Adama Darboe vender hjem til Basketligaen

Foto: FIBA

Randers Cimbria henter 39-årige Adama Darboe, der efter fire år på Island vender hjem til Danmark og Basketligaen.

De forsvarende pokalmestre fra Randers Cimbria får tilført en hulens masse rutine den kommende sæson – de har nemlig hentet 39-årige Adama Darboe, som står noteret for hele 60 A-landskampe for Danmark.

Darboe har tilbragt de seneste fire år på Island hos KR Reykjavik, Stjarnan og Armann, men inden da spillede han hele 13 sæsoner i Basketligaen for henholdsvis Hørsholm 79ers, Svendborg Rabbits og Bakken Bears – hvor det hos sidstnævnte blev til fem danske mesterskaber ud af fem mulige. Derudover blev det også til tre sæsoner i Sverige fra 2013 til 2016.

Randers Cimbria oplyser, at de i flere år har haft en god dialog med Darboe, og nu lykkedes det endelig at lande en aftale mellem de to parter.

Det er en motiveret og sulten Adama Darboe, der er landet i Randers, og han lægger ikke skjul på, at han vil vinde titler med Randers.

– Jeg forventer, at det bliver en rigtig god sæson med en stærk trup. Vi skal helt sikkert være med, hvor det er sjovt, og så er det op til os at peake på det rigtige tidspunkt. Vi spiller om to titler, og jeg vil gerne have begge to til Randers, udtaler Adama Darboe i en pressemeddelelse.

– Randers har altid luret i baggrunden, og Morten og jeg har været i kontakt før, bare ikke med muligheden for at samarbejde, men det er der heldigvis nu, og det er jeg taknemmelig for, uddyber han.

De første ni TV-kampe på SPORT LIVE

SPORT LIVE dækker Basketligaen med TV-kampe hver eneste uge. Nu er de første ni TV-kampe for den kommende sæson er fastlagt.

TV-kanalen SPORT LIVE har siden 2021 dækket Basketligaen med omtrent 50 TV-kampe hver sæson. Samarbejdet med SPORT LIVE fortsætter de kommende to sæsoner, og nu kan man offentliggøre de første ni kampe, der transmitteres på SPORT LIVE den kommende sæson.

Torsdag d. 18. september
Bakken Bears – BC Copenhagen

Torsdag d. 25. september
Team FOG Næstved – BK Amager

Onsdag d. 1. oktober
Svendborg Rabbits – Bakken Bears

Torsdag d. 9. oktober
Team FOG Næstved – Randers Cimbria

Torsdag d. 16. oktober
BK Vejen – Randers Cimbria

Torsdag d. 23. oktober
Holbæk-Stenhus – BK Vejen

Torsdag d. 30. oktober
Randers Cimbria – Svendborg Rabbits

Torsdag d. 6. november
Værløse Blue Hawks – BMS Herlev

Onsdag d. 12. november
Team FOG Næstved – Svendborg Rabbits

TV-programmet for resten af sæsonen vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

Husk at du kan se samtlige kampe fra Basketligaen, inklusiv SPORT LIVE’s kampe, på Ekstra Bladet+ fra den kommende sæson. Læs mere her.

Off-season interview: Andrew Ramirez

Foto: Matthias Storgaard, Stuntdouble Media

Basketligaen er gået på sommerferie og starter op igen til september. Vi benytter ventetiden til at snakke basketball med nogle af aktørerne. I denne artikel får du et interview med BC Copenhagens kaptajn, Andrew Ramirez.

Hvad får du tiden til at gå med her i off-season?

– I off-season bruger jeg meget tid med min familie og venner. Jeg kan lide at bruge min tid på alle de ting jeg ikke kan gøre gennem sæsonen, f.eks. diverse arrangementer, tennis, padel, svømme og rejse.

Hvordan var fornemmelsen på holdet efter sidste kamp? Var I glade ovenpå en 6. plads?

– Det var en god fornemmelse på holdet efter sidste kamp. Vores sæsonstart var ikke den bedste, men vi begyndte at spille bedre efter første halvdel af grundspillet, og vi var derfor stolte af at nå til Playoff A. Vi er alle konkurrencemennesker, så vi stræber selvfølgelig efter en bedre plads ift. sidste sæson.

Du har kontrakt en sæson mere i Copenhagen. Det bliver din 5. sæson i klubben nu. Hvorfor er du så glad for Copenhagen?

– Jeg er glad for at spille i BC Copenhagen, da det er en meget ambitiøs klub, hvor jeg føler mig hjemme. Klubben prioriterer deres spillere over alt og det sætter jeg virkelig stor pris på.

Tror du, at du kommer til at slutte karrieren i Copenhagen? Og hvor mange år kan du spille basket endnu?

– Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer. Jeg vil gerne spille så længe min krop tillader det.

Du er dansk gift og taler dansk flydende. Bliver du boende i Danmark resten af livet, tror du?

– Jeg vil gerne bo i Danmark resten af mit liv, men min kone vil gerne bo i Spanien, så nu må vi se hvad der sker!

Hvad håber du på at opnå i Copenhagen inden du stopper?

– Jeg håber på at opnå en semifinale eller måske en finale i Basketligaen.

Jeres hold ser ud til at blive ret godt. I har hentet Mathias Bak og Gustav Suhr-Jessen. Hvad tænker du om den kommende sæson? Hvad er målet?

– Vi har et hold med meget firepower, og mine holdkammerater er blevet bedre over sommeren. Udover er Gustav Suhr og Mathias Bak to konkurrencemennesker, der passer perfekt ind i miljøet. Derfor tænker jeg, at vi har en god chance for at nå Playoff A igen.

Her til sidst stiller jeg altid det samme spørgsmål. Har du et idol, en rollemodel eller en du ser op til i basketball? Enten nu eller da du var yngre? En du måske fik noget inspiration fra?

– Jeg har aldrig haft et basketidol eller en rollemodel, men jeg fik meget inspiration fra José Calderon, Ricky Rubio og El Chacho Rodriguez, da jeg var ung. De var rigtig gode til at finde deres holdkammerater på banen, og så kunne de kontrollere kampens rytme. Det samme forsøger jeg altid at gøre.

Basketligaen rykker ind hos Ekstra Bladet

Foto: Kim Haugaard

Hvis du elsker basketball, så er der godt nyt til dig: Ekstra Bladet viser nemlig samtlige kampe fra Basketligaen de næste to sæsoner.

Buzzerbeatere, trepoint’ere og slamdunks.

Der er godt nyt til danske basketfans. For fremover bliver den bedste, danske basketliga en del af oplevelsen på eb.dk.

Med et abonnement på Ekstra Bladet+ kan du nemlig se samtlige kampe fra Basketligaen. I tillæg til de over 50 kampe på tv-kanalen SPORT LIVE, som allerede er tilgængelig med Ekstra Bladet+, har Ekstra Bladet sikret rettighederne til resten af kampene fra ligaen. Det betyder, at du som abonnent på Ekstra Bladet+ nu får eksklusiv adgang til minimum 203 kampe fra den bedste danske række.

Aftalen glæder i den grad kommerciel direktør på Ekstra Bladet, Anders Borup.

– Dansk topbasket er i en rivende udvikling, og det er et virkelig spændende produkt med et meget dedikeret publikum og store fanskarer, siger Anders Borup og fortsætter:

– Vi glæder os til at kunne tilbyde samtlige kampe fra Basketligaen eksklusivt til vores abonnenter i Ekstra Bladet+, og vi håber, at vi kan være med til at løfte interessen yderligere og gøre ligaen endnu stærkere.

Stor glæde
Også hos Basketligaen er man glade for aftalen.

– Vi er ekstremt glade for denne nye aftale. Vi er sikre på, at vi sammen med så stærk en partner som Ekstra Bladet kan udvikle Basketligaen yderligere, og at vi sammen kan sikre, at endnu flere får glæde af og mulighed for at følge kampene fra Basketligaen i løbet af sæsonen. 

– Vi føler, at vi med Ekstra Bladet har fundet en partner, der matcher vores høje ambitionsniveau for Basketligaen, og dermed den rette partner for fremtiden, siger Emil Bødker, kommerciel direktør for Basketligaen.

Udvalgte kampe fra Basketligaen vil også blive vist på SPORT LIVE, men du skal have et abonnement på Ekstra Bladet+ for at kunne se alle kampene.

Lige sådan vil du kunne finde højdepunkter og udvalgte klip fra kampene i Ekstra Bladet Play, der har fri adgang for alle. 

Første kamp i den nye sæson er 18. september klokken 19:00, hvor Bakken Bears tager imod BC Copenhagen.

Off-season interview: Balsa Veljic

Foto: Tom Andreasen, Svendborg Rabbits

Basketligaen er gået på sommerferie og starter op igen til september. Vi benytter ventetiden til at snakke basketball med nogle af aktørerne. I denne artikel får du et interview med Balsa Veljic.

Hvad får du tiden til at gå med her i sommerpausen?

– Lige nu er jeg i Montenegro, hvor jeg besøger noget familie. Især i år har det været ekstra dejligt at se familie og venner, da jeg boede i Svendborg sidste sæson og dermed langt væk hjemmefra. Og ellers har jeg brugt meget af min tid i Danmark på at træne børn, noget individuel træning. Som spiller får man ikke rigtig løn henover sommeren. Og så har jeg selvfølgelig trænet en masse selv, både med bold og styrketræning.

Hvad tænker du om den personlige sæson du lige har været igennem, hvor du jo tog et stort skridt fra Værløse til Svendborg?

– Det var virkelig fedt at komme til en klub, der konkurrerer om mesterskabet. Det har været en fed og lærerig oplevelse. Det var selvfølgelig ærgerligt, vi ikke endte med guldet, især med tanke på, hvor god en sæson, vi havde. Men vi overgik alles forventninger, og vi er stolte over, det vi leverede. Personligt havde jeg store forventninger til mig selv, samt en masse selvtillid, så jeg tænkte, at jeg nok skulle levere en god sæson. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Jeg fik en god mulighed af Svendborg og Mads (Andersen, red.), så den skulle udnyttes.

Hvad er din situation lige nu? Har du afklaring på, hvad der skal ske næste sæson?

– Nej, det har jeg ikke. Så der kan jeg ikke fortælle så meget. Jeg vil rigtig gerne spille i udlandet, og så venter jeg selvfølgelig på om der kommer noget, der kunne give mening for mig.

Men er Svendborg udelukket for dig næste sæson?

– Det kan jeg ikke sige så meget om.

Hvad er dine drømme på længere sigt? Hvad er det ultimative, du tror, du kan opnå?

– Det er jo nemt at sige NBA, men er måske lige lidt højt sat. Den største, realistiske drøm må være at spille EuroLeague. Hvornår det eventuelt kunne blive, det er svært at sige, men det er en af mine største drømme. Det kan for nogen måske godt virke som en urealistisk drøm, men det handler bare om at tage et år af gangen. Hvis man kigger for langt frem, kan det godt virke mere urealistisk end det i virkeligheden er. Ét skridt af gangen, så tror jeg faktisk godt, det kan lade sig gøre.

Som en lille krølle på interviewet, vil jeg her til sidst høre dig om du har et idol inden for basketball? Er der en bestemt person i basketverdenen, du ser op til, spejler dig selv med eller får inspiration fra? Enten i dag eller da du var yngre?

– Da jeg var yngre så meget op til Miloš Teodosić. En meget ikonisk point guard. Hans kreativitet på banen og hans spil-IQ gjorde, at jeg så meget op til ham siden jeg var helt lille. Hans spillestil er noget jeg har få en masse inspiration fra og forsøgt at tage til mig. Som ældre har jeg også haft et godt øje til Facundo Campazzo, da han er en meget lav spiller, som har spillet på det højeste niveau i verden, både i NBA og Europa.