Fra BC Copenhagen til Værløse: Et nyt kapitel for 18-årige Willas Møller

Foto: 1st Down Photo

I sidste sæson kunne BC Copenhagen introducere et nyt navn til Basketligaen, da de gav debut til den dengang 17-årige Willas Møller.

Møller, der er et produkt af Falcon Baskets talentarbejde, fik syv kampe i BC Copenhagen-trøjen i sin debutsæson, og det tegnede godt for indeværende sæson, der er hans anden i landets bedste række.

Men starten af sæson 2024/25 bød på begrænset med minutter til den danske ungdomslandsholdsspiller, og det resulterede i et klubskifte væk fra BC Copenhagen.

I slutningen af december debuterede Willas Møller som spiller for Værløse Blue Hawks, og den unge dansker kunne ikke have drømt om en bedre debut.

25 point, to rebounds, fire assists, et steal, et block og en storsejr mod Værløses lokalrivaler BMS Herlev. Værløse havde hevet en kanin op af hatten så det ud til.

“Jeg syntes selv, at jeg gjorde det godt (i debuten, red.), og det var utrolig fedt at få en god start i Værløse. Men der er stadig ting, der skal arbejdes på og som skal gøres bedre. Jeg ved, det er vigtigt for mig at holde begge ben på jorden, da der stadig er mange kampe tilbage af sæsonen hvor holdet og jeg skal udvikle os bedst muligt,” fortæller Willas Møller.

Inden opgøret mod Herlev den 27. december lød danskerens career high i Basketligaen på 11 point. Den er nu mere end fordoblet, og Møller var inden kampen ikke i tvivl om, at han var i stand til at levere en præstation af den kaliber trods han blot er igang med sin anden sæson i Basketligaen.

“Mine holdkammerater og trænere var igennem kampen gode til at sætte mig i nogle postioner som passede godt til mig, og hvor jeg havde nemt ved at skabe noget godt ud af det. Jeg troede på mig selv og var ikke i tvivl om, at jeg kunne gå ind og levere en god præstation,”

“Samtidig har jeg nogle trænere, der tror på mig, og som er rigtig gode til at give sine spillere en masse tillid og frihed, hvilket gør det nemmere for spillerne at præstere godt,” siger han

Flere gode kampe i Værløse-trøjen

Møller var storspillende og bedre end nogensinde før i sin hidtil korte tid i Basketligaen, men var der tale om en enlig svale for den unge Blue Hawks-spiller?

Siden debuten har han vist, at det høje niveau ikke var et enkeltstående tilfælde, for efter debuten har 18-årige Møller fulgt op på drømmedebuten med to gode præstationer mod topholdene Bakken Bears og Svendborg Rabbits.

Willas Møller i kamp for Værløse mod Svendborg Rabbits – Foto: 1st Down Photo

Værløse-talentet er velankommet, og han er selv meget glad for sin start i klubben.

“Jeg er faldet rigtig godt til i Værløse, alle drengene og folk omkring holdet har været super søde og taget virkelig godt imod mig. klubben og holdet har et virkelig godt miljø, hvor der er god energi og man kan virkelig mærke, at alle gerne vil se hinanden og holdet få succes,”

“Det er blevet gjort nemt for mig at fokusere på det, der er vigtigt, og jeg er ærlig talt bare rigtig glad for, at jeg fik muligheden for at kunne skifte til Værløse” uddyber han.

Manglende minutter blev udslagsgivende

BC Copenhagen gav Willas Møller chancen i en ung alder i sidste sæson, og i denne sæson var håbet, at der var udsigt til flere minutter end de knap seks, han snittede i debutsæsonen.

Imidlertid gik det ikke den rigtige vej. Over fire kampe snittede han blot lige knap fem minutter, og manglen på minutter var ikke godt for hans udvikling, forklarer den 196 centimeter høje Værløse-spiller,

“Beslutningen lå i bund og grund i, at jeg gerne ville på banen og spille. Jeg følte, at min udvikling var begyndt at være stillestående, og det så ikke ud til at, der var nogen udsigt til spilletid i BC. Jeg så derfor Værløse som en mulighed for at friskt pust, hvor jeg havde en chance for at kæmpe mig til spilletid og få en masse god erfaring,”

“Samtidig så jeg en mulighed i at spille for Jonas (Sørensen, red.). Jeg har tidligere spillet nogle kampe for Jonas, da han var træner i Falcon, hvor jeg havde fået et positivt indtryk af, hvordan han var som træner.”

Næste gang du kan se Møller i aktion for Værløse er torsdag aften, når de gæster Team FOG Næstved. Kampen kan ses på JFM Play.

Torsdag afholder Randers Cimbria populært fan event, og klubbens tilskuerrekord kan stå for fald

Foto: Thorfoto

Sidste år slog Randers Cimbria deres tilskuerrekord, da knap 2,500 var dukket op i Arena Randers til en topkamp i Basketligaen mod Bakken Bears.

I forbindelse med opgøret afholdte klubben deres årlige (populære) pizza-event, hvor folkeskoleelever fra kommunen gratis kan komme til dansk topbasket og samtidig blive budt på pizza og sodavand på Randers´ regning.

Randers Cimbria er en klub, der gør en rigtig stor indsats i lokalområdet, og det oplever de omtalte folkeskolever på nært hold, når klubbens spillere kommer ud på skolerne på besøg i idrætstimerne og giver dem en lektion i basketball.

Stor interesse for begivenheden

Torsdag er det igen tid til årets pizza-event i Randers, når Cimbria tager imod Horsens IC, og den førnævnte rekord, som du kan læse mere om ved at klikke her, kan komme til at stå for fald.

Det fortæller Randers Cimbrias forretningsfører Mike Nielsen, der er manden bag samarbejderne med diverse folkeskoler i Randers Kommune.

“Siden sidste år har vi udvidet vores samarbejde med folkeskolerne i Randers Kommune, og interessen for årets event har været stor. Faktisk har den været så stor, at flere skoler hev fat i mig, før vi overhovedet havde meldt noget ud om eventet, da de gerne ville med,”

“I år kommer der rekordmange skoler til begivenheden, da vi er på 23 folkeskoler. Sidste år lå vi omkring de 15 skoler, så vi har virkelig kunne mærke interessen. Forhåbenligt bliver det en pakket arena,”

En indsats i lokalområdet

Når Horsens IC torsdag tager turen til Randers, kan de forvente en god kulisse i en tætpakket arena. De mange fremmødte fans vil uden tvivl få en fed basketoplevelse, hvilket kan resultere i en generel stigning i tilskuertallet til Randers Cimbrias hjemmekampe. Men det famøse pizza-event er også en måde, hvorpå klubben kan give tilbage til lokalområdet.

“Der er mange facetter i dette arrangement. Først og fremmest vil vi gerne give tilbage til byen og de skoler, vi samarbejder med. Vi er meget mere end bare en basketballklub, og det vil vi vise med denne begivenhed,”

“Dernæst er dette også en måde, hvorpå vi kan vise nye mulige fans dansk basket og Randers Cimbria frem fra sin bedste side. Vi bliver rigtig mange torsdag, og vi drømmer jo om, at vi kan levere et sådan tilskuertal kontinuerligt,”

Er du ikke til stede i hallen torsdag aften, kan du se kampen på SPORT Live eller JFM Play.

Efterårets profil ifølge SPORT LIVE

Foto: Falleini – Kongsgaard Photo

SPORT Live har haft travlt med diverse kåringer.

Månedens hold for december og efterårets hold er blevet sat, og onsdag har de også offentliggjort kåringen af prisen ´Efterårets Profil´ i Basketligaen.

Vinderen af prisen er Team FOG Næstveds Jagan Mosely, der har taget teten host Næstved. Mosely og co. befinder sig på ligaens 1. plads med 14 sejre i 15 kampe.

Mosely snitter 18,7 point, 4,6 rebounds og 5,3 assist i 13 kampe i sæsonen.

Se SPORT Live overrække prisen til Mosely i videoen herunder:

Efterårets hold ifølge SPORT Live

Hvad har Jagan Mosely (Team FOG Næstved), Avery Anderson III (Randers Cimbria), Matt Balanc (Horsens IC), Caden Ebeling (BK Amager) og Isiah Small (Svendborg Rabbits) alle til fælles udover det faktum, at de alle er amerikanere og spiller i Basketligaen?

Man kunne nok opremse adskillige ting, men det centrale i denne artikel er, at de alle har imponeret stort hidtil i sæsonen. Alle fem har været nogle af ligaens største profiler, og det er ikke gået ubemærket hen.

SPORT Live har nemlig sat ´Efterårets Hold´ i Basketligaen, som består af de fem ovennævnte spillere.

Team FOG Næstveds Jagan Mosely er desuden vinderen af prisen ´Efterårets Profil´, hvilket du kan læse mere om her.

Månedens hold i december ifølge SPORT Live

Foto: Thorfoto – 1st Down Photo – MJ Horsens – Matthias Storgaard – Tom Andreasen

I den seneste episode af SPORT Live´s basketprogram ´Overtime` blev månedens hold for december sat. December var en begivenhedsrig måned, og på månedens hold har de fundet plads til fire amerikanere og en enkelt dansker, der spiller for henholdsvis Værløse Blue Hawks, Svendborg Rabbits, Randers Cimbria og BK Amager.

På trænerfronten er valget faldet på Værløse Blue Hawks´ Jonas Sørensen.

De fem spillere på månedens hold er:

  • Avery Anderson III – Randers Cimbria – 20 point, 5,5 rebounds, 4,2 assists, 3 steals
  • Marvin Brumfield – Værløse Blue Hawks – 18,4 point, 5,4 rebounds, 1,2 assists
  • Matt Balanc – Horsens IC – 23 point, 3,3 rebounds
  • Caden Ebeling – BK Amager – 25,8 point, 16,2 rebounds, 2,6 assist
  • Isiah Small – Svendborg Rabbits – 21,7 point, 6 rebounds, 2,5 assist, 2 steals

Tid til nordisk duel: Bakken Bears møder norske mestre på udebane

Foto – Basketfotografen

Pligtsejr.

Det er hvad der er tale om for Bakken Bears, når de onsdag aften møder de forsvarende norske mestre Fyllingen Lions i European North Basketball League.

Bakken Bears er rejst til Bergen i det vestlige Norge, og bjørnebanden jagter deres fjerde sejr i den europæiske turnering i sæsonen, alt imens nordmændene endnu har til at gode at smage sejrens sødme i ENBL. I den hjemlige liga er de imidlertid godt kørende med 13 sejre ud af 16 mulige.

Hidtil er det blevet til fem nederlag i fem forsøg for Fyllingen, hvilket placerer dem sidst, nummer ni, i gruppe B. Til sammenligning indtager aarhusianerne gruppens fjerdeplads.

Det er de norske mestre mod de danske, og favoritværdigheden ligger altså klart hos de gæstende danskere. Kampen kan følges direkte på Stiften.dk (JFM Play) med tipoff kl. 19:00. Opgøret vil blive vist forskudt på SPORT Live kl. 22.30

De erfarne mod debutanterne

Bakken Bears er et hold med masser af europæisk erfaring. Læg dertil at de er de forsvarende mestre i ENBL, mens de norske løver er debutanter i turnering.

Alt tyder på, at det bliver Fyllingen, der skal prøve kræfter med et mandskab af særlig europæisk kaliber, men onsdagens nordiske duel kan godt gå hen og blive en spændende affære.

Fyllingen har endnu ikke fået hul på bylden sejrsmæssigt, men i flere af kampene har de budt modstanderen flot op til dans. Særligt Inter Bratislava blev presset til det yderste.

Hos Fyllingen skal Bakken mest af alle holde øje med Dashawn Davis, der snitter 26 points, 3,5 rebounds og 2,5 assists. Det gør ham til den spiller, der snitter næstflest point i hele ENBL.

Fyllingen Lions – Bakken Bears sættes igang 19:00.

Sådan starter 2025 i Basketligaen

2024 er blevet til 2025, og det nye år i Basketligaen starter med et brag.

Mellem fredag og søndag er der fem kampe på programmet, og årets første kamp er en topkamp i Basketligaen.

Fredag mødes Bakken Bears og Randers Cimbria i Aarhus. Opgøret er årets første tv-kamp på Sport LIVE. Læs optakt til kampen her.

Lørdag mødes Holbæk-Stenhus og Bears Academy i Holbæk kl. 13.30.

Søndag skal der spilles tre kampe i henholdsvis Horsens, Værløse og Næstved.

I Horsens kommer BC Copenhagen forbi kl. 15.00.

Kl. 15.30 mødes Værløse Blue Hawks og Svendborg Rabbits.

Ugen sluttes af med en kamp mellem Team FOG Næstved og BK Amager kl. 16.15.

Husk at samtlige kampe fra Basketligaen kan ses på JFM Play.

Tv-kamp: Fredag får vi en forsmag på årets pokalfinale

Foto: SPORT LIVE

Fredag aften er der en lækkerbisken på programmet, når Randers Cimbria og Bakken Bears tørner sammen i Sparekassen Danmark Basketball Center.

Kampen mellem de to jyske mandskaber er ugens – og årets første – tv-kamp på SPORT LIVE. Braget i Smilets By har tipoff kl. 19:00, og SPORT LIVE er klar med optakt fra 18.30.

Pokalfinalen lurer i kulissen

Der er vigtige point på spil, når ligaens fjerde- og femteplads mødes i Aarhus, og opgøret giver også de to mandskaber anledning til at nærstudere hinanden inden årets pokalfinale senere i januar.

Pokalfinalen finder sted i Forum Horsens den 26. Januar, og fredagens topkamp i Basketligaen er de to holds sidste mulighed for at se hinanden inden den store kamp, hvor en titel er på spil.

I de to forskellige lejre fylder den nært forestående pokalfinale uden tvivl meget, men fredagens kamp er også vigtig for begge hold i kampen om en topplacering, så det bliver en spændende kamp at følge.

De to ligger i forvejen lunt i svinget i forhold til at sikre en placering i top seks, men når ligaen splittes op i Playoff A og Playoff B tager holdene pointene med over i mellemspillet, så en sejr kan potentielt komme til at være forskellen mellem en semifinaleplads og at blive sorte per og blive femmer.

Hvordan er styrkeforholdet mellem Randers og Bakken i år?

Når Randers og Bakken træder ind på det aarhusianske halgulv fredag, er det anden gang i sæsonen, at de hold står overfor hinanden.

Første indbyrdes møde var i oktober i Randers, hvor Bjørnene hentede en sejr på 81-93 takket være en fremragende fjerde periode af Bakken.

Nederlaget var Randers’ tredje i blot fem kampe, så Randers var kommet skidt fra land.

Men kronjyderne har siden fået vendt skuden og har blot tabt to kampe og vundet syv styks siden nederlaget mod Bakken. I alt står Randers med ni sejre i sæsonen.

Det samme gør Bakken Bears, der dog har tabt fire kampe kontra Randers’ fem svipsere. Desuden har Aarhus-holdet en kamp i hånden.

Alt i alt kan det godt gå hen og blive en meget jævnbyrdig affære fredag aften.

Følg med på SPORT LIVE fra 18.30.

Så gik den ikke længere for Team FOG Næstved

Team FOG Næstved har været urørlige i Basketligaen.

De forsvarende pokalmestre og sølvvindere i Basketligaen har været suveræne, men lørdag blev der sat en stopper for deres vilde stime i Basketligaen.

Efter 13 kampe i træk i indeværende sæson i Basketligaen uden en tabt kamp, måtte Sydsjællænderne for første gang tage til takke med et nederlag, da Randers Cimbria forsvarede hjemmebanen og sejrede overbevisende med 100-82.

Dermed er der ikke flere hold i ligaen, som er ubesejret.

Lørdagens svipser mod Randers, der befinder sig på ligaens fjerdeplads, var anden gang på to uger, at Næstved led et nederlag til kronjyderne, så jyderne er ved at være Næstveds onde ånd.

Første gang, Randers fik skovlen under Næstved i december, var i pokalturneringen, hvor Randers spillede sig videre til pokalfinalen, og således er Næstved ikke længere i spil til at forsvare pokaltitlen fra sidste sæson.

Lørdagens Næstved-nederlag betyder, at Svendborg nu ligger på en delt førsteplads i ligaen, eftersom de søndag slog Bears Academy. Begge hold har 13 sejre i 14 kampe.

Horsens IC, på tredjepladsen, står med 20 point i 13 kampe.

Lokalrivalerne mødes fredag aften i Herlev

Foto: BMS Herlev

Fredag aften bliver de danske basketfans forkælet.

I Horsens kommer Bakken Bears forbi, hvilket du kan læse mere om her, og i Nordic Basketball Arena Herlev får BMS Herlev besøg af Værløse Blue Hawks.

Akkurat ligesom med kampen i Horsens er der tale om et rivalopgør, og BMS Herlev har på Facebook kaldt kampen mellem de to unge mandskaber en rivalisering mellem talentfabrikker.
“Den 27. december kl. 19:00 mødes BMS Herlev og Værløse Blue Hawks i Nordic Basketball Arena til et intenst lokalopgør. Begge klubber er kendt som Danmarks bedste inden for talentudvikling og har i årevis produceret topspillere til Basketligaen og landsholdet.”

“Rivaliseringen mellem de to klubber bygger på både nærhed og ambitioner om at være landets førende talentklub. Det er ikke kun en kamp om point, men også om æren som regionens basketball-dynamo”

Kampen i Herlev har tipoff kl 19:00 og kan ses på JFM Play.

En kamp med mange overskrifter

Rivalisering. To trupper med mange ligheder med præg af talentudvikling og egen avl. Markante fravær.

Det er nogle af de temaer, der kan sættes på fredagens kamp.

Først og fremmest er der tale om to lokalrivaler, og de har, som Herlev fremhæver på Facebook, begge et stort fokus på unge spillere fremfor at punge ud efter rutinerede, aldrende spiller.

Det sidste tema drejer sig om to spillere. Hjemmeholdets Leonardo Carlino og gæsternes Mikkel Hauge.

Hverken af de to profiler vil vi desværre få at se fredag.

Leonardo Carlino er tvunget ud på bænken i en ‘længere periode’, da en MR-scanning har vist, at det danske landsholdsemne har to diskusprolapser. Dog skal han ikke under kniven, men i stedet igang med et længere genoptræningsprogram.

I et opslag på Facebook skriver Herlev, at Carlino, der har været holdets største stjerne med et snit på 20,8 point og 6,6 rebounds per kamp, har været hos nogle af de førende ekspert på området, og deres tilbagemeldinger har heldigvis været positive.

Men det korte af det lange er, at Herlev kommer til at være uden Carlino i en længere periode, og det kan godt blive et problem.

Ligesom Herlev er Værløse uden en af deres største stjerner. Værløse må nemlig undvære Mikkel Hauge, der har besluttet at lægge basketskoene på hylden.

Til Værløses Facebook udtaler han:

“Det er med stor ærgrelse, at jeg må forlade holdet midt i sæsonen, men balancen mellem basketball og mit øvrige liv er væk. Jeg vil gerne sige en stor tak til alle, der har været og er involveret i Værløse Basketball Klub – dét sted, hvor jeg er vokset op som basketballspiller. Jeg vil være evig taknemmelig for den tid og samtidig ønske holdet held og lykke med resten af sæsonen.”

Hauge snitter 14,6 point, tre rebounds og 2,8 assist i sæsonen, og det gør ham til holdets næstmest scorende spiller, så han vil også blive savnet.

Kampen om top seks

I tabellen finder vi lokalrivalerne tæt på hinanden med BMS Herlev på sjettepladsen, der giver adgang til Playoff A, med otte point, og med Værløse på niendepladsen á point med både Holbæk-Stenhus, BK Amager og BC Copenhagen.

Kampen om den sidste billet til Playoff A er intens, og til fredagens brag er der altså vigtige point på spil.

I denne sæson har de to hold mødt hinanden en enkelt gang. Det var i oktober, hvor Herlev sejrede komfortabelt med 71-86. I den kamp var Mikkel Hauge topscorer med 22 point.

Find ud af, om. Værløse kan få revanche fredag kl. 19.00 på JFM Play.