
Stemmerne er talt op.
For tredje gang på fire sæsoner er Jimmy Moore kåret som Årets træner i Basketligaen. Det er Moore´s kolleger i Basketligaen, der har stemt på ham som modtager af den flotte anerkendelse.
Moore vandt den prestigefyldte pris foran en stærk felt bestående af BMS Herlevs Adrian Moss på andenpladsen og Team FOG Næstveds Andy Hipsher på tredjepladsen. Jimmy Moore sluttede med 28% af stemmerne, hvilket rakte til en førsteplads i afstemningen.
Den amerikanske succestræner har ført sit hold Randers Cimbria til en stor sæson i en historisk tæt Basketligaen, hvor kronjyderne for første gang nogensinde sluttede grundspillet i Basketligaen på førstepladsen med 17 sejre i 20 kampe. Som det eneste hold i hele ligaen var Randers desuden ubesejrede hjemme i Arena Randers i grundspillet, mens de set over sæsonen i både grundspil og Playoff A havde den bedste record på hjemmebane.
I slutspillet fortsatte randrusianerne de lovende takter, men i sidste ende måtte Moore og kompagni tage til takke med tredjepladsen i Playoff A efter en ufattelig tæt Playoff A. Randers sluttede med 48 point á point med både Team FOG Næstved og Bakken Bears, der dog var bedre indbyrdes. I Basketligaens historie er aldrig før sket, at hele tre hold er sluttet med det samme antal point, hvilket vidner om en tæt sæson.
Randers led et ærgerligt semifinale-exit efter et samlet nederlag på 3-1 til Team FOG Næstved.
Randers Cimbria-bossen modtog prisen som årets træner kort inden torsdagens bronzekamp mellem Randers Cimbria og Horsens IC. Udover æren modtog Jimmy Moore et ur sponsoreret af Basketligaens partner Festina.
Du kan se de tidligere vindere af prisen ved at klikke her.