TV-kamp: Oprykker tager imod bronzevinder

Foto: Mølsted Fotos / BK Vejen

BK Vejens første TV-kamp nogensinde på SPORT LIVE står for døren når oprykkerne torsdag aften tager imod bronzevinderne fra Randers Cimbria.

Der venter et interessant møde torsdag aften i Vejen Idrætscenter når SPORT LIVE viser denne uges TV-kamp.

Oprykkerne fra BK Vejen tager imod de forsvarende bronzevindere og pokalmestre fra Randers Cimbria. På papiret en meget ulige matchup. Men kan Randers leve op til den store favoritrolle? Eller kan Vejen skabe en kæmpe overraskelse?

BK Vejen tog nemlig deres første Basketliga-sejr nogensinde for fire dage siden, da man komfortabelt slog BK Amager med 90–79. Midtvejs i kampen formåede man endda at opbygge et 21-points forspring. Kampen forinden var man også tæt på at slå et velspillende Værløse-hold på udebane.

Udover at Vejen kommer med selvtillid, så har de også forstærket truppen yderligere med hollandske Caleb Vijber, der i sin debut for fire dage siden mod Amager endte med at blive topscorer for Vejen med hele 19 point, samt to rebounds og fem assists.

Med forstærkningen af Caleb Vijber er BK Vejen nu oppe på hele seks importspillere. Og med den første sejr allerede i kamp 4, så tyder det på, at sønderjyderne mener det alvorligt denne sæson.

Deres modstander Randers Cimbria løb ind i sæsonens første nederlag i torsdags, da man på en svær udebane tabte 90–101 til Team FOG Næstved. Mon de revancherer nederlaget denne torsdag når de gæster et velbesøgt Vejen Idrætscenter?

Få svaret torsdag aften når BK Vejen og Randers Cimbria mødes i denne uges TV-kamp. Der er tip-off kl. 19.00, og SPORT LIVE sender optakt allerede fra kl. 18.30. Husk at du udover på SPORT LIVE også kan se udsendelsen på Ekstra Bladet+.

Nu starter Bakkens FIBA Europe Cup-gruppespil

Foto: FIBA

Bakken Bears tager hul på FIBA Europe Cup-gruppespillet i aften, og du kan se alle Bakkens gruppekampe direkte på SPORT LIVE.

I aften tager Bakken Bears hul på et nyt europæisk kapitel i en turnering som de har store traditioner i, nemlig FIBA Europe Cup

De danske mestre har tre gange tidligere nået semifinalen i turneringen, senest i 2022, hvor man tabte til italienske Reggio Emilia. Dog skal Bakken revanchere det seneste Europe Cup-gruppespil i 2023, hvor man blev 3’er i puljen og dermed ikke spillede sig videre til slutspillet.

I år er man i pulje med Anorthosis Famagusta (Cypern), Falco Szombathely (Ungarn) og Basket Zaragoza (Spanien). Nr. 1 går direkte videre til slutspillet, mens de seks bedste 2’ere ud af i alt også går videre. Derfor er der ikke råd til mange slinger i valsen for Bakken, hvis man vil videre fra puljen.

Der venter seks puljekampe i alt – én hver uge de næste seks uger. Og du kan se dem alle sammen direkte på SPORT LIVE.

Onsdag d. 15. oktober
Kl. 18.30 Bakken Bears – Anorthosis Famagusta

Onsdag d. 22. oktober
Kl. 18.00 Falco KC Szombathely – Bakken Bears

Onsdag d. 29. oktober
Kl. 18.30 Bakken Bears – Basket Zaragoza

Onsdag d. 5. november
Kl. 18.00 Anorthosis Famagusta – Bakken Bears

Tirsdag d. 11. november
Kl. 18.30 Bakken Bears – Falco KC Szombathely

Onsdag d. 19. november
Kl. 20.00 Basket Zaragoza – Bakken Bears

Højdepunkter: Team FOG Næstved – Randers Cimbria

Det var to ubesejrede hold, der mødtes i Arena Næstved torsdag aften til denne uges TV-kamp. Det endte med en sejr til Team FOG Næstved, der vinder en pointrig topkamp mod Randers Cimbria med 101–90.

Du kan se højdepunkter kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

TV-kamp: Ubesejrede Næstved møder ubesejrede Randers

Foto: Falleini

To ubesejrede hold i form af Team FOG Næstved og Randers Cimbria mødes torsdag aften i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE.

Det er blevet tid til en af de store kampe i grundspillet, hvor to medaljekandidater tørner sammen. Team FOG Næstved og Randers Cimbria er begge ubesejrede efter deres respektive første tre kampe. Nu mødes de så i Arena Næstved torsdag aften i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE – en kamp, hvor vi får et af de første fingerpeg om, hvilke af topholdene, der er favoritter til medaljerne.

De to hold plejer historisk at spille meget tætte og interessante opgør. En matchup, der generelt altid har været lige og jævnbyrdig. De seneste 13 år har der dog været et lille overtag af sejre til Næstved. Siden 2012 har de to hold mødt hinanden 57 gange i Basketligaen. 31 sejre til Næstved, 26 til Randers.

Sidste sæson var det dog Randers, der havde overtaget, hvor de vandt fire af de fem indbyrdes møder, hvis man også tæller pokal-semifinalen med.

Nu mødes de for første gang i 2025/26 torsdag aften. En kamp du kan se direkte på SPORT LIVE og Ekstra Bladet+. Tip-off er kl. 19.15 og TV-optakten starter allerede kl. 18.45.

TV-kampe fastlagt frem til januar

Foto: SPORT LIVE

TV-kampene på SPORT LIVE er nu fastlagt helt frem til den 29. januar.

Med Bakken Bears’ Europa-program på plads, har Basketligaen og SPORT LIVE dermed også kunne fastlægge TV-kampene længere ude i fremtiden.

TV-kampene fra 18. september til 12. november kender vi allerede, og nu er TV-kampene fastlagt helt frem til 29. januar.

Torsdag d. 20. november
BK Amager – Værløse Blue Hawks

Onsdag d. 3. december
Horsens IC – Holbæk-Stenhus

Torsdag d. 11. december
Holbæk-Stenhus – BK Amager

Torsdag d. 18. december
BMS Herlev – BC Copenhagen

Mandag d. 29. december
Svendborg Rabbits – Team FOG Næstved

Søndag d. 4. januar
Team FOG Næstved – BK Vejen

Torsdag d. 8. januar
Bakken Bears – Svendborg Rabbits

Torsdag d. 15. januar
Horsens IC – Team FOG Næstved

Torsdag d. 29. januar
Randers Cimbria – Værløse Blue Hawks

TV-programmet for de sidste tre runder i grundspillet vil blive offentliggjort når vi nærmer os og vi kender scenarierne i grundspillet.

Månedens Hold: September (kåret af SPORT LIVE)

SPORT LIVE har givet deres bud på Månedens Hold for september i Basketligaen.

Traditionen tro har SPORT LIVE i deres magasin “Overtime” givet et bud på de bedste fem spillere og en træner for den netop overståede måned i Basketligaen.

Valget af faldet på følgende aktører.

G: Ogbemudia Uagboe, Værløse Blue Hawks
1 kamp: 27 pts, 8 reb, 11 ast, FG: 56.3% (32 min)

G: Duke Deen, Bakken Bears
1 kamp: 15 pts, 7 reb, 7 ast, FG: 60% (21 min)

F: Gabriel Vogel, Svendborg Rabbits
1 kamp: 21 pts, 7 reb, 1 ast, FG: 75% (25 min)

F: Caden Ebeling, BK Amager
2 kampe: 22 pts, 15 reb, 2 ast, FG: 39.5% (37 min)

F: Vic Searls, Team FOG Næstved
2 kampe: 18 pts, 5.5 reb, 2.5 ast, FG: 75% (23 min)

Coach: Vedran Borovcanin, Horsens IC (3–0)
PF: 274, PA: 207 (+67)

Højdepunkter: Svendborg Rabbits – Bakken Bears

Denne uges TV-kamp var en gentagelse af sidste sæsons DM-finale. Her vandt Bakken Bears ganske sikkert over Svendborg i en flot kulisse med over 2.200 tilskuere på lægterne.

Du kan se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

Arena Svendborg bliver vært for herrernes pokalfinale

Foto: Svendborg Idrætscenter

Efter 15 års pokalfinaler i Forum Horsens bliver Arena Svendborg vært for herrernes pokalfinale i 2026.

Forum Horsens har været vært for herrernes pokalfinale konstant siden 2011, men i 2026 rykker finalen fra Østjylland til Sydfyn.

Den nyopførte Arena Svendborg, der er til dagligt er hjemmebane for Svendborg Rabbits, bliver nemlig vært for den 52. udgave af herrernes pokalfinale, der afvikles den 24. januar 2026.

Arena Svendborg blev indviet i januar og kan huse 3.900 tilskuere, heraf 3.016 siddepladser.

Det officielle billetsalg åbner lørdag den 4. oktober.

Foto: Tom Andreasen