Team FOG Næstved er én sejr fra finalerne

Foto: Bent Adolfsen – MJ Horsens

Torsdag aften kl. 19:15 er der igen basket på SPORT LIVE.

Team FOG Næstved møder Horsens IC i semifinaleseriens kamp fire i Arena Næstved Hal 1, og sydsjællænderne kan med en sejr spille sig i finalerne i Basketligaen for andet år i træk. Stillingen er inden torsdagens kamp 2-1 til Næstved i bedst á fem-serien.

Næstved sikrede sig det gode udgangspunkt i mandags, da de igen trak sig sejrrigt ud af endnu et opgør mod Horsens på udebane. De forsvarende pokalmestre vandt med 80-89 og kan derfor sikre sig finalepladsen med en sejr på hjemmebane.

Denne semifinaleserie har været ganske interessant, da det har været udeholdet, der har vundet alle kampene hidtil. Men med muligheden for at spille sig i finalerne igen er der ingen tvivl om, at Næstved-spillerne vil få god opbakning fra lægterne torsdag aften.

Formår Næstved at vinde kamp fire, skal de således møde Bakken Bears i Basketligaens finaler – akkurat ligesom i sidste sæson.

Bliver det omvendt til en Horsens IC-sejr, skal serien ud i vind eller forsvind-kamp, der skal spilles i Horsens. De Gule fra Horsens sluttede nemlig som toer i Playoff A over Næstved på tredjepladsen.

Taberen af serien ender med at skulle spille bronzekamp mod Svendborg Rabbits og har derfor stadig mulighed for at slutte Basketliga-sæsonen med en medalje om halsen.

Tv-kamp: Spændende kamp 3 i vente mellem Horsens og Næstved

Foto: MJ Horsens – Bent Adolfsen

Spænding har der ikke været en helt masse af i serien mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits, der i skrivende stund står 2-0 til Bakken Bears, men det samme kan ikke siges om den anden semifinaleserie mellem Horsens IC og Team FOG Næstved.

Horsens har hjemmebanefordelen i mandagens kamp, men indtil videre har det været udebaneholdet, der har vundet begge kampe.

Der er altså lagt op til en uhyre spændende kamp tre, som desuden er en tv-kamp på SPORT LIVE. Kanalen er klar med optakt fra 18:45. Kampen sættes igang kl. 19:15.

Udeholdene har sejret hidtil

Team FOG Næstved vandt kamp et med cifrene 90-98. Jagan Mosely og Lagio Grantsaan viste vejen for sydsjællenderne og sikrede dem et godt udgangspunkt.

Næstved drømmer om at stå i en DM-finale for andet år i streg, og sejren på udebane gav dem en drømmestart på serien.

Dette gode udgangspunkt blev dog neutraliseret i kamp to, hvor Horsens, der senest stod i en finale i 2021, sejrede efter en tæt, tæt kamp med 87-90.

Der har således været spænding for alle pengene i serien hidtil.

I løbet af sæsonen har Næstved og Horsens mødt hinanden syv gange, og billedet i løbet af sæsonen har været det samme som i seriens første to kampe. Horsens har vundet fire af opgørene, mens Næstved har trukket sig sejrrigt ud af tre styks.

Nu venter seriens tredje kamp, og vinderen sætter sig selv i en god position med to matchbolde.

Følg med på SPORT LIVE fra 18:45.

Kan Horsens IC slå tilbage mod Næstved?

Torsdag fortsætter semifinalerne i Basketligaen. I Næstved mødes Team FOG Næstved og Horsens IC.

Team FOG Næstved går ind til hjemmekampen med et rigtig godt udgangspunkt, eftersom de tidligere på ugen tog hul på semifinaleserien med en sejr på 90-98 i Horsens.

Sejren kom i hus efter toppræstationer fra Jagan Mosely og Lagio Grantsaan, der leverede næsten identiske statlines på flere parametre. Mosely sluttede med 27 point, seks rebounds og tre assists, mens Grantsaan noterede sig for 26 point, seks rebounds og to assists.

For Horsens var profilerne Gage Davis med 21 point, 11 rebounds og 3 assists, og Kahliel Spear og Leonardo Carlino med henholdsvis 21 og 20 point.

Til kampen var Næstved igen uden deres stjernespiller Eric Ayala, der ikke har været i aktion siden starten af marts-måned. Om Ayala er blevet klar til torsdagens brag er endnu uvist.

Næstved står nu med én sejr i bedst á fem-semifinaleserien, og kan de følge op på mandagens præstation med endnu en sejr i kamp to, tager de et stort skridt mod at være klar til DM-finalerne for andet år i træk.

Med en 2-0-føring har de nemlig hele tre matchbolde, og så skal Horsens IC leveret et sandt mirakelcomeback for at komme tilbage i serien.

Horsens IC har altså brug for at svare tilbage med en sejr, og formår HIC at vinde kamp to er serien atter helt åben.

Optakt: Horsens IC og Team FOG Næstved står overfor hinanden i semifinalerne

Foto: MJ Horsens – Bent Adolfsen

Mandag aften begynder semifinalerne i Basketligaen.

I den ene semifinaleserie mødes Bakken Bears og Svendborg Rabbits, som du kan blive klædt på til her, mens den anden serie er mellem Horsens IC og Team FOG Næstved.

Serierne spilles bedst á fem kampe. Første hold til tre sejre er således klar til finalen.

Horsens IC har hjemmebanefordelen i serien mod Næstved, idet de sluttede som toer foran Næstved på tredjepladsen. Det betyder, at seriens første kamp mandag aften spilles i Forum Horsens. Det samme vil en eventuel kamp fem blive.

Mandagens kamp er desuden ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kanalen er klar med optakt fra 18:45.

Kampen kan derudover også ses på JFM Play ligesom alle de øvrige semifinalekampe.

Spændende matchup

Horsens IC går ind til årets semifinaler i god form. De Gule kæmpede flot i Playoff A og lå i et godt stykke tid og lignede holdet, der ville tage førstepladsen.

HIC sejrede i syv ud af ti kampe i Playoff A. Nederlagene fik de til Bakken Bears, Værløse Blue Hawks og mandagens modstander, Team FOG Næstved.

Næstved havde modsat Horsens en anelse mindre succes i Playoff A med fem sejre og ligeså mange nederlag. De forsvarende pokalmestre sluttede imidlertid godt af med tre sejre i deres sidste tre kampe.

I løbet af sæsonen har Næstved og Horsens krydset klinger fem gange, og de to mandskaber har vist, at de er et uhyre spændende matchup. Tre gange er det nemlig blevet til sejr til Horsens IC, mens Næstved er løbet med sejren to gange.

På papiret ligner det dermed en serie, der kunne gå begge veje.

Statistisk er det også et spændende matchup. Horsens er ifølge statistikkerne det bedste forsvarshold i Basketligaen. I snit scorer holdene i Basketligaen 75ppg mod Horsens. Til sammenligning er der i snit blevet scoret 85ppg mod Næstved.

Team FOG Næstved har med et snit på 97ppg derimod den næststærkeste offensiv kun bag Bakken Bears. Horsens snitter knap 89 point per kamp. Du kan nørde flere statistikker her.

Nu er det tid til semifinalerne

Efter et spændende og underholdende Playoff A er det nu tid til årets semifinaler.

På den ene side af playofftræet mødes de forsvarende danske mestre Bakken Bears og Svendborg Rabbits, mens den anden semifinale er mellem Horsens IC og Team FOG Næstved.

De første semifinaler spilles den 22. april. Den ene i Sparekassen Danmark Basketball Center og den anden i Arena Næstved Hal 1. Begge semifinaler har tipoff kl. 19:15

Semifinalerne kan som altid ses på JFM Play.

Du kan se kampprogrammet her.

Kamp om placeringerne

Slutspillet startede med seks hold, men efter nogle fede kampe kan Randers Cimbria og Værløse Blue Hawks nu gå på tidlig sommerferie.

Undervejs i slutspillet var der masser af spænding om fjerdepladsen, idet Randers Cimbria fandt formen og gav Svendborg Rabbits kamp til stregen.

Modsat Randers havde Rabbits det rigtig svært i slutspillet, men energien slap op for Randers til sidst i slutspillet, og således kunne Svendborg sikre sig fjerdepladsen.

I toppen var der også kamp op placeringerne, hvor Horsens IC længe lå lunt i svinget i kampen om førstepladsen, blandt andet efter sejren mod Bakken Bears i første spillerunde af slutspillet, men et nederlag til Værløse Blue Hawks og Bakken Bears i returkampen blev udslagsgivende.

Sidste tv-kamp i Playoff A – Næstved og HIC mødes inden semifinalerne

Foto: MJ Horsens – Bent Adolfsen

Mandag aften kl. 19:15 er der kampstart i Arena Næstved Hal 1, når Team FOG Næstved og Horsens IC tørner sammen i sidste runde af Playoff A. Opgøret er ugens tv-kamp på SPORT LIVE. Kanalen er klar med optakt fra 18:45.

Kampen kan også ses på JFM Play.

Semifinalerne i Basketligaen venter lige rundt om hjørnet, og mandagens tv-kamp er en forsmag på den ene af de to kommende semifinaleserier.

Horsens IC er nemlig sikker på at blive toer, mens Næstved bliver treer. Dermed får kampen ikke nogen effekt på ligastillingen. Som toer er det Horsens, der har hjemmebanefordelen.

Det vil også sige, at mandagens kamp blot er en formalitet, men på samme tid er det en oplagt mulighed for at se hinanden an.

De to mandskaber har inden ugens tv-kamp allerede mødt hinanden fire gange, og Horsens IC er kommet bedst af tre af kampene. Disse var alle i Basketligaen, hvorimod Næstved-sejren var i pokalturneringens semifinale.

Med undtagelse af deres første indbyrdes møde i november, hvor Horsens vandt med 16 point, har de to mandskaber spille nogle tætte kampe. I pokalsemifinalen vandt Næstved med fem point, mens Horsens har vundet de sidste to kampe med henholdsvis fire og tre point.

Dagens kamp mellem BK Amager og Holbæk-Stenhus er udsat

Dagens kamp i Playoff B mellem BK Amager og Holbæk-Stenhus er blevet udsat.

Årsagen er tekniske problemer med den ene kurv i Amagerhallen hvor det en beslag som holder kurven er flækket og kan risikere at ryge ned under kampen.

Kampens dommere og begge holds trænere samt BL har derfor vurderet at en udsættelse af kampen er den eneste løsning på problemet.

Tv-kamp: Sidste sæsons finalister mødes i Arena Næstved

Foto: ENBL

For anden gang i denne uge er der basket på SPORT LIVE, og igen er det med Bakken Bears på skærmen.

Torsdag aften er de forsvarende danske mestre taget en tur til Sydsjælland, hvor Team FOG Næstved venter, og torsdagens tv-kamp er således en gentagelse af sidste års finaleserie i Basketligaen.

Kampen sættes igang kl. 19:15, men SPORT LIVE blænder op med optakt fra kl. 18:45.

Tæt kamp forventes

Fire gange i sæson 2023/24 har Bakken Bears og Team FOG Næstved krydset klinger.

To gange er det blevet til Bakken Bears-sejr, men Næstved har sejret i de øvrige to. Den ene af Næstveds sejre var forresten årets pokalfinale.

Spændingsmæssigt er der således lagt op til en spændende kamp mellem to hold, der har formået at gøre det svært for hinanden i sæsonen.

Statistisk set er Næstved og Bakken Bears de to mest offensive stærke hold i Basketligaen. Aarhusianerne topper med et snit på svimlende 99,2 point per kamp. Til sammenligning har Næstved som hold et pointsnit på 95,8 point per kamp.

Der hvor de to hold på papiret adskiller sig er på den defensive front, hvor Næstved modsat Bakken ikker ligger i toppen i Basketligaen. Det hold, der i snit får scoret færrest point imod sig, er Horsens IC. Dernæst er Bakken Bears, BC Copenhagen, Bears Academy, Svendborg Rabbits og så kommer vi til Team FOG Næstved.

Du kan selv dykke ned i statistikkerne ved at klikke her.

Tæt slutspil i Basketligaen

Bakken Bears går ind til topbraget ovenpå et nederlag tidligere på ugen til Randers Cimbria. Bakken Bears var storfavoritter inden mødet med lokalrivalerne, men kronjyderne sejrede og er nu for alvor med i kampen om en semifinaleplads.

Sejren til Randers betyder samtidig, at Bakken Bears ikke er lige så sikre på at kunne sikre førstepladsen i Playoff A. Med en sejr kunne de have taget et forspring på fire point mod De Gule ærkerivaler, men det fik Randers sat en stopper for.

Team FOG Næstved har i tabellen et godt stykke op til både Bakken Bears og Horsens IC. I stedet duellere de med Svendborg Rabbits og Randers Cimbria, og i skrivende stund er det Team FOG Næstved holdet med de bedste kort på hånden.

Men det er tæt.

Næstved ligger på tredjepladsen med to point ned til Svendborg, og selvom alle point er vigtige i kampen om at sikre sig en semifinaleplads, kan det få særlig betydning, om du får en semifinaleplads som tredje- eller fjerdepladsen i Playoff.

Fjerdepladsen er nemlig lavest seedet og skal derfor møde den på papiret stærkeste modstander – altså førstepladsen. I den anden semifinale mødes nummer to og tre. Næstved har seks point ned til Randers og kan med en sejr næsten sikre sig en semifinaleplads.

Men Næstved mangler fortsat at møde Randers i slutspillets returopgør, og hvis alle resultaterne flasker sig for Randers, kan Randers matematisk set godt ende med ende i slutspillet med Bakken Bears, Horsens IC og Svendborg Rabbits.

Spillere du skal holde øje med

Torsdagens tv-kamp er stjernespækket med store profiler i begge lejre.

For Bakken Bears er amerikanske Deandre Pinckney topscorer med et snit på 16,7 point per kamp efterfulgt af landsmændende Malik Parsons (14,5ppg) og Ryan Evans (13,4ppg). Den mest scorende dansker for Bakken er Gustav Knudsen med et snit på 12,7 point.

Hos Næstved er Eric Ayala topscorer med 17,6 point per kamp. Lige i hælene på Ayala er Lagio Grantsaan, der snitter 17,5 point per kamp, så Næstved har en uhyre stærk offensiv duo. Gus Okafor er treer med et pointsnit på 14,5 point.

Tv-kamp: Horsens IC kan fortsætte vild sejrsstime – får besøg af Næstved

Foto: MJ Horsens – Matthias Storgaard

Kl. 19:15 er der tipoff til ugens anden tv-kamp på SPORT LIVE, når Team FOG Næstved tager turen til Horsens. SPORT LIVE er klar med basket på sendefladen fra 18:45. Kampen kan også ses på JFM Play, fx. Stiften.dk.

Horsens IC går ind til kampen på førstepladsen i Basketligaen, og med mindre de forsvarer hjemmebanen og sender Næstved hjem til Djævleøen med et nederlag i kufferten, kan de i morgen tidlig vågne op som Basketligaens andenplads.

I Værløse mødes Værløse Blue Hawks og Bakken Bears, og aarhusianerne ligger á point med Horsens IC i tabellen hver med 40 point.

Horsens IC er ligaens foreløbige førsteplads, men de er samtidig også ligaens mest formstærke hold. De Gule er startet Playoff A med sejre mod Bakken Bears, Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks, men den gode start på slutspillet er ikke det mest imponerende ved deres sejrstime.

Horsens er nemlig inde i en stime på 12 sejre i streg i Basketligaen. Senest de tabte i Basketligaen var den 11. december mod Svendborg Rabbits. I januar led de to nederlag i pokalturneringen, men i Basketligaen er HIC inde i en vild sejrsstime.

Modsat Horsens har der været grus i maskineriet hos Næstved i starten på Playoff A. Sydsjællenderne har ligesom HIC spillet tre kampe i slutspillet, men hidtil er det blot blevet til en enkelt sejr mod Svendborg Rabbits og to nederlag mod Bakken Bears og Randers Cimbria.

Det betyder, at Næstved i skrivende stund befinder sig på en delt tredjeplads med Svendborg Rabbits.