Skip to content
Facebook

TV-kamp: Første finaleslag mellem Svendborg og Bakken

Foto: Casper Theilgaard Christiansen

Svendborg Rabbits og Bakken Bears skal kæmpe om guldet i dette års DM-finale, og torsdag aften mødes de i første af potentielle fem finaler.

En lang, spændende og fantastisk tæt sæson er ved at nå til vejs ende. Nu er der kun to hold tilbage i kampen om guldet. Svendborg Rabbits og Bakken Bears udgør dette års finale i Basketligaen, der starter torsdag aften.

Finaleserien spilles, for første gang i mange år, som bedst af fem, modsat de tidligere år som bedst af syv, og det er Svendborg Rabbits, der har hjemmebanefordelen som nr. 1 efter mellemspillet.

Svendborg og Bakken har stået over for hinanden i utallige DM-finaler, senest i 2022, hvor Bakken gjorde rent bord og vandt serien 4–0.

Men ovenpå en historisk tæt top i Basketligaen 2024/25, kunne meget godt tyde på, at Bakkens legestue fra 2022 ikke gentager sig, men derimod potentielt kan blive en meget spændende og tæt finaleserie.

Meget taler også til Svendborgs fordel: De er fortsat ubesejrede på hjemmebane denne sæson med 17 sejre i 17 kampe. Og så har de også vundet tre ud af de fire indbyrdes møder mod Bakken Bears denne sæson.

En sjov detalje er dog, at Anders Sommer aldrig har formået at tabe en playoff-kamp (semifinale eller finale) som head coach for Bakken Bears. 24 kampe, 24 sejre.

Hvem kommer mod bedst fra land i finaleserien torsdag aften? Kan Bakken sætte jagten ind på deres 23. danske mesterskab? Eller udvider Svendborg deres ubesejrede hjemmebane-stime til 18 sejre?

Få svaret når SPORT LIVE og JFM Play sender kampen live med optakt fra kl. 18.30.

Du kan naturligvis også købe billet til kampen i Rise Sparekasse Arena via dette link.

Flere artikler