
Team FOG Næstved tager en sikker semifinalesejr mod Svendborg Rabbits og er dermed klar til DM-finalen mod Bakken Bears.
De er efterhånden vant til finaler på Sydsjælland. Fem finaler de seneste tre år: Pokalfinale 2024 og 2026. DM-finale 2023, 2024 og nu også 2026.
Og denne gang bliver det en gentagelse af DM-finalerne fra 2023 og 2024 mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved. To finaleserier, der begge endte 4–0 til Bakken.
Nu spilles serierne bedst af fem kampe. Første finale afvikles Kristi Himmelfartsdag, torsdag den 14. maj i Aarhus.
Uskarpt Svendborg-hold
Det startede ellers forfærdeligt for Næstved i kamp 1, hvor Svendborg tog til Sydsjælland og vandt overbevisende med 101–88. Men kaninerne fra Sydfyn havde ikke samme skarphed i resten af serien, godt illustreret i torsdagens semifinale, hvor Svendborg blot ramte 36% fra gulvet, mens man ramte meget beskedne 19% fra 3’eren.
Det blev i høj grad afgørende i denne semifinaleserie, at Næstved formåede at holde Svendborg stangen. I Svendborgs tre nederlag snitter man blot 79,3 point. Væsentligt under sæsongennemsnittet på 90,5.
Man manglede på forhånd holdets topscorer Jalen Lake, der var dømt ude resten af sæsonen. Og derfor blev det ikke just bedre, at man måtte undvære en anden stor profil i Kyreese Willingham, der måtte udgå tidligt i torsdagens opgør.
Det endte med en 95–80 sejr til Team FOG Næstved, der samlet vinder serien med 3–1.
Nu venter en bronzekamp for Svendborg mod Horsens IC på Kristi Himmelfartsdag, hvor Svendborg har hjemmebanefordelen.
Kan Næstved vippe Bakken af pinden?
Det store spørgsmål er så nu: Er Næstved holdet der kan vippe Bakken af pinden efter ni mesterskaber på stribe? Der skal i hvert fald andre boller på suppen sammenlignet med de seneste to finaler, hvor begge er endt med suveræne 4–0 sejre til Bakken.
Denne sæson har Bakken også haft overhånden i de fire indbyrdes kampe, hvor tre af dem er blevet til Bakken-sejre. Til gengæld kan vi nok godt forvente pointfester i de kommende finaler. Det er nemlig de to suverænt mest scorende hold med henholdsvis 101,6 og 99,9 point i snit.

Finaleserien spilles bedst af fem kampe og starter Kristi Himmelfartsdag, torsdag den 14. maj.
Finale 1:
Torsdag den 14. maj – kl. 19:00
Bakken Bears – Team FOG Næstved
Finale 2:
Mandag den 17. maj – kl. 19:00
Team FOG Næstved – Bakken Bears
Finale 3:
Torsdag den 21. maj – kl. 19:00
Bakken Bears – Team FOG Næstved
Finale 4 (evt.):
Mandag den 25. maj – kl. 19:00
Team FOG Næstved – Bakken Bears
Finale 5 (evt.):
Torsdag den 28. maj – kl. 19:00
Bakken Bears – Team FOG Næstved




