Skip to content

TV-kamp: Rematch af sidste sæsons DM-finale

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Svendborg Rabbits og Bakken Bears mødes onsdag aften i denne uges TV-kamp på SPORT LIVE.

Der er lagt op til revanche for Svendborg Rabbits når de onsdag aften tager imod Bakken Bears. Det er nemlig en gentagelse af sidste sæsons DM-finale, hvor Bakken vandt finaleserien med 3–1 og dermed tog deres niende mesterskab i træk.

Og der venter en propfyldt Rise Sparekasse Arena. Det er den første kamp på Sydfyn denne sæson, og Svendborg Kommune har sørget for gratis entré som sponsor på kampen. Dagen før kampen er der trukket over 2.300 billetter inde på Svendborg Rabbits’ billetportal, og derfor ligner det, at vi får en fantastisk kulisse til onsdag aftens TV-kamp.

Helt lige indbyrdes i 2024/25
Svendborg var uden tvivl den største udfordrer til Bakken sidste sæson. Som vinder af både grundspillet og mellemspillet lignede det, at vi måske skulle have en ny danmarksmester, der ikke var Bakken, for første gang i otte år.

Sådan gik det ikke, men til gengæld var matchuppen mellem Svendborg og Bakken helt lige i 2024/25. De to DM-finalister mødte hinanden otte gange sidste sæson, hvilket udmøntede sig i fire sejre til hver.

Nu får vi så første møde denne sæson mellem de to storklubber, hvilket også bliver det første mellem to top-5 klubber denne sæson.

Begge hold har spillet en enkelt kamp i Basketligaen denne sæson. Svendborg Rabbits åbnede sæsonen i lørdags på udebane mod BK Amager og vandt sikkert 106–89. Bakken Bears smadrede BC Copenhagen i sæsonpremieren 18. september med hele 115–64. Til gengæld har de også siden hen spillet tre vigtige kampe i Champions League-kvalifikationen, hvor Bakken på brutal vis missede en CL-billet på en heldig buzzer beater i dobbelt overtime.

Flere artikler