
Svendborg Rabbits sikrede sig mandag aften 1. pladsen i mellemspillet med en sejr over Horsens IC.
Den nye hjemmebane i Svendborg har fået intet mindre end en perfekt begyndelse! Tilskuerne er virkelig blevet forkælede de første fire kampe, hvor kampene i gennemsnit er blevet vundet med 25,5 point.
Senest mandag aften blev det til en 30-pointssejr – endda mod rækkens nr. 2. En sejr, der betyder, at Svendborg sikrer sig 1. pladsen i mellemspillet.
Dermed er fynboerne sikre på at have hjemmebanefordel i både semifinalen og i en evt. finale.
Svendborgs modstander i semifinalen er naturligvis ikke fundet endnu. Modstanderen bliver nemlig holdet, der ender på 4. pladsen, der lige nu står mellem tre hold – Bakken Bears, Randers Cimbria og Team FOG Næstved.