Bakken Bears spiller sig i Champions League

Foto: Basketball Champions League – championsleague.basketball

Bakken Bears spillede sig søndag aften i Basketball Champions League´s gruppespil, da de besejrede serbiske FMP Meridian med 88-82 i kvalifikationsfinalen.

De regerende danske mestre skal derfor spille med i Basketball Champions League for tredje gang i klubbens historie.

Bears fik en stærk start på søndagens vind-eller-forsvind-kamp takket være Michel Diouf, der var i hopla fra kampen start. Diouf, der er blevet kåret som Årets Forsvarsspiller i Basketligaen hele fire gange, dominerede i offensiven og scorede Bakkens første otte point.

Første halvleg forløb jævnbyrdigt, og kampen bølgede frem og tilbage. Stillingen i pausen var 42-36 i Bakkens favør i pausen.

Nøjagtigt ligesom i første halvleg kom Bears godt fra land i anden halvleg, men den gode start blev hurtigt glemt, da serbiske Meridian prompte svarede tilbage og fik et lille overtag på kampen.

Resten af kampen var en nervepirrende affære, hvor begge mandskaber lykkedes med at ramme nogle store skud.

Kvalifikationsfinalen sluttede 74-74 i ordinær tid og skulle derfor ud i overtid, som Bakken Bears formåede at trække sig sejrrigt ud fra. Bakken Bears vandt kampen med 88-82.

Kampens topscorer var Tony Carr med 34 point.

Bakken Bears spiller sin første kamp i den nye sæson i Basketligaen på onsdag, den 28. september, hvor de tørner sammen med Bears Academy.