Skip to content

Mathias Bak Christensen gør comeback

Foto: Team FOG Næstved

Efter et års pause genoptager Mathias Bak Christensen sin spillerkarriere. Han har skrevet kontrakt med BC Copenhagen for den kommende sæson.

Et velkendt ansigt vender tilbage til Basketligaen.

Mathias Bak Christensen stoppede sin aktive spillerkarriere forrige sommer, men har nu valgt at genoptage karrieren igen. Han har nemlig skrevet kontrakt med BC Copenhagen, som han senest spillede hos i 2023/24.

Mathias har dog ikke ligget stille det seneste års tid. Han har løbende trænet med hos BC Copenhagen og holdt kontakten, samtidig med, at han også har været aktiv på det danske 3×3 landshold.

– Jeg tog en pause sidste år, som jeg troede, skulle være permanent, og jeg har brugt tiden på at reflektere over, hvad der giver mening for mig. Den thrill, konkurrence og sammenhold, som der er ved at spille med på højt niveau, var noget, som jeg kunne mærke, at jeg manglede for at være den bedste version af mig selv – både overfor mig selv og dem jeg har tættest på, udtaler Mathias Bak Christensen i BC Copenhagens pressemeddelelse.

Den 29-årige forward har haft en lang og flot karriere i Basketligaen som stor profil for flere sjællandske klubber. Det hele startede i Team FOG Næstved, hvor han tog springet fra ungdom til professionel. Her fik han hele syv sæsoner for sydsjællændernes førstehold inden turen gik til Værløse Blue Hawks og senere svenske Nässjö.

I 2021 vendte han tilbage til Næstved og fik yderligere to sæsoner for barndomsklubben, hvor det blev til en flot sølvmedalje i 2023, inden han midlertidigt sluttede karrieren i BC Copenhagen i 2023/24.

Flere artikler