Skip to content

Nu er nedrykning en mulighed for sidstepladsen

Efter Basketligaens udvidelse til 12 hold er det nu en mulighed, at sidstepladsen kan rykke ned i 1. division, hvis forskellige kriterier opfyldes.

Basketligaen vokser på mange parametre: Interesse, tilskuertal, sportsligt niveau og også antallet af hold. For syv år siden bestod Basketligaen blot af otte hold, hvor alle holdene var garanteret en plads i slutspillet. Nu står vi i den positive situation, at Basketligaen anno 2025/26 er ekspanderet til hele 12 hold. Med udvidelsen følger dog et ekstra sportsligt lag, der ikke tidligere har været i spil – nemlig nedrykning.

Det er vedtaget i Basketligaens Hvidbog, at der maksimalt må være 12 hold i Basketligaen. Hvis et hold fra 1. division førhen har ønsket at rykke op i Basketligaen, har det ikke haft indflydelse på de øvrige holds plads i ligaen. Men grundet loftet på de 12 hold, så er situationen nu en anden.

Hvis et hold fra 1. division inden 1. april indgiver et ønske om at deltage i Basketligaen 2026–27 og opfylder kravene, kan tvungen nedrykning komme i spil. Hvis alle 12 hold i Basketligaen har tilmeldt sig den nye sæson, så vil det hold, der slutter sidst i Kvalifikationsspillet rykke ud af Basketligaen og bliver erstattet af oprykkeren fra 1. division.

Læs mere i Basketligaens Hvidbog.

Mesterskabspil og Kvalifikationsspil
Turneringsstrukturen er som den plejer – denne gang bare med et ekstra hold. Alle hold møder hinanden, både hjemme og ude, i grundspillet. Når grundspillet afsluttes inddeles ligaen i to.

Nr. 1 til 6 deltager i Mesterskabsspillet, mens nr. 7 til 12 deltager i Kvalifikationsspillet. Her møder alle holdene igen hinanden to gange, hjemme og ude. Alle point fra grundspillet føres med over i slutspillet.

Top-4 i Mesterskabsspillet går videre til DM-semifinalerne, der afvikles i bedst-af-fem serier. Nr. 1 møder nr. 4. Nr. 2 møder nr. 3. Nr. 1 og 2 har hjemmebanefordel. Derefter mødes vinderne af semifinalerne i en finaleserie, også bedst af fem. Bedst rangerede hold i Mesterskabsspillet får hjemmebanefordel.

De to tabere af semifinalerne mødes i en bronzekampen, der afvikles som én kamp, hvor bedst placerede hold i Mesterskabsspillet har hjemmebane.

I Kvalifikationsspillet mødes de to bedst placerede hold i en finale, hvor bedst placerede hold har hjemmebane.

Og sidst, men ikke mindst, så rykker det dårligst placerede hold i Kvalifikationsspillet ud af Basketligaen, hvis et hold fra 1. division rykker op og alle de øvrige hold i ligaen har tilmeldt sig næste sæson.

Flere artikler