Skip to content
Facebook

Rungby: ‘Vi mangler at få forløst vores fulde potentiale’

Foto: MJ Horsens

Horsens IC har haft en svingende sæson med både fantastiske toppræstationer, men også kampe, hvor bundniveauet har været for lavt. Kaptajn Frederik Rungby mener, at man mangler at se holdets fulde potentiale.

Horsens IC blev af flere eksperter udråbt som den største guldfavorit inden sæsonstart. Men sæsonen har været en blandet pose bolcher for de gule, hvor de har leveret flere fantastiske præstationer, men også har spillet kampe langt under niveau.

– Det går meget op og ned. I glimt ser man vores topniveau, men der er også glimt, hvor vi falder fra hinanden, siger Horsens-kaptajn, Frederik Rungby.

Hvad er årsagen til, at det går så meget op og ned?

– Det ved jeg virkelig ikke. Måske noget manglende koncentration. De fleste af vores nederlag har været vores egen skyld, hvor vi laver alt for mange fejl. Så vi skal virkelig mindske mængden af egne fejl.

På papiret har Horsens også en meget stærk trup fyldt med både nuværende og tidligere landsholdsspillere, krydret med unge talenter og dygtige udenlandske profiler.

Derfor mener Frederik Rungby også, at man ikke har set det allerbedste fra Horsens endnu.

– Vi mangler at få forløst vores fulde potentiale. Men vi er for ustabile. Ofte har vi tre-fire gode kampe i træk, og så falder vi fuldstændigt sammen.

– Jeg synes, vi har den bredeste trup i ligaen, fastslår han.

Selvom Horsens måske ikke har vist deres fulde potentiale endnu, så er de også omgivet af andre virkelig dygtige hold. Derfor er man også tvunget til at performe i alle kampe i slutspillet.

– Det er bare megafedt, at topkampen er så tæt. Det gør også, at alle kampe i slutspillet skal tages seriøst. Også når man møder Copenhagen, der jo har slået Næstved. Så møder man ikke 100% op til en kamp i slutspillet, så taber man.

For at vinde guld, skal man jo først og fremmest nå semifinalen. Men kampen er meget tæt blandt de fem tophold. Hvor står respekt har I for top-4-stregen?

– Vi har stor respekt for top-4-stregen, men vi lægger heller ikke et unødvendigt stort pres på vores egne skuldre. Vi tager én kamp ad gangen, men det ligger selvfølgelig i baghovedet. Taber man et par kampe i streg, ligger man nr. 5. Vinder man et par kampe i streg, så ligger man nr. 1.

I aften skal Horsens IC igen i ud en vigtig topkamp. Denne gang mod Randers Cimbria, som er det bedste hold i Basketligaen i 2025 målt på resultater.

Derudover har Horsens endnu ikke formået at slå Randers denne sæson i alle tre indbyrdes møder. Mon fjerde gang bliver lykkens gang for de gule?

– Vi har lidt et Randers-kompleks denne sæson. Det er jo det eneste hold, vi ikke har slået. Så det slutter forhåbentlig mandag aften, afslutter Frederik Rungby.

Kampen Horsens IC – Randers Cimbria kan ses i aften på SPORT LIVE og JFM Play med optakt fra kl. 18.30.

Flere artikler