Team FOG Næstved-direktør om sæsonen hidtil: “Det er svært at være utilfreds”

Foto: Patrick Dufreche

Ti sejre i ti kampe og videre til semifinalen i pokalturneringen.

Team FOG Næstved kunne ikke have drømt om en bedre start på sæsonen.

Sydsjællænderne har gjort rent bord hidtil i denne sæson, desuden som det eneste hold i Basketligaen, og det glæder klubbens direktør, Andreas Larsen.

“Sådan som den første halvdel af grundspillet er gået, så er det svært for os at være utilfreds, kan man sige,” siger Andreas Larsen og fortsætter:

“Vi står med ti sejre i ti kampe, men vi har også været ude i overtid to gange, og det var en kneben sejr mod Bakken Bears. Det kunne sagtens være gået den anden vej i disse kampe, men vi har været gode til at lukke de tætte kampe, og det skal vi selvfølgelig blive ved med,”

Tæt liga

Næstved har været stærke og ligner en mulig bejler til en finaleserie i maj-måned næste år, men det er endnu for tidligt at snakke om, hvorvidt Næstved kan spille sig i en finale, understreger Næstved-direktøren, der fremhæver konkurrencedygtigheden i Basketligaen.

“Det er virkelig spændende i år. Jeg tror, at afstanden fra første- til femtepladsen bliver maksimum seks point, når det bliver tid til semifinalerne. Det er meget jævnbyrdigt i år, og niveauforskellen fra hold til hold er lille,”

Dels er der tale om en tæt liga, men på Sydsjælland kigger man også på målsætninger ud fra et andet perspektiv end andre klubber i sportsverdenen gør.

Fokus er nemlig på proces-mål, mens mange i sportens verden har resultat-målsætninger. Derfor er direktøren ikke meget for at snakke om, hvorvidt Næstved med den start på sæsonen og trup, de har, kommer til at stå i finalerne i Basketligaen for tredje sæson i træk.

“Vores håb er hvert år at få en medalje, men alle drømmer jo selvfølgelig om at gå hele vejen en dag. Men det, vi gør som klub i forhold til målsætninger, er at kigge på, om vi får det maksimale ud af vores trup og det budget, vi har,”

“Det er noget anderledes end hos andre klubber i sportens verden, hvor man vurderer ud fra resultatet, men når sæsonen er slut, og vi skal evaluere på, hvordan det er gået, fokuserer vi på, om vi fik det maksimale ud af truppen og vores budget,”

Ingen ændringer til Næstved-holdkortet på vej

Den helt store målsætning er at få det maksimale ud af truppen og det budget, klubben råder over, lyder budskabet.

Selvom Næstved ligger fremragende i tabellen, er det dog vigtigt at huske, at meget kan ændre sig på kort tid, og derfor er fokus, når det kommer til målsætninger, som det er.

“Der er mange ting, vi ikke er herre over. Vi er herre over, hvad vi selv har købt ind, vores træninger og forberedelse og så videre, men vi er ikke herre over, hvis et hold i ligaen køber to sindsygt dygtige spillere i næste uge. Derfor kigger vi på, om vi har formået at præstere ud fra vores forudsætninger,”

I skrivende stund er der ingen klubber i Basketligaen, der har foretaget deciderede udskiftninger i truppen. Næstved har selv foretaget en ændring i form af at skrive under med amerikanske Devin Gilmore til fordel for landsmanden Max Rice, der efter eget ønske fik ophævet sin aftale i klubben. Det kan du læse mere om her.

Om nogle af Basketligaens klubber kigger på at forstærke truppen i disse dage, skal være usagt, men i Næstved pønses der ikke på at ændre på holdet.

Kan du løfte sløret for, om der i nærmeste fremtid kommer nogle ændringer i jeres trup?

“Nej, det har vi ikke nogle planer om. I over tre sæsoner har vi ikke opsagt en spiller under sæsonen, og det har vi heller ikke planer om i år. Vi har heller ikke planer om at hente en ny spiller ind,” siger Andreas Larsen.

God udvikling

Team FOG Næstved er en klub inde i en god udvikling.

To år i træk har de spillet sig i finalerne i Basketligaen, i sidste sæson vandt de pokalturneringen for næsen af Bakken Bears, og for nuværende er de indehaver af ligaens førsteplads.

Det går godt i Næstved, men nu er det vigtigt at holde snuden i sporet, fortæller Andreas Larsen.

“Det går godt for tiden, men vi har også prøvet det modsatte, så vi ved, at vi ikke kan hvile på laurbærrene. Det har været virkelig fedt de sidste to sæsoner, hvor vi er kommet i finalerne. Ja, vi tabte begge gange, men jeg drømmer da om, at vi en dag vinder den DM-titel,”

“Vi oplever også en stor tilslutning af erhvervspartnere. Vi har lige rundet 240 erhvervspartnere, så Næstved som klub er på rette vej.” afslutter Larsen med at fortælle.

Onsdag skal Team FOG Næstved i aktion, når de hjemme i Arena Næstved får besøg af Bears Academy. Opgøret er ugens tv-kamp på SPORT LIVE med tipoff kl. 19:15.

Weekenden stod på pokalbold: Her er de fire semifinalister

Foto: Boba Keseric

I starten af 2025 skal der findes en vinder af den danske pokalturnering, og vinderen kommer til at hedde enten Bakken Bears, Team FOG Næstved, Randers Cimbria eller Horsens IC.

Det står klart efter weekendens underholdende pokalkampe.

Næstved sikkert videre

De forsvarende pokalmestre Team FOG Næstved sikrede sig videre avancement i pokalen, da de lørdag eftermiddag besejrede BMS Herlev med cifrene 73-102.

Cifrene kunne godt indikere, at Herlevvitterne blev sat på plads, men det undertippede Herlev-mandskab bød Næstved godt op til dans.

Dog måtte de se sig overrumplet i fjerde periode. Undervejs var det tæt, men til sidst gik luften ud af ballonen for Herlev, der tilmed måtte undvære stjernespilleren Leonardo Carlino i anden halvleg på grund af en skade.

Derfor skal Næstved altså spille pokalsemifinale i midten af december, og her bliver modstanderen Randers Cimbria.

Foto: Patrick Dufreche

Randers sendte Svendborg ud af pokalen

Kronjyderne bookede deres billet til semifinalen, da de hjemme i Arena Randers hentede en flot sejr mod Svendborg Rabbits. Opgøret var på papiret det mest profilerede af de fire kvartfinaler, og inden kampstart var det en af de kampe, der kunne gå begge vej.

De sydfynske kaniner gik ind til pokalkvartfinalen i Randers fulde af selvtillid ovenpå midtugesejren mod Bakken Bears.

Svendborg er inde i en god periode, stærkt cementeret af hjemmebanesejren mod de forsvarende danske mestre, men det lod Randers sig ikke skræmme af. Randers slog Svendborg med 84-72.

Foto: Thorfoto

Vejen fightede flot mod Bakken Bears

Sønderjylland er (endnu) ikke på Basketliga-landkortet, men søndag skulle et hold fra Basketligaen en tur mod det sønderjyske. Bakken Bears stod nemlig i pokalkvartfinalen mod turneringens helt store overraskelse, BKV’81 Basketballklubben Vejen.

BKV’81 Basketballklubben Vejen, der drømmer om oprykning til Basketligaen, tog i sidste runde af pokalturneringen fusen på Basketliga-holdet BC Copenhagen. Hovedstadsholdet var ikke overraskende storfavoritter, men Vejen, der til dagligt hører hjemme i 1. division, var for stærke på dagen for BCC.

Således blev Bakkens modstander i kvartfinalen BKV’81 Basketballklubben Vejen, og den sønderjyske underdog fightede igen bravt. I denne omgang var det ikke nok til en sejr til Vejen, men det er næppe forkert at sige, at de igen, igen overraskede.

BKV’81 Basketballklubben Vejen gav aarhusianerne kamp til stregen, men en god anden halvleg sikrede Bears en sejr på 85-70. Dermed er pokaleventyret slut for Vejen, der dog vil husket som dette års solstrålehistorie i pokalturneringen.

Foto: Basketfotografen – Sebastian Breum

Horsens dominerede

Det sidste kvartfinalebrag fandt sted i Horsens, hvor HIC tog imod Værløse Blue Hawks.

De Gule kom stærkt fra land i opgøret og dominerede stort set fra start til slut.

Værløse Blue Hawks er aldrig et mandskab, som en modstander skal undervurdere, men søndag havde de svært med at følge med Horsens IC.

Allerede i pausen var de foran med 20 point, og den føring kom aldrig i fare.

Det betyder, at Horsens IC senere i december skal en tur til Aarhus og møde Bakken Bears i pokalturneringens semifinale.

Foto: MJ Horsens

Dobbelt op på topopgør i Basketligaen torsdag aften

Torsdag aften skal der ses basketball.

I Basketligaen er der nemlig to topbrag på programmet.

Kl. 19:00 får Svendborg Rabbits besøg af de forsvarende danske mestre Bakken Bears, og der er vigtige point til topstriden på spil. Dette opgør kan ses på JFM Play.

Aftenens anden kamp er i Arena Næstved, hvor Team FOG Næstved og Horsens IC skal krydse klinger. Næstved er som det eneste hold stadig ubesejret, men den flotte stime kan De Gule spolere.

Næsted-Horsens er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Du kan læse optakt til tv-kampen ved at trykke lige her.

Tv-kamp: Kan Næstved blive ved med at vinde? Horsens kommer på besøg

Foto: Patrick Dufreche – MJ Horsens – Kongsgaard Foto

Team FOG Næstved har gang i en stor sæson.

Efter ni kampe er sydsjællænderne fortsat ubesejret i Basketligaen, men torsdag aften kan den stime blive brudt.

Horsens IC tager turen over Storebæltsbroen, og hvis De Gule vinder i Arena Næstved, kan Næstved potentielt ende med at befinde sig på andenpladsen ved dagens afslutning. For at det sker skal Svendborg Rabbits dog besejrede Bakken Bears hjemme i Rise Sparekasse Arena.

Der er altså to kæmpe kampe i Basketligaen på programmet torsdag aften.

Opgøret mellem Horsens IC og Team FOG Næstved er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:45.

Opgøret på Sydfyn har tipoff kl. 19:00 og kan ses på JFM Play.

Mosely fører an for Næstved

I både sidste og forrige sæson spillede Team FOG Næstved med om guldet i Basketligaen. Noget tyder på, at det igen kan blive tilfældet i indeværende sæson.

En sejr torsdag aften vil være et statement af Næstved. Det vil bringe dem op på ti sejre i ti kampe, og dermed vil de være ubesejret halvvejs inde i grundspillet.

Næstved har imponeret i denne sæson, og det har været muligt på grund af en profilspækket trup. Næstved har igen i år mange strenge at spille på såsom kaptajn Jagan Mosely, David Jean-Baptiste, Caleb Huffman, Greg Elliott III og Zay Williams.

Mosely har været holdets største profil, og som den spiller i truppen med mest erfaring fra Basketligaen viser han vejen.

Mosely snitter 19 point, 4,1 rebounds og 5,1 assists per kamp og er en af de store Most Valuable Player-kandidater i Basketligaen.

Flot sæson af HIC hidtil

Modsat Team FOG Næstved har Horsens IC prøvet at tabe i løbet af sæsonen.

Østjyderne har tabt to kampe, men trods nederlagene har det hidtil været en god sæson for HIC, der blander sig i toppen og ligner en mulig finalekandidat.

Nederlagene har de fået til Svendborg Rabbits og Randers Cimbria, og begge opgør har været tætte kampe, hvor anden halvleg blev afgørende.

Og ligesom Næstved råder Horsens IC over flere store profiler.

I HIC-truppen er der navne som Matt Balanc, Trejon Jacob, Marek Nelson, Hall Elisias og danske Liam Churchill, og igen ligesom Næstved betragtes en af HICs spillere som en MVP-kandidat.

Matt Balanc, der snitter 19,2 point, 4,8 rebounds, 1,9 assists og 1,4 steals, har været en stor profil og kan blive afgørende for Horsens torsdag aften.

Opgøret sættes igang kl. 19:15. Følg med på SPORT LIVE og JFM Play.

Basketligaen er tilbage efter landsholdspause

Foto: fiba.basketball

Torsdag er der igen gang i Basketligaen efter en underholdende landsholdspause, der har budt på to store dansk brag.

I alt har fire spillere fra Basketligaen været i aktion for Danmark i det netop afsluttede landsholdsvindue i form af Bakken Bears-spillerne Darko Jukic, Sylvester Berg og Andreas Holst, mens Horsens IC´s Liam Churchill også har været i aktion.

Churchill spillede hjemmekampen i Farum Arena, hvorimod han sad over i Beograd. Det banede vejen for, at landstræner Allan Foss kunne udtage Darko Jukic.

Udover de fire nuværende Basketliga-spillere var der også adskillige spillere, der i sidste sæson spillede i ligaen, udtaget. Adam Heede-Andersen (tidl. Værløse Blue Hawks), Gustav Knudsen (tidl. Bakken Bears) og Frederik Drejer (tidl. Bakken Bears/Bears Academy) var alle også med i truppen.

To brag i BL

Men nu er der igen fokus på Basketligaen indtil næste landsholdspause i februar.

Torsdag er der to kampe på programmet.

Det ene opgør finder sted i Svendborg, hvor Kaninerne tager imod Bakken Bears. Opgøret kan ses på JFM Play.

Det andet opgør spilles i Næstved mellem Team FOG Næstved og Horsens IC og er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kanalen er klar med optakt fra 18:45.

I weekenden skal de danske hold også i aktion, dog i pokalturneringen.

Weekendens pokal-program ser således ud.

Lørdag kl. 14:00: BMS Herlev – Team FOG Næstved

Lørdag kl. 15:00: BKV’81 Basketballklubben Vejen – Bakken Bears

Lørdag kl. 18:00: Randers Cimbria – Svendborg Rabbits

Søndag kl. 15:00: Horsens IC – Værløse Blue Hawks

Senere på ugen udgiver vi en samlet optakt til weekendens pokalkampe.

Tre spillere fra Basketligaen med i endelig dansk trup til kamp mod Serbien

Foto: fiba.basketball

Torsdag aften kommer tre spillere fra Basketligaen til at møde modstand på et niveau, de ikke er vant til.

Bakken Bears´ Sylvester Berg og Andreas Holst og Horsens ICs Liam Churchill er nemlig en del af den endelige trup, der torsdag aften møder Serbien i EM-kvalifikationen.

Serbien er en af de stærkeste basketballnationer i verden og er forsvarende viceverdensmestre. Dertil vandt de bronze til sommerens Olympiske Lege i Paris.

Truppen, de tre danskere møder torsdag, er ikke overraskende ikke den samme, som præsterede flot til sommerens OL, da flere af de bærende kræfter anført af Denver Nuggets´ Nikola Jokic til dagligt spiller i NBA.

Men truppen består af flere EuroLeague-spillere krydret med talent fra den hjemlige liga, ABA League, så det danske landshold vil blive stærkt udfordret.

Danmarks kamp mod Serbien har tipoff kl. 18:00.

Bakken Bears nedlagt på hjemmebane – Team FOG Næstved er fortsat ubesejret i Basketligaen

Foto: Kim Haugaard

Referat af Fullcourt.dk

Bamseregn, gentagelse af sidste års finaleserie og comebacksejr til Team FOG Næstved.

Det var nogle af de mange overskrifter, der kunne sættes på onsdagens eneste kamp i Basketligaen, hvor Bakken Bears og Team FOG Næstved krydsede klinger i Sparekassen Danmark Basketball Center.

De forsvarende danske mestre mødte sidste sæsons sølvvindere, og Team FOG Næstved gik ind til kampen på førstepladsen i ligaen.

Sydjællænderne var forud for kampen i Aarhus ubesejrede med otte sejre, og dermed var det en oplagt mulighed for Bakken til at gøre en ende på Næstveds suveræne stime.

Sådan endte det dog ikke.

Team FOG Næstved formåede at forlænge deres ubesejrede stime med en sejr på 96-100 og tildelte Bakken deres anden nederlag i Basketligaen i indeværende sæson.

Amerikaner udløste bamsekast

Normalt er det som tilskuer under ingen omstændigheder tilladt at smide ting ind på en bane til en kamp i Basketligaen.

Onsdag var det undtagelsesvist tilladt for en ganske kort stund.

I forbindelse med topbraget afviklede Bakken Bears nemlig deres årlige Teddy Bear Toss-event, hvor de aarhusianske fans medbringer bamser og kaster dem ind på banen, når Bjørnene sætter deres første trepointsscoring.

Disse bamser doneres til Børnenes Kontor Aarhus, der giver dem videre i deres julegavepakker.

Bamseregnen skete med fire minutter tilbage af første periode, da Terrence Hargrove Jr. satte den første Bakken-scoring fra trepointsland. Indtil da havde Næstved sat intet mindre end fire treere, mens Bakken havde været uskarpe med fire missere.

Tæt på kurven havde de til gengæld haft succes, hvilket betød, at stillingen emd Hargrove Jr´s treer var 15-20 i Næstveds favør.

Efter første periode var Næstved foran med 28-30.

Bakken fik etableret solidt forspring, der lidt efter lidt smuldrede igen

Næstved havde fået en super start på opgøret, men i løbet af anden periode strammede aarhusianerne grebet.

Bakken Bears havde tur i den, og det kunne man i særdeleshed se på scoringstavlen, hvor Bakken på lige knap fire minutter gik fra 36-35 til en føring på 51-36. En klassisk Bakken Bears.

Den dominerende aarhusianske bjørnebanden havde momentum og kunne på få minutter sætte sig selv komfortabelt i front med dobbelte cifre. I pausen kunne Bakken Bears gå ned i omklædningsrummet med en god fornemmelse og foran med 60-48.

I løbet af tredje periode måtte den gode fornemmelse dog være blevet vekslet til frustration på Bakken-bænken.

Som perioden skred frem fik Næstved, anført af en dominerende Jagan Mosely, spillet sig tilbage ind i kampen, og med lidt over tre minutter tilbage af tredje periode var hjemmeholdets forspring helt nede på tre point.

Det var også tilfældet ved indgangen til fjerde periode.

Masser af spænding

15 sekunder inde i fjerde periode ramte Zay Williams en treer, og så var det helt lige.

Næstved var tilbage. Velspillende og fulde af selvtillid. De lugtede blod.

For den objektive observatør var fjerde periode ti fantastiske minutter, hvor de to hold skiftevis var i front og prøvede hinanden ad. E

fter nogle meget jævnbyrdige minutter kom Næstved med tre minutter og 40 sekunder tilbage af kampen foran med fem point, 86-91.

Førnævnte Hargrove Jr og Skyler Bowlin fik svaret tilbage, og så var det status quo.

Det fik Zay Williams ændret på i den næste boldbesiddelse, da han lavede en trepointsscoring. Greg Elliott gjorde ham kort efter kunsten efter, og det gav udeholdet en føring på fire point. Bakkens Urald King kom med et tilsvarende modsvar, men Næstved formåede at lukke kampe med tre scoringer fra straffekastlinjen.

Bakken Bears led således deres anden nederlag i Basketligaen i sæsonen. Næstved sejrede med 96-100.

Team FOG Næstved står nu med ni sejre i lige så mange kampe og ligner et hold, der kan se frem til et spændende slutspil senere på sæsonen.

Mosely med en MVP-værdig præstation

Kampens topscorer var Næstved-topscoreren Jagan Mosely med 32 point. Mosely scorede 14 point alene i tredje periode, hvor han voldte Bakken mange problemer, og Mosely ligner efterhånden et godt bud på en mulig MVP i Basketligaen. Mosely er den spiller i ligaen, der snitter 7. flest point per kamp med 19 styks.

Greg Elliott fulgte op med 18 point for sydsjællænderne.

Topscorer for Bakken var Urald King med 23 point.

Darko Jukic leverede 14 point, seks rebounds og syv assists.

Horsens IC rykker ud på BGI Akademiet for en dag

Foto: MJ Horsen

Torsdag aften spiller Horsens IC hjemme i Horsens, når Værløse Blue Hawks tager turen til Jylland.

Kampen vil dog blive spillet i nogle lidt andre omgivelser end normalt.

Normalt spiller De Gule deres hjemmekampe i Basketligaen i Forum Horsens, men det er ikke tilfældet denne uge, så hvis Værløses buschauffør taster Forum Horsens ind som destinationen på GPS´en, får de sig lidt af en overraskelse, når de kommer frem.

Torsdagens hjemmekamp skal nemlig spilles ude på BGI Akademiet, og det er der flere årsager til, fortæller Horsens ICs formand, Dennis Nedergaard.

“BGI Akademiet er en af vores rigtig gode samarbejdspartnere. De har en basketlinje, vi driver sammen med dem, og hvor Vedran (Borovcanin, cheftræner for Horsens IC, red.) er træner,”

“Så vi tænkte, at det kunne være at oplagt at spille en kamp ude hos dem, og vi vil også gerne prøve nogle nye ting af. Det er den ene årsag,”

BGI Akademiet og Horsens IC har i mange år haft et tæt samarbejde, og det samarbejde kan nu potentielt til også at omfatte udlån af hal i ny og næ.

På grund af diverse arrangementer er der risiko for, at Horsens IC kan komme til at spille enkelte kampe andetsteds end Forum Horsens.

“Den næste årsag er, at der næste år kommer til at ske meget i Horsens. Der kommer blandt andet EU-topmøde og EM og VM i Badminton, og derfor kan det tænkes, at vi på et tidspunkt kommer til at stå og mangle en hal. Kampen mod Værløse giver os muligheden for at afprøve setuppet derude,”

“De har nogle fantastiske faciliteter med plads til omkring 1,200 tilskuere til kampe, så det skal nok blive godt. Vi afvikler kampen som enhver anden kamp i Forum Horsens,” fortæller Dennis Nedergaard.

Opgøret ude på BGI Akademiet har tipoff kl. 19:00. Har du ikke mulighed for at kunne svinge forbi og se kampen i hallen, kan kampen også ses på JFM Play.

Tv-kamp: Kampen om top seks

´Kampen om top seks´

Det er hvad SPORT LIVE har navngivet ugens tv-kamp mellem Holbæk-Stenhus og BMS Herlev. Og med god grund kunne man fristes til at sige.

Ugens tv-kamp er mellem Basketligaen siddende nummer seks, Herlev, og otte, Holbæk, og BMS Herlev kan med en sejr give sig selv ekstra pusterum. Med et nederlag vil de to mandskaber nemlig ligge side om side. BMS Herlev har inden kampen tre sejre, hvorimod Holbæk har trukket sig sejrrigt ud af to opgør.

Ligaens syvendeplads er Bears Academy med to sejre sejre. De har dog spillet ni kampe kontra Holbæk og Herlevs otte forud for torsdagens tv-kamp.

Ugens tv-kamp sættes – sammen med tre øvrige kampe – igang kl. 19:00. SPORT LIVE er klar med optakt til `Kampen om top seks`-braget kl. 18:30. Alle fire kampe kan også følges på JFM Play.

Herlev med flere flotte sejre

BMS Herlev sidder i skrivende stund på den 6. pladsen, der giver adgang til det forjættede land. Sidste sæson gik pladsen til Værløse Blue Hawks, men året forinden var det BMS Herlev, der spillede sig i det finere selskab af de to.

I år har de muligheden for at spille sig tilbage i top seks, og en sejr i ugens tv-kamp er i den forbindelse med vigtig.

BMS fik sæsonens første sejr i starten af sidste måned, da de overbevisende slog Værløse Blue Hawks. Herlev præsterede flot, men i den efterfølgende kamp imponerede de endnu. Her vandt de endnu engang komfortabelt, men denne gang var modstanderen af en lidt anden kaliber.

Randers Cimbria blev sendt hjem til Kronjylland med et nederlag på 87-72 efter et show af Herlevs Leonardo Carlino.

Sæsonens tredje sejr fik de mod Bears Academy.

Holbæk kan ligge á point med Herlev

Holbæk-Stenhus har ikke haft lige så meget succes som Herlev hidtil, men det kan de ændre på torsdag aften.

Det unge Holbæk-hold har i deres to sejre slået henholdsvis BK Amager og BC Copenhagen. Dertil har de spillet lige op med både Horsens IC og Svendborg Rabbits samt gennem en halvleg mod Bakken. Disse kampe har ikke rystet nogle point af sig til ligaregnskabet, men de må uden tvivl have højnet moralen. Og disse indikerer også, at deres topniveau er højt, når alt går op i en højere enhed.

Holbæk-Stenhus har spillet flot i flere kamp, men Matias Caminos tropper har også fået en over nallerne nogle gange.

Det bliver altså spændende at se, når BMS Herlev og Holbæk-Stenhus mødes i ugens tv-kamp på SPORT LIVE.

Stor aften i vente

Grafik: Nikolaj Moll

Find skærmene frem.

Torsdag aften er der brug for flere skærme, når der skal spilles hele fire kampe fra Basketligaen.

Alle fire kampe bliver sat i gang kl. 19:00 og kan ses på JFM Play.

I Horsens får HIC besøg af Værløse Blue Hawks, mens Valbyhallen slår dørene op til et opgør mellem BC Copenhagen og Randers Cimbria.

I Holbæk Sportsby spilles ugens tv-kamp på SPORT LIVE, kampen om top seks, mellem hjemmeholdet Holbæk-Stenhus og BMS Herlev. SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:30.

Aftenens sidste kamp er på Amager, hvor BK Amager tager imod Svendborg Rabbits.