
SPORT LIVE er klar med et jysk lokalopgør, når Basketligaens førsteplads Bakken Bears mandag aften tager imod Randers Cimbria kl. 19:45.
SPORT LIVE åbner studie med optakt fra kl. 18:45. Kampen er den første af to tv-kampe i denne uge. Torsdag er de nemlig tilbage med mere basket på sendefladen, når Team FOG Næstved og Bakken Bears tørner sammen på Sydsjælland.
Bakken Bears, der i næste uge skal spille europæisk semifinale i European North Basketball League, der desuden også kan følges på SPORT LIVE, går ind til mandagens kamp med masser af selvtillid fra sidste spillerunde. Blot for lidt over 48 timer siden var de sidst i aktion, da de udspillede ærkerivalerne Horsens.
Så selvtillid mangler de ikke, men omvendt har de ikke haft masser af tid til at restituere. Randers har modsat Bakken haft en helt uges pause og dermed også mere tid til at forberede sig på mandagens modstander, der sideløbende med det pressede program i Basketligaen også har et stort fokus på næste uges europæiske semifinale.
Randers har brug for en sejr for at kunne indhente Svendborg
Mandagens lokalopgør er anden gang i dette års Playoff A, hvor Randers og Bakken støder sammen. I det første opgør i Randers, hvor kronjyderne satte ny tilskuerrekord, sejrede Bakken Bears rimelig komfortabelt.
Randers tabte i sidste uge til Horsens IC, efter en kamp, som de havde nogenlunde styr på over 30 minutter, og derfor har Randers gevaldigt brug for en sejr mod Bakken mandag.
Randrusianerne befinder sig inden kampen på ligaens femteplads med 28 point. Randers har seks point op til Svendborg, der er nummer fire, og derfor er Randers tæt på at være ude af kampen om en semifinaleplads.
Svendborg har fire kampe tilbage i Playoff A og kan, hvis de vinder rub og stub, komme op på 42 point. Randers mangler fem kampe, hvoraf den ene er mod Bakken, og hvis Randers slår Bakken kan det blive rigtig interessant. I så fald er der fire point mellem de to hold.
Og hvis Svendborg som et minimum smider point i eksempelvis deres næste kamp mod Horsens IC, kan Randers tage fjerdepladsen fra Svendborg.
I slutspillets sidste kamp mødes Randers og Svendborg nemlig i Randers. Randers vandt det første indbyrdes opgør mod Svendborg, så de behøver derudover heller ikke bekymre sig om at vinde med et særligt antal point.
Randers har oddsene mod sig, men alt er således stadig muligt.