Randers Cimbria er bronzevindere

Randers Cimbria vinder bronze efter en overbevisende 83–62-sejr over Horsens IC.

Mandag aften mødtes Horsens IC og Randers Cimbria i dette års bronzekamp i Forum Horsens. Kampen blev Frederik Rungbys afskedskamp, men det blev ikke det optimale punktum for Horsens og Rungby.

Det blev i stedet en overbevisende Randers-sejr på 21 point, og dermed vinder kronjyderne medaljer for anden gang i sæsonen efter de blev pokalmestre i januar – også i Forum Horsens.

Bronzemedaljen er klubbens blot sjette medalje i Basketligaen i klubbens historie – to sølv og fire bronze.

Forretningsfører i Randers Cimbria, Mike Nielsen, kalder selv denne sæson for klubbens bedste nogensinde. Og de har bestemt også fået mod på mere metal af den finere karat i fremtiden, udtaler han til SPORT LIVE efter kampen.

Stort tillykke til Randers Cimbria med bronzemedaljerne!

Foto: Thorfoto
Foto: Thorfoto

TV-kamp: Bronzeduel mellem Horsens og Randers

Foto: MJ Horsens

Mandag aften er der dømt bronzekamp mellem Horsens IC og Randers Cimbria.

Horsens IC og Randers Cimbria blev begge overbevisende slået ud af semifinalerne mod hhv. Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Begge semifinaleserier endte 3–0, og derfor er det nu Horsens og Randers, der mødes i bronzekampen, hvor der ikke er tale om en serie, men blot én kamp. Kampen bliver afviklet i Forum Horsens, da de var højest seedet af de to hold efter mellemspillet.

De to hold har mødt hinanden fire gange denne sæson. Her har kronjyderne haft overtaget med tre sejre, mens Horsens vandt det seneste opgør tilbage i marts.

Du kan se bronzekampen direkte på SPORT LIVE og JFM Play mandag aften med optakt fra kl. 18.45.

BK Amager forlænger med Pat Ryan

Foto: Mick Snijders / Atomickvision

69-årige Pat Ryan tager endnu en tørn som head coach i BK Amager.

Pat Ryan kom til BK Amager i sommeren 2023. Målet var, at klubben skulle “udvikles og tage de rigtige skridt”. Det har man nu gjort i to sæsoner, hvor det første sæson blev til en sidsteplads med kun fem sejre. Den netop overstået anden sæson udmøntede sig næsten i først en top-6 placering, og så næsten en Playoff B-titel – men kun lige ved og næsten.

Faktum er, at klubben har rykket sig sportsligt denne sæson, og det vil man gerne bygge videre på. Denne sæson endte man på en 8. plads, hvilket er klubbens bedste placering siden 2009. Derfor har BK Amager valgt at forlænge samarbejdet med Pat Ryan i yderligere en sæson.

– Holdet har vist, at de kan være med, når det gælder, og har spillet smukt og underholdende basket i år. Basket, som tiltrækker vores fans og spreder sig til vores ungdomshold. Klubben glæder sig til næste sæson med Coach Ryan i spidsen, skriver klubben i en pressemeddelelse.

I et interview med basketligaen.dk udtrykker Pat Ryan bl.a., at målet for næste sæson hedder top-6, efter man i år missede det med blot én enkelt sejr.

Pat Ryan er i dag 69 år, men har stadig mod på mere basketball. Og i forbindelse med det, citerer han den amerikanske forfatter Ursula Le Guin:

“It is good to have an end to journey toward; but it is the journey that matters, in the end.”

Suveræne Rabbits og Bears spiller sig i DM-finalen 2025

Foto: Svendborg Rabbits / Bakken Bears

Svendborg Rabbits og Bakken Bears er klar til dette års finale i Basketligaen efter to suveræne 3–0-sejre i de respektive semifinaleserier.

Finalisterne til dette års finale i Basketligaen er fundet. Det bliver en gentagelse af finalen fra 2022 mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears.

Det sker efter to overbevisende semifinalesejre på 3–0. Svendborg slog Randers Cimbria, mens Bakken slog ærkerivalerne fra Horsens IC.

Svendborg Rabbits – Randers Cimbria (3–0)
28/4 Svendborg–Randers 90–70
1/5 Randers–Svendborg 75–78
5/5 Svendborg–Randers 76–75

Horsens IC – Bakken Bears (0–3)
28/4 Horsens–Bakken 85–90
1/5 Bakken–Horsens 107–72
5/5 Horsens–Bakken 83–88

Nu venter finaleserien, der starter torsdag den 15. maj, hvor Svendborg Rabbits har hjemmebanefordelen som førsteseedet efter mellemspillet.

De to klubber har mødt hinanden fire gange denne sæson. Det har udmøntet sig i tre sejre til Svendborg, én til Bakken. Og så skal det med i ligningen, at Svendborg fortsat er ubesejret på hjemmebane denne sæson med 17 sejre i 17 kampe.

En anden sjov detalje er, at Bakken-træner Anders Sommer aldrig har tabt en playoff-kamp i sin tid som head coach for Bakken Bears. 24 playoff-kampe, 24 sejre.

Bakken Bears fortsætter samtidigt deres imponerende streak af DM-finaler. De danske mestre er nu i finalen for 22. gang i træk, mens Svendborg Rabbits er i klubbens blot anden finale de seneste 11 forsøg.

Tidligere har finaleserien været spillet i et bedst af syv-format, men i år er det lavet om til bedst af fem. Dvs. dét hold, der først vinder tre kampe, kan kalde sig danske mestre 2025.

Overblik over finalekampene:
Tor 15/5 Svendborg–Bakken
Man 19/5 Bakken–Svendborg
Tor 22/5 Svendborg–Bakken
Man 26/5 Bakken–Svendborg (evt.)
Tor 29/5 Svendborg–Bakken (evt.)

Alle kampe vises på SPORT LIVE og JFM Play.

Højdepunkter: Semifinale 3, Horsens IC – Bakken Bears

Bakken Bears i DM-finalen for 22. gang i træk efter en 88–83 sejr over Horsens IC. De forsvarende danske mestre vinder overbevisende semifinaleserien med 3–0.

Du kan se højdepunkter fra den mandagens semifinale her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

TV-kamp: Kan Bakken spille sig i klubbens 22. DM-finale i træk?

Foto: Per Bille / Bakken Bears

Bakken Bears fører 2–0 i semifinaleserien mod Horsens IC. Mandag aften kan de med en sejr spille sig i deres 22. DM-finale i træk.

Vi har i disse dage gang i den måske største klassiker i dansk basketball. Horsens IC og Bakken Bears kæmper om en plads i dette års finale i Basketligaen, og lige nu er det de forsvarende danske mestre fra Aarhus, der har overhånden og fører 2–0.

Serien spilles bedst af fem sejre. Derfor er Bakken bare én sejr fra at spille sig i klubbens 22. DM-finale i træk. Bakken har nemlig været i finalen non-stop siden 2003 – med undtagelse af 2020, hvor der ikke blev afviklet finaler pga. coronapandemien.

Det har været to meget forskellige kampforløb i de første to semifinaler. Den første blev spillet i Horsens i mandags, hvor Bakken vandt en tæt kamp med 90–85. Anden kamp i Aarhus i torsdags blev dog en helt anden historie, hvor Bakken smadrede Horsens 107–72.

Du kan se den tredje semifinale mellem Horsens IC og Bakken Bears mandag aften på SPORT LIVE og JFM Play, hvor optakten starter kl. 18.30.

Stolt Camino efter Playoff B-sejr: ‘Det er som en drøm’

Holbæk-Stenhus vinder Playoff B 2025. Vi mødte head coach Matías Camino efter kampen.

Holbæk-Stenhus vinder Playoff B-finalen over BK Amager. Det er klubbens højeste placering nogensinde.

Kampen var samtidig også Matías Caminos sidste kamp som head coach for Holbæk-Stenhus. Vi fik et interview med den afgående træner efter kampen.

Du kan se interviewet i videoen øverst.

Dramatisk og intens finale: Holbæk-Stenhus vinder Playoff B

Holbæk-Stenhus er vinder af Playoff B 2025 efter en dramatisk og underholdende finale mod BK Amager.

Det var en fremragende kulisse i Amagerhallen, der dannede rammen om Playoff B-finalen anno 2025. Slaget stod mellem BK Amager og Holbæk-Stenhus, der begge var i deres første Playoff B-finale. Og HVILKEN finale!

Amagerhallen var propfyldt med en masse feststemte tilskuere på tribunerne – både fra Amager og Holbæk. Hallen var til tider elektrisk. Der var slagsange, trommer og stor opbakning i begge ender af hallen. Havde man haft en decibelmåler i hallen, havde den højst sandsynligt slået helt ud.

1. periode var helt lige og endte 26–25, men i 2. periode begyndte Holbæk-Stenhus at trække fra. Og det fortsatte bare som kampen skred frem. Midtvejs i 3. periode havde Holbæk-Stenhus opbygget en føring på hele 25 point, og det krævede dermed et kæmpe comeback fra BK Amager, hvis det skulle ende med en hjemmebanesejr.

Det lignede at kampen havde fundet en tidlig afgørelse, men Amager kom på sensationel vis tilbage i kampen. På blot 12 minutter fik amagerkanerne vendt 53–78 til 92–94, og med 1:57 tilbage på uret lignede det, at Amager ville tage sejren. Hjemmeholdet havde momentum og et højlydt hjemmepublikum i ryggen.

Men Holbæk-Stenhus fik kriget sejren hjem og vinder kampen med 106–98. En kæmpe skalp for Holbæk-Stenhus, der for tre år siden rykkede op fra 1. division.

Det var samtidig head coach Matías Caminos sidste kamp i spidsen for Holbæk-Stenhus, og dermed et perfekt punktum på sine fem år i klubben.

Kampens store profil blev Holbæk-Stenhus’ Josiah Johnson, der leverede hele 35 point, 16 rebounds og 4 assists.

Ryan og Quackenbush ser frem mod Playoff B-finalen: ‘En stor dag for Amager’

Foto: Mick Snijders / Atomickvision

Efter adskillige år i bunden, står BK Amager på tærsklen til sin bedste placering i Basketligaen siden 2009. Vi har taget en snak med head coach, Pat Ryan, og point guard Oscar Quackenbush forud for Playoff B-finalen.

Lørdag eftermiddag danner Amagerhallen rammen om Playoff B-finalen mellem BK Amager og Holbæk-Stenhus. Og inden sæsonen gik i gang, var det ikke just de to favoritter til at stå i en Playoff B-finale. BK Amager og Holbæk-Stenhus er nemlig de to hold, der er sluttet nederst i tabellen de seneste to sæsoner.

Siden BK Amagers tilbagevenden til Basketligaen i 2019 har klubben konstant ligget i bunden sæson efter sæson. Men 2024–25 har været en helt anden historie for den gamle traditionsklub.

Amagerkanerne kæmpede med om en plads i Playoff A helt til slutningen af grundspillet, og blev lige akkurat overgået af BC Copenhagen. Til gengæld har de været det klart bedste hold i Playoff B og kommer som minimum til at slutte som nr. 8 – hvilket er klubbens bedste placering siden 2009.

– Det føles fantastisk at stå i en Playoff B-finale. Det bliver en stor dag for BK Amager, og en sejr vil være fantastisk, fortæller head coach, Pat Ryan, der sender samtidig store roser afsted mod sin stab.

– Vi har arbejdet hårdt på at tage skridtene i den rigtige retning. Jeg kan kun takke min fantastiske stab. Min assistent, Gabriel (Bennasser, red.), arbejder stenhårdt, og han er en kommende stjerne. Paul (Quackenbush, red.), Jørn (Stokholm Nielsen, red.) og Nikolaj (Allermann, red.) arbejder så hårdt for holdet og klubben. Og så har vores amerikanere Caden Ebeling og Isaiah Burnett været enestående, samtidig med at vores unge danske spillere har udviklet sig hele sæsonen. Vi har endda vundet otte kampe og kun tabt én de seneste to måneder under Ebelings skade.

En af profilerne på holdet, der har været med på hele rejsen siden oprykningen fra 1. division i 2019, er point guard Oscar Quackenbush. En ægte Amager-dreng, der er stolt og begejstret over klubbens sportslige udvikling.

– Der er sket en kæmpe forandring, og det har været virkelig fedt at spille med om lidt sjovere placeringer. Der har rent faktisk været noget at spille for i år. Vi er gået ind til alle kampe i sæsonen med troen om, at vi kunne vinde. Og det har virkelig hjulpet meget på moralen, fortæller Oscar Quackenbush.

Oscar Quackenbush i aktion mod Værløse Blue Hawks. Foto: Mick Snijders / Atomickvision

I 2006 vandt BK Amager det hidtil eneste trofæ, på øverste niveau, i klubbens historie på herre-siden, da man vandt pokalturneringen for næsen af Bakken Bears. Og selvom en Playoff B-titel ikke kommer til at tælle på samme måde som et mesterskab og en pokaltitel, vil det stadig være en milepæl i klubbens lange historie.

– Det vil betyde meget at vinde Playoff B. Det vil bevise, at vi har taget de rigtige skridt. Vi havde et mål om at komme i Playoff A. Det lykkedes ikke. Så var det næste mål at vinde Playoff B, og nu står vi i finalen. Det vil være en stor præstation, hvis vi lykkes med at vinde, siger Oscar Quackenbush.

Vi kommer til kampen med masser af selvtillid, og vi tror på, at vi vinder.

Oscar Quackenbush, BK Amager

Da BK Amager sluttede som bedste i Playoff B, har amagerkanerne dermed hjemmebanefordel i Playoff B-finalen. En stor fordel, mener Quackenbush og Ryan.

– Vi er glade for at spille i Amagerhallen. Vi har et godt hjemmepublikum i ryggen, og vi spiller generelt godt på hjemmebane. Så vi er glade for at have hjemmebanefordelen, fortæller Oscar Quackenbush.

– Hjemmebanefordelen betyder meget, og det bliver helt sikkert en fantastisk atmosfære i Amagerhallen på lørdag. Jeg ser frem til en stor dag for BK Amager, fortæller Pat Ryan.

Modstanderen hedder Holbæk-Stenhus. En matchup, der har været helt jævnbyrdig denne sæson over fire møder, der har resulteret i to sejre til hver.

– Holbæk-Stenhus er et rigtig godt hold, der, ligesom os, har taget store skridt i den rigtige retning denne sæson. Især Josiah Johnson og deres spanske spillere har været rigtig gode for dem, afslutter Pat Ryan.

Playoff B-finalen spilles lørdag den 3. maj kl. 14.30 i Amagerhallen.

Højdepunkter: Semifinale 2, Bakken Bears – Horsens IC

Bakken Bears smadrer Horsens IC i semifinale 2 og bringer sig på 2–0 i semifinaleserien. De har dermed tre matchbolde til at bringe sig i klubbens 23. DM-finale i træk.

Se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.