
Bronzemedaljerne gik til Randers Cimbria, hvorimod Horsens IC måtte nøjes med fjerdepladsen.
Bakken Bears viste klassen i anden halvleg
Bakken Bears´ 22. DM-titel kom i hus efter en underholdende på Sydsjælland, hvor Bjørnene gennem næsten hele første halvleg var bagud.
Team FOG Næstved lagde fra dagen med et lynhurtigt tempo, og dette fik de belønning for. Undervejs i første halvleg var mandagens hjemmehold oppe med otte point, men Bakken Bears formåede at lukke hullet, hvorfor pausestillingen var helt lige, 39-39.
Første periode gik lige efter bogen for Næstved, men i anden periode var der langt mellem scoringer for Næstved, der dog samtidig formåede ikke at lade Bakken stikke af.
Team FOG Næstved havde gjort mange ting rigtigt i løbet af de første 20 minutter og havde ligesom i kamp tre i torsdags lidt momentum, men i anden halvleg tog Bakken Bears så sandeligt over.
Tredje periode blev vundet med 6-21, og så begyndte det at se umådeligt svært ud for hjemmeholdet, der skulle lave et stort comeback i fjerde periode for at fremtvinge en kamp fem.
Dette lykkedes Team FOG dog ikke med.
Derfor er Bakken Bears danske mestre anno 2022/23.
Bakken Bears besejrede Team FOG Næstved med 66-87.
Opgørets topscorer var Ian Dubose med 21 point. Topscorer for Bears var Michel Diouf med 17 point.
Nu går Bakken Bears og Team FOG Næstved som de sidste to hold på en velfortjent sommerferie, inden Basketligaen vender tilbage i fuld styrke i september/oktober.
Med en sejr til Bakken Bears mod Team FOG Næstveds i årets fjerde DM-finale er Bjørnene atter danske mestre.
Se finalernes kamp fire på SPORT LIVE kl. 19:15 med optakt fra kl. 19:00. Kampen kan derudover også ses på Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider, såsom Stiften.dk.
Bakken Bears cruiser mod holdets 21. mesterskab, og det syvende i træk, efter DM-finalernes første tre opgør er budt på lutter aarhusianske sejre. På trods af en samlet – og overbevisende – føring på 3-0 i finaleserien til Bakken Bears, har finaledebutanterne Team FOG Næstved haft flere muligheder for en sejr.
Undervejs i flere af finalekampene har Team FOG Næstved haft sine momenter, og det havde de i den grad i det seneste finaleopgør i Aarhus. Her var Team FOG Næstved, der endda var uden ligaens Most Valuable Player, Mike McGuirl, helt op at føre med 14 point, hvilket var kampens største føring. Næstveds Ian Dubose steppede up i McGuirl´s fravær og sluttede med 27 point, mens topscorer for Bakken Bears var Darko Jukic med 26 point.
Næstved-holdet havde blod på tanden og havde kurs mod en udebanesejr foran en næsten udsolgt Sparekassen Danmark Basketball Center, som skabte en kulisse, der var en finalekamp værdig.
Men som så mange gange tidligere fandt Bakken Bears deres vej tilbage i kampen. Bakken Bears tog sejren og er dermed foran 3-0 forud for mandagens opgør, der kort sagt er en vind eller forsvind-kamp for hjemmeholdet fra Næstved, der også i kamp to bød Bjørnene op til dans.
Mandagens finalebrag vil også være uden den skadede Basketligaen-MVP Mike McGuirl, der desværre for Næstved udgik med en skade i kamp to.
Kommer Bakken Bears til at køre hjemad mod Smilets By med endnu et trofæ til det efterhånden fyldte pokalskab? Få svar på dette mandag aften kl. 19:15.
I tilfælde af en Næstved-sejr, skal holdene tilbage til Aarhus til en kamp fem på torsdag.
Torsdag fortsætter årets finaleserie mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved, og sidstnævnte står med ryggen mod muren nede med 2-0. Samtidig er Næstved-holdet udfordret på skadesfronten, idet deres superstjerne Mike McGuirl i mandags udgik med en knæskade.
Torsdag morgen kunne Næstveds direktør Andreas Larsen i P4 Morgen Sjælland fortælle, at Mike McGuirl ikke kommer i aktion igen i denne finaleserie. McGuirl pådrog sig en ledbåndskade og må derfor følge med fra lægterne.
McGuirl, der i forbindelse med den førnævnte kamp i mandags blev kåret som “Årets spiller” i Basketligaen, har været Næstveds klart bedste spiller – måske finaleseriens – og han er derfor ikke overraskende en meget svær spiller at erstatte.
Derfor hviler der et ekstra pres på Rodney Chatman, Zach Rollins og Ian Dubose´s skuldre, hvis ikke Næstved skal slutte deres første finaleserie i Basketligaen nogensinde med et 4-0 sweep.
Torsdagens kamp tre i finalerne vises på SPORT LIVE. Der er tipoff kl. 19:15, men kanalen indleder med optakt fra kl. 19:00. Kampen kan desuden også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk.
Mandag aften kl. 19:15 er der tipoff til kamp to i årets finaleserie mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved, og det vil være første gang nogensinde, at der blive spillet en DM-finale i Næstved.
Derfor har der da også være kæmpe interesse for kampen. Blot seks timer skulle der gå, før alle billetter til Hal 1, Arena Næstved var blevet revet væk. Næstved er blevet ramt af basketball-feber, og om de fremmødte Team FOG-fans kan se de lokale hente sejren i Næstveds første hjemmekamp i denne finaleserie må tiden vise.
Til de, der ikke nåede at få billet til braget, kan mandagens brag i finaleserien ses på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE, der indleder med optakt fra kl. 19:00.
Kampen kan derudover også ses på Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider, fx. Stiften.dk.
Næstved på jagt efter første sejr
Team FOG Næstveds spiller altså deres første hjemmekamp i DM-finalerne mandag aften, og med fyldte tribuner og et dansk mesterskab inden for rækkevidde behøver Næstved-spillerne ikke just ekstra motivation.
Dog vil en hjælpende hånd fra de mange fans på lægterne være kærkommen, for forud for kamp to i finalerne er Team FOG Næstved bagud med 1-0 i finaleserien. Således har Næstved-spillerne også en revanche til gode.
I seriens kamp et lagde Næstved fra land med et nederlag på 90-72 til et velspillende Bakken Bears, der i store dele af kampen var en velsmurt maskine. Bakkens Skyler Flatten havde i den grad fået indstillet sigtekortet og satte 27 point på tavlen. Flatten skød otte for 12 bag treeren og var en konstant trussel i offensiven – og derfor kan man vide sig sikker på, at Næstveds cheftræner Andy Hipsher har vist sine spillere en masse video på, hvordan Bakken formåede at iscenesætte Flatten fra distancen.
Bedste Næstved-spiller i kamp et var Mike McGuirl, der leverede 21 point.
De cirka 1,500 fans i Sparekassen Danmark Basketball Center var vidne til et Skyler Flatten-show, da Bakken Bears torsdag aften åbnede finaleserien i Basketligaen med en sikker sejr på 90-72 mod Team FOG Næstved.
Bjørnene startede finaleserien med bravur og var efter første periode foran med 25-14. Bakken Bears trykkede på, men på trods af at være nede med 11 point efter de første ti minutter, havde Næstved afværget katastrofen i første periode, hvor der sagtens kunne have stået en føring på +20 point på tavlen til hjemmeholdet.
Gæsternes Mike McGuirl og Bakkens Skyler Flatten havde startet kampen brandvarme og tog teten på sit respektive hold.
I anden periode spillede Næstved sig så småt mere ind i kampen, og det kunne de blandt andet takke McGuirl for, mens der også var gode ting fra James ´Jimbo´ Lull. Næstved var halvvejs inde i anden periode nede med blot tre point.
De gode Næstved-aktioner fik Bakken-cheftræner Anders Sommer til at tage to timeouts i løbet af anden periode, og disse lod til at gøre underværker.
I hvert fald kom Bakken Bears med et modsvar, hvorfor de i pausen var foran med 47-38.
Voldsom start på anden halvleg af Bakken
Bakken Bears var som cifrene også indikerer det bedste mandskab i første halvleg, og den aarhusianske bjørnebande fik en drømmestart på anden halvleg, som de kom stormende ud til. På blot tre minutter var føringen på ni point forøget til 22 point, og da så det gevaldigt svært ud for udeholdet, hvor flere spillere var tydeligt frustrerede.
Dette varede imidlertid ikke ved længe, da Næstved-spillerne fik en ny tro på tingene. Mike McGuirl, Zach Rollins og Ian Dubose trådte i karakter og indledte jagten på et comeback mod Bjørnene, og undervejs fik de barberet 12 point af 22-points føringen. Dette betød, at der kun var ti point mellem de to mandskaber inden fjerde periode.
Spændingen var intakt, og Næstved viste til tider gode ting, men Bakken Bears viste klassen og lod det aldrig blive helt tæt.
Derfor kunne Bakken Bears køre sejren hjem i en knap så dramatisk fjerde periode, der blev vundet med 22-14 til slutcifrene 90-72.
Kampens topscorer var Bakkens Skyler Flatten, der viste Stephen Curry-lignende egenskaber fra distancen. Flatten skød 8 for 12 fra trepointsland og sluttede kampen med 28 point. Topscorer for Team FOG var Mike McGuirl med 21 point.
Det er blevet tid til finalerne i Basketligaen, og om få uger ved vi, om det bliver Bakken Bears eller Team FOG Næstved, der kan kalde sig selv danske mestre.
Alle kampe fra finaleserien kan ses på Danmarks basketballkanal SPORT LIVE. Torsdagens finalebrag har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE blænder op for optakt kl. 19:00.
Kampene kan også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk.
Bakken Bears sikrede sig en billet til DM-finalerne efter en komfortabel sejr i semifinalen mod Horsens IC på 3-0. Bakken Bears udspillede deres gulklædte rivaler og gjorde kort proces med et sweep. Modsat Bjørnene skulle Team FOG ud i en ekstra kamp, da de samlet besejrede Randers Cimbria med 3-1.
Næstved indledte deres semifinaleserie med to sejre i de første to opgør. Randers gav dem kamp til stregen, men sydsjællanderne trak det længste strå og gav sig selv tre matchbolde til at afgøre deres skæbne. I seriens kamp tre gik det dog ingenlunde, som Næstved-spillerne havde håbet på. Modsat de to øvrige kampe blev det til en blowout-sejr til Randers, der kørte sin modstander over. I kamp fire fik Næstved dog slukket for Randers´ finaledrømme.
Derfor er det Bakken Bears og Team FOG Næstved, der torsdag aften tager hul på årets finaleserie.
Bakken Bears har hjemmebanefordelen i finalen, da de sluttede på førstepladsen i Playoff A med 48 point, og serien indledes således i Sparekassen Danmark Basketball Center i Aarhus. En eventuel kamp syv vil også finde sted i Smilets By. Team FOG Næstved blev toer i Playoff A. Holdet fra Sydsjælland stod også med 48 point efter mellemspillet, men da Bakken var bedst indbyrdes, fik de førstepladsen.
Erfaring mod finaledebutanter
Fire gange har årets finalemodstandere krydset klinger i denne sæson, og sejrene blev ligeligt fordelt mellem Bakken og Næstved, der hver især vandt én kamp på hjemmebane og én på udebane.
Derfor kan man forvente en jævnbyrdig finaleserie mellem to hold, der har vist, at de har kunne bide skeer med hinanden.
Men hvis man kigger på de to klubber i et historisk perspektiv, har vi på den ene side de forsvarende danske mestre Bakken Bears, der har 20 danske mesterskaber stående hjemme i pokalskabet. Denne pokalhøst kan Næstved til gengæld ikke nikke genkendende til, da de aldrig før har spillet sig i en finale i Basketligaen. Der er altså tale om en 20-dobbelt dansk mester mod en finaledebutant, men i kampens hede betyder denne historik som sådan ikke det store.
Dog har Bakken Bears adskillige spillere med masser af erfaring fra DM-finaler i form af Darko Jukic, Ryan Evans, Morten Sahlertz, Michel Diouf og Skyler Bowlin, der har stået i denne situation adskillige gange tidligere.
Stjerner på stribe
De to bedste hold i Basketligaen skal nu dyste om Danmarksmesterskabet, og de danske basketfans kan se frem til nogle fede kampe mellem to stjernespækkede mandskaber.
På Bakken Bears´ holdkort er der flere markante skikkelser i Elijah Childs, Ryan Evans, Darko Jukic, Skyler Bowlin og Skyler Flatten for blot at nævne nogle. Dertil har holdet den unge Gustav Knudsen, der efterhånden er blevet en stor profil hos Bakken.
Holdets topscorer er Ryan Evans og Elijah Childs, der hver især snitter 14,2 point per kamp. Gustav Knudsen scorer i snit 12,6 point per kamp. I alt har Bakken syv spillere, der snitter ti eller flere point per kamp. Pointene er altså godt fordelt hos Bjørnene.
Hos Team FOG er situationen en lidt anden, idet pointene i større grad er centreret rundt om tre spillere: Mike McGuirl, Rodney Chatman og Ian Dubose. Førstnævnte er ligaens topscorer med et snit på 22 point per kamp, hvortil Rodney Chatman er treer på topscorerlisten med 19,9 point per kamp.
Hos Team FOG finder vi også spillere som James Lull, Martin Poulsen, Zach Rollins og Mathias Bak Christensen, der bliver vigtige for det sjællandske hold i finalen.
Der er tipoff i Sparekassen Danmark Basketball Center til kamp et i finaleserien kl. 19:15 torsdag aften. Kampen vises som nævnt på SPORT LIVE.