Skip to content
Facebook

Tv-kamp: Sidste sæsons finalister mødes i Arena Næstved

Foto: ENBL

For anden gang i denne uge er der basket på SPORT LIVE, og igen er det med Bakken Bears på skærmen.

Torsdag aften er de forsvarende danske mestre taget en tur til Sydsjælland, hvor Team FOG Næstved venter, og torsdagens tv-kamp er således en gentagelse af sidste års finaleserie i Basketligaen.

Kampen sættes igang kl. 19:15, men SPORT LIVE blænder op med optakt fra kl. 18:45.

Tæt kamp forventes

Fire gange i sæson 2023/24 har Bakken Bears og Team FOG Næstved krydset klinger.

To gange er det blevet til Bakken Bears-sejr, men Næstved har sejret i de øvrige to. Den ene af Næstveds sejre var forresten årets pokalfinale.

Spændingsmæssigt er der således lagt op til en spændende kamp mellem to hold, der har formået at gøre det svært for hinanden i sæsonen.

Statistisk set er Næstved og Bakken Bears de to mest offensive stærke hold i Basketligaen. Aarhusianerne topper med et snit på svimlende 99,2 point per kamp. Til sammenligning har Næstved som hold et pointsnit på 95,8 point per kamp.

Der hvor de to hold på papiret adskiller sig er på den defensive front, hvor Næstved modsat Bakken ikker ligger i toppen i Basketligaen. Det hold, der i snit får scoret færrest point imod sig, er Horsens IC. Dernæst er Bakken Bears, BC Copenhagen, Bears Academy, Svendborg Rabbits og så kommer vi til Team FOG Næstved.

Du kan selv dykke ned i statistikkerne ved at klikke her.

Tæt slutspil i Basketligaen

Bakken Bears går ind til topbraget ovenpå et nederlag tidligere på ugen til Randers Cimbria. Bakken Bears var storfavoritter inden mødet med lokalrivalerne, men kronjyderne sejrede og er nu for alvor med i kampen om en semifinaleplads.

Sejren til Randers betyder samtidig, at Bakken Bears ikke er lige så sikre på at kunne sikre førstepladsen i Playoff A. Med en sejr kunne de have taget et forspring på fire point mod De Gule ærkerivaler, men det fik Randers sat en stopper for.

Team FOG Næstved har i tabellen et godt stykke op til både Bakken Bears og Horsens IC. I stedet duellere de med Svendborg Rabbits og Randers Cimbria, og i skrivende stund er det Team FOG Næstved holdet med de bedste kort på hånden.

Men det er tæt.

Næstved ligger på tredjepladsen med to point ned til Svendborg, og selvom alle point er vigtige i kampen om at sikre sig en semifinaleplads, kan det få særlig betydning, om du får en semifinaleplads som tredje- eller fjerdepladsen i Playoff.

Fjerdepladsen er nemlig lavest seedet og skal derfor møde den på papiret stærkeste modstander – altså førstepladsen. I den anden semifinale mødes nummer to og tre. Næstved har seks point ned til Randers og kan med en sejr næsten sikre sig en semifinaleplads.

Men Næstved mangler fortsat at møde Randers i slutspillets returopgør, og hvis alle resultaterne flasker sig for Randers, kan Randers matematisk set godt ende med ende i slutspillet med Bakken Bears, Horsens IC og Svendborg Rabbits.

Spillere du skal holde øje med

Torsdagens tv-kamp er stjernespækket med store profiler i begge lejre.

For Bakken Bears er amerikanske Deandre Pinckney topscorer med et snit på 16,7 point per kamp efterfulgt af landsmændende Malik Parsons (14,5ppg) og Ryan Evans (13,4ppg). Den mest scorende dansker for Bakken er Gustav Knudsen med et snit på 12,7 point.

Hos Næstved er Eric Ayala topscorer med 17,6 point per kamp. Lige i hælene på Ayala er Lagio Grantsaan, der snitter 17,5 point per kamp, så Næstved har en uhyre stærk offensiv duo. Gus Okafor er treer med et pointsnit på 14,5 point.

Flere artikler