Bakken Bears på svær opgave i Portugal

Foto: fiba.basketball

Tirsdag skal Bakken Bears igen i ilden i FIBA Europe Cup.

De forsvarende danske mestre er nemlig rejst til Portugal, hvor de skal på besøg hos FC Porto. Bakkens udekamp tirsdag aften har tipoff kl. 21:00 og kan ses på SPORT LIVE med danske kommentatorer.

Bakken Bears indledte deres gruppespil i FIBA Europe Cup i sidste uge, hvor de hjemme i Aarhus led et smalt nederlag til tyrkiske Manisa. Aarhusianerne ydede forhåndsfavoritterne god modstand, men kom til kort i sæsonpremieren i FIBA Europe Cup.

Nu skal Bakken Bears have nogle point på kontoen, og første mulighed er tirsdag mod FC Porto.

“Vi var på flere parametre tilfredse med præstationen mod Manisa. Men når vi taber reboundkampen med 10, er det svært at få sejre på europæisk niveau. Porto spiller med stor intensitet og fysik, så det bliver afgørende at få rettet op, ” har Bakken Bears´ cheftræner udtalt til klubbens hjemmeside.

Tirsdagens modstander, FC Porto, startede modsat Bakken Bears gruppespillet med en sejr. Porto besejrede Norrköping Dolphins med 71-79 i Sverige og kan derfor sætte sig selv i en gunstig position med en sejr mod den danske mastodont.

Læs Bakken Bears´ optakt til kampen mod FC Porto her.

Denne uge i Basketligaen

Denne uge byder på fire kampe i Basketligaen.

Tirsdag får sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen, Team FOG Næstved, hjemme i Arena Næstved Hal 1 besøg af det unge Holbæk-Stenhus-mandskab. Næstved er fortsat ubesejrede i denne sæson med fem sejre ud af fem mulige. Kan Holbæk-Stenhus mon levere en kæmpe overraskelse og tildele Næstved deres første nederlag? Find ud af det tirsdag kl. 19:15

Torsdag er det tid til ugens tv-kamp på SPORT LIVE, når de stor storhold Svendborg Rabbits og Randers Cimbria skal krydse klinger i Kaninhulen på Sydfyn. Ugens tv-kamp har tipoff kl. 19:15.

Fredag skal ugens næstsidste kamp spilles. Her skal BC Copenhagen stå overfor BMS Herlev kl. 19:00. Herlev, der i sidste sæson sneg sig ind i top seks og dermed Playoff A, har ikke fået nogen super start på sæsonen med blot en enkelt sejr i seks kampe og kan måske komme op på hesten igen med en sejr mod BC Copenhagen.

Ugen rundes af i Forum Horsens, hvor Horsens IC og Værløse Blue Hawks mødes søndag eftermiddag kl. 15:00. Begge mandskaber er kommet fint fra land i den nye sæson med fire sejre og to nederlag, så der er tale om to hold, der går ind til kampen med det samme udgangspunkt i tabellen.

Husk, at alle kampe kan ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk.

Denne uge i Basketligaen

Torsdag spilles ugens første kamp i Basketligaen. Kl. 19:15 tager Randers Cimbria på hjemmebane imod Team FOG Næstved. Braget mellem sidste sæsons bronze- og sølvvinder kan følges på SPORT LIVE, da det er ugens tv-kamp. Læs optakt til kampen her.

Lørdag er der en double-header i Aarhus på programmet, da Bakken Bears kl. 14 møder BK Amager i Sparekassen Danmark Basketball Center. Kl. 16:30 er der mere topbasket i hallen, da Bakken Bears i samarbejde med Kvindebasketligaen har arrangeret, at Aabyhøj IF´s kamp mod BK Amager spilles kort efter Bakkens kamp. De aarhusianske fans forkæles altså med to kampe lørdag eftermiddag.

Søndag er der tre kampe i Basketligaen. Kl. 15:30 er der tipoff i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor BMS Herlev tager imod Bears Academy.

Kl. 16:00 er der tipoff til ugens sidste to kampe. Den ene er i Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks og Svendborg Rabbits tørner sammen. Den anden kamp er i Holbæk Sportsby, hvor Holbæk-Stenhus møder BC Copenhagen.

Alle kampe kan følges på Jysk Fynske Mediers hjemmesider.

Tv-kamp: Kan Randers Cimbria bryde Næstveds ubesejrede stime?

Foto: Mads Thor Knudsen – Bent Adolfsen

Kan Team FOG Næstved forblive ubesejret i Basketligaen efter sæsonens første fem kampe?

Det spørgsmål får vi svar på torsdag aften, når Team FOG Næstved skal en tur til Randers og møde Randers Cimbria. Torsdagens brag vises på SPORT LIVE med optakt fra kl 19:00. Kampen skydes igang kl. 19:15.

Udover SPORT LIVE kan kampen også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom Stiften.dk og amtsavisen.dk.

Torsdagens gæster fra Næstved er kommet godt fra land i sæson 2023/24 med fire sejre ud af fire mulige. Sammen med Bakken Bears er Team FOG Næstved det eneste hold, der endnu ikke har tabt en kamp i Basketligaen. Den gruppe var Svendborg Rabbits også en del af, indtil de i sidste uge blev besejret af Bakken Bears.

Team FOG Næstved, der vandt sølvmedaljer i sidste sæson, er startet sæsonen med sejre over BC Copenhagen, BMS Herlev, Værløse Blue Hawks og Bears Academy, så mødet med Randers Cimbria bliver Næstveds første store test.

Sydsjællendernes har i tre af de fire kampe vundet med komfortable cifre, mens BC Copenhagen ydede god modstand mod Næstved tidligere på måneden og tabte med blot syv point. Næstved har altså endnu til gode at møde et af holdene fra sidste sæsons slutspil, hvis man ser bort fra Playoff A, hvor BMS Herlev var med.

Team FOG Næstveds store profiler i de første fire kampe har været Gus Okafor, Eric Ayala og Lagio Grantsaan, der alle snitter minimum 15 point per kamp. Holdets topscorer er Eric Ayala, der snitter 20,3 point per kamp.

Randers har ikke fået en ideel sæsonstart

Team FOG Næstved har resultatmæssigt fået en drømmestart på sæson 2023/24 med lutter sejre, men for Randers Cimbrias vedkommende er situationen lidt en anden.

Kronjyderne startede sæsonen med en pligtsejr mod Holbæk-Stenhus, men de næste tre kampe bød på tre nederlag til Horsens IC, Bakken Bears og BC Copenhagen. Sidstnævnte skulle ud i overtid, før der kunne findes en vinder.

Mod Bakken Bears leverede Randers Cimbria en hæderlig indsats. Randers Cimbria havde på det tidspunkt allerede tabt to kampe og stod et ærgerligt sted, men mod de forsvarende danske mestre spillede de med selvtillid og tro på tingene.

Undervejs i opgøret kom Randers foran med svimlende 23 point, og da lignede det, at de var på vej mod noget stort. Men randrusianerne kollapsede og endte med at tabe med 83-84.

Randers Cimbria har således mødt en del modgang tidligt på sæsonen, men sidste sæsons bronzevindere er kommet op på hesten igen med to sejre i de seneste to kampe mod BK Amager og Bears Academy.

I klubbens første seks kampe har den helt store stjerne været amerikanske Steven Green, der for alvor har meldt sig ind i Most Valuable Player-kapløbet. Green snitter hele 25 point, 5,7 rebounds, 2,8 assists og 1,8 steals per kamp hidtil. Næstmest scorende for Randers er den tidligere NBA-spiller Vin Baker´s søn, med samme navn, Vin Baker Jr, der i sine første tre kampe snitter 17,3 point per kamp.

Aftenens kamp er altså mellem sidste sæsons sølv- og bronzevindere, så der er god grund til at tune ind på SPORT LIVE kl. 19:00.

Anders Sommer før europæisk gruppespil: “Jeg glæder mig til at mærke Sparekassen Danmark Basketball Center blive en kogende heksekeddel”

Foto: Championsleague.basketball

Tre gange tidligere har Bakken Bears nået hele vejen til semifinalen i FIBA Europe Cup. Senest var i sæson 2021/22, hvor italienske Unahotels Reggio Emilia var en for stor mundfuld.

Onsdag er de forsvarende danske mestre tilbage i FIBA Europe Cup, efter de i sidste sæson kvalificerede sig til Basketball Champions League, som er den europæiske turnering et niveau over FIBA Europe Cup. I år glippede Basketball Champions League, da de noget overraskende tabte til Norrköping Dolphins i semifinalen i kvalifikationsturneringen.

I FIBA Europe Cup´s indledende gruppespil er Bakken Bears landet i gruppe E med portugisiske FC Porto, svenske Norrköping Dolphins, der tabte i Champions League-kvalifikationsturneringens finale, og tyrkiske Manisa BBSK.

Sidstnævnte er onsdagens modstander, og Bjørnenes cheftræner Anders Sommer glæder sig til europæisk action i Sparekassen Danmark Basketball Center. Bakkens succestræner forventer et udfordrende gruppespil, men han tror samtidig på holdets chancer for at nå langt.

“Jeg forventer en række tætte, fysiske og udfordrende gruppekampe. Især glæder jeg mig til at mærke Sparekassen Danmark Basketball Center blive en kogende heksekeddel. Turneringen bliver stærkere år for år,” fortæller Anders Sommer og uddyber:

“Blandt de 40 deltagende hold, hvoraf mange har været igennem kvalifikation, er der ti hold fra Europas største ligaer i Spanien, Italien, Tyrkiet, Frankrig og Tyskland. Og 15-20 hold der snildt kunne spille Champions League. Så det bliver ikke nemt, men jeg mener vi har erfaring og potentiale til at gå hele vejen.”

Onsdagens kamp mod Manisa kan ses på SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 18:30. Kampen kan desuden ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk

Stærke modstandere

I gruppespillet skal Bakken altså stå overfor et svensk, portugisisk og tyrkisk mandskab, og Anders Sommer har særligt kig på opgøret mod svenskerne – Bakken Bears skal nemlig have revanche, efter svenskerne slukkede Bakkens Champions League-drømme i sidste måned.

Og så er der onsdagens modstander fra Tyrkiet, der ifølge Sommer har gruppe E´s største spillerbudget.

“Norrköping ser vi frem til at få revanche imod i kampen om Norden. Porto er et solidt hold der slog svenskerne tirsdag aften. Og Manisa er et midterhold fra den stærke tyrkiske liga, der nok har gruppens største spillerbudget. Men vi husker vores sejre mod Galatasaray og Darussafaka,” siger Sommer, der refererer til sejre i henholdsvis 2021 og i sidste sæson.

I 2021 stod Bakken Bears nemlig overfor tyrkiske Galatasaray i Basketball Champions League, mens Darussafaka var endt i samme Champions League-gruppe som Bakken Bears i sidste sæson. Bjørnene formåede at slå begge hold en enkelt gang og viste stor styrke mod tophold fra den stærke tyrkiske liga.

Amerikanere tager teten på det tyrkiske mandskab

Onsdag venter Manisa BBSK, og Bakken Bears har på deres Facebookside varslet, at udeholdets fans møder talstærkt op i arenaen i det nordlige Aarhus.

Manisa har fået en fin start på den nye sæson i den tyrkiske liga med to sejre i tre kampe. Nederlaget fik de til Galatasaray. Manisa har en stærk offensiv anført af tre amerikanske guards, og disse skal begrænses, hvis sejren skal ende i Bakken-lejren, understreger Anders Sommer, der tror på egen offensiv succes.

“Det bliver en intens kamp (mod Manisa, red.). Deres guard-trio kræver at vi finder vores defensive topniveau. (Daron, red.) Russell er lynhurtig, (John, red.) Roberson er godt skydende og (Pako, red.) Cruz er en dygtig creator. Offensivt mener vi at have fundet nogle huller i halloumien.

Bakken Bears´ kamp mod Manisa BBSK har tipoff kl. 18:30 onsdag aften.

Tv-kamp: Horsens IC kommer til Nørrebrohallen

Foto: Matthias Storgaard (Stuntdouble Media) & MJ Horsens

Ugens tv-kamp i Basketligaen på SPORT LIVE står mellem BC Copenhagen og Horsens IC i Nørrebrohallen. Kampen skydes igang kl. 19:15, men SPORT LIVE åbner med optakt fra kl. 19:00. Kampen kommenteres af: Peter Jørgensen & Claus Strøh.

Kampen kan også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, såsom stiften.dk. Kampen kan findes på Stiften ved at klikke her.

Holdet fra Nørrebro åbner dørene op og får besøg af et Horsens IC-mandskab, der efter to nederlag i sæsonens første to kampe mod Svendborg Rabbits og Bakken Bears er kommet op i omdrejninger med tre sejre i de efterfølgende tre kampe mod henholdsvis BMS Herlev, Holbæk-Stenhus og Randers Cimbria.

I de tre sejre har det særligt været den nye HIC-amerikaner Greg William Jr og danske Leonardo Carlino, der har trukket overskrifter. I den seneste kamp mod Holbæk leverede Greg William Jr 27 point, fem rebounds og fire assists, mens Leonardo Carlino sluttede med 17 point. I samme kamp var Liam Churchill, der også er kommet godt fra land i sæson 2023/24, tæt på en Triple-double med 11 point, otte rebounds og ti assists.

Derudover har Gage Davis, der i denne sæson er tilbage i den gule trøje, også set stærk ud i sæsonens indledning med flere aktioner. Davis, der måske er en tidlig Most Valuable Player-kandidat, var dog ikke med i Horsens´ kampe mod Holbæk-Stenhus og BMS Herlev.

Fem profiler fører an for Copenhagen

Torsdagens hjemmehold, BC Copenhagen, er startet sæsonen med fire nederlag i fem kampe, men spillet på banen har set lovende ud. Det kunne blandt andet ses, da de overraskede og sejrede mod Randers Cimbria efter fem minutters overtid.

Selvom at fire nederlag i fem kampe er en hård start på sæsonen, skal det siges, at BC Copenhagen i sæsonens indledning har haft et svært kampprogram, hvor de hidtil blot mangler at møde Horsens IC og BMS Herlev fra sidste sæsons top seks.

Dog led hovedstadsholdet et ærgerligt nederlag i tredje spillerunde, da de tabte snævert til Værløse Blue Hawks, som de gennem de sidste to sæsoner har duelleret om titlen i Playoff B med.

Men truppen ser stærk ud, og potentialet er stort.

En af de spillere, der især har set stærk ud for BC Copenhagen, er den nye BC Copenhagen-spiller Mathias Bak Christensen, der forud for indeværende sæson blev hentet hos Team FOG Næstved. Den nu tidligere Næstved-kaptajn er gået fra at snitte 3,3 point for Næstved i sidste sæson til at snitte 16,6 point i de første fem kampe. Inden sidste spillerunde fangede vi Mathias Bak til et interview, som du kan læse her.

De 16,6 point per kamp gør Mathias Bak til Copenhagen´s topscorer i denne sæson.

Den næstmest scorende spiller er den amerikanske veteran Durell Vinson aka Mr. Double-double med 15,2 point per kamp. Vinson snitter også 11,2 rebounds per kamp.

De næste nævneværdige profiler på BC-mandskabet er Martin Poulsen, der ligesom Mathias Bak er kommet til fra Næstved, William Vang, der i sidste sæson tørnede ud for Holbæk-Stenhus, og sidst men ikke mindst holdets spanske anfører Andrew Ramirez. Disse fem spillere har stået for størstedelen af holdets point i denne sæson og skal træde i karakter, hvis Horsens IC skal besejres.

Ugens tv-kamp mellem Copenhagen og Horsens har tipoff kl. 19:15 og kan ses på SPORT LIVE.

Denne uge i Basketligaen

Her er et overblik over denne uge i Basketligaen, der byder på fem kampe, hvoraf den ene er en tv-kamp på SPORT LIVE.

Alle kampe kan som altid følges på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk.

Ugen er startet på fremragende vis med en europæisk nyhed. Svendborg Rabbits følger nemlig i fodsporene på Bakken Bears og begiver sig ud på et europæisk eventyr. I denne sæson træder sydfynboerne ind i European North Basketball League (ENBL), der er en europæisk liga bestående af 16 hold. Læs mere om den nyhed her.

Den første kamp i Basketligaen i denne uge er torsdag, og den samtidig er ugens tv-kamp. Her skal BC Copenhagen en tur til Østjylland og møde Horsens IC. Opgøret har tipoff kl. 19:15 og kan ses på SPORT LIVE.

Fredag er der hele tre kampe på programmet, når Bears Academy kl. 18:30 tager imod Randers Cimbria, der har brug for en sejr, så der kan tankes lidt selvtillid efter en skuffende start på sæsonen.

En halv time senere er der tipoff til to kampe. Den ene er på Sydfyn, hvor Svendborg Rabbits og Bakken Bears brager sammen. Begge mandskaber har endnu ikke tabt en kamp i Basketligaen i denne sæson, så udover at kampen er en stor styrkeprøve for begge hold, er muligheden for at fortsætte den ubesejrede stime også på spil.

Det andet opgør er i Amagerhallen, hvor BK Amager og Holbæk-Stenhus, og deres situation står i stærk kontrast til ovenstående kamp. Hverken BK Amager eller Holbæk-Stenhus har nemlig smagt sejrens sødme i denne sæson og har således den første sejr til gode.

Ugen – og femte spillerunde i Basketligaen – rundes af med BMS Herlev mod Værløse Blue Hawks på lørdag kl. 15:30.

Alle kampe kan ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis: Stiften.dk – amtsavisen.dk – hsfo.dk

Svendborg Rabbits starter nyt kapitel – skal spille europæisk basketball

Foto: Tom Andreasen – Fotografi

I årevis har Bakken Bears været fast inventar i europæisk baskeball. Tre gange har de forsvarende danske mestre spillet sig hele vejen til semifinalen i FIBA Europe Cup, og lige så mange gange har formået at kvalificere sig til Basketball Champions League.

I denne sæson står det på FIBA Europe Cup, som de aarhusianske fans kan se frem til.

I år bliver det dog ikke blot Bakken Bears, der skal repræsentere dansk basket i Europa.

Tirsdag morgen kunne Svendborg Rabbits nemlig stolt offentliggøre, at de med omgående virkning træder ind i European North Basketball League, ENBL, der er en forholdsvis ny europæisk liga, der så dagens lys i 2021.

Det betyder, at Svendborg Rabbits skal møde hold fra Holland, Estland, Litauen, England, Polen, Israel og Bulgarien.

“Vi har i Svendborg Rabbits længe haft en vision om på et tidspunkt at skulle deltage i en europæisk basketball turnering udover vores deltagelse i den hjemlige Basketligaen naturligvis. Denne vision går nu i opfyldelse da vi indtræder med omgående virkning i, European North Basketball League, ”ENBL”,

“Vi håber på at deltage i europæisk basketball i mange år i fremtiden og på den måde være med til at styrke Svendborg Rabbits i den hjemlige liga samt skabe endnu flere netværksmuligheder for vores samarbejdspartnere og endnu flere oplevelser for vores fans,” udtaler Svendborg Rabbits´ direktør, Troels Fjellø Mortensen, til klubbens facebookside.

Alle Svendborg Rabbits´ europæiske hjemmekampe kan følges på SPORT LIVE, der har sikret sig rettighederne. Det samme gælder for Bakken Bears´ FIBA Europe Cup-hjemmekampe.

Første europæiske kamp for Svendborg Rabbits er den 31. oktober, hvor de skal en tur til Holland og møde Landstede Hammers.

Mathias Bak Christensen før kamp mod barndomsklubben: “Jeg har altid sat pris på at spille i Næstved Hallen”

Foto: Bent Adolfsen

Torsdag aften kl. 19:15 er der tipoff i Hal 1 Arena Næstved, hvor Team FOG Næstved tager imod BC Copenhagen, og gæsterne har to markante profiler med, der har en fortid i den sydsjællandske klub.

De to spillere er Mathias Bak Christensen og Martin Poulsen, der begge tog turen fra Næstved til Nørrebro forud for indeværende sæson.

Førstnævnte tørnede ud for Team FOG Næstved gennem ni sæsoner med en kort afstikker til Sverige og to sæsoner hos Værløse Blue Hawks undervejs. Og så var han blandt andet også Næstveds anfører i sidste sæson, hvor Næstved vandt sølvmedaljer.

Torsdag er Mathias Bak Christensen tilbage i Næstved Hallen – denne gang dog i en anden uniform.

“Jeg har altid sat pris på at spille i Næstved Hallen, så det glæder jeg mig meget til. Der plejer som regel at være virkelig meget lyd og tænding på i hallen, så håber jeg, at vi får endnu en kamp som det,” fortæller Mathias Bak Christensen forud for torsdagens brag mellem sidste sæsons sølvvindere og de forsvarende Playoff B-mestre.

“Vi skal komme ud til en god start som i vores andre kampe. Næstved har en virkelig bred trup og roterer mange spillere med højt niveau, så det er 40 minutter, hvor de kører hårdt på hele tiden. Vi skal minimere vores dårligere perioder, og så skal vi i høj grad sørge for at undgå turnovers. Det var lige ved at koste os sejren mod Randers i fredags.”

Team FOG Næstved mod BC Copenhagen kan følges på SPORT LIVE fra kl. 19:00, hvor der er optakt.

Profil for BC Copenhagen

For BC Copenhagen´s vedkommende er sæsonen blot fire kampe gammel, men Mathias Bak Christensen har i sin korte tid i klubben allerede indtaget en ledende rolle på holdet. Lederegenskaberne var tydelige i Næstved, men i de fire kampe for BC Copenhagen har Mathias Bak drevet sit spil til nye højder.

Særligt i den seneste kamp, hvor BC Copenhagen noget overraskende slog Randers Cimbria i overtid, var Mathias Bak brandvarm med 35 point og ni ramte treere. Danskerens præstation var en af de bedste set i denne sæson hidtil, og Copenhagen-profilen er selvsagt også tilfreds med, hvordan han præsterede i sejren mod kronjyderne.

“Vi har spillet fire kampe indtil videre, og jeg har spillet to gode kampe og to kampe, som jeg ikke var helt tilfreds med. Det er en lille sample size, men jeg er glad og stolt over den start, som jeg har fået. Især kampen mod Randers var en stor oplevelse, og jeg er så glad for, at vi hev sejren hjem til sidst,” siger Mathias Bak og uddyber:

“Jeg vidste godt, at jeg ville få en ny rolle hos BC, men at min rolle i forhold til blandt andet at score point har været så fremtrædende i flere af kampene, har været overraskende for mig. Jeg ved samtidig godt, at det ikke nødvendigvis varer ved, og jeg har spillet i så mange år, at jeg godt ved, at der komme opture og nedture,”

“Jeg forsøger at hjælpe holdet så godt som muligt på og uden for banen, og forhåbentlig fører det en masse sejre med sig. Uanset hvad er jeg i hvert fald meget glad for min beslutning om ikke at stoppe med basket alligevel,” slutter han.

Mathias Bak Christensen snitter 18,3 point, fem rebounds, 1,5 assists og et enkelt steal per kamp inden opgøret mod sin tidligere klub torsdag aften, og så skyder han imponerende 51,5% bag trepointslinjen.

Torsdagen tv-kamp har tipoff kl. 19:15.

Tv-kamp: Martin Poulsen og Mathias Bak tilbage i Næstved – denne gang i en Copenhagen-trøje

Foto: Bent Adolfsen & Matthias Storgaard (Stuntdouble Media)

Torsdag aften er de danske landsholdsemner Martin Poulsen og Mathias Bak Christensen tilbage i Arena Næstved.

Arena Næstved danner nemlig ramme om opgøret mellem de to danskeres tidligere arbejdsgiver, Team FOG Næstved, og nuværende arbejdsgiver, BC Copenhagen.

Opgøret mellem de to sjællandske klubber er en tv-kamp og kan således ses på SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE indleder med optakt fra kl. 19:00.

Kampen kan derudover også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis stiften.dk. Læs mere her.

Poulsen og Bak Christensen fører an for Copenhagen

I sidste sæson gik Team FOG Næstved hele vejen til finalerne i Basketligaen, hvor Bakken Bears blev en for stor mundfuld. Men Næstved vandt medaljer af næstfineste karat for første gang nogensinde, og det var med Martin Poulsen og Mathias Bak på holdet.

Martin Poulsen, der spillede to sæsoner for den sydsjællandske klub, snittede 8,2 point, 3,5 rebounds, 1,9 assists og 1,2 steals per kamp for Næstved i sidste sæson, mens Mathias Bak, der har tilbragt størstedelen af sit basketliv i Næstved, i snit lavede 3,3 point, 3,7 rebounds og 1,6 assists per kamp.

Både Poulsen og Bak Christensen var for Næstved i sidste sæson dygtige rollespillere, der kunne komme ind fra bænken og levere en god fight og gøre et godt indhop. Dertil var Mathias Bak holdets anfører.

De to danskere besluttede dog begge efter sæson 2022/23 at forlade Team FOG Næstved og rykke til BC Copenhagen. I udmeldingen fra Næstved lød det, at Poulsens afsked var et resultat af ´en difference i forventningerne til hinanden på flere niveauer´. For Mathias Baks vedkommende var det af ´private årsager, da et skema med fuldtidsjob og et meget krævende basketballarbejde i Næstved ikke hænger sammen rent ressourcemæssigt´

Nu er de to danske profiler at finde hos de forsvarende Playoff B-mestre BC Copenhagen, og her har de så sandeligt blomstret op i klubbens første fire kampe, der hidtil har budt på én sejr. Særligt Mathias Baks statistikker har fået et kæmpe boost sammenlignet med sidste sæson.

Over de første fire kampe i Copenhagen-trøjen snitter Mathias Bak hele 18,3 point, fem rebounds, 1,5 assists og et enkelt steal, og så skyder han imponerende 51,5% bag trepointslinjen.

Baks evner fra trepointsland så man i deres seneste kamp, hvor de på hjemmebane overrumplede forhåndsfavoritterne Randers Cimbria og sejrede med 104-95. Mod Randers skød Mathias Bak svimlende ni for 11 bag treeren og sluttede med 35 point, hvilket er hans nye career high i Basketligaen.

Samtidig er Mathias Bak nu indehaver af BC Copenhagen´s klubrekord for flest ramte treere i en kamp i Basketligaen med ni af slagsen.

Den tidligere rekordholder var Bakir Serdarevic, der ramte syv treere i en kamp i sidste sæson og dermed tangerede Carsten Kristensen og Claes Nørgård, der med en måneds mellemrum tilbage i 2003 hver satte syv treere i en kamp.

Form og øvrige profiler

Hvor BC Copenhagen har tabt tre ud af fire kampe, har Team FOG Næstved til gengæld haft mere succes – dog har kampprogrammet på papiret set sværest ud for Copenhagen.

Sidste sæsons sølvvindere har nemlig stadig deres første nederlag til gode med sejre i de første tre kampe mod BMS Herlev, Bears Academy og Værløse Blue Hawks.

BC Copenhagen har som nævnt slået Randers Cimbria, mens nederlagene er kommet mod Værløse Blue Hawks, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Det betyder, at de i skrivende stund ligger på sjettepladsen, hvorimod Næstved ligger på andenpladsen.

For Næstved er især Eric Ayala kommet godt fra land. Den 24-årige amerikaner, der i sidste sæson spillede i både Island og Argentina, snitter 20,3 point, 5,3 rebounds og 3,7 assists over de første tre kampe. Dernæst følger Gus Okafor med 16,3 point, 6,7 rebounds og tre assists og Lagio Grantsaan med 15 point, 9,3 rebounds, én assist og 1,3 blocks.

For Copenhagen har der udover Martin Poulsen og Mathias Bak også være gode aktioner fra Durell Vinson, William Vang og Andrew Ramirez, der alle snitter over ti point

Der er således lagt op til et spændende brag mellem Team FOG Næstved og BC Copenhagen kl. 19:15 på SPORT LIVe.