
Med en sejr over BK Amager lørdag eftermiddag er Bears Academy nu endegyldigt klar til finalen i Kvalifikationsspillet mod Værløse Blue Hawks.
Vi har i ugevis kendt hjemmeholdet til finalen i Kvalifikationsspillet. Værløse Blue Hawks har nemlig været det suveræne førerhold i den nederste del af Basketligaen. Til gengæld har der været åbent kapløb om den anden finaleplads.
Lørdag eftermiddag blev det afgjort, at Bears Academy napper finalepladsen mod Værløse Blue Hawks. Det sker efter Academys sejr i Amagerhallen på 98–90 over BK Amager. En kamp hvor Amager lå til sejren de første tre perioder, men hvor Academy spillede en stor 4. periode som de vandt med 32–16.
Dermed skal de unge bjørne fra Aarhus spille finale mod Værløse Blue Hawks. En finale der finder sted på Værløses hjemmebane i Søndersøhallen tirsdag den 28. april kl. 19:00.
Kvalifikationsspillet (pr. 18. april)
7. Værløse Blue Hawks 16–14
8. Bears Academy 12–19
9. BK Vejen 10–21
10. Holbæk-Stenhus 7–24
11. BMS Herlev 6–24
12. BK Amager 6–25
Stærkt 2026
Det var samtidig femte sejr i træk for Bears Academy, der har haft en opadgående formkurve hele sæsonen. Det startede nemlig knap så godt i efteråret, men til gengæld har 2026 været mere end godkendt for Emil Svendsens tropper.
Man har spillet 16 kampe i 2026. Her er det blevet til ni sejre og syv nederlag. Noget af en kontrast til efterårssæsonen, hvor man blot vandt tre kampe og tabte 12.
Mon Bears Academy kan slutte 2025/26 perfekt af med en sejr i Kvalifikationsspillet og nappe titlen som “best of the rest”?
Dette er femte sæson med det nuværende Basketliga-format med et top- og bund-slutspil. Her har Bears Academy været i “bund-finalen” én gang tidligere. Det var i 2024, hvor man tabte finalen til BC Copenhagen.
Tidligere vindere af Kvalifikationsspillet (tidl. Play-off B):
2025: Holbæk-Stenhus
2024: BC Copenhagen
2023: BC Copenhagen
2022: Værløse Blue Hawks




