Steven Green er i hopla for tiden.
Det er en påstand, der er masser af belæg for.
I Randers Cimbrias seneste kamp slog Green rekorden for flest point i en kamp, da han mod Holbæk-Stenhus scorede vanvittige 52 point, og torsdag aften skal han forsøge at diske op med endnu en pragtpræstation, når Randers Cimbria hjemme i Arena Randers tager imod Horsens IC.
Det østjyske topbrag er ugens anden tv-kamp og kan således ses på SPORT LIVE. Kampen sættes igang kl 19:15, men allerede fra kl. 18:45 er der basketball på kanalen, når SPORT LIVE viser deres ugentlige basketmagasin ´Overtime´.
Det østjyske topbrag kommenteres af: Claus Elgaard & Simon Falden
Green og Bülow bliver afgørende
Førnævnte Steven Green går ind til torsdagens kamp fuld af selvtillid og i storform, men det er ikke først for nyligt, at Green er begyndt at levere store præstationer. Det har han nemlig gjort hele sæsonen igennem.
Randrusianernes amerikanske rekordmager er ligaens topscorer med et snit på 25,7 point, og hvis han kan holde dampen oppe, har han kurs mod et af de højeste pointsnit per kamp i Basketligaens historie over en grundspils-sæson. Rekorden står den tidligere SISU-spiller Steve Pettyjohn for. Pettyjohn snittede 28,8 point over 18 grundspilskampe for SISU i sæson 2003/04.
Der er et stykke op til rekorden, men Green har været en scoringsmaskine uden lige, der ikke er set i Basketligaen i flere år. Kigger vi på statistikkerne, skal vi helt tilbage til sæson 2014/25 for at finde en spiller, der gik gennem et grundspil med et højere pointsnit per kamp. Dengang snittede SISU´s Darryl Partin 27,8 point per kamp.
Men det er ikke kun Steven Green, der har været uhyre vigtig for Randers i denne sæson. Det samme har eksempelvis det danske landsholdsemne Morten Bülow, der i den grad har taget sit spil til nye højder. Den 24-årige dansker, der før han kom til Randers spillede én sæson i både Sverige og Spanien, er gået fra at snitte 8,3 point, 4,2 rebounds og 1,3 assists til i denne sæson at snitte 15,8 point, 6,7 rebounds og 3,3 assists per kamp.
Bülow har gang i sin klart bedste sæson i sin endnu unge karriere og bliver ved med at bygge på sit spil.
Randers har derudover forstærket truppen med sidste sæsons årets forsvarsspiller i Basketligaen, Bakary Camara. Om Camara er med torsdag aften er uvist.
Gage Davis var storspillende i seneste kamp for HIC
Randers Cimbria har Steven Green, og torsdagens gæster, Horsens IC, har Gage Davis.
28-årige Gage Davis var første gang i Horsens tilbage i 2020/21-sæsonen, hvor han tog Basketligaen med storm. Efter den flotte debutsæson rykkede Davis til Italien, hvor det blev til to sæsoner, inden han nu er tilbage i Danmark og Horsens.
Og Davis er kun blevet bedre, siden sidst han var på dansk grund. Davis er sammen med Steven Green en af frontløberne i MVP-kapløbet, og de var begge med på SPORT LIVE´s seneste månedens hold i Basketligaen, som du kan se her.
Gage Davis snitter 22,1 point, 10,3 rebounds, 2,9 assists og 1,4 steals per kamp og spillede ligeledes en stor kamp, sidst han var i aktion. I ugens første tv-kamp på SPORT LIVE mellem Horsens IC og Svendborg Rabbits leverede Davis svimlende 32 point og 16 rebounds.
Davis´ vilde præstation var desværre for HICs fans ikke nok til sejr. Svendborg sejrede med 75-81.
En anden spiller, der også har gjort det godt for HIC i denne sæson, er Leonardo Carlino, der spiller sin anden sæson i klubben. Carlino snitter 14,4 point, fire rebounds og 2,3 assists per kamp.
Sidste Randers og Horsens sidst tørnede sammen var i starten af sæsonen, hvor Horsens IC slog Randers med 98-92. Kan Horsens gentage successen?
Find ud af det på SPORT LIVE fra kl. 18:45.
Hvis Horsens taber, rykker Randers Cimbria op på siden af Team FOG Næstved og Horsens IC, der begge har 16 point.