SPORT LIVE bekræfter sit engagement i dansk basketball med ny stor tv-aftale

Foto: Team FOG Næstved

Seerne kan glæde sig til endnu mere dansk topbasketball på tv, efter at SPORT LIVE har indgået en eksklusiv aftale om tv-rettighederne til herrernes bedste række, Basketligaen, i yderligere to sæsoner.

Basketball har i flere år udgjort en stor del af sendefladen på SPORT LIVE, som har vist hundredevis af kampe fra herrernes bedste række samt landskampe og pokalfinaler.

Den nye tv-aftale betyder, at SPORT LIVE vil producere og transmittere over 50 ligakampe hver sæson til og med sæsonen 2026–27. Derudover vil der blive sat fokus på Basketligaen med bl.a. højdepunkter, analyser, interviews og gæster i magasinprogrammet Overtime.

– Vi har været rigtig glade for samarbejdet med SPORT LIVE. Derfor glæder det os også, at vi kan indgå en ny tv-aftale. Vi oplever en stigende interesse for Basketligaen, og vi tror på, at vores liga kan tage nye store skridt i de kommende sæsoner som en af Danmarks stærke sportsligaer. At sikre mange tv-kampe samt indhold til sociale medier i en høj kvalitet har vægtet højt for os, siger Andreas Larsen, formand for Basketligaen.

Også hos SPORT LIVE er der stor glæde over tv-aftalen:

– Vi har haft et forbilledligt samarbejde med Basketligaen, og siden vi begyndte at sende kampe fra ligaen for tre år siden, har dansk basketball udviklet sig kolossalt. Stor opbakning lokalt, et højere niveau på banen, flere tilskuere og et rekordhøjt medlemstal har resulteret i en meget bredere og stærkere liga,” siger SPORT LIVEs direktør Flemming Kjellerup og fortsætter:

– Flere af klubberne er i den periode rykket til større arenaer, og for nylig var der propfyldt med over 3.000 tilskuere, da Svendborg tog deres nye hal i brug. Lige nu er vi inde i slutspillet, og vi har den tætteste liga i årtier med fem meget stærke klubber i Aarhus, Randers, Horsens, Svendborg og Næstved, som ligger i krig om fire semifinalepladser – og flere københavnske hold er begyndt at slå ”de store” ind i mellem. Samtidig er landsholdet bedre end nogensinde og var sekunder fra at kvalificere sig til sin første EM-slutrunde. Det er en fantastisk rejse, som vi er stolte over at være en del af, og vi glæder os rigtig meget til at tage flere store skridt sammen med Basketligaen de næste par år, slutter Flemming Kjellerup.

Læs mere om Basketligaen og få seneste nyt på www.basketligaen.dk.

SPORT LIVE kan ses af over 700.000 husstande og distribueres af YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox og JFM Play samt Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.

For yderligere information

Flemming Kjellerup
Direktør, SPORT LIVE
[email protected]
Mobil: 40 29 49 77

Andreas Larsen
Formand, Basketligaen
[email protected]
Mobil: 28 79 17 86

Højdepunkter: Team FOG Næstved – Horsens IC

Horsens IC tager et stort skridt mod semifinalerne med en sejr torsdag aften mod Team FOG Næstved.

Du kan se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er bragt i samarbejde med SPORT LIVE.

TV-kamp: Hvem napper 2. pladsen torsdag aften?

Foto: Team FOG Næstved

Der venter to spændende topkampe torsdag aften, hvor TV-kampen denne runde hedder Team FOG Næstved – Horsens IC.

Kampen om semifinalepladserne spidser til. Lige nu ligger hele fire hold helt lige på en delt 2. plads med 38 point hver. To af de hold mødes i denne rundes TV-kamp torsdag aften når Team FOG Næstved tager imod Horsens IC.

Der resterer fire kampe i Playoff A. Derfor vil en sejr lune gevaldigt i begge lejre. Det er dog to hold, der ikke toppræsterer i øjeblikket. Næstved har tabt fem af deres seneste syv kampe, mens Horsens seneste seks kampe hedder sejr-nederlag-sejr-nederlag-sejr-nederlag. Kort sagt to ustabile hold, der intet kan tage for givet i øjeblikket og hvor alle sejre tæller.

Samtidigt torsdag aften mødes Svendborg Rabbits og Bakken Bears. Fynboerne ligger lunt på 1. pladsen i Basketligaen, mens Bakken ligeledes er på 19 sejre som Horsens, Næstved og Randers. Derfor har begge kampe stor betydning for den videre kamp om semifinalepladserne, og du kan blive klogere på det hele torsdag aften når SPORT LIVE følger begge kampe tæt, når deres TV-vogn rykker til Arena Næstved.

De to hold har mødt hinanden tre gange denne sæson, hvilket har resulteret i to Næstved-sejre og én Horsens-sejr. Seneste kamp fandt sted 7. marts, hvor Næstved højst overraskende bankede Horsens med hele 20 point i Forum Horens – sågar med en meget decimeret, skadesramt trup.

Næstved og Horsens mødtes også i en intens semifinaleserie sidste sæson, hvor Næstved trak det længste strå og vandt serien 3–1.

Har Næstved igen overhånden torsdag aften mod Horsens? Eller får jyderne revanche mod deres overmænd? Få svaret torsdag på SPORT LIVE og JFM Play, hvor der sendes optakt fra kl. 18.45.

Månedens Hold: Marts 2025 (valgt af SPORT LIVE)

Marts måned er overstået, og vanen tro har SPORT LIVE sat deres bud på Månedens Hold i Basketligaen.

SPORT LIVE har sat Månedens Hold i Basketligaen, og valget er faldet på følgende fem spillere og en træner.

G: Marquis Addison, Randers Cimbria
7 kampe: 15.6 pts, 4.4 reb, 4.4 ast, FG: 44.1% (32 min)

G: Caleb Huffman, Team FOG Næstved
6 kampe: 22.5 pts, 6 reb, 4.5 ast, FG: 46.7% (33 min)

F: Darko Jukic, Bakken Bears
6 kampe: 10.3 pts, 2.8 reb, 7.8 ast, FG: 48% (30 min)

F: Marek Nelson, Horsens IC
6 kampe. 21.2 pts, 4.3 reb, 1.5 ast, FG: 60.5% (31 min)

F: Parker Bjorklund, Svendborg Rabbits
6 kampe: 18.7 pts, 7.5 reb, 1.8 ast, FG: 54.8% (31 min)

Coach: Jeffrey Fawme, Randers Cimbria
7 kampe: 5 sejre og 2 nederlag, PF: 662 PA: 583 PD: +79

Jesper Krone stopper i BC Copenhagen efter sæsonen

Foto: Joe Loew Productions

Når sæsonen er slut skilles BC Copenhagens og Jesper Krones veje efter to års samarbejde.

I 2023 blev den erfarne Jesper Krone præsenteret som ny head coach i BC Copenhagen. Tirsdag meddelte klubben så, at samarbejdet med Jesper Krone stopper efter indeværende sæson.

Den tidligere kvindelandstræner formåede at føre klubben til en 7. og 6. plads i sine to sæsoner. Først i et tæt kapløb med Værløse Blue Hawks om 6. plads den forgangne sæson. Og denne sæson blev døren sparket ind til Playoff A for første gang og til en status som “best of the rest” efter de fem tophold i Basketligaen.

Udover at træne BC Copenhagen, bruger Jesper Krone også en masse timer på at arbejde med unge atleter indenfor bl.a. mentaltræning. En ting han nu vil fokusere endnu mere på i fremtiden.

– Beslutningen om at stoppe i BC Copenhagen har været enorm svær for mig. De sidste to sæsoner har jeg arbejdet sammen med en masse gode mennesker, hvor vi sammen har fået BC Copenhagen op på et højere niveau. Jeg ville ønske at være med på den fremtidig rejse for BC, da jeg tror der er gode tider i vente. Men tiden er moden for, at jeg fokuserer på nogle andre områder i min hverdag, heriblandt mentaltræning og coaching til blandt andre unge atleter i alle sportsgrene, udtaler Jesper Krone på BC Copenhagens Facebook.

Hvem der overtager roret efter Jesper Krone er ikke meldt ud endnu. Assistenttræner Frederik Willum Travis vil stå for træningen de efterfølgende måneder i off-season.

Højdepunkter: Randers Cimbria – BC Copenhagen

Randers Cimbria tager en pligtsejr mod BC Copenhagen og hopper dermed direkte fra 5. til 2. pladsen i Playoff A!

Du kan se højdepunkter fra mandagens opgør her.

Højdepunkterne er bragt i samarbejde med SPORT LIVE.