15. spillerunde bestod ligesom forrige spillerunde af fire kampe fra Basketligaen.
Første kamp fandt sted i Søndersøhallen, hvor Værløse Blue Hawks fik besøg af Randers Cimbria. Kronjyderne, der i skrivende stund indtager andenpladsen i Basketligaen, levede op til sin favoritværdighed og besejrede Værløse Blue Hawks med cifrene 71-85.
Dermed sejrede Randrusianerne for ottende gang i træk, hvilket er en tangering af holdets klubrekord for antal sejre i træk, hvilket fortæller meget om, hvilken form Randers er i lige nu.
Værløse var fint med i første halvleg og kunne tilmed gå til pause foran. Tredje periode forløb ligeledes som håbet for hjemmeholdet, men i fjerde periode viste Randers Cimbria klassen.
Kampens topscorer var Josh Fortune med 33 point.
Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.
Endnu et sydfynsk nederlag
Næste kamp stod mellem Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits. Sidstnævnte havde brug for en tiltrængt sejr, så der kunne tankes noget selvtillid, og samtidig få nogle point på kontoen. Før tipoff i Arena Næstved stod der ti point ud for Svendborg Rabbits i tabellen.
Efter 40 minutters basketball mellem de to danske storhold stod der fortsat ti point ud for Svendborg Rabbits. Team FOG Næstved viste nok engang, hvad de er i stand til, og sejrede komfortabelt med 101-84.
Team FOG Næstved spillede en flot halvleg, hvorfor de i pausen var foran med 49-37. Svendborg fik mulighed for at snakke tingene igennem i pausen, men lige lidt hjalp det.
Sydsjællanderne kørte på og kunne således køre sejren hjem i anden halvleg.
De seneste fem kampe i Basketligaen har blot budt på en enkelt sejr til Svendborg Rabbits.
Kampens topscorer var hjemmeholdets Rodney Chatman, der noterede sig for 28 point.
Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.
Comeback til Aladdin
Tredje og næstsidste kamp i 15. spillerunde var mellem Horsens IC og Bears Academy.
Horsens IC gik ind til kampen som storfavoritter og formåede da også at leve op til forventningerne med en flot sejr på 80-63, men kampens overskrift må siges at være comebacket til Horsens IC-klubmanden Aladdin Barakeh.
I kvartfinalerne i 2018/19 sæsonen i Basketligaen pådrog Aladdin Barakeh sig et kompliceret brud i hånden.
Horsens IC-spilleren brugte lang tid på sin genoptræning, men i sidste ende måtte han indstille karrieren, da han vurderede, et comeback til basketbanen ville risikere at forværre skaden og potentielt få konsekvenser for en karriere uden for banen.
Fullcourt.dk har lavet en podcast med Barakeh, hvor de vender hans historie. Den kan du finde her.
Nu, 3,5 år senere, har Aladdin Barakeh besluttet at iføre sig basketballuniformen igen. Den 27-årige dansker har trænet med HIC gennem hele sæsonen, og det kulminerede i kampen mod Bears Academy, hvor Barakeh gjorde comeback.
Den trofaste gule fanskare jublede på Barakehs vegne, og udover comeback kunne Barakeh og kompagni glæde sig over en endnu sejr i Basketligaen.
Chris Lykes sluttede som topscorer med 27 point.
Læs mere om kampen hos Fullcourt.dk her.
Amager med ny sejr
Rundens sidste kamp bød på en mindre overraskelse, da BK Amager overmatchede BC Copenhagen. Amagerkanerne slog Copenhagen med 106-92. Det var anden kamp i træk, der endte med sejr til BK Amager, og fjerde sejr i sæsonen.
I sidste spillerunde var det Værløse Blue Hawks, der blev nedlagt.
Med sejren kravler Amager over netop Copenhagen i tabellen, mens de nu er á point med Værløse Blue Hawks.
Hjemme i Amagerhallen tog BK Amager-spillerne August Bonde Sturup, Oscar Quackenbush og Jordan Johnson teten på pointfronten med henholdsvis 20, 26 og 27 point i kampen, mens Tomas Bjarkason også spillede en stor kamp. Bjarkason leverede 11 point, 11 rebounds, ni assists og hele fem blocks.
BC Copenhagen har været en af sæsonens større skuffelser i denne sæson og står efter 15 spillerunder med blot tre sejre i 14 kampe, hvilket rækker til en næstsidsteplads.