Bakken topper ligaen: Vinder højtscorende topbrag mod Næstved

Foto: LethsLens

Bakken Bears topper Basketligaen efter en hårdt tilkæmpet sejr i topbraget mod Team FOG Næstved fredag aften.

Der var dømt topbrag i Sparekassen Danmark Basketball Center fredag aften da rækkens nr. 1 og 2 tørnede sammen. Det var samtidig også gentagelse af DM-finalerne fra 2023 og 2024, samt pokalfinalen 2024, mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. Ja, der var med andre ord lagt op til en nyklassiker i dansk basketball. Slaget mellem Jylland og Sjælland, kan man også kalde det.

Kært barn har mange navne, og de mange prædikater på opgøret havde en årsag. Vi fik præcis det topbrag, alle havde håbet på.

Næstved kom klart bedst fra land og vandt både 1. og 2. periode, og sydsjællænderne gik til pause med en føring på 60–52. Men så skiftede kampen karakter efter pausen.

Næstved kom slet ikke ud til 3. periode. Man missede samtlige syv forsøg bag 3-pointslinjen i 3. periode og skød kun beskedne 35% fra gulvet. Bakken vandt 3. periode med 30–16 og fik på 10 minutter vendt kampen til deres fordel.

Og selvom Næstved steppede op i 4. periode og gjorde et ihærdigt forsøg på et comeback, så var det for sent. Bakken fik hele 17 straffekastforsøg i 4. periode, hvoraf 14 blev omsat. Det var nok til at hive sejren hjem for Skyler Bowlins tropper. Bakken Bears vinder topkampen 110–105.

Dermed topper de danske mestre Basketligaen med seks sejre og ingen nederlag, mens Team FOG Næstved taber for første gang i sæsonen.

Højdepunkter: Holbæk-Stenhus – BK Vejen

Holbæk-Stenhus vinder en nervepirrende bundgyser mod BK Vejen og tager dermed sæsonens første sejr. Du kan se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

TV-kamp: Nervepirrende bundkamp i Holbæk

Foto: Matthias Storgaard / Stuntdouble Media

En jævnbyrdig matchup venter i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE når Holbæk-Stenhus tager imod oprykkerne fra BK Vejen.

Holbæk-Stenhus er fortsat uden sejr efter sæsonens første fire kampe. Torsdag aften møder de oprykkerne fra BK Vejen i en nervepirrende og jævnbyrdig matchup.

Holbæk-Stenhus har tabt til topholdene Randers og Horsens, hvor en sejr ikke lå i kortene. Men de to smalle nederlag til Værløse og senest BMS Herlev må gøre en smule nas for den unge Holbæk-trup.

Nu får de igen en ny, god mulighed for at slette det grimme 0 uden for sejre når de torsdag aften møder BK Vejen i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE. Men det er et Vejen-hold, der kommer til Holbæk med selvtillid. Senest med en meget, meget flot præstation mod Randers Cimbria, hvor Vejen var tæt på at skabe sensationen. Og inden da fik Vejen overbevisende deres første sejr nogensinde som Basketliga-hold mod BK Amager.

Derfor bliver det bestemt ingen nem opgave for Holbæk-Stenhus, og generelt tyder det på en meget lige og jævnbyrdig kamp i Holbæk Sportsby torsdag aften.

Der er tip-off på kampen kl. 19.00. SPORT LIVE starter deres optakt allerede fra kl. 18.30. Husk at du også kan se med på Ekstra Bladet+.

Rekord i sigte: Højtscorende åbning på sæsonen

Foto: Team FOG Næstved

Basketligaen 2025–26 har indtil videre budt på et hav af point. Så mange point at en rekord kan stå for fald dette grundspil.

Vi er blevet forkælet med rigtig mange point indtil videre denne sæson. Faktisk så mange, at vi aldrig har set lignende i gennemsnit i Basketligaens historie.

I de hidtil 29 kampe i 2025–26 er der blevet scoret 5.140 point, hvilket svarer til 177,2 pr. kamp. Så mange point i gennemsnit har vi aldrig set før i en grundspilssæson i Basketligaen.

Siden Basketligaens stiftelse i 2002–03 har vi maksimalt set 173,5 i gennemsnit. Det var tilbage i 2020–21.

Vi har samlet et overblik over pointgennemsnittet for samtlige sæsoner.

Point pr. kamp:
2025–26 (igangværende): 177,2 (29 kampe)
2024–25: 171,3
2023–24: 169,2
2022–23: 168,3
2021–22: 144,8
2020–21: 173,5
2019–20: 163,6
2018–19: 154,5
2017–18: 171,2
2016–17: 164,5
2015–16: 164,1
2014–15: 167,1
2013–14: 165,1
2012–13: 164,1
2011–12: 157,8
2010–11: 152,4
2009–10: 161,2
2008–09: 164,3
2007–08: 162,5
2006–07: 169,3
2005–06: 173,2
2004–05: 172,1
2003–04: 173,4
2002–03: 171,5

Højdepunkter: BK Vejen – Randers Cimbria

Torsdag aften spillede BK Vejen deres første TV-kamp nogensinde da bronzevinderne fra Randers Cimbria kom på besøg.

Og på trods af styrkeforholdet, endte det med at blive en neglebidder af en spændende kamp, hvor Vejen gjorde fantastisk figur og fulgtes ad side om side med Randers helt indtil slutningen af opgøret.

Du kan se højdepunkter fra kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

TV-kamp: Oprykker tager imod bronzevinder

Foto: Mølsted Fotos / BK Vejen

BK Vejens første TV-kamp nogensinde på SPORT LIVE står for døren når oprykkerne torsdag aften tager imod bronzevinderne fra Randers Cimbria.

Der venter et interessant møde torsdag aften i Vejen Idrætscenter når SPORT LIVE viser denne uges TV-kamp.

Oprykkerne fra BK Vejen tager imod de forsvarende bronzevindere og pokalmestre fra Randers Cimbria. På papiret en meget ulige matchup. Men kan Randers leve op til den store favoritrolle? Eller kan Vejen skabe en kæmpe overraskelse?

BK Vejen tog nemlig deres første Basketliga-sejr nogensinde for fire dage siden, da man komfortabelt slog BK Amager med 90–79. Midtvejs i kampen formåede man endda at opbygge et 21-points forspring. Kampen forinden var man også tæt på at slå et velspillende Værløse-hold på udebane.

Udover at Vejen kommer med selvtillid, så har de også forstærket truppen yderligere med hollandske Caleb Vijber, der i sin debut for fire dage siden mod Amager endte med at blive topscorer for Vejen med hele 19 point, samt to rebounds og fem assists.

Med forstærkningen af Caleb Vijber er BK Vejen nu oppe på hele seks importspillere. Og med den første sejr allerede i kamp 4, så tyder det på, at sønderjyderne mener det alvorligt denne sæson.

Deres modstander Randers Cimbria løb ind i sæsonens første nederlag i torsdags, da man på en svær udebane tabte 90–101 til Team FOG Næstved. Mon de revancherer nederlaget denne torsdag når de gæster et velbesøgt Vejen Idrætscenter?

Få svaret torsdag aften når BK Vejen og Randers Cimbria mødes i denne uges TV-kamp. Der er tip-off kl. 19.00, og SPORT LIVE sender optakt allerede fra kl. 18.30. Husk at du udover på SPORT LIVE også kan se udsendelsen på Ekstra Bladet+.

Nu starter Bakkens FIBA Europe Cup-gruppespil

Foto: FIBA

Bakken Bears tager hul på FIBA Europe Cup-gruppespillet i aften, og du kan se alle Bakkens gruppekampe direkte på SPORT LIVE.

I aften tager Bakken Bears hul på et nyt europæisk kapitel i en turnering som de har store traditioner i, nemlig FIBA Europe Cup

De danske mestre har tre gange tidligere nået semifinalen i turneringen, senest i 2022, hvor man tabte til italienske Reggio Emilia. Dog skal Bakken revanchere det seneste Europe Cup-gruppespil i 2023, hvor man blev 3’er i puljen og dermed ikke spillede sig videre til slutspillet.

I år er man i pulje med Anorthosis Famagusta (Cypern), Falco Szombathely (Ungarn) og Basket Zaragoza (Spanien). Nr. 1 går direkte videre til slutspillet, mens de seks bedste 2’ere ud af i alt også går videre. Derfor er der ikke råd til mange slinger i valsen for Bakken, hvis man vil videre fra puljen.

Der venter seks puljekampe i alt – én hver uge de næste seks uger. Og du kan se dem alle sammen direkte på SPORT LIVE.

Onsdag d. 15. oktober
Kl. 18.30 Bakken Bears – Anorthosis Famagusta

Onsdag d. 22. oktober
Kl. 18.00 Falco KC Szombathely – Bakken Bears

Onsdag d. 29. oktober
Kl. 18.30 Bakken Bears – Basket Zaragoza

Onsdag d. 5. november
Kl. 18.00 Anorthosis Famagusta – Bakken Bears

Tirsdag d. 11. november
Kl. 18.30 Bakken Bears – Falco KC Szombathely

Onsdag d. 19. november
Kl. 20.00 Basket Zaragoza – Bakken Bears

Højdepunkter: Team FOG Næstved – Randers Cimbria

Det var to ubesejrede hold, der mødtes i Arena Næstved torsdag aften til denne uges TV-kamp. Det endte med en sejr til Team FOG Næstved, der vinder en pointrig topkamp mod Randers Cimbria med 101–90.

Du kan se højdepunkter kampen her.

Højdepunkterne er præsenteret i samarbejde med SPORT LIVE.

TV-kamp: Ubesejrede Næstved møder ubesejrede Randers

Foto: Falleini

To ubesejrede hold i form af Team FOG Næstved og Randers Cimbria mødes torsdag aften i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE.

Det er blevet tid til en af de store kampe i grundspillet, hvor to medaljekandidater tørner sammen. Team FOG Næstved og Randers Cimbria er begge ubesejrede efter deres respektive første tre kampe. Nu mødes de så i Arena Næstved torsdag aften i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE – en kamp, hvor vi får et af de første fingerpeg om, hvilke af topholdene, der er favoritter til medaljerne.

De to hold plejer historisk at spille meget tætte og interessante opgør. En matchup, der generelt altid har været lige og jævnbyrdig. De seneste 13 år har der dog været et lille overtag af sejre til Næstved. Siden 2012 har de to hold mødt hinanden 57 gange i Basketligaen. 31 sejre til Næstved, 26 til Randers.

Sidste sæson var det dog Randers, der havde overtaget, hvor de vandt fire af de fem indbyrdes møder, hvis man også tæller pokal-semifinalen med.

Nu mødes de for første gang i 2025/26 torsdag aften. En kamp du kan se direkte på SPORT LIVE og Ekstra Bladet+. Tip-off er kl. 19.15 og TV-optakten starter allerede kl. 18.45.

TV-kampe fastlagt frem til januar

Foto: SPORT LIVE

TV-kampene på SPORT LIVE er nu fastlagt helt frem til den 29. januar.

Med Bakken Bears’ Europa-program på plads, har Basketligaen og SPORT LIVE dermed også kunne fastlægge TV-kampene længere ude i fremtiden.

TV-kampene fra 18. september til 12. november kender vi allerede, og nu er TV-kampene fastlagt helt frem til 29. januar.

Torsdag d. 20. november
BK Amager – Værløse Blue Hawks

Onsdag d. 3. december
Horsens IC – Holbæk-Stenhus

Torsdag d. 11. december
Holbæk-Stenhus – BK Amager

Torsdag d. 18. december
BMS Herlev – BC Copenhagen

Mandag d. 29. december
Svendborg Rabbits – Team FOG Næstved

Søndag d. 4. januar
Team FOG Næstved – BK Vejen

Torsdag d. 8. januar
Bakken Bears – Svendborg Rabbits

Torsdag d. 15. januar
Horsens IC – Team FOG Næstved

Torsdag d. 29. januar
Randers Cimbria – Værløse Blue Hawks

TV-programmet for de sidste tre runder i grundspillet vil blive offentliggjort når vi nærmer os og vi kender scenarierne i grundspillet.