Alt er som det plejer – næsten.
Fredag aften er der igen europæisk basket i Sparekassen Danmark Basketball Center, når Bakken Bears slår dørene op og får besøg af bulgarske Spartak Pleven.
Besøg fra det store udland er de 21-dobbelte danske mestre vant til, men alligevel står de overfor en ny oplevelse fredag aften. Denne gang er det nemlig første hjemmekamp i den europæiske turnering European North Basketball League (ENBL), som Bakken Bears i sidste måned meldte sin ankomst i.
European North Basketball, selvsamme turnering Svendborg Rabbits deltager i, er nyt territorie for det danske storhold, der normalt er fast inventar i enten Basketball Champions League eller FIBA Europe Cup.
Det var de også indledningsvist i denne sæson, men qua en sløv europæisk start røg Bears tidligt ud af FIBA Europe Cup. Men da Bakken ellers gik og troede, at resten af sæsonen skulle gå med fuld fokus på Basketligaen, landede der en invitation i indbakken fra European North Basketball League, og den takkede aarhusianerne ja tak til.
Og således er der atter europæisk basket i det nordlige Aarhus fredag aften kl. 18:30.
Bears møder et sejrshungrende bulgarsk hold
Bakken Bears møder bulgarske Spartak Pleven, der allerede en gang i denne uge har været i aktion i ENBL. Det var i tirsdags, hvor de på hjemmebane blev besejret med 82-92 af Utenos “Uniclub Casino – Juventus” fra Litauen.
Bakkens bulgarske modstander har i skrivende stund spillet tre kampe i ENBL, og bulgarerne har stadig deres første sejr i den europæiske turnering til gode, så de er sultne.
Det samme gælder dog ikke for Bakken Bears, der i ENBL-debuten sejrede på udebane mod ingen ringere end Svendborg Rabbits.
Bakken Bears står altså med én sejr indtil videre i ENBL, men i europæisk regi har Bakken fået opbygget en fin stime på tre sejre, eftersom Bjørnene sluttede deres FIBA Europe Cup-eventyr med to flotte sejre.
Bliver stimen mon udbygget til fire?
Det bliver vi klogere på fredag aften kl. 18:30.
Kampen kan ses på European North Basketball League´s youtube-kanal.