
BC Copenhagen har skrevet kontrakt med landsholdsspiller Gustav Suhr-Jessen, der vender hjem til Danmark efter to sæsoner på Island.
BC Copenhagen har oprustet gevaldigt denne onsdag. Først blev den tidligere landsholdsspiller og Basketliga-profil Mathias Bak Christensen præsenteret. Nu har københavnerne annonceret endnu en signing, og det er et kæmpe scoop.
Landsholdsspiller Gustav Suhr-Jessen skifter til BC Copenhagen efter to sæsoner hos islandske Körfuknattleiksdeild Hattar. Opholdet endte dog i en stor skuffelse, da klubben endte med at rykke ud af den bedste islandske række.
Nu vender den 27-årige Virum-dreng snuden hjem mod dansk basketball.
– Jeg har kæmpet både med og mod mange af gutterne fra den nuværende BC-trup i mange år, i mange forskellige kapaciteter. Jeg er glad for det niveau, der er blevet samlet på holdet. Jeg ved, at drengene er ekstremt konkurrence-mindede og hårdtarbejdende, og jeg kan godt lide temperamentet og attituden i gruppen. Derudover er det selvfølgelig fedt at vende hjem til byen og spille for et hold, jeg har set spille siden jeg var en lille dreng, udtaler Gustav Suhr-Jessen i en pressemeddelelse fra BC Copenhagen.
Gustav Suhr-Jessen har været vidt om omkring i basketverdenen. Det hele startede i Virum, hvorefter han tog turen til college i USA og spillede fem år for Saint Anselm Hawks i New Hampshire. Derefter blev han hentet af Horsens IC på sin første professionelle kontrakt. Efter debutsæsonen i 2022/23 tog han til Island, hvor han har tilbragt de seneste to sæsoner.
Udover en god håndfuld kampe for det danske A-landshold, har han også siden 2019 været en del af 3×3 landsholdet, der skal spille EM på hjemmebane til september.