
2025/26-sæsonen nærmer sig med hastige skridt. Torsdag den 18. september åbner den nye sæson af Basketligaen.
I disse måneder er de 12 Basketliga-hold i fuld gang med forberedelserne til den kommende sæson. Og hvilken sæson, der venter!
Ovenpå en historisk tæt 2024/25-sæson, tegner det igen til at blive fantastisk spændende i 2025/26. Skyler Bowlin har overtaget tøjlerne i Bakken. Svendborg har hentet Adam Heede-Andersen hjem til Danmark. Copenhagen opruster på flere positioner. Amager har forlænget med Basketligaens topscorer. Og når ja, så har vi fået tilført endnu et hold til ligaen! BK Vejen er rykket op fra 1. division, og derfor består Basketligaen nu af 12 hold.
Overskrifterne og dramaerne står i kø, og derfor ser vi exceptionelt meget frem til første tip-off efter sommerferien!
Torsdag den 18. september er der åbningskamp mellem Bakken Bears og BC Copenhagen i Sparekassen Danmark Basketball Center. En åbningskamp, der står mellem de forsvarende danske mestre fra Aarhus og så et spændende Copenhagen-hold, der er blevet voldsomt forstærket henover sommeren af bl.a. af landsholdsspiller Gustav Suhr-Jessen og den bundrutinerede Mathias Bak Christensen, der genoptager karrieren.
Derefter er det fuld skrue de efterfølgende ni måneder. Der venter 132 grundspilskampe og 120 slutspilskampe inden det hele skal afgøres i playoff-serierne.