Skip to content

TV-kamp: Næstved og Amager åbner deres sæson torsdag aften

Foto: Team FOG Næstved

Team FOG Næstved og BK Amager åbner deres respektive sæsoner torsdag aften i sæsonens anden TV-kamp på SPORT LIVE.

Basketliga-sæsonen anno 2025–26 er i fuld gang, og det er nu tid til sæsonens anden TV-kamp på SPORT LIVE. Team FOG Næstved tager imod BK Amager i et proppet Arena Næstved, når de to åbner deres respektive sæsoner.

Team FOG Næstved har naturligvis meget de skal revanchere ovenpå en dårlig afslutning på sidste sæson, hvor de kun vandt 2 ud af 10 kampe i slutspillet og dermed missede en semifinaleplads. Det er stadig under David Pavlakovichs ledelse, der tager sin anden sæson som Næstved head coach.

Næstved har igen i år skiftet meget ud på udlændingefronten. Otte udlændinge har forlader klubben, otte nye er kommet ind. Eneste genganger fra sidste år er David Jean-Baptiste. Sidste år fik sydsjællænderne en flyvende start på sæsonen med 13 sejre i træk. Så det bliver spændende at se, hvordan de lægger fra land i år – denne gang uden sidste sæsons MVP, Jagan Mosely.

“Den nye Jagan Mosely”
Jagan Mosely forlængede nemlig med Team FOG Næstved to gange, men nu var tiden inde til at tage skridtet videre – og nu er han at finde i fransk basketball.

Hvem skal så overtage rollen som den spilstyrende guard for Næstved-holdet? Spørger man David Pavlakovich, så er svaret David Jean-Baptiste – den eneste amerikaner, der har forlænget og tror på Næstved-projektet. Det fortæller han i et interview med SPORT LIVE.

Den 27-årige guard amerikaner, med haitiansk pas, snittede sidste sæson 16.5 point, 3.7 rebounds og 3.2 assists.

Amager har fastholdt sidste sæsons topscorer
Hos modstanderen BK Amager har man også forlænget ikke bare én, men to amerikanere. Og det er til gengæld nogle rigtig stærke forlængelser.

Caden Ebeling og Isaiah Burnett var de klare stjerner hos BK Amager sidste sæson. Ebeling blev Basketligaens klare topscorer, hvor han både lavede klart flest point (24.3) og klart flest rebounds (13.4), mens Burnett scorede tredjeflest point (20.9).

BK Amager har et af ligaens allermindste spillerbudgetter, og alligevel lykkedes det amagerkanerne at forlænge med de to amerikanske stjerner – på trods af, at de begge har fået en masse tilbud fra det store udland i sommerpausen.

To ambitiøse klubber med klare målsætninger
Det er to ambitiøse klubber, der tørner sammen torsdag aften – med hver deres målsætning. Team FOG Næstved skal spille med i toppen af ligaen, lyder det fra direktør, Andreas Larsen. For gæsterne er det på en lidt lavere skala, men til gengæld meget ambitiøs ift. klubbens smalle budget: Nemlig endelig at sparke døren ind til top-6, som man lige akkurat missede med en enkelt sejr sidste sæson.

Kigger man på styrkeforholdene mellem de to, så er der heller ingen tvivl om, at Næstved er klare favoritter til torsdagens TV-kamp. Næstved har konstant sluttet i top-6 siden 2009, hvor Amager ikke har sluttet i top-6 siden netop 2009.

I 2009 lå Amager og Næstved i Basketligaen, hvor de to klubber sluttede á point i grundspillet i sæsonen 2008–09. Amager som 4’er, Næstved som 5’er, hvorefter de to mødtes i kvartfinaleserien som Næstved vandt 2–0.

Men det er 16 år siden og nu er tiden en anden. Siden Amagers genoprykning til Basketligaen i 2019, har de to klubber mødt hinanden 12 gange. Alle 12 kampe er endt med sejr til Team FOG Næstved.

Der er tip-off i Arena Næstved torsdag kl. 19.15. SPORT LIVE sender kampen med en halv times optakt fra kl. 18.45. Kampen kan også streames på Ekstra Bladet+.

Flere artikler