Tv-kamp: Jagten på semifinalerne – Svendborg har brug for sejr mod Værløse

Foto: Tom Andreasen

Svendborg Rabbits har ikke råd til pointtab, når Værløse Blue Hawks mandag aften kommer forbi Rise Sparekasse Arena.

Opgøret med Rabbits og Blue Hawks er den første af to tv-kampe på SPORT LIVE i denne uge. SPORT LIVE blænder op med optakt fra 18:45. Kampen sættes igang 19:15. Ugens anden tv-kamp er på torsdag, igen med Værløse Blue Hawks som det ene hold. Torsdag er modstanderen Team FOG Næstved.

Svendborg har alvorligt brug for sejr

Kaninerne er på papiret favoritter til mandagens tv-kamp, men Værløse Blue Hawks har allerede slået både Team FOG Næstved og Horsens IC i årets slutspil, så Svendborg skal ikke forvente, at en sejr kommer let til dem.

Men det er heller ikke fordi, at Svendborg har grund til at hvile på laurbærrene. Sydfynboerne har nemlig leveret et tæt på skrækkeligt slutspil med blot en enkelt sejr i syv kampe. Det var i slutspillets allerførste kamp, hvor Svendborg besejrede Værløse med 95-98.

Siden er det blevet lutter nederlag, og Svendborg er nu tæt på at miste den semifinaleplads, de ved slutspillets start sad komfortabelt på.

Randers Cimbria, der spillede et undervældende grundspil, har nemlig fundet formen i slutspillet og har sat Svendborg under alvorligt pres.

I skrivende stund er der blot to point mellem Svendborg Rabbits og Randers Cimbria, og en sejr er derfor livsnødvendig for Svendborg. Andetsteds mødes Randers Cimbria og Team FOG Næstved, og hvis Randers vinder, mens Svendborg taber, kan Randers kravle forbi Svendborg i tabellen.

Med et nederlag kan Svendborg således stå som sorte per sent i aften, og dermed har de for alvor ryggen mod muren.

Værløse har givet Svendborg kamp til stregen

Det seneste møde mellem Svendborg og Værløse var en tæt kamp, der kunne gå begge veje. Rabbits kom stærkt fra land med en føring på 23-31 efter de første ti minutter, men de næste tre perioder blev alle vundet af Værløse: (23-31), (18-17), (23-21).

Svendborg går således ind til mandagens kamp velvidende, at Værløse bliver en mundfuld.

I grundspillet slog Svendborg også Værløse begge gange, så selvom det har været tæt, har de formået at trække det længste strå hver gang.

Se om de kan gøre rent bord mod Svendborg fra kl. 18:45 på SPORT LIVE og JFM Play.

En klub med vokseværk: Randers Cimbria kombinerer drømme på banen med sociale projekter uden for

Foto: Thorfoto

Hvad har Team Rynkeby cykling for børnecancerfonden og kørestolsbasket til fælles?

De har Randers Cimbria til fællels. Hvordan det hænger sammen, skal vi nok komme tilbage til,

Randers Cimbria har efter et knap så succesrigt grundspil fundet opskriften på sejr i Playoff A.

Kronjyderne lignede ved slutspillets start et hold, der allerede kunne afskrives i duellen om de fire semifinalepladser, men Cimbria peaker på det rigtige tidspunkt og befinder sig nu i en intens duel med Svendborg Rabbits om den fjerde og sidste semifinaleplads.

Det flotte slutspil hidtil har på sin vis reddet Randers´ sæson, men selv hvis sæsonen slutter uden deltagelse i en semifinale og kamp om medaljer, kan Randers som klub se tilbage på en sæson, hvor de har rykket sig – især uden for banen.

Udover forsøget på at skabe de bedst mulige betingelser for at kunne præstere på banen, har Randers nemlig skruet ekstra op for indsatsen med sociale projekter.

“Vores største værdi som klub er, at vi gerne vil hjælpe andre, give tilbage til lokalsamfundet og forsøge at udbrede sporten i Danmark. Derfor har vi besluttet at tillægge en del ressourcer i diverse tiltag,” fortæller Randers Cimbrias forretningsfører, Mike Nielsen, som er ophavsmanden bag mange af klubbens sociale tiltag.

“Vi har som klub en platform, hvor vi kan gøre en forskel, og så føler jeg, man også har et form for ansvar som man skal tage hånd om. Derfor gør vi alt det, vi gør uden for banen. Og det har vi kunnet erfare også avler nye medlemmer,”

Indsatsen har blandt andet udmøntet sig i fire årlige basketball basketball camps, Cimbria Girls (et hold med fokus på piger med en anden etnisk herkomst end dansk), et hold for børn med særlige behov og meget mere. For nyligt har klubben også påbegyndt et veteranprojekt, hvor kommunens veteraner har fået mulighed for at prøve kræfter med kørestolebasket.

Indsatsen i lokalområdet resulterede desuden i, at Randers Cimbria i 2023 var en landets top 10 over klubber med højeste medlemsvækst.

Randers Kommune hædrede Randers Cimbria

Randers Cimbria indviede i starten af denne sæson et kørestolsbaskethold. Sporten henvender sig til alle, fortæller Mike Nielsen, og derfor blev holdet oprettet, og det har været en stor succes.

Holdet, der spiller i kørestolsligaen, består af 20 spillere, både danske og ukrainske spillere, og Randers Cimbrias beslutning om at starte et kronjysk kørestolsbasket hold gik ikke ubemærket hen hos Randers Kommune.

Hvert år hædrer kommunen nemlig det lokale idrætsliv. Årets prisuddeling fandt sted tidligere på året, og Randers Cimbria blev for sin indsats med kørestolsbasket anerkendt med prisen ´Folkeoplysningsudvalgets initiativpris´.

Foto: Randers Cimbria

Folkeoplysningsudvalgets initiativpris gives til en forening, der har iværksat et innovativt projekt, styrket rekruttering og uddannelse af unge ledere eller på anden måde har markeret sig, og i år gik den til Randers Cimbria.

Udover hæderen fulgte en check på 10,000kr. Hvad de skal bruges på er endnu ikke besluttet, men én ting er sikkert:

“De er øremærket sociale projekter, så vi kan fortsætte udviklingen,” siger Mike Nielsen.

Mike Nielsen var dertil nomineret som ´årets leder´ i kommunen:

“Mike Nielsen fra Randers Cimbria. Mike har ydet en ihærdig indsats for at få klubben til at vokse – både på banen og udenfor banen. Han arbejder visionært og sætter nye ting i gang med solide resultatet,”

“Her kan der blandt andet nævnes; Cimbria Girls, camps i boligsociale områder og kørestolsbasket. Det er alle nogle af de tiltag, som har fået klubben til at vokse massivt i 2023,” skrev Randers Kommune på sin hjemmeside om nomineringen af Randers Cimbrias forretningsfører.

Ny tilskuerrekord et resultat af indsats i sociale projekter

For få uger siden rundede klubben stor – og historisk – bedrift, da de slog ny tilskuerrekord. Over 2,500 randrusianere var dukket op til topbasket i Arena Randers, da Randers tog imod Bakken Bears.

Sidst der var så stærkt et fremmøde til en sportsbegivenhed i Arena Randers var tilbage til da håndbold var på sit allerhøjeste i byen med Randers HK.

Den nye Cimbria-tilskuerrekord blev sat i forbindelse med et stort arrangement, som klubben havde sat i søen, i samarbejde med Randers Kommune.

Fullcourt.dk har lavet et interview med Mike Nielsen om den historiske klubrekord. Læs artiklen her.

Randers Cimbria sender ugentligt deres spillere ud på skolebesøg, hvor spillerne underviser elever i basketball i idrætstimerne. Klubben samarbejder med 20 forskellige skoler, og det var eleverne fra idrætstimerne, der mødte talstærkt op til kampen mod Bakken.

“Skolebesøgende er en del af vores rekrutteringsstrategi. Dels fordi vi gerne vil have, at alle i Randers ved, at de har et sted, hvor de kan gå til basketball. Målet er selvfølgelig at udbrede sporten. Men på den måde kan vi også have en positiv effekt i lokalsamfundet,”

“Vores skolebesøg har resulteret i nye medlemmer, og det er vi utrolig glade for. Og vi har kunnet mærke, at disse virkelig er blevet grebet af foreningslivet og nyder at komme til træning, og så betaler den her indsats sig bare,” siger Mike Nielsen

Randers deltog i arrangement med Team Rynkeby

Skolebesøg, basket-camps, kørestolsbasket og meget andet har stået på dagsordenen hos Randers-ledelsen i denne sæson.

I sidste måned mødte Randers Cimbria stærkt op med tre spillere til et arrangement, som Mike Nielsen husker tilbage på med et stort smil.

Foto: Randers Cimbria

Basketligaens MVP-kandidat Steven Green, Vin Baker Jr og Marcus Azor havde skiftet den orange bold ud med en cykel. Sammen med Team Rynkeby Østjylland skulle de tre amerikanere træde i pedalerne for at tjene penge ind til kræftramte børn, og det gjorde de med glæde.

“Jeg tog fat i Steven Green, Vin Baker Jr og Marcus Azor for at høre, om de havde lyst til at deltage i cykelbegivenheden, og de sagde alle ja uden tøven. De var slet ikke i tvivl. Efterfølgende fortalte de alle tre, at det var helt fantastisk at være en del af,”

“Når vi henter nye spillere, fortæller vi dem, at de ikke kun repræsenterer klubben på banen. Det gør de også uden for banen. Det er den kultur, vi har fået skabt, og den kunne ses til begivenheden,”

Månedens hold i marts ifølge SPORT LIVE

Foto: SPORT LIVE

Endnu en måned i Basketligaen er veloverstået.

Marts er blevet til april, og derfor kårede Danmarks basketball kanal SPORT LIVE tidligere på ugen månedens hold i Basketligaen i marts.

Og månedens hold for marts har flere gengangere fra holdet i februar.

De navne, der går igen, er nemlig Horsens ICs Gage Davis, BK Amagers Andrew Sims, BMS Herlevs Jaden Edwards og Værløse Blue Hawks-cheftræner Jonas Sørensen.

De øvrige på månedens hold for marts er Værløse Blue Hawks´ Adam Heede-Andersen og Team FOG Næstveds Lagio Grantsaan.

Du kan høre argumenterne for udvælgelsen af holdet i den nyeste episode ´Overtime´ ved at klikke her.

Guard: Adam Heede-Andersen, Værløse Blue Hawks

Foto: Bent Adolfsen

Guard: Gage Davis, Horsens IC

Foto: MJ Horsens

Forward: Andrew Sims, BK Amager

Foto: Robert Dines Rasch

Forward: Jaden Edwards, BMS Herlev

Foto: Robert Dines Rasch

Forward: Lagio Grantsaan, Team FOG Næstved

Foto: Bent Adolfsen

Cheftræner: Jonas Sørensen, Værløse Blue Hawks

Foto: Thorfoto

Tv-kamp: Sidste sæsons finalister mødes i Arena Næstved

Foto: ENBL

For anden gang i denne uge er der basket på SPORT LIVE, og igen er det med Bakken Bears på skærmen.

Torsdag aften er de forsvarende danske mestre taget en tur til Sydsjælland, hvor Team FOG Næstved venter, og torsdagens tv-kamp er således en gentagelse af sidste års finaleserie i Basketligaen.

Kampen sættes igang kl. 19:15, men SPORT LIVE blænder op med optakt fra kl. 18:45.

Tæt kamp forventes

Fire gange i sæson 2023/24 har Bakken Bears og Team FOG Næstved krydset klinger.

To gange er det blevet til Bakken Bears-sejr, men Næstved har sejret i de øvrige to. Den ene af Næstveds sejre var forresten årets pokalfinale.

Spændingsmæssigt er der således lagt op til en spændende kamp mellem to hold, der har formået at gøre det svært for hinanden i sæsonen.

Statistisk set er Næstved og Bakken Bears de to mest offensive stærke hold i Basketligaen. Aarhusianerne topper med et snit på svimlende 99,2 point per kamp. Til sammenligning har Næstved som hold et pointsnit på 95,8 point per kamp.

Der hvor de to hold på papiret adskiller sig er på den defensive front, hvor Næstved modsat Bakken ikker ligger i toppen i Basketligaen. Det hold, der i snit får scoret færrest point imod sig, er Horsens IC. Dernæst er Bakken Bears, BC Copenhagen, Bears Academy, Svendborg Rabbits og så kommer vi til Team FOG Næstved.

Du kan selv dykke ned i statistikkerne ved at klikke her.

Tæt slutspil i Basketligaen

Bakken Bears går ind til topbraget ovenpå et nederlag tidligere på ugen til Randers Cimbria. Bakken Bears var storfavoritter inden mødet med lokalrivalerne, men kronjyderne sejrede og er nu for alvor med i kampen om en semifinaleplads.

Sejren til Randers betyder samtidig, at Bakken Bears ikke er lige så sikre på at kunne sikre førstepladsen i Playoff A. Med en sejr kunne de have taget et forspring på fire point mod De Gule ærkerivaler, men det fik Randers sat en stopper for.

Team FOG Næstved har i tabellen et godt stykke op til både Bakken Bears og Horsens IC. I stedet duellere de med Svendborg Rabbits og Randers Cimbria, og i skrivende stund er det Team FOG Næstved holdet med de bedste kort på hånden.

Men det er tæt.

Næstved ligger på tredjepladsen med to point ned til Svendborg, og selvom alle point er vigtige i kampen om at sikre sig en semifinaleplads, kan det få særlig betydning, om du får en semifinaleplads som tredje- eller fjerdepladsen i Playoff.

Fjerdepladsen er nemlig lavest seedet og skal derfor møde den på papiret stærkeste modstander – altså førstepladsen. I den anden semifinale mødes nummer to og tre. Næstved har seks point ned til Randers og kan med en sejr næsten sikre sig en semifinaleplads.

Men Næstved mangler fortsat at møde Randers i slutspillets returopgør, og hvis alle resultaterne flasker sig for Randers, kan Randers matematisk set godt ende med ende i slutspillet med Bakken Bears, Horsens IC og Svendborg Rabbits.

Spillere du skal holde øje med

Torsdagens tv-kamp er stjernespækket med store profiler i begge lejre.

For Bakken Bears er amerikanske Deandre Pinckney topscorer med et snit på 16,7 point per kamp efterfulgt af landsmændende Malik Parsons (14,5ppg) og Ryan Evans (13,4ppg). Den mest scorende dansker for Bakken er Gustav Knudsen med et snit på 12,7 point.

Hos Næstved er Eric Ayala topscorer med 17,6 point per kamp. Lige i hælene på Ayala er Lagio Grantsaan, der snitter 17,5 point per kamp, så Næstved har en uhyre stærk offensiv duo. Gus Okafor er treer med et pointsnit på 14,5 point.

Påskebasket på SPORT LIVE: Randers Cimbria skal en tur til Aarhus

Foto: @Basketfotografen

SPORT LIVE er klar med et jysk lokalopgør, når Basketligaens førsteplads Bakken Bears mandag aften tager imod Randers Cimbria kl. 19:45.

SPORT LIVE åbner studie med optakt fra kl. 18:45. Kampen er den første af to tv-kampe i denne uge. Torsdag er de nemlig tilbage med mere basket på sendefladen, når Team FOG Næstved og Bakken Bears tørner sammen på Sydsjælland.

Bakken Bears, der i næste uge skal spille europæisk semifinale i European North Basketball League, der desuden også kan følges på SPORT LIVE, går ind til mandagens kamp med masser af selvtillid fra sidste spillerunde. Blot for lidt over 48 timer siden var de sidst i aktion, da de udspillede ærkerivalerne Horsens.

Så selvtillid mangler de ikke, men omvendt har de ikke haft masser af tid til at restituere. Randers har modsat Bakken haft en helt uges pause og dermed også mere tid til at forberede sig på mandagens modstander, der sideløbende med det pressede program i Basketligaen også har et stort fokus på næste uges europæiske semifinale.

Randers har brug for en sejr for at kunne indhente Svendborg

Mandagens lokalopgør er anden gang i dette års Playoff A, hvor Randers og Bakken støder sammen. I det første opgør i Randers, hvor kronjyderne satte ny tilskuerrekord, sejrede Bakken Bears rimelig komfortabelt.

Randers tabte i sidste uge til Horsens IC, efter en kamp, som de havde nogenlunde styr på over 30 minutter, og derfor har Randers gevaldigt brug for en sejr mod Bakken mandag.

Randrusianerne befinder sig inden kampen på ligaens femteplads med 28 point. Randers har seks point op til Svendborg, der er nummer fire, og derfor er Randers tæt på at være ude af kampen om en semifinaleplads.

Svendborg har fire kampe tilbage i Playoff A og kan, hvis de vinder rub og stub, komme op på 42 point. Randers mangler fem kampe, hvoraf den ene er mod Bakken, og hvis Randers slår Bakken kan det blive rigtig interessant. I så fald er der fire point mellem de to hold.

Og hvis Svendborg som et minimum smider point i eksempelvis deres næste kamp mod Horsens IC, kan Randers tage fjerdepladsen fra Svendborg.

I slutspillets sidste kamp mødes Randers og Svendborg nemlig i Randers. Randers vandt det første indbyrdes opgør mod Svendborg, så de behøver derudover heller ikke bekymre sig om at vinde med et særligt antal point.

Randers har oddsene mod sig, men alt er således stadig muligt.

Vild HIC-stime brudt – Nu vil de op på hesten igen med sejr i Jysk Derby

Foto: MJ Horsens

En helt utrolig stime af sejre i Basketligaen sluttede tidligere på ugen, da Horsens IC måtte se sig besejret af Værløse Blue Hawks med 70-78.

Inden mødet med nordsjællenderne havde De Gule vundet intet mindre end 14 kampe i streg i Basketligaen. Deres seneste nederlag i ligaen inden da var helt tilbage til den 11. december, men de undertippede Værløse Blue Hawks viste nok engang, at de ikke er et hold, man skal tage let på.

Lørdag eftermiddag får Horsens IC muligheden for at starte en ny stime, når det er tid til endnu et Jysk Derby. Horsens IC tager turen til Smilets By, og Horsens IC har efter nederlaget til Værløse brug for en sejr mod ærkerivalerne i kampen om førstepladsen i Playoff A. (Se den nuværende stilling i Basketligaen nederst i denne artikel)

Lørdagens jyske derby har tipoff 17:30 og kan ses på JFM Play, eksempelvis Stiften.dk.

HIC og Værløse er nemlig på seks ud ti kampe i Playoff A, mens de resterende fire hold er på fem styks.

I slutspillets første jyske derby, som også var de to holds første kamp i Playoff A, blev det til en sejr til Horsens IC på 88-77. Gage Davis sluttede som kampens topscorer med 20 point.

Nu har Bakken Bears muligheden for at få revanche, men Bjørnebanden har modsat Horsens IC andet at fokusere på i disse dage.

Selvom at slutspillet fylder en del for Bakken, har de den 9. april en europæisk semifinale på programmet. Bakken Bears er nemlig med i årets Final Four i European North Basketball League, der tilmed finder sted i Aarhus.

Horsens IC kan derfor måske drage nytte af, at Bakken Bears har den kommende semifinale i baghovedet.

Stillingen i Basketligaen inden lørdagens Jyske Derby:

Tv-kamp: Værløse jagter endnu en sejr – denne gang mod ligaens førsteplads

Foto: Heinzefoto

I mandags blev de danske basketfans forkælet med en sand lækkerbisken på SPORT LIVE mellem Randers Cimbria og Horsens IC.

Torsdag er der mere basket på SPORT LIVE, når De Gule igen skal i ilden. Denne gang står Horsens IC overfor Værløse Blue Hawks kl. 19:15, og der er lagt op til et spændende møde i Forum Horsens IC. SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:45.

Værløse Blue Hawks går ind til opgøret med selvtillid, efter de tidligere på ugen besejrede Team FOG Næstved. Værløse sejrede med cifrene 86-92 efter en velspillet kamp, og dermed er de ikke længere uden sejr i Playoff A. Det var første gang i næsten ti år, at Værløse kom afsted fra en kamp mod Næstved med en sejr.

Du kan læse om Værløses sejr på Fullcourt.dk her.

Vi er nu halvvejs inde i Playoff A, og Værløse Blue Hawks har med sejren bevist, at de hører hjemme i det øvre slutspil i Basketligaen. Dertil har Blue Hawks i to af de øvrige opgør i slutspillet givet både Svendborg Rabbits og Randers Cimbria kamp til stregen.

Værløse og Horsens har allerede krydset klinger en gang i slutspillet. Det var i starten af sidste uge, hvor Horsens på udebane hentede en 64-86-sejr efter en pragtpræstation af Liam Churchill. Churchill leverede 32 point, seks rebounds og fire assists.

I Basketligaens grundspil mødtes de to gange, og også der sejrede HIC sikkert, så Værløse har haft det svært mod Vedran Borovcanins Horsens IC i denne sæson.

Men det er de ikke ene om. Horsens IC ligger i skrivende stund på førstepladsen i Playoff A med 22 sejre i 25 kampe, og HIC har ikke tabt en kamp i Basketligaen i rigtig lang ting. Faktisk er de inde i en stime på 14 sejre, hvilket er en statistik, der taler sit tydelige sprog: Horsens IC er i storform, så Værløse skal spille op til sit allerbedste for at have en chance for at sende en ende på HIC-stimen.

Find ud af om Horsens IC kan fortsætte deres dominerende stime på SPORT LIVE kl. 19:15.

Tv-kamp: Randers kommer på svær opgave mod ligaens førsteplads

Foto: Thorfoto –

De danske basketfans bliver forkælet med topbasket i disse uger.

I sidste uge havde SPORT LIVE intet mindre end to tv-kampe på programmet, og mandag aften begyndes en ny basket-uge med en ny tv-kamp.

Mandag aften er der tv-kamp i Randers, når kronjyderne får besøg af Basketligaens førsteplads Horsens IC. Kampen skydes igang kl. 19:15. SPORT LIVE er klar med optakt fra 18:45. Opgøret kommenteres af Jeppe Martinusen & Simon Falden.

De Gule sikrede sig definitivt en plads i årets semifinaler i sidste spillerunde, men trods at de ikke kommer til at gå på tidlig sommerferie, kommer de ingenlunde til at slippe foden fra speederen – tværtimod. Horsens IC, der har vundet hele 13 kampe i træk i Basketligaen, kan nemlig med en førsteplads i Playoff A sikre sig en på papiret lettere modstander, end hvis de bliver toer.

Kan Horsens IC køre førstepladsen i Playoff A, skal de i semifinalerne møde fjerdepladsen, mens en andenplads betyder, modstanderen i semifinalerne bliver ligaens treer.

Horsens IC har altså fortsat masser at spille for, men de kan alligevel spille uden et stort pres, da de allerede er sikret en semifinale.

Men det er mandagens modstander ikke. Randers Cimbria gik ind til årets Playoff A med et rigtig skidt udgangspunkt med ti point op til Svendborg Rabbits på fjerdepladsen, men randrusianerne er stadig med i kampen om en af de fire adgangsgivende semifinalepladser.

Det ovenstående pointforspring på ti point op til Svendborg er nemlig blevet reduceret til seks point, og kan Randers Cimbria sætte en ende på Horsens ICs imponerende sejrsstime, er der en god chance for, at hullet til Svendborg kan være endnu mindre ved dagens slutning.

I Aarhus får Bakken Bears besøg af Svendborg Rabbits, og de danske mestre går ind til kampen som favoritter. Og såfremt de lever op til favoritværdigheden, er det en kæmpe gave til Randers Cimbria.

Men for at det overhovedet får en betydning, skal Randers lige gøre sin egen del af arbejdet først.

Se om Randers kan sætte endnu mere pres på Svendborg med en sejr over Horsens IC kl. 19:15 på SPORT LIVE.

Tv-kamp: Horsens IC kan fortsætte vild sejrsstime – får besøg af Næstved

Foto: MJ Horsens – Matthias Storgaard

Kl. 19:15 er der tipoff til ugens anden tv-kamp på SPORT LIVE, når Team FOG Næstved tager turen til Horsens. SPORT LIVE er klar med basket på sendefladen fra 18:45. Kampen kan også ses på JFM Play, fx. Stiften.dk.

Horsens IC går ind til kampen på førstepladsen i Basketligaen, og med mindre de forsvarer hjemmebanen og sender Næstved hjem til Djævleøen med et nederlag i kufferten, kan de i morgen tidlig vågne op som Basketligaens andenplads.

I Værløse mødes Værløse Blue Hawks og Bakken Bears, og aarhusianerne ligger á point med Horsens IC i tabellen hver med 40 point.

Horsens IC er ligaens foreløbige førsteplads, men de er samtidig også ligaens mest formstærke hold. De Gule er startet Playoff A med sejre mod Bakken Bears, Svendborg Rabbits og Værløse Blue Hawks, men den gode start på slutspillet er ikke det mest imponerende ved deres sejrstime.

Horsens er nemlig inde i en stime på 12 sejre i streg i Basketligaen. Senest de tabte i Basketligaen var den 11. december mod Svendborg Rabbits. I januar led de to nederlag i pokalturneringen, men i Basketligaen er HIC inde i en vild sejrsstime.

Modsat Horsens har der været grus i maskineriet hos Næstved i starten på Playoff A. Sydsjællenderne har ligesom HIC spillet tre kampe i slutspillet, men hidtil er det blot blevet til en enkelt sejr mod Svendborg Rabbits og to nederlag mod Bakken Bears og Randers Cimbria.

Det betyder, at Næstved i skrivende stund befinder sig på en delt tredjeplads med Svendborg Rabbits.

Tilskuerrekord: Propfyldt Arena Randers klar til møde med Bakken Bears

Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Der forventes at blive sat en ny Randers Cimbria-tilskuerrekord, når kronjyderne mandag får besøg af de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Op mod 2,500 fans forventes at dukke op til mandagens topkamp i Basketligaen, der desuden er en tv-kamp på SPORT LIVE, og kampen vil uanset resultatet blive husket længe hos Randers Cimbria.

I samarbejde med Randers Kommune har Randers Cimbria nemlig inviteret kronjyske folkeskoleelever i massevis til topbasket i Randers.

Uge efter uge sender Randers Cimbria deres spillere ud på skolebesøg, hvor spillerne træner folkeskoleeleverne i basketball i idrætstimerne med det formål at give tilbage til lokalsamfundet.

Hver uge kommer spillerne til eleverne, men mandag aften er det altså omvendt, når eleverne kommer og overværer Randers-spillerne tage imod de dominerende bjørne fra Aarhus.

Randers rykker ind ved siden af

Randers Cimbria er til kampen mod Bakken Bears rykket ind i hallen ved siden af deres vanlige hjemmebane, for i den normale hal, også kaldt hal 3, er der simpelthen ikke nok plads.

I sidste sæson afholdt Randers en lignende begivenhed med stor succes. Over 650 fremmødte skabte en fremragende stemning i Arena Randers hal 3, og interessen for kampen var så stor, at de sagtens kunne have inviteret langt flere elever.

Sådan så det ud sidste år, da Randers fik besøg af hundredevis af randrusianske folkeskoleelever – Foto: Thorfoto

Dengang var der pladsmangel, men det har Randers løst til mandagens kamp ved at rykke ind i Arena Randers Hal 2.

Der bliver således pres på gæsterne fra lægterne.

Randers´ chancer for en semifinale kan få stort boost med sejr

Og Randers Cimbria kan få brug for en hjælpende hånd fra de fremmødte fans, når Bakken Bears kommer på besøg.

Playoff A er fuldt igang, og Randers Cimbria har indtil videre gjort rent mod bord med sejre mod Team FOG Næstved og Værløse Blue Hawks.

Hidtil er det gået efter planen for Randers, der skal spille et suverænt slutspil for at skaffe sig selv en semifinaleplads, men Randers har fortsat ryggen mod muren med seks point op til Team FOG Næstved på fjerdepladsen.

Kampen mellem Randers og Bakken er ikke den eneste i Basketligaen mandag aften.

I Arena Næstved tørner Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits sammen, og en sejr til Svendborg samt en sejr til Randers mod Bakken kan give kronjydernes semifinalechancer et kæmpe boost.

I så fald er der blot fire point op til Næstved for Randers, og da de to hold i næste måned skal mødes i Randers kan det blive en rigtig, rigtig spændende slutspurt på Basketligaens Playoff A.

Ugen byder på to tv-kampe

Randers Cimbria mod Bakken Bears er den første af to tv-kampe på SPORT LIVE i denne uge. Torsdag mødes Horsens IC og Team FOG Næstved.

Mandagens tv-kamp har tipoff kl. 19:15, men SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 18:45.

Udover SPORT LIVE kan begge kampe også ses på JFM Play.