De næste syv dage byder på syv kampe fra Basketligaen, og hele to af de syv kampe vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE.
Første TV-kamp er i dag, mandag d. 6. marts, hvor Svendborg Rabbits får besøg af Horsens IC. Ugens anden TV-kamp er på torsdag, hvor Bakken Bears hjemme i Sparekassen Danmark Basketball Center tager imod Randers Cimbria.
Se det fulde overblik over ugens kampe i toppen af artiklen.
Desuden kan alle kampe ses hos Jysk Fynske Mediers (JFM) hjemmesider, eksempelvis Stiften.dk.
Mandag aften er der igen Basketligaen på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE, når Horsens IC skal en tur til Sydfyn for at møde Svendborg Rabbits, og udfaldet af aftenens TV-kamp på SPORT LIVE ændrer ikke på stillingen i Basketligaen.
Det er måske ikke den bedste salgstale til at skulle tune ind og se kampen, men mandagens topbrag i Basketligaen er mellem de to hold, der forventes at duellere om fjerdepladsen i Playoff A 1-6, som er den sidste plads, der giver adgang til en semifinaleplads.
Svendborg Rabbits, der inden ugens TV-kamp ligger på femtepladsen i Basketligaen, har fire point op til netop Horsens IC på fjerdepladsen, så derfor er der uhyre vigtige point på spil til top fire-striden i Basketligaen.
Kaninerne kan med en sejr være blot to point bag Horsens i tabellen, hvilket for alvor ville give sydfynboerne tro på tingene. Omvendt vil en Horsens IC-sejr øge forspringet til Rabbits i tabellen til seks point, og skulle dette scenarie ske, ser det sort ud for Svendborg Rabbits.
Bevares, topbraget på Sydfyn er de to holds blot anden kamp i slutspillet, men hvis Horsens vinder i aften, har Svendborg seks point op til deres nærmeste konkurrent om en semifinaleplads.
Inden mandagens kamp har de to hold fortsat 18 mulige point at hente i slutspillet, og derfor skal Svendborg altså levere på et tårnhøjt niveau resten af Playoff A, alt imens Horsens IC skal smide point op til flere gange – men alt er stadig muligt i en historisk tæt Basketligaen.
Se den foreløbelige stilling i Basketligaen herunder:
Første kamp i slutspillet
Svendborg Rabbits gav i første spillerunde af slutspillet sig selv en hjælpende hånd frem mod en top fire-placering, da de på udebane mod BMS Herlev sejrede med 77-81. Læs om den kamp her.
Svendborg, anført af amerikanske Devin Whitfield, spillede en fin kamp og fortsatte med det lovende spil, som de sluttede grundspillet med.
I den anden lejr bød den forgangne spillerunde på nederlag til Horsens IC, der i fredags fik besøg af Bakken Bears på hjemmebane. De Gule fik en helt igennem horribel start på kampen og var resten af opgøret ude på jagt efter et comeback. Læs alt om det opgør her.
To hold, to nye cheftrænere
Udover at de to hold har det tilfælles, at de i skrivende stund kæmper om fjerdepladsen, kan begge hold ligeledes nikke genkendende til, at de kort inden slutspillet måtte tage afsked med sin cheftræner.
Svendborg Rabbits var et stykke tidligere ude end Horsens og fyrede amerikanske John Lattimore i slutningen af januar-måned grundet skuffende resultater. Erstatningen på cheftrænerposten lød på Mads Andersen, der i forvejen var en del af trænerstaben som assistent.
Siden Mads Andersen tog over har det set lovende ud for Svendborg Rabbits, der ser ud til at have fundet melodien, og det bliver således spændende at se, hvilken forfatning de er i, når de møder HIC i aften.
Hvor Svendborg havde et par kampe i slutningen af grundspillet med den nye cheftræner i spidsen, valgte Horsens IC sent på sæsonen at fyre Lukas Varga. Faktisk blev Varga først fyret ved slutningen af grundspillet.
Vargas erstatning er Jakob Hjorth, og den nye HIC-boss fik sig en svær start i sit nye job, idet han debuterede i den førnævnte kamp mod Bakken Bears, og derfor håber Hjorth på at få sin første sejr som cheftræner for Horsens IC, når de i aften møder Svendborg Rabbits.
Svendborg Rabbits – Horsens IC har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE indleder med optakt fra 19:00.
Der bliver knald på, når slutspillet skydes igang torsdag aften med to kampe. Det ene opgør kan ses på SPORT LIVE.
Torsdag aften tages der hul på slutspillet i Basketligaen med to kampe fra Playoff A 1-6. Aftenens første kamp står mellem Randers Cimbria og Team FOG Næstved, mens den anden kamp er mellem BMS Herlev og Svendborg Rabbits.
Sidstnævnte opgør, der spilles i Nordic Basketball Arena Herlev, vises på Danmarks basketball kanal SPORT LIVE og har tipoff kl. 19:15 med optakt fra kl. 19:00. Opgøret kommenteres af Peter Jørgensen og Pascal Colman.
Kampen kan derudover også ses hos JFM (Jysk Fynske Medier). Det kræver et abonnement hos JFM for at kunne se kampen. Hos JFM kan man dertil også se Næstved-Randers.
Svendborg Rabbits og BMS Herlev går ind til slutspillet med to vidt forskellige udgangspunkter. Sydfynboerne har sæsonen igennem underpræsteret og skuffet, hvilket resulterede i en fyring af cheftræner John Lattimore tilbage i januar.
Afskeden med Lattimore betød, at sidste sæsons sølvvindere i Basketligaen skulle finde sig en ny cheftræner, og her faldt valget på Mads Andersen, der havde været assistenttræner under Lattimore.
Siden Mads Andersen overtog roret i Svendborg har resultaterne været bedre, og det ser nu ud til, at de så småt har fundet melodien, hvilket klubben også selv fremhæver i sit seneste nyhedsbrev, de månedligt udgiver på sin hjemmeside.
“Mod slutningen af forrige måned valgte man at tage afsked med amerikanske John Lattimore og i stedet rykke forhenværende assistenttræner, Mads Andersen, op på cheftrænerposten. På papiret en forholdsvis stor satsning, da han med sine blot 28 år stadig er uprøvet som Head Coach på senior niveau,”
“Han har dog indtil videre kun vist at gøre den mindste form for tvivl til skamme. Med en afslutning på grundspillet, hvor man er gået igennem ubesejret, og en flot præstation i dele af pokalsemifinalen mod Bakken Bears, lover det umiddelbart rigtig godt for det kommende slutspil, der venter i begyndelsen af Marts,” skriver Rabbits i sit nyhedsbrev.
Svendborg Rabbits sluttede grundspillet i Basketligaen på femtepladsen med 22 point. Svendborg har seks point op til Horsens IC på fjerdepladsen.
BMS Herlev med flot sæson
Hvor Svendborg ikke just har spillet det grundspil, de havde forventet og håbet på, har BMS Herlev stået i tydelig kontrast til torsdagens modstander og oversteget sine forventninger. BMS Herlev, der har en af ligaens yngste trupper, har været sæsonens store overraskelse og imponeret stort.
Herlevvitternes flotte grundspil rækkede til en plads i Playoff A 1-6, og hvis ikke det var for en tæt på perfekt afslutning på grundspillet af netop Svendborg, havde BMS Herlev sluttet grundspillet som femmer. I stedet måtte de tage til takke med sjettepladsen med 22 point og var således á point med Kaninerne, der dog var bedre indbyrdes.
Herlevs afstand til top fire er altså lige så lang som Svendborgs, hvorfor slutspillet i Basketligaen skydes ind med manér.
“Vi starter (slutspillet, red.) med Svendborg, hvorefter Horsens IC, Bakken Bears, Næstved og Randers Cimbria venter. Det vil være dybt urimeligt at sammenligne os med vores 5 modstandere i A slutspillet, da der er vanvittig stor forskel på budgettet. Det ses tydeligt på det utrolig høje antal importspillere, som vores modstandere i A slutspillet har,” skrev BMS Herlevs sportschef Jesper Lundin på klubbens Facebook-side tidligere på ugen.
“Havde det været i skolegården, ville de fleste nok have kaldt det uretfærdige hold. Jeg er ikke misundelig på at have et hold, hvor halvdelen af spillerne eller flere er importspillere, men jeg er misundelige på de forhold vi ser hos vores modstandere – primært grundet den økonomiske forskel,” skrev han videre.
Se det fulde opslag herunder:
BMS Herlev har onsdag skrevet på sin facebookside, at Marqus Marion er tilbage efter at have døjet med skavanker inden landskampspausen. Desværre meldes August Haas imidlertid som tvivlsom til opgøret.
BMS Herlev – Svendborg Rabbits har tipoff kl. 19:15 på SPORT LIVE.