Skip to content

Optakt til bronzekampen

Torsdag eftermiddag skal Svendborg Rabbits og Horsens IC kæmpe om bronzemedaljer.

Mens basketfans i spænding ser frem til finaleserien mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved, så skal vi også huske en ret så væsentlig bronzekamp, der finder sted i Svendborg torsdag eftermiddag.

Svendborg Rabbits og Horsens IC tabte begge deres semifinaleserier, og derfor skal de to klubber nu kæmpe om en bronzemedaljer.

Det er femte gang i træk, at Horsens misser finalen og skal spille bronzekamp. De fire foregående bronzekampe er det blevet til to sejre og to nederlag. Sidste år tabte man til Randers Cimbria på hjemmebane og måtte derfor tage til takke med en 4. plads.

Denne gang er de på udebane når de skal en tur over Lillebæltsbroen og besøger Svendborg Rabbits i Rise Sparekasse Arena. Og det kan nemlig vise sig at blive en afgørende faktor, hvem der har hjemmebane. Alle fire indbyrdes møder denne sæson er endt med en hjemmesejr. Ja, faktisk er de seneste ti indbyrdes møder endt med en hjemmesejr.

Vi skal over to år tilbage, nemlig til marts 2024, for at finde den seneste udesejr – der vandt Horsens i Svendborg med 83–76 i en definerende slutspilskamp.

I år har der ikke været nogen tvivl om, hvem der i Basketligaen har været bedst, og hvem der har været næstbedst. Bakken og Næstved sluttede som 1’er og 2’er efter mellemspillet. Svendborg og Horsens sluttede som 3’er og 4’er. Og det er også de to matchups, der venter i henholdsvis finale og bronzekamp. Det blev definitivt efter to semifinaleserier, hvor Bakken og Næstved viste klassen.

Horsens fik ikke et ben til jorden mod Bakken i semifinalen, man tabte med 0–3, og hvor man i de sidste to kampe blev slået ganske overbevisende. Faktisk så overbevisende, at Bakken i begge kampe satte Basketliga-rekord i største sejrsmargin i en semifinale på første 39 point, og fire dage senere 43 point.

Tættere blev det dog i Svendborgs semifinale mod Næstved. Faktisk fik fynboerne en drømmestart på serien, da man tog til Næstved i kamp 1 og vandt 101–88. Men derefter steppede Næstved op og vandt de efterfølgende tre kampe.

Personlige stats i semifinalerne

Point – Svendborg (avg.)
Akuel Kot 15.8
John Nagle 14.0
Balsa Veljic 10.0
Point – Horsens (avg.)
Kareem Reid 17.0
Isaiah Johnson 13.0
Matt Johnson 9.3
Rebounds – Svendborg (avg.)
Dan Saylor 8.3
Gabriel Vogel 4.0
Akuel Kot 3.8
Rebounds – Horsens (avg.)
Kareem Reid 7.0
Isaiah Johnson 6.0
Matt Johnson 4.3
Assists – Svendborg (avg.)
Adam Heede-Andersen 4.0
John Nagle 2.5
Akuel Kot 1.8
Assists – Horsens (avg.)
Matt Johnson 3.0
Trejon Jacob 3.0
Liam Churchill 2.3

Der er gratis entré til bronzekampen i Svendborg. Alt hvad du skal gøre er, at gå ind og hente din gratis billet her. Skal du ikke se kampen i hallen, så husk at SPORT LIVE transmitterer kampen direkte. Der er tip-off kl. 16:30, og SPORT LIVE er klar med optakt fra kl. 16:15.

Flere artikler