I årevis har Bakken Bears været fast inventar i europæisk baskeball. Tre gange har de forsvarende danske mestre spillet sig hele vejen til semifinalen i FIBA Europe Cup, og lige så mange gange har formået at kvalificere sig til Basketball Champions League.
I denne sæson står det på FIBA Europe Cup, som de aarhusianske fans kan se frem til.
I år bliver det dog ikke blot Bakken Bears, der skal repræsentere dansk basket i Europa.
Tirsdag morgen kunne Svendborg Rabbits nemlig stolt offentliggøre, at de med omgående virkning træder ind i European North Basketball League, ENBL, der er en forholdsvis ny europæisk liga, der så dagens lys i 2021.
Det betyder, at Svendborg Rabbits skal møde hold fra Holland, Estland, Litauen, England, Polen, Israel og Bulgarien.
“Vi har i Svendborg Rabbits længe haft en vision om på et tidspunkt at skulle deltage i en europæisk basketball turnering udover vores deltagelse i den hjemlige Basketligaen naturligvis. Denne vision går nu i opfyldelse da vi indtræder med omgående virkning i, European North Basketball League, ”ENBL”,
“Vi håber på at deltage i europæisk basketball i mange år i fremtiden og på den måde være med til at styrke Svendborg Rabbits i den hjemlige liga samt skabe endnu flere netværksmuligheder for vores samarbejdspartnere og endnu flere oplevelser for vores fans,” udtaler Svendborg Rabbits´ direktør, Troels Fjellø Mortensen, til klubbens facebookside.
Alle Svendborg Rabbits´ europæiske hjemmekampe kan følges på SPORT LIVE, der har sikret sig rettighederne. Det samme gælder for Bakken Bears´ FIBA Europe Cup-hjemmekampe.
Første europæiske kamp for Svendborg Rabbits er den 31. oktober, hvor de skal en tur til Holland og møde Landstede Hammers.
Torsdag aften kl. 19:15 er der tipoff i Hal 1 Arena Næstved, hvor Team FOG Næstved tager imod BC Copenhagen, og gæsterne har to markante profiler med, der har en fortid i den sydsjællandske klub.
De to spillere er Mathias Bak Christensen og Martin Poulsen, der begge tog turen fra Næstved til Nørrebro forud for indeværende sæson.
Førstnævnte tørnede ud for Team FOG Næstved gennem ni sæsoner med en kort afstikker til Sverige og to sæsoner hos Værløse Blue Hawks undervejs. Og så var han blandt andet også Næstveds anfører i sidste sæson, hvor Næstved vandt sølvmedaljer.
Torsdag er Mathias Bak Christensen tilbage i Næstved Hallen – denne gang dog i en anden uniform.
“Jeg har altid sat pris på at spille i Næstved Hallen, så det glæder jeg mig meget til. Der plejer som regel at være virkelig meget lyd og tænding på i hallen, så håber jeg, at vi får endnu en kamp som det,” fortæller Mathias Bak Christensen forud for torsdagens brag mellem sidste sæsons sølvvindere og de forsvarende Playoff B-mestre.
“Vi skal komme ud til en god start som i vores andre kampe. Næstved har en virkelig bred trup og roterer mange spillere med højt niveau, så det er 40 minutter, hvor de kører hårdt på hele tiden. Vi skal minimere vores dårligere perioder, og så skal vi i høj grad sørge for at undgå turnovers. Det var lige ved at koste os sejren mod Randers i fredags.”
Team FOG Næstved mod BC Copenhagen kan følges på SPORT LIVE fra kl. 19:00, hvor der er optakt.
Profil for BC Copenhagen
For BC Copenhagen´s vedkommende er sæsonen blot fire kampe gammel, men Mathias Bak Christensen har i sin korte tid i klubben allerede indtaget en ledende rolle på holdet. Lederegenskaberne var tydelige i Næstved, men i de fire kampe for BC Copenhagen har Mathias Bak drevet sit spil til nye højder.
Særligt i den seneste kamp, hvor BC Copenhagen noget overraskende slog Randers Cimbria i overtid, var Mathias Bak brandvarm med 35 point og ni ramte treere. Danskerens præstation var en af de bedste set i denne sæson hidtil, og Copenhagen-profilen er selvsagt også tilfreds med, hvordan han præsterede i sejren mod kronjyderne.
“Vi har spillet fire kampe indtil videre, og jeg har spillet to gode kampe og to kampe, som jeg ikke var helt tilfreds med. Det er en lille sample size, men jeg er glad og stolt over den start, som jeg har fået. Især kampen mod Randers var en stor oplevelse, og jeg er så glad for, at vi hev sejren hjem til sidst,” siger Mathias Bak og uddyber:
“Jeg vidste godt, at jeg ville få en ny rolle hos BC, men at min rolle i forhold til blandt andet at score point har været så fremtrædende i flere af kampene, har været overraskende for mig. Jeg ved samtidig godt, at det ikke nødvendigvis varer ved, og jeg har spillet i så mange år, at jeg godt ved, at der komme opture og nedture,”
“Jeg forsøger at hjælpe holdet så godt som muligt på og uden for banen, og forhåbentlig fører det en masse sejre med sig. Uanset hvad er jeg i hvert fald meget glad for min beslutning om ikke at stoppe med basket alligevel,” slutter han.
Mathias Bak Christensen snitter 18,3 point, fem rebounds, 1,5 assists og et enkelt steal per kamp inden opgøret mod sin tidligere klub torsdag aften, og så skyder han imponerende 51,5% bag trepointslinjen.
Torsdag aften er de danske landsholdsemner Martin Poulsen og Mathias Bak Christensen tilbage i Arena Næstved.
Arena Næstved danner nemlig ramme om opgøret mellem de to danskeres tidligere arbejdsgiver, Team FOG Næstved, og nuværende arbejdsgiver, BC Copenhagen.
Opgøret mellem de to sjællandske klubber er en tv-kamp og kan således ses på SPORT LIVE. Kampen har tipoff kl. 19:15. SPORT LIVE indleder med optakt fra kl. 19:00.
Kampen kan derudover også ses på Jysk Fynske Mediers hjemmesider, eksempelvis stiften.dk. Læs mere her.
Poulsen og Bak Christensen fører an for Copenhagen
I sidste sæson gik Team FOG Næstved hele vejen til finalerne i Basketligaen, hvor Bakken Bears blev en for stor mundfuld. Men Næstved vandt medaljer af næstfineste karat for første gang nogensinde, og det var med Martin Poulsen og Mathias Bak på holdet.
Martin Poulsen, der spillede to sæsoner for den sydsjællandske klub, snittede 8,2 point, 3,5 rebounds, 1,9 assists og 1,2 steals per kamp for Næstved i sidste sæson, mens Mathias Bak, der har tilbragt størstedelen af sit basketliv i Næstved, i snit lavede 3,3 point, 3,7 rebounds og 1,6 assists per kamp.
Både Poulsen og Bak Christensen var for Næstved i sidste sæson dygtige rollespillere, der kunne komme ind fra bænken og levere en god fight og gøre et godt indhop. Dertil var Mathias Bak holdets anfører.
De to danskere besluttede dog begge efter sæson 2022/23 at forlade Team FOG Næstved og rykke til BC Copenhagen. I udmeldingen fra Næstved lød det, at Poulsens afsked var et resultat af ´en difference i forventningerne til hinanden på flere niveauer´. For Mathias Baks vedkommende var det af ´private årsager, da et skema med fuldtidsjob og et meget krævende basketballarbejde i Næstved ikke hænger sammen rent ressourcemæssigt´
Nu er de to danske profiler at finde hos de forsvarende Playoff B-mestre BC Copenhagen, og her har de så sandeligt blomstret op i klubbens første fire kampe, der hidtil har budt på én sejr. Særligt Mathias Baks statistikker har fået et kæmpe boost sammenlignet med sidste sæson.
Over de første fire kampe i Copenhagen-trøjen snitter Mathias Bak hele 18,3 point, fem rebounds, 1,5 assists og et enkelt steal, og så skyder han imponerende 51,5% bag trepointslinjen.
Baks evner fra trepointsland så man i deres seneste kamp, hvor de på hjemmebane overrumplede forhåndsfavoritterne Randers Cimbria og sejrede med 104-95. Mod Randers skød Mathias Bak svimlende ni for 11 bag treeren og sluttede med 35 point, hvilket er hans nye career high i Basketligaen.
Samtidig er Mathias Bak nu indehaver af BC Copenhagen´s klubrekord for flest ramte treere i en kamp i Basketligaen med ni af slagsen.
Den tidligere rekordholder var Bakir Serdarevic, der ramte syv treere i en kamp i sidste sæson og dermed tangerede Carsten Kristensen og Claes Nørgård, der med en måneds mellemrum tilbage i 2003 hver satte syv treere i en kamp.
Form og øvrige profiler
Hvor BC Copenhagen har tabt tre ud af fire kampe, har Team FOG Næstved til gengæld haft mere succes – dog har kampprogrammet på papiret set sværest ud for Copenhagen.
Sidste sæsons sølvvindere har nemlig stadig deres første nederlag til gode med sejre i de første tre kampe mod BMS Herlev, Bears Academy og Værløse Blue Hawks.
BC Copenhagen har som nævnt slået Randers Cimbria, mens nederlagene er kommet mod Værløse Blue Hawks, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. Det betyder, at de i skrivende stund ligger på sjettepladsen, hvorimod Næstved ligger på andenpladsen.
For Næstved er især Eric Ayala kommet godt fra land. Den 24-årige amerikaner, der i sidste sæson spillede i både Island og Argentina, snitter 20,3 point, 5,3 rebounds og 3,7 assists over de første tre kampe. Dernæst følger Gus Okafor med 16,3 point, 6,7 rebounds og tre assists og Lagio Grantsaan med 15 point, 9,3 rebounds, én assist og 1,3 blocks.
For Copenhagen har der udover Martin Poulsen og Mathias Bak også være gode aktioner fra Durell Vinson, William Vang og Andrew Ramirez, der alle snitter over ti point
Der er således lagt op til et spændende brag mellem Team FOG Næstved og BC Copenhagen kl. 19:15 på SPORT LIVe.
Her er et overblik over den kommende uge i Basketligaen, der byder på seks kampe, hvoraf den ene er en tv-kamp på SPORT LIVE.
Onsdag aften tørner de forventede tophold Randers Cimbria og Bakken Bears sammen i Arena Randers. Onsdagens hjemmehold har fået en sløv start på sæsonen med to nederlag i tre kampe, så en sejr mod de forsvarende danske mestre kan sætte dem på rette kurs.
Torsdag er Basketligaen igen i dit tv, når Team FOG Næstved tager imod BC Copenhagen. Kampen vises på SPORT LIVE med optakt fra kl. 19:00. Martin Poulsen og Mathias Bak Christensen, der forud for indeværende sæson forlod Team FOG Næstved til fordel for BC Copenhagen, er tilbage i Sydsjælland og vil forsøge at gøre det onde ved deres tidligere klub.
Lørdag er der hele tre kampe på programmet. Kl. 15:00 er der tipoff i to opgør. Den ene er i Nordic Basketball Arena Herlev, hvor Bakken Bears skal i aktion for anden gang i denne uge. Her møder de BMS Herlev.
I Søndersøhallen i Værløse skal Bakkens søsterklub Bears Academy op imod Værløse Blue Hawks.
Kl. 16:00 skal Randers Cimbria spille deres anden hjemmekamp i denne uge, når et sejrshungrende BK Amager-mandskab skal en tur til Kronjylland.
En fed basket-uge uge rundes af søndag med en eftermiddagskamp i Horsens, hvor det unge mandskab Holbæk-Stenhus kommer forbi Forum Horsens.