Midtvejs i sæsonen: Fem tophold inden for to points afstand

Foto: LethsLens

Vi har rundet midtvejsmærket i Basketligaen 2025/26, og igen i år er det vanvittig tæt i både top og bund.

2025 er blevet til 2026. Dermed har vi også rundet midtvejsmærket i Basketligaen 2025/26.

Sidste sæson var historisk tæt – både i top og bund. Og i år er ingen undtagelse. Holdene har slået hinanden på kryds og tværs, og det har resulteret i en ufatteligt spændende top- og bundkamp.

I skrivende stund er de fem tophold inden for blot to points (én sejr) afstand.

1. Bakken Bears 13–1 (26 pts)
2. Team FOG Næstved 13–2 (26 pts)
3. Horsens IC 13–3 (26 pts)
4. Svendborg Rabbits 12–3 (24 pts)
5. Randers Cimbria 12–4 (24 pts)

Toppen kan endda blive endnu senere på ugen. Potentielt kan de fem tophold alle ligge á point, hvis resultaterne flasker sig.

Der venter ovenikøbet en direkte topkamp som denne uges TV-kamp på SPORT LIVE. En rematch af sidste sæsons DM-finale. Bakken Bears mod Svendborg Rabbits. Kan fynboerne tage til Aarhus og vinde, ligger de to hold á point.

Nervepirrende bundkamp

Det er også marginaler, der skiller bundholdene ad denne sæson. Og med en mulig nedrykning til sidstepladsen, så er alt på spil for at undgå en bundplacering når sæsonen er omme.

8. Bears Academy 4–12 (8 pts)
9. BMS Herlev 3–11 (6 pts)
10. BK Amager 2–14 (4 pts)
11. Holbæk-Stenhus 1–14 (2 pts)
12. BK Vejen 1–14 (2 pts)

På fredag venter der endnu en bundgyser når BK Amager tager imod BMS Herlev. Vinderen kan tage et vigtigt skridt væk fra sidstepladsen som Holbæk-Stenhus og BK Vejen deler i skrivende stund.

TV-kamp: 2026 åbnes med top mod bund

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Team FOG Næstved tager imod BK Vejen i årets første TV-kamp på SPORT LIVE.

Det blev en bitter afslutning på 2025 for Team FOG Næstved, der for en uge siden tabte med ét enkelt point til Svendborg Rabbits på en scoring i de døende sekunder. Dermed mistede sydsjællænderne 1. pladsen i Basketligaen og indkasserede sæsonens blot andet nederlag.

Nu gælder så en helt anden type opgave til at åbne 2026. I sidste uge var det en 50:50-kamp mod en konkurrent i toppen – nu venter så rækkens bundprop i form af BK Vejen, der gæster Arena Næstved søndag eftermiddag.

Oprykkerne fra BK Vejen har fået en svær start på deres første sæson i Basketligaen. Det hele så ellers lovende ud i starten, hvor de spillede flere jævnbyrdige kampe og fik en tidlig sejr mod en direkte konkurrent i bunden. Men siden har man haft 11 nederlag på stribe inklusiv pokal-exitet til Bears Academy, mens man lige nu indtager sidstepladsen i Basketligaen.

Derudover har man fortsat ikke fået arbejdstilladelse endnu på den tidligere NBA-profil Tony Wroten, der blev hentet til klubben i november. Det samme gør sig gældende for den nye træner Steve Hanson.

På trods af modgangen, kan Vejen så alligevel skabe en kæmpe overraskelse ved, at tage til Næstved og vinde? Næstved vandt det omvendte opgør ganske suverænt med hele 45 point tilbage i september.

Du kan se Team FOG Næstved mod BK Vejen søndag direkte på SPORT LIVE. Der er tip-off kl. 16.15, mens SPORT LIVE sender optakt allerede fra kl. 15.45.