
Der er blevet sat to streger under 1. runde af Landspokalen, og dermed kender vi nu de fire matchups i kvartfinalerne.
De seks kampe i 1. runde af Landspokalen er afviklet, hvor vi så flere interessante resultater og et par enkelte overraskelser.
Her får du det fulde overblik over resultaterne fra 1. runde af Landspokalen.
Holbæk-Stenhus – BK Amager 83–76
I Holbæk Sportsby fandt en af rundens tætteste og mest spændende kampe sted, da to af bundholdene fra Basketligaen kæmpede for tiltrængt selvtillid efter en dårlig sæsonstart. Holbæk-Stenhus og BK Amager fulgtes pænt ad hele kampen igennem, men i sidste periode var det hjemmeholdet, der var skarpest og endte med en sejr på 83–76.
Bears Academy – BK Vejen 89–61
En lille overraskelse fandt sted i Vejlby-Risskov Hallen, da Bears Academy tog imod BK Vejen. Oprykkerne fra Vejen har vist sig stærke fra start, hentet en håndfuld importspillere og leveret flere flotte præstationer i debutsæsonen i Basketligaen. Men i Landspokalens 1. runde fik de decideret tæsk af Basketligaens bundhold fra Bears Academy, der vandt med hele 89–61.
BC Copenhagen – Horsens IC 96–88 OT
Rundens største overraskelse fandt sted i Nørrebrohallen, hvor BC Copenhagen slog de seksfoldige mestre fra Horsens IC. Horsens førte ellers med 12 point inden sidste periode. Men et velspillende Copenhagen-hold fik kampen presset ud i overtime, hvor hjemmebane trak det længste strå og sendte Nørrebrohallen i ekstase.
Randers Cimbria – BMS Herlev 139–65
Rundens største lussing stod Randers Cimbria for, da de tog imod BMS Herlev. Randers scorede vanvittige 139 point på 40 minutter. Kampen var reelt afgjort ved pausen, hvor kronjyderne førte med svimlende 79–32. Randers så sig aldrig tilbage og endte med en sejr på uhørte 74 point, 139–65.
Solsidens BK – Værløse Blue Hawks 63–87
Turneringens klart mindste hold, Solsidens Basketball Klub, fra 3. division havde på overraskende vis kvalificeret sig til Landspokalen via Divisionspokalen Vest. Mod Værløse Blue Hawks skulle de prøve at levere en endnu større overraskelse. Den lille klub fra Aalborg lagde stærkt ud i 1. periode, som man de med 25–24, men så ramte alvoren i 2. periode, hvor Værløse vandt 35–9. Solsiden kom aldrig tilbage i opgøret, men fulgte med det meste af vejen og tabte hæderligt med kun 63–87.
Hvidovre Devils – Bakken Bears 60–86
Vinderen af Divisionspokalen Øst blev 1. divisions tophold fra Hvidovre Devils. Og københavnerne fik svesken på disken, da de fik den værst tænkelige lodtrækning i form af de danske mestre fra Bakken Bears. Og selvom 1. divisionsholdet gav det et hæderligt forsøg, så blev Bakken Bears for stor en mundfuld.
Svendborg Rabbits og Team FOG Næstved var oversiddere i 1. runde af Landspokalen, da de var højest seedet fra sidste sæsons grundspil, og derfor træder de nu ind i turneringen ved kvartfinalerne sammen med de seks øvrige hold, der avancerede fra 1. runde.
Kvartfinalerne afvikles den 6. og 7. december, og kampene ser således ud:
Kamp 7: Svendborg Rabbits – Bakken Bears
Lørdag d. 6. december kl. 13.30
Arena Svendborg
Kamp 8: Bears Academy – BC Copenhagen
Lørdag d. 6. december kl. 14.00
Vejlby-Risskov Hallen
Kamp 9: Holbæk-Stenhus – Team FOG Næstved
Søndag d. 7. december kl. 14.00
Holbæk Sportsby
Kamp 10: Randers Cimbria – Værløse Blue Hawks
Søndag d. 7. december kl. 15.00
Arena Randers
Vi kender også semifinaleparringerne på forhånd fra DBBF’s lodtrækning tidligere på efteråret.
Vinder kamp 10 – vinder kamp 8
Vinder kamp 9 – vinder kamp 7
Lørdag den 24. januar afvikles pokalfinalen for første gang i den nye, topmoderne Arena Svendborg. Og du kan allerede nu sikre dig en billet til en af årets største dage i dansk basketball, uagtet om dit favorithold kvalificerer sig til finalen eller ej. Du finder billetter til pokalfinalen ved at klikke på dette link.




