Skip to content

NBA-træner bliver assistent i Bakken Bears

Foto: Golden State Warriors

Bakken Bears tilføjer en assistent til trænerteamet. Der er tale om Will Sheehey, der kommer direkte fra NBA-klubben Golden State Warriors.

Det er ikke hverdagskost med transfers mellem Basketligaen og NBA, men i dag hører til sjældenhederne.

Bakken Bears har fået en tilføjelse til trænerteamet. Will Sheehey har de seneste fire år fungeret som Player Development Coach hos Golden State Warriors, og han var derfor med til at vinde NBA-mesterskabet i 2022. Nu skifter han til en lignende stilling i Bakken Bears som assistenttræner og Head of Player Development.

33-årige Will Sheehey har lavet en et-årig aftale med Bakken Bears og udgør trænerteamet sammen med head coach Skyler Bowlin og assistenterne Thomas Hemmingsen og Jakob Freil. Her får Sheehey en klar rolle som udviklingstræner for de unge, talentfulde Bakken-spillere, der enten er i førsteholdstruppen eller er på vej op fra Bears Academy.

Men hvordan er det lykkedes Bakken Bears at lokke en vindende træner, der til dagligt har arbejdet med Steph Curry, væk fra en af verdens største basketballklubber? Det ene svar er Bakkens nye cheftræner, Skyler Bowlin. Sheehey og Bowlin kender hinanden fra deres tid sammen i tyske Würzburg. Det andet svar er, at Sheehey har en ambition om at vende tilbage til europæisk basketball.

– Min familie og jeg er begejstrede for at blive en del af Bears-organisationen af mange grunde. Jeg har kendt Skyler i årevis og stoler på hans vision om at tage Bears til det næste niveau. At træne og udvikle yngre spillere er en passion for mig. Muligheden for at have en livslang indflydelse på disse spillere er for god til at lade gå fra mig. Klubbens og byens kultur og tankegang er perfekt afstemt med mine kerneværdier. Jeg kan ikke vente med at komme i gang, udtaler Will Sheehey på Bakken Bears’ hjemmeside.

– Jeg er begejstret for, at Will slutter sig til vores stab. Hans baggrund som basketballspiller på højt niveau rundt om i Europa og USA kombineret med hans trænererfaring med en af de bedste organisationer i hele verden er en kæmpe fordel for os her i Bakken. Hans fokus på den offensive ende såvel som spillerudvikling vil virkelig gavne klubben på eliteniveau og akademiet, udtaler Skyler Bowlin på Bakken Bears’ hjemmeside.

Flere artikler