Skip to content
Facebook

Afgørelsens time: Bakken Bears kan spille sig i klubbens fjerde europæisk semifinale

Foto: ENBL

Der kommer til at være tryk på Sparekassen Danmark Basketball Center, når Bakken Bears onsdag aften får besøg af Newcastle Eagles i kvartfinalens returopgør i European North Basketball League. Hallen er ikke langt fra at være udsolgt, og en billet til semifinalerne i ENBL er på spil.

Den aarhusianske bjørnebande har givet sig selv et godt udgangspunkt på vej ind til returkampen, da de på udebane i Newcastle sejrede med 92-87.

Onsdag kan de danske mestre således spille sig i en europæisk semifinale for fjerde gang i klubbens historie med en sejr.

Da det er den samlede vinder over de to opgør, der sikrer sig videre avancement, kan Bakken dog ´tåle´ at tabe til Newcastle i returkampen med maksimum fire point og stadig være det hold, der skal spille ENBL Final Four.

Det bliver altså uhyre spændende, når der kl. 18:30 er tipoff i det nordlige Aarhus.

En tricky modstander

Den første kvartfinale mellem Bakken Bears og Newcastle Eagles blev spillet den 1. marts, og kampen forløb med Bakken som det bedste hold gennem de 40 minutter. Læs Fullcourt.dk´s kampreferat af kampen her.

Det danske mandskab var således i front i langt størstedelen af kampen, men cheftræner Anders Sommer fortæller til Bakken Bears hjemmeside, at Newcastle er et ´tricky hold´.

“Det er et tricky hold, som lynhurtigt kan være svære at have med at gøre. I perioder føles det som om, man har fuldstændig styr på kampen. To minutter efter, er det en helt anden sag. Vi er to hold, som begge spiller meget hurtigt,”

“I første kamp var det os der løb med dem og ikke omvendt. Men vi skal dælme være på dupperne – der er ikke meget tid til at fejre en scoring, for så er man allerede et skridt bagud mod dem,” fortæller Anders Sommer til Bakkens hjemmeside.

Siden sejren i Newcastle har Bakken Bears været i aktion to gange med blandet skæbne, da de senest mod Team FOG Næstved formåede at vinde med 93-82, mens de indkasserede et nederlag på 88-77 til ærkerivalerne Horsens IC.

Læs mere om onsdagens modstander og den afgørende ENBL-kvartfinale på Bakken Bears´ hjemmeside.

Onsdagens kamp kan ses via linket herunder:
https://www.youtube.com/watch?v=arwT8LawLcQ

Flere artikler