Skip to content

Stimen brudt: Horsens IC knækkede ærkerivalerne fra Aarhus

Facebook
Foto: MJ Horsens

Så gik den ikke længere for Bakken Bears.

Torsdag aften led de forsvarende danske mestre deres første nederlag i Basketligaen i denne sæson, da Horsens IC hjemme i en velbesøgt Forum Horsens besejrede Bakken Bears med 86-80.

Bjørnebanden havde forud for mødet med deres ærkerivaler vundet 12 ud af 12 kampe i Basketligaen og var godt på vej til at gentage succesen fra sæson 2021/22, hvor de gik ubesejret gennem ligaens grundspil.

Men muligheden for et ubesejret grundspil blev spoleret af De Gule fra Horsens, der leverede en stærk indsats i det sidste Jyske Derby i 2023.

Kampen gik frem og tilbage med begge mandskaber skiftevis i front og med momentum, men en suveræn fjerde periode af Horsens IC, der blev vundet med 25-17, betød, at Bakken Bears for første gang siden april 2022 måtte se sig besejret af rivalerne fra Horsens.

Kampens topscorer var Bakkens Malik Parsons med 25 point, mens Gage Davis førte an for HIC med 21 point. Kur Jongkuch leverede 17 point og otte rebounds for HIC.

Bakken Bears er nu ikke længere ubesejrede i denne sæson i Basketligaen, men lørdag får de muligheden for at komme op på hesten igen, når BMS Herlev kommer forbi Sparekassen Danmark Basketball Center.

Næste kamp for HIC er den 3. januar på udebane mod Holbæk-Stenhus.

Flere artikler