Påskebasket på SPORT LIVE: Randers Cimbria skal en tur til Aarhus

Foto: @Basketfotografen

SPORT LIVE er klar med et jysk lokalopgør, når Basketligaens førsteplads Bakken Bears mandag aften tager imod Randers Cimbria kl. 19:45.

SPORT LIVE åbner studie med optakt fra kl. 18:45. Kampen er den første af to tv-kampe i denne uge. Torsdag er de nemlig tilbage med mere basket på sendefladen, når Team FOG Næstved og Bakken Bears tørner sammen på Sydsjælland.

Bakken Bears, der i næste uge skal spille europæisk semifinale i European North Basketball League, der desuden også kan følges på SPORT LIVE, går ind til mandagens kamp med masser af selvtillid fra sidste spillerunde. Blot for lidt over 48 timer siden var de sidst i aktion, da de udspillede ærkerivalerne Horsens.

Så selvtillid mangler de ikke, men omvendt har de ikke haft masser af tid til at restituere. Randers har modsat Bakken haft en helt uges pause og dermed også mere tid til at forberede sig på mandagens modstander, der sideløbende med det pressede program i Basketligaen også har et stort fokus på næste uges europæiske semifinale.

Randers har brug for en sejr for at kunne indhente Svendborg

Mandagens lokalopgør er anden gang i dette års Playoff A, hvor Randers og Bakken støder sammen. I det første opgør i Randers, hvor kronjyderne satte ny tilskuerrekord, sejrede Bakken Bears rimelig komfortabelt.

Randers tabte i sidste uge til Horsens IC, efter en kamp, som de havde nogenlunde styr på over 30 minutter, og derfor har Randers gevaldigt brug for en sejr mod Bakken mandag.

Randrusianerne befinder sig inden kampen på ligaens femteplads med 28 point. Randers har seks point op til Svendborg, der er nummer fire, og derfor er Randers tæt på at være ude af kampen om en semifinaleplads.

Svendborg har fire kampe tilbage i Playoff A og kan, hvis de vinder rub og stub, komme op på 42 point. Randers mangler fem kampe, hvoraf den ene er mod Bakken, og hvis Randers slår Bakken kan det blive rigtig interessant. I så fald er der fire point mellem de to hold.

Og hvis Svendborg som et minimum smider point i eksempelvis deres næste kamp mod Horsens IC, kan Randers tage fjerdepladsen fra Svendborg.

I slutspillets sidste kamp mødes Randers og Svendborg nemlig i Randers. Randers vandt det første indbyrdes opgør mod Svendborg, så de behøver derudover heller ikke bekymre sig om at vinde med et særligt antal point.

Randers har oddsene mod sig, men alt er således stadig muligt.

Vild HIC-stime brudt – Nu vil de op på hesten igen med sejr i Jysk Derby

Foto: MJ Horsens

En helt utrolig stime af sejre i Basketligaen sluttede tidligere på ugen, da Horsens IC måtte se sig besejret af Værløse Blue Hawks med 70-78.

Inden mødet med nordsjællenderne havde De Gule vundet intet mindre end 14 kampe i streg i Basketligaen. Deres seneste nederlag i ligaen inden da var helt tilbage til den 11. december, men de undertippede Værløse Blue Hawks viste nok engang, at de ikke er et hold, man skal tage let på.

Lørdag eftermiddag får Horsens IC muligheden for at starte en ny stime, når det er tid til endnu et Jysk Derby. Horsens IC tager turen til Smilets By, og Horsens IC har efter nederlaget til Værløse brug for en sejr mod ærkerivalerne i kampen om førstepladsen i Playoff A. (Se den nuværende stilling i Basketligaen nederst i denne artikel)

Lørdagens jyske derby har tipoff 17:30 og kan ses på JFM Play, eksempelvis Stiften.dk.

HIC og Værløse er nemlig på seks ud ti kampe i Playoff A, mens de resterende fire hold er på fem styks.

I slutspillets første jyske derby, som også var de to holds første kamp i Playoff A, blev det til en sejr til Horsens IC på 88-77. Gage Davis sluttede som kampens topscorer med 20 point.

Nu har Bakken Bears muligheden for at få revanche, men Bjørnebanden har modsat Horsens IC andet at fokusere på i disse dage.

Selvom at slutspillet fylder en del for Bakken, har de den 9. april en europæisk semifinale på programmet. Bakken Bears er nemlig med i årets Final Four i European North Basketball League, der tilmed finder sted i Aarhus.

Horsens IC kan derfor måske drage nytte af, at Bakken Bears har den kommende semifinale i baghovedet.

Stillingen i Basketligaen inden lørdagens Jyske Derby:

Tilskuerrekord: Propfyldt Arena Randers klar til møde med Bakken Bears

Foto: Thorfoto – Mads Thor Knudsen

Der forventes at blive sat en ny Randers Cimbria-tilskuerrekord, når kronjyderne mandag får besøg af de forsvarende danske mestre, Bakken Bears.

Op mod 2,500 fans forventes at dukke op til mandagens topkamp i Basketligaen, der desuden er en tv-kamp på SPORT LIVE, og kampen vil uanset resultatet blive husket længe hos Randers Cimbria.

I samarbejde med Randers Kommune har Randers Cimbria nemlig inviteret kronjyske folkeskoleelever i massevis til topbasket i Randers.

Uge efter uge sender Randers Cimbria deres spillere ud på skolebesøg, hvor spillerne træner folkeskoleeleverne i basketball i idrætstimerne med det formål at give tilbage til lokalsamfundet.

Hver uge kommer spillerne til eleverne, men mandag aften er det altså omvendt, når eleverne kommer og overværer Randers-spillerne tage imod de dominerende bjørne fra Aarhus.

Randers rykker ind ved siden af

Randers Cimbria er til kampen mod Bakken Bears rykket ind i hallen ved siden af deres vanlige hjemmebane, for i den normale hal, også kaldt hal 3, er der simpelthen ikke nok plads.

I sidste sæson afholdt Randers en lignende begivenhed med stor succes. Over 650 fremmødte skabte en fremragende stemning i Arena Randers hal 3, og interessen for kampen var så stor, at de sagtens kunne have inviteret langt flere elever.

Sådan så det ud sidste år, da Randers fik besøg af hundredevis af randrusianske folkeskoleelever – Foto: Thorfoto

Dengang var der pladsmangel, men det har Randers løst til mandagens kamp ved at rykke ind i Arena Randers Hal 2.

Der bliver således pres på gæsterne fra lægterne.

Randers´ chancer for en semifinale kan få stort boost med sejr

Og Randers Cimbria kan få brug for en hjælpende hånd fra de fremmødte fans, når Bakken Bears kommer på besøg.

Playoff A er fuldt igang, og Randers Cimbria har indtil videre gjort rent mod bord med sejre mod Team FOG Næstved og Værløse Blue Hawks.

Hidtil er det gået efter planen for Randers, der skal spille et suverænt slutspil for at skaffe sig selv en semifinaleplads, men Randers har fortsat ryggen mod muren med seks point op til Team FOG Næstved på fjerdepladsen.

Kampen mellem Randers og Bakken er ikke den eneste i Basketligaen mandag aften.

I Arena Næstved tørner Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits sammen, og en sejr til Svendborg samt en sejr til Randers mod Bakken kan give kronjydernes semifinalechancer et kæmpe boost.

I så fald er der blot fire point op til Næstved for Randers, og da de to hold i næste måned skal mødes i Randers kan det blive en rigtig, rigtig spændende slutspurt på Basketligaens Playoff A.

Ugen byder på to tv-kampe

Randers Cimbria mod Bakken Bears er den første af to tv-kampe på SPORT LIVE i denne uge. Torsdag mødes Horsens IC og Team FOG Næstved.

Mandagens tv-kamp har tipoff kl. 19:15, men SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 18:45.

Udover SPORT LIVE kan begge kampe også ses på JFM Play.

Afgørelsens time: Bakken Bears kan spille sig i klubbens fjerde europæisk semifinale

Foto: ENBL

Der kommer til at være tryk på Sparekassen Danmark Basketball Center, når Bakken Bears onsdag aften får besøg af Newcastle Eagles i kvartfinalens returopgør i European North Basketball League. Hallen er ikke langt fra at være udsolgt, og en billet til semifinalerne i ENBL er på spil.

Den aarhusianske bjørnebande har givet sig selv et godt udgangspunkt på vej ind til returkampen, da de på udebane i Newcastle sejrede med 92-87.

Onsdag kan de danske mestre således spille sig i en europæisk semifinale for fjerde gang i klubbens historie med en sejr.

Da det er den samlede vinder over de to opgør, der sikrer sig videre avancement, kan Bakken dog ´tåle´ at tabe til Newcastle i returkampen med maksimum fire point og stadig være det hold, der skal spille ENBL Final Four.

Det bliver altså uhyre spændende, når der kl. 18:30 er tipoff i det nordlige Aarhus.

En tricky modstander

Den første kvartfinale mellem Bakken Bears og Newcastle Eagles blev spillet den 1. marts, og kampen forløb med Bakken som det bedste hold gennem de 40 minutter. Læs Fullcourt.dk´s kampreferat af kampen her.

Det danske mandskab var således i front i langt størstedelen af kampen, men cheftræner Anders Sommer fortæller til Bakken Bears hjemmeside, at Newcastle er et ´tricky hold´.

“Det er et tricky hold, som lynhurtigt kan være svære at have med at gøre. I perioder føles det som om, man har fuldstændig styr på kampen. To minutter efter, er det en helt anden sag. Vi er to hold, som begge spiller meget hurtigt,”

“I første kamp var det os der løb med dem og ikke omvendt. Men vi skal dælme være på dupperne – der er ikke meget tid til at fejre en scoring, for så er man allerede et skridt bagud mod dem,” fortæller Anders Sommer til Bakkens hjemmeside.

Siden sejren i Newcastle har Bakken Bears været i aktion to gange med blandet skæbne, da de senest mod Team FOG Næstved formåede at vinde med 93-82, mens de indkasserede et nederlag på 88-77 til ærkerivalerne Horsens IC.

Læs mere om onsdagens modstander og den afgørende ENBL-kvartfinale på Bakken Bears´ hjemmeside.

Onsdagens kamp kan ses via linket herunder:
https://www.youtube.com/watch?v=arwT8LawLcQ

Grundspillets hold ifølge SPORT LIVE

Foto: Thorfoto – Matthias Storgaard – Tom Andreasen

Hvert uge udgiver SPORT LIVE et ny afsnit af deres basketmagasin ´Overtime´, og i den seneste episode, der blev optaget inden ugens tv-kamp mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria, kunne vært Jonas Kvist Jepsen og ekspert Pascal Colman fortælle om grundspillets hold i Basketligaen.

Grundspillets hold er sat ud fra, hvem der flest gange har spillet sig på månedens hold.

Grundspillets hold består af:

Gage Davis, Horsens IC
Noah Churchill, Bakken Bears
Steven Green, Randers Cimbria
Dylan Van Eyck, Svendborg Rabbits
Jaden Edwards, BMS Herlev

Cheftræner: Daniel Pearson, Team FOG Næstved

Hør tankerne bag holdet ved at se det seneste afsnit ´Overtime´ på JFM Play lige her.

Månedens hold i februar ifølge SPORT LIVE

Hvert uge laver SPORT LIVE deres ugentlige basketmagasin ´Overtime´, og i den seneste episode, der blev optaget inden ugens tv-kamp mellem Team FOG Næstved og Randers Cimbria, gav vært Jonas Kvist Jepsen og ekspert Pascal Colman deres bud på månedens hold i Basketligaen for den forgangne måned.

Du kan høre argumenterne for udvælgelsen af holdet ved at finde den seneste episode af ´Overtime´ her.

Månedens hold i Basketligaen ifølge SPORT LIVE ser således ud:

Guard: Noah Churchill, Bakken Bears

Foto: Sebastian Breum – @basketfotografen

Guard: Gage Davis, Horsens IC

Foto: MJ Horsens

Forward: Jaden Edwards, BMS Herlev

Foto: Robert Dines Rasch

Forward: Ryan Evans, Bakken Bears

Foto: Sebastian Breum – @basketfotografen

Forward: Andrew Sims, BK Amager

Foto: Bent Adolfsen

Cheftræner: Jonas Sørensen, Værløse Blue Hawks

Foto: Thorfoto

Sæsonens tredje jyske derby: Kampen om førstepladsen

Foto: MJ Horsens

Mandag aften tages der hul på Playoff A i Basketligaen med to kampe. I Næstved finder ugens tv-kamp på SPORT LIVE sted, hvor Randers Cimbria kommer på besøg.

I Forum Horsens mødes Horsens IC og Bakken Bears, og vinderen af det jyske derby befinder sig på en foreløbig førsteplads, når dagen er omme. Det jyske derby kan ses på JFM Play, eksempelvis Stiften.dk.

To gange har de forsvarende danske mestre fra Aarhus tabt i Basketligaen i sæson 2023/24, og det ene nederlag kom mod mandagens modstander tilbage i december, hvor Horsens vandt med 86-80.

Mandagens derby kan således gå begge veje.

Kan Bakken Bears tage revanche? Følg med på JFM Play.

Bakken Bears tog første stik mod Newcastle

Foto: ENBL

Bakken Bears har sat sig selv i en gunstig position, inden returopgøret i Aarhus i kvartfinalerne i European North Basketball League (ENBL) senere på måneden.

Fredag aften sejrede de på udebane mod Newcastle Eagles 87-92 og har således en føring på fem point inden returmødet med de danske mestre.

Bakken Bears kom fint fra start og havde en seks-points føring i pausen. Bakken var bedst, men de havde endnu ikke formået at slå et stort hul til englænderne. Det lykkedes heller ikke i anden halvleg, men Bakken var lige ved.

Sent i fjerde periode kom Bakken foran med 11 point, hvilket kunne have givet det danske mandskab en drømmestart på kvartfinalerne, men Eagles fik lukket lidt af hullet.

Det ændrede dog ikke på, at Bakken nu har både hjemmebanefordelen og en fordel på fem point til returopgøret i Smilets By.

Læs mere om kampen på Bakkens hjemmeside.

Sådan starter årets slutspil

Foto: Matthias Storgaard – Stuntdouble Media

Lørdag eftermiddag lyder startskuddet til årets slutspil i Basketligaen, når BK Amager og BC Copenhagen tørner sammen i Amagerhallen kl. 14:30.

To timer senere er der tipoff i Nordic Basketball Arena Skovlunde, hvor BMS Herlev tager imod Holbæk-Stenhus.

Lørdagens kampe er altså udelukkende fra Playoff B.

Mandag tages der hul på Playoff A, hvor ærkerivalerne Horsens IC og Bakken Bears mødes i Forum Horsens. I Arena Næstveds Hal 1 mødes Team FOG Næstved og Randers Cimbria.

Husk at alle kampe fra slutspillet kan ses på JFM Play.

Er du i tvivl om, hvordan slutspillet afvikles, kan du blive klogere på det her.

Bakken Bears møder Newcastle i første af to kvartfinaleopgør

Foto: ENBL

Bakken Bears har stået her før. Alt er som det plejer.

Lige bortset fra, at Bakken Bears plejer at spille kvartfinale i FIBA Europe Cup og ikke European North Basketball League (ENBL), som det er tilfældet fredag aften.

Men de har prøvet det før, og fredag aften venter første af to bump på vejen mod en semifinaleplads i ENBL.

Modstanderen hedder Newcastle Eagles, og den første af de to kvartfinaler skal spilles i England.

Bakken Bears sluttede gruppespillet i ENBL på andenpladsen i gruppe A, og da Newcastle Eagle blev nummer tre i gruppe B, er det Bakken, som højest seedede, der er tildelt hjemmebanefordel i returopgøret.

Eagles gik gennem grundspillet i ENBL med fem sejre i syv kampe.

I den britisk liga British Basketball League (BBL) ligger Newcastle på en foreløbig fjerdeplads med 14 sejre og 11 nederlag.

Kampen kan ses via linket herunder. Kampen har tipoff kl. 20:30 dansk tid.