Skip to content

Vejen henter tidligere NBA-profil

Foto: FIBA

BK Vejen laver et kæmpe scoop og henter den tidligere NBA-profil Tony Wroten, der har fortid i Memphis Grizzlies og Philadelphia 76ers.

Basketliga-oprykkerne fra BK Vejen siger snart farvel til deres hollandske guard Caleb Vijber, der er ansat på en korttidskontrakt, som udløber 14. november. Derfor har klubben været på jagt efter en ny profil til positionen, og i dag er Vijbers afløser så fundet.

Der er tale om intet mindre end et fantastisk scoop for oprykkerne og en af de mest bemærkelsesværdige transfers denne sæson. Vejen har skrevet under med den tidligere NBA-profil Tony Wroten.

Wroten har spillet 151 kampe i NBA fordelt på fire sæsoner. Og det har bestemt ikke været som marginalspiller. I hans første sæson for Memphis Grizzlies i 2012/13 spillede han 35 kampe og snittede beskedne 2.5 point pr. kamp. I 2013 skiftede han til Philadelphia 76ers, hvor han blev en bærende profil på holdet i tre sæsoner.

I 2013/14 spillede han hele 72 grundspilskampe, spillede han i gennemsnit 24.5 minutter pr. kamp og snittede hele 13 point, 3.2 rebounds og 3 assists. Sæsonen 2014/15 er hans hidtil klare højdepunkt i karrieren med 16.9 point, 2.9 rebounds og hele 5.2 assists – og så fik han 29.8 minutter pr. kamp!

Efter fire flotte sæsoner sluttede NBA-eventyret i 2016. Derefter spillede han to sæsoner NBA G-League, hvorefter han drog til Europa. Siden 2018 har han spillet i syv forskellige klubber fordelt i Estland, Polen, Frankrig, Spanien, Egypten, Grækenland og senest i Uruguay den forgange sæson.

– Vi har ledt længe efter den rette profil, og med Tony Wroten får vi en spiller, der både kan skabe spil, tage ansvar og inspirere resten af truppen. Det er en stor signing for BK Vejen, udtaler sportschef, John Klausen, på BK Vejens Facebook-side.

Tony Wroten forventes at ankomme til Vejen i den kommende uge.

Flere artikler