
Der venter et propfyldt Rise Sparekasse Arena når Svendborg Rabbits og Bakken Bears mødes til denne uges TV-kamp onsdag aften.
Svendborg Rabbits havde det suverænt højeste tilskuergennemsnit i Basketligaen sidste sæson. Det blev især hjulpet godt på vej af klubbens arbejde med den spritnye arena i Svendborg med plads til 3.600 tilskuere.
Tilskuergennemsnittet lød på 1.384 tilskuere pr. kamp, og kigger vi kun på de ni kampe i den nye arena, så lød gennemsnittet på hele 1.997!
Nu venter så den første kamp i Rise Sparekasse Arena denne sæson. En gentagelse af sidste sæsons DM-finale mod Bakken Bears. Og barren bliver sat højt fra start i Svendborg denne sæson.
Svendborg Kommune er sponsor for kampen og derfor er der fri entré, hvis man blot går ind og henter en billet på Svendborg Rabbits’ billetportal. I skrivende stund er der trukket 2.300 billetter til kampen. Dermed er man allerede langt over sidste sæsons gennemsnit i den nye arena, hvis alle med billet møder op.
Det var en stor succes sidst Svendborg Rabbits havde fri entré til en hjemmekamp. Det var nemlig til åbningskampen i den nye arena mod BC Copenhagen den 13. marts, hvor man smadrede sin egen tilskuerrekord. Hele 3.152 tilskuere overværerede kampen.
Det ligner ikke man kommer helt derop igen denne gang, men direktør Troels Mortensen fortæller, at man håber på at runde de 2.500 tilskuere til kampen på onsdag.
Hvis du ikke skal overvære kampen i Rise Sparekasse Arena på onsdag, så husk at du kan se den direkte på SPORT LIVE og Ekstra Bladet+, hvor der er optakt fra kl. 18.30.